Omvendelse: Et glædeligt valg

Mine kære brødre og søstre, da jeg var 12 år gammel, boede min familie i Gøteborg, en kystby i det sydlige Sverige. Lad mig lige nævne, at det var hjembyen for vores kære kollega ældste Per G. Malm,¹ som gik bort denne sommer. Vi savner ham. Vi er taknemlige for hans ædle karakter og hans ædle virke og for hans absolut skønne families eksempel. Og vi beder om, at Guds rige velsignelser må blive deres.

For 50 år siden gik vi i kirke i et stort, ombygget hus. Min ven Steffan,² som var den eneste diakon udover mig i grenen, mødte mig en søndag med en vis begejstring. Vi gik ind i et rum ved siden af kirkesalen, og han trak et stort kanonslag og nogle tændstikker op af sin lomme. I et anfald af ungdommeligt brovten tog jeg kanonslaget og antændte den lange, grå lunte. Det var min hensigt at slukke lunten, inden det gik af. Men da jeg brændte mine fingre i forsøget derpå, tabte jeg kanonslaget. Steffan og jeg så på med rædsel, mens lunten fortsatte med at brænde.

Kanonslaget eksploderede, og svovlholdige dampe fyldte rummet og kirkesalen. Vi samlede hurtigt de spredte rester af kanonslaget og åbnede vinduerne i et forsøg på at få lugten væk i et naivt håb om, at ingen ville lægge mærke til det. Heldigvis blev ingen såret, og der skete ingen skade.

Da medlemmerne kom til mødet, bemærkede de den overvældende lugt. Det var svært at undgå. Lugten distraherede fra mødets hellige karakter. Fordi der kun var så få bærere af Det Aronske Præstedømme – og med noget, der kun kan beskrives som åndsfraværelse – omdelte jeg nadveren, men jeg følte mig ikke værdig til at tage den. Da de bød mig nadverbakken, tog jeg hverken brød eller vand. Jeg havde det elendigt. Jeg var flov, og jeg vidste, at Gud var utilfreds med det, jeg havde gjort.

Efter kirke bad grenspræsident, Frank Lindberg, som var en distingveret, ældre mand med sølvgråt hår, mig om at komme ind på sit kontor. Da jeg havde sat mig, kiggede han venligt på mig og sagde, at han havde bemærket, at jeg ikke havde taget nadveren. Han spurgte hvorfor. Jeg formoder, at han vidste hvorfor. Jeg var sikker på, at alle vidste, hvad jeg havde gjort. Efter jeg havde fortalt ham det, spurgte han mig om, hvordan jeg havde det. Gennem mine tårer fortalte jeg ham ubehjælpsomt, at jeg var ked af det, og jeg vidste, at jeg havde skuffet Gud.

Præsident Lindberg åbnede en slidt Lære og Pagter og bad mig om at læse nogle understregede vers. Jeg læste følgende højt:

»Se, den, der har omvendt sig fra sine synder, ham er de tilgivet, og jeg, Herren, husker ikke mere på dem.

Heraf kan I vide, om et menneske omvender sig fra sine synder: Se, han vil bekende dem og aflægge dem.«³

Jeg vil aldrig glemme præsident Lindbergs medfølende smil, da jeg kiggede op, efter at jeg have læst. Han fortalte mig noget bevæget, at han følte, at det ville være i orden for mig atter at modtage nadveren. Da jeg forlod hans kontor, følte jeg en ubeskrivelig glæde.

En sådan glæde er en af de naturlige resultater af omvendelse. Det engelske ord for omvende antyder »at opfatte bagefter« og det indebærer »forandring«.⁴ På svensk er ordet omvänd, som helt enkelt betyder »at vende om«.⁵ Den kristne forfatter C.S. Lewis skrev om behovet for forandring og metoden dertil. Han sagde, at omvendelse indebærer »at blive sat tilbage på den rigtige vej. En forkert sum kan bringes i orden,« sagde han, »men kun ved at gå tilbage til du finder fejlen, og derpå begynde forfra fra dette punkt, aldrig ved blot at gå videre.«⁶ At ændre vores opførsel og vende tilbage til den »rigtige vej« er et led i omvendelsen, men kun et led. Oprigtig omvendelse indebærer også at vende vores hjerte og vilje til Gud og at afvise synd.⁷ Som der står forklaret i Ezekiel, så omvender man sig, når man »vender om fra … synd … øver ret og retfærdighed … giver tilbage, hvad [man] tog … og følger livets love uden at øve uret.«⁸

