2010-2019
Den fuldkomne vej til lykke
Oktober 2016


Den fuldkomne vej til lykke

Jeg vidner om den store gave, som er vor Faders plan for os. Det er den fuldkomne vej til fred og lykke.

Mine elskede brødre og søstre, både her i Konferencecentret og over hele verden! Jeg er så taknemlig for muligheden for at dele mine tanker med jer denne formiddag.

For 52 år siden i juli 1964 havde jeg en opgave i New York City, samtidig med at verdensudstillingen fandt sted der. Tidligt en morgen besøgte jeg mormonpavillonen på udstillingen. Jeg kom lige før en visning af Kirkens film Menneskets søgen efter lykke, en beskrivelse af frelsesplanen, som siden er blevet en klassiker i Kirken. Jeg sad ved siden af en ung mand, han var nok 35 år. Vi talte kort sammen. Han var ikke medlem af vores kirke. Så blev lyset dæmpet, og filmen begyndte.

Vi lyttede til fortællerens stemme, mens han stillede de væsentlige og universelle spørgsmål: Hvor kom jeg fra? Hvorfor er jeg her? Hvor går jeg hen efter dette liv? Alle ører lyttede spændt for at høre svarene, og alle øjne var stift rettet mod filmen. Der var en beskrivelse af vores førjordiske tilværelse tillige med en forklaring af formålet med, at vi er her på jorden. Vi så en rørende gengivelse af en ældre bedstefars overgang fra dette liv og hans storslåede forening med sine kære, der var gået forud for ham til åndeverdenen.

Ved afslutningen af denne smukke gengivelse af vor himmelske Faders plan for os forlod folk stille salen, og mange var synligt berørt af filmens budskab. Den unge gæst ved min side rejste sig ikke. Jeg spurgte ham, om han havde nydt præsentationen. Hans eftertrykkelige svar lød: »Dette er sandheden!«

Vor Faders plan for vores lykke og frelse fortælles af vore missionærer over hele verden. Ikke alle, som hører dette guddommelige budskab, accepterer og tager det til sig. Men der er mænd og kvinder overalt, som min unge ven ved verdensudstillingen i New York, som genkender dets sandhed, og de placerer solidt deres fødder på vejen, der vil føre dem sikkert hjem. Deres liv er forandret for evigt.

Jesus Kristus, vor Frelser, er afgørende for planen. Uden hans sonoffer ville alt være tabt. Det er imidlertid ikke nok blot at tro på ham og hans mission. Vi er nødt til at arbejde og lære, søge og bede, omvende og forbedre os. Vi må kende Guds love og efterleve dem. Vi må modtage hans frelsende ordinancer. Kun ved at gøre dette vil vi opnå sand og evig lykke.

Vi er velsignet med at have sandheden. Vi har et mandat til at fortælle om sandheden. Lad os efterleve sandheden, så vi kan være værdige til alt det, Faderen har beredt for os. Han gør intet, der ikke er til gavn for os. Han har sagt: »For se, dette er min gerning og herlighed: At tilvejebringe udødelighed og evigt liv for mennesket.«1

Fra min sjæls inderste og i al ydmyghed vidner jeg om den store gave, som er vor Faders plan for os. Det er den eneste fuldkomne vej til fred og lykke, både her og i den tilkommende verden.

Mine brødre og søstre, jeg efterlader jer min kærlighed og min velsignelse, når jeg nu afslutter, og jeg gør det i vor Frelsers og Forløsers, ja, i Jesu Kristi navn. Amen.