Tapre i Jesu vidnesbyrd

Vi hylder viden af enhver art og tror, at »Guds herlighed er intelligens«.⁶ Men vi ved også, at modstanderens foretrukne strategi er at lede mennesker bort fra Gud og få dem til at snuble ved at fremhæve menneskers filosofi frem for Frelseren og hans lære.

Apostlen Paulus var et sikkert vidne om Jesus Kristus på grund af en mirakuløs og livsændrende oplevelse med Frelseren.⁷ Paulus’ enestående baggrund havde forberedt ham til at forstå mennesker fra mange kulturer. Han elskede thessalonikernes »ligefremme enkelhed« og fillippernes »omsorgsfulde medfølelse«.⁸ I begyndelsen havde han sværere ved at forstå de intellektuelle og sofistikerede grækere. I Athen på Aeropagus forsøgte han en filosofisk tilgang og blev afvist. Til