Men selv dette er en ufuldstændig beskrivelse. Den forklarer ikke til fulde den kraft, der muliggør omvendelse, nemlig vor Frelsers sonoffer. Oprigtig omvendelse må indebære tro på Herren Jesus Kristus, tro på, at han kan forandre os, tro på, at han kan tilgive os og tro på, at han vil hjælpe os til at undgå flere fejltagelser. Denne form for tro gør hans forsoning virkningsfuld i vores liv. Når vi »opfatter bagefter« og »vender om« med Frelserens hjælp, kan vi føle håb ved hans løfter og glæden ved tilgivelse. Uden Forløseren forsvinder håbet og glæden, og omvendelse bliver blot en tilpasning af elendig adfærd. Men ved at udøve tro på ham, bliver vi omvendt til hans kraft og villighed til at tilgive synd.

Præsident Boyd K. Packer bekræftede de håbefulde løfter om omvendelse ved sin sidste generalkonferencetale i april 2015. Han beskrev kraften i Frelserens forsoning til at hele i det, som jeg anser for at være destillatet af den visdom, der er opnået gennem et halvt århundredes apostolsk tjeneste. Præsident Packer sagde: »Forsoningen efterlader ikke nogen spor, ingen beviser. Hvad der er repareret, er repareret … Den heler blot, og hvad den heler, forbliver helet.«⁹

Han fortsatte:

»Forsoningen, som kan gøre krav på enhver af os, efterlader ingen ar. Det betyder, at lige meget, hvad vi har gjort, eller hvor vi har været, eller hvordan noget er sket, hvis vi virkelig omvender os, så har [Frelseren] lovet, at han vil sone. Og da han sonede, bragte han det i orden …

Forsoningen … kan fjerne hver en plet, lige meget hvor vanskelig den er, eller hvor lang tid den har været der, eller hvor mange gange den kommer igen.«¹⁰

Rækkevidden af Frelserens forsoning er uendelig i bredde og dybde, for jer og for mig. Men den vil aldrig blive påtvunget os. Profeten Lehi beskrev det således, at efter vi »er tilstrækkeligt undervist til« at »kende godt fra ondt,«¹¹ »er [vi] frie til at vælge frihed og evigt liv ved alle menneskers store formidler, eller til at vælge fangenskab og død.«¹² Med andre ord, omvendelse er et valg.

Vi kan træffe andre valg – og gør det nogle gange. Disse valg virker måske ikke helt forkerte, men de hindrer os i at blive oprigtigt angerfulde, og dermed forhindrer de vores stræben efter oprigtig omvendelse. Vi kan for eksempel vælge at give andre skylden. Som 12-årig i Gøteborg kunne jeg have givet Steffan skylden. Det var ham, der tog kanonslaget og tændstikkerne med i kirke i første omgang. Men at skyde skylden på andre, selv når det er berettiget, gør det muligt for os at undskylde vores opførsel. Ved at gøre det, flytter vi ansvaret for vores handlinger over på andre. Når ansvaret flyttes, formindsker det både vores behov for og vores evne til at handle. Vi gør os selv til ulykkelige ofre, snarere end personer, der kan handle selvstændigt.¹³

Et andet valg, der hæmmer omvendelse, er, at vi bagatelliserer vore fejl. I tilfældet med kanonslaget i Gøteborg blev ingen såret, der skete ingen varige skader, og mødet kunne stadig afholdes. Det ville have været nemt at sige, at der ikke var nogen grund til at omvende sig. Men at bagatellisere vores fejltagelser, selv om de tilsyneladende ikke har nogle umiddelbare konsekvenser, fjerner motivationen til at ændre sig. Denne tankegang hindrer os i at se, at vores fejltagelser og synder har evige konsekvenser.

En anden tankegang er, at vores synder ikke har betydning, fordi Gud elsker os uanset, hvad vi gør. Det er fristende at tro på det, den bedrageriske Nehor belærte folket i Zarahemla om: »At hele menneskeslægten ville blive frelst på den yderste dag, og at de ikke behøvede at frygte og bæve … og til sidst ville alle mennesker få evigt liv.«¹⁴ Men denne forførende idé er falsk. Gud elsker os. Men det har betydning for ham og for os, hvad vi gør. Han har givet klare retningslinjer for, hvordan vi bør opføre os. Vi kalder dem for befalinger. Hans godkendelse og vores evige liv afhænger af vores opførsel, herunder vores villighed til at ydmygt at søge oprigtig omvendelse.¹⁵

Udover det, så giver vi afkald på ægte omvendelse, når vi vælger at adskille Gud fra hans befalinger. Hvis ikke nadveren var hellig, ville det trods alt ikke have nogen betydning, at lugten fra kanonslaget var forstyrrende for nadvermødet i Gøteborg. Vi bør være forsigtige med at se bort fra syndig adfærd ved at underminere eller afvise Gud, som ophavsmand til sine bud. Ægte omvendelse kræver erkendelse af Frelserens guddommelighed og sandheden af hans sidste dages værk.

Lad os vælge omvendelse i stedet for at komme med undskyldninger. Gennem omvendelse kan vi finde os selv og reflektere over vores handlingers evige betydning, ligesom den fortabte søn i lignelsen.¹⁶ Når vi forstår, hvordan vores synder kan påvirke vores evige lykke, bliver vi ikke blot angerfulde, men vi bestræber os også på at blive bedre. Når vi bliver fristet, bliver vi mere tilbøjelige til stille spørgsmålet, som William Shakespeare formulerede:

Hvis vi glemmer evigheden til fordel for et stykke legetøj, kan vi vælge at omvende os. På grund af Jesu Kristi forsoning har vi en chance til. Metaforisk kan vi bytte det legetøj, som vi så uklogt købte i første omgang, og atter modtage håbet om evigheden. Som Frelseren forklarede, »for se, Herren, jeres forløser, led døden i kødet; således led han alle menneskers smerter, for at alle mennesker kunne omvende sig og komme til ham.«¹⁸

Jesus Kristus kan tilgive, fordi han betalte prisen for vores synder.¹⁹

Vor Forløser vælger at tilgive på grund af sin uforlignelige omsorg, nåde og kærlighed.

Vor Frelser ønsker at tilgive, fordi det er en af hans guddommelige egenskaber.

Og som den gode hyrde han er, bliver han glad, når vi vælger at omvende os.²⁰

Selv når vi føler bedrøvelse efter Guds vilje for vores handlinger,²¹ når vi vælger at omvende os, inviterer vi straks Frelseren ind i vores liv. Som Amulek lærte os: »[Gør] dette og [forhærd ikke] hjertet længere; for se, nu er tiden og dagen for jeres frelse, og hvis I derfor vil omvende jer og ikke forhærde hjertet, skal den store forløsningsplan straks blive sat i værk for jer.«²² Vi kan føle bedrøvelse efter Guds vilje for vores handlinger og på samme tid føle glæden ved af have Frelserens hjælp.

Det faktum, at vi kan omvende os, er evangeliets gode nyhed!²³ Skyld kan blive »fejet bort«.²⁴ Vi kan blive fyldt med glæde, modtage forladelse for vores synder og have fred med samvittigheden.²⁵ Vi kan blive befriet for følelsen af fortvivlelse og syndens bånd. Vi kan blive fyldt af Guds forunderlige lys og »ikke smertes mere«²⁶ Omvendelse er ikke blot mulig, men den er også glædelig på grund af vores Frelser. Jeg kan stadig huske de følelser, der kom strømmende over mig på grenspræsidentens kontor efter episoden med kanonslaget. Jeg vidste, at jeg var blevet tilgivet. Mine skyldfølelser forsvandt, jeg blev i bedre humør, og mit hjerte føltes let.

Brødre og søstre, når vi nu afslutter denne konference, inviterer jeg jer til at føle mere glæde i jeres liv: Glæde ved kundskaben om, at Jesu Kristi forsoning er virkelig, glæde over Frelserens kraft, villighed og ønske om at tilgive, og glæden ved at vælge at omvende sig. Lad os følge opfordringen til at »øse vand med glæde af frelsens kilder.«²⁷ Må vi vælge at omvende os, forsage vore synder og vende vores hjerte og vilje til at følge vores Frelser. Jeg vidner om, at han lever. Jeg er et vidne om og en gentagen modtager af hans uforlignelige barmhjertighed, nåde og kærlighed. Jeg beder om, at hans forsonings forløsende velsignelser må blive jeres nu – og igen og igen og igennem hele jeres liv,²⁸ som de har været i mit. I Jesu Kristi navn. Amen.