Velsignelserne ved at tilbede

En af de mest bemærkelsesværdige og kærlighedsfyldte oplevelser, der er nedskrevet i hellig skrift, er beretningen om Frelserens besøg hos folket på det amerikanske fastland efter hans død og opstandelse. Folket havde lidt under en ødelæggelse så stor, at den forårsagede, at »hele jordens overflade [blev] deformeret«.¹ Optegnelsen af denne begivenhed fortæller, at efter katastrofen græd hele folket bestandigt,² og midt i deres sorg hungrede de efter heling, fred og udfrielse.

Da Frelseren nedsteg fra himlen, faldt folket to gange ned for hans fødder. Den første gang var efter, at han med guddommelig myndighed udtalte:

»Se, jeg er Jesus Kristus, som profeterne bevidnede skulle komme til verden.

Og se, jeg er verdens lys og liv.«³

Han indbød derefter de tilstedeværende: »Rejs jer, og kom hen til mig, så I kan stikke jeres hænder i min side, og så I også kan føle naglemærkerne i mine hænder og i mine fødder, så I kan vide, at jeg er Israels Gud og hele jordens Gud og er blevet slået ihjel for verdens synder …

Og da de alle havde været henne og havde erfaret for sig selv, råbte de som med én røst og sagde:

Hosianna! Velsignet være Gud den Højestes navn!«⁴

Og så, for anden gang, »faldt [de] ned for Jesu fødder«. Men denne gang med vilje, for vi lærer, at de »tilbad ham«.⁵

Tidligere på året besøgte jeg, som del af en opgave, en stav i det vestlige USA. Det var en almindelig søndag, et almindeligt møde, med almindelige medlemmer af Kirken. Jeg så, da folk kom ind i kirkesalen og ærbødigt satte sig på de ledige pladser. I de sidste sekunder hørtes hviskende samtaler gennem hele salen. Mødre og fædre forsøgte – nogle gange forgæves – at berolige deres energiske børn. Det er meget normalt.

Men inden mødet begyndte, kom Åndens inspirerede ord til mit sind.

Disse medlemmer var ikke kommet blot for at opfylde en pligt eller for at høre talere.

De var kommet af en meget dybere og mere betydningsfuld grund.

De var kommet for at tilbede.

Som mødet skred fremad, observerede jeg forskellige medlemmer i forsamlingen. De havde et nærmest himmelsk udtryk, en holdning af ærbødighed og fred. Noget ved dem varmede mit hjerte. Den oplevelse, de havde den søndag, var noget helt ekstraordinært.

De tilbad.

De oplevede himlen.

Man kunne se det på deres ansigter.

Og jeg glædede mig og tilbad sammen med dem. Og da jeg gjorde det, talte Ånden til mit hjerte. Og på den dag lærte jeg noget om mig selv, om Gud og om den rolle, sand tilbedelse har i vores liv.

Sidste dages hellige er enestående, når det kommer til at tjene i kirkekaldelser. Men til tider kan vi udføre vores kald rutinemæssigt, som om vi blot udførte et arbejde. Til tider kan vores deltagelse ved møder og tjeneste i riget mangle det hellige tilbedelsesaspekt. Og uden det går vi glip af et uforligneligt åndeligt møde med det uendelige – et vi har ret til, som børn af en kærlig himmelsk Fader.

Tilbedelse er langt fra en tilfældig, lykkelig hændelse. Den er afgørende og vigtig for vores åndelige liv. Det er noget, vi alle bør længes efter, opsøge og bestræbe os på at opleve.

Når vi tilbeder Gud, nærmer vi os ham med ærbødig kærlighed, ydmyghed og beundring. Vi anerkender og accepterer ham som vores ophøjede Konge, Skaberen af universet, vores elskede og uendeligt kærlige Fader.

Vi respekterer og ærer ham.

Vi underkaster os ham.

Vi løfter vores hjerte i inderlig bøn, værdsætter hans ord, glæder os over hans barmhjertighed og forpligter os til at følge ham med hengiven loyalitet.

At tilbede Gud er så afgørende en del af at være Jesu Kristi discipel, at undlader vi at modtage ham i vores hjerte, vil vi søge forgæves efter ham i vores råd, kirker og templer.

Sande disciple drages til at »tilbed[e] ham, som har skabt himlen og jorden og havet og kilder af vand! – og påkalde Herrens navn dag og nat«.⁶

Vi kan lære meget om sand tilbedelse ved at undersøge, hvordan andre – folk, der måske ikke er så anderledes end os selv – mødte, opførte sig og tilbad i den guddommeliges nærvær.

I den første del af det 19. århundrede havde den kristne verden opgivet tanken om, at Gud stadig talte til mennesket. Men i foråret 1820 ændrede det sig for evigt, da en ydmyg bondedreng gik ind i en lund og knælede for at bede. Siden den dag har en række bemærkelsesværdige syn, åbenbaringer og himmelske tilsynekomster badet jorden og begavet dens indbyggere med værdifuld kundskab om Guds væsen og hensigt og hans forhold til mennesket.

Oliver Cowdery beskrev disse dage som nogle, han »aldrig skal glemme … Hvilken glæde! Hvilket under! Hvilken forbløffelse!«⁷

Olivers ord formidler de første elementer, som følger sand tilbedelse af det guddommelige – en følelse af majestætisk ærefrygt og dyb taksigelse.

Hver dag, men især på sabbatten, har vi ekstraordinære muligheder for at opleve det vidunder og den ærefrygt for himlen og lovprise Gud for hans velsignede godhed og overvældende nåde.

Det vil føre os til håb. Det er de første elementer i tilbedelse.

På den velsignede pinsedag kom Helligånden til Kristi disciples hjerte og sind og fyldte dem med lys og kundskab.

Før den dag havde de til tider været i tvivl om, hvad de skulle gøre. Jerusalem var et farligt sted for Frelserens tilhængere, og de må have tænkt over, hvad der skulle blive af dem.

Men da Helligånden fyldte deres hjerte, forsvandt tvivlen og modviljen. Gennem den ophøjede oplevelse ved sand tilbedelse modtog Guds hellige himmelsk lys, kundskab og et stærkere vidnesbyrd. Og dette førte til tro.

Fra det øjeblik handlede apostlene og de hellige målrettet. De prædikede med frimodighed om Jesus Kristus for hele verden.

Når vi tilbeder i ånd, inviterer vi lys og sandhed ind i vores sjæl, hvilket styrker vores tro. Dette er også nødvendige elementer i sand tilbedelse.

I Mormons Bog lærer vi, at Alma den Yngre fra det øjeblik, hvor han blev løst af sine lidelser som konsekvens af sin egen oprørskhed, aldrig blev den samme. Med frimodighed »rejste [han] omkring overalt i … land[et] og blandt hele det folk …[og] bestræbte sig på at gøre alle skader gode igen, som [han] havde forvoldt kirken.«⁸

Hans konstante tilbedelse af den almægtige Gud kom til udtryk ved, at han var en energisk discipel.

Sand tilbedelse forvandler os til oprigtige og inderlige disciple af vor elskede Mester og Frelser Jesus Kristus. Vi forandrer os og bliver mere som ham.

Vi bliver mere forstående og omsorgsfulde. Mere tilgivende. Mere kærlige.

Vi forstår, at det er umuligt at sige, at vi elsker Gud, mens vi på samme tid hader, afviser eller ser bort fra andre omkring os.⁹

Sand tilbedelse fører til en urokkelig beslutning om at gå på disciplens sti. Og dette fører uundgåeligt til næstekærlighed. Dette er også nødvendige elementer i tilbedelse.

Når jeg tænker tilbage på, hvad der begyndte som en almindelig søndag morgen, i den almindelige kirkebygning, i den almindelige stav er jeg selv i dag rørt over den ekstraordinære åndelige oplevelse, som for evigt vil velsigne mit liv.

Jeg lærte, at selvom vi er usædvanligt gode til at holde styr på vores tid, kaldelser og opgaver – selvom vi kan sætte kryds ved alle felterne som den »perfekte« person, familie eller leder – går vi glip af megen glæde og fred ved evangeliet, hvis det ikke lykkes at tilbede vores nådefulde befrier, himmelske konge og herlige Gud.

Når vi tilbeder Gud, anerkender og modtager vi ham med samme ærbødighed som det oprindelige folk på det amerikanske kontinent. Vi nærmer os ham med ubegribelige følelser af vidunder og ærefrygt. Vi forundres i taknemlighed over Guds godhed. Og dermed opnår vi håb.

Vi funderer over Guds ord, og det fylder vores sjæl med lys og sandhed. Vi forstår åndelige perspektiver, som kun kan ses ved Helligåndens lys.¹⁰ Og dermed opnår vi tro.

Når vi tilbeder, forædles vores sjæl, og vi forpligter os til at gå i vor elskede Frelser Jesu Kristi fodspor. Og på grund af denne beslutsomhed opnår vi næstekærlighed.

Når vi tilbeder, er vores hjerte henvendt i lovprisning af vor velsignede Gud morgen, middag og aften.

Vi helliger og ærer ham bestandigt – i vore kirkebygninger, hjem, templer og i alle vore gerninger.

Når vi tilbeder, åbner vi vores hjerte for den helbredende kraft i Jesu Kristi forsoning.

Vores liv bliver symbolet på og udtrykket for vores tilbedelse.

Mine brødre og søstre, åndelige oplevelser har ikke så meget at gøre med, hvad der sker omkring os, men alt at gøre med, hvad der sker i vores hjerte. Jeg vidner om, at sand tilbedelse vil forvandle almindelige kirkemøder til ekstraordinære åndelige festmåltider. Det vil berige vores liv, udvide vores forståelse og styrke vores vidnesbyrd. Når vi bøjer vores hjerte til Gud, vil vi ligesom salmisten »gå ind ad hans porte med takkesang, ind i hans forgårde med lovsang, tak[ke] ham, pris[e] hans navn!

For Herren er god, hans trofasthed varer til evig tid, hans troskab i slægt efter slægt.«¹¹

Gennem oprigtig og inderlig tilbedelse blomstrer og modnes vi i håb, tro og næstekærlighed. Og gennem den proces samler vi himmelsk lys i vores sjæl, som fylder vores liv med guddommelig mening, vedvarende fred og evig glæde.

Det er velsignelsen ved tilbedelse i vores liv. Jeg vidner ydmygt om dette i Jesu Kristi hellige navn. Amen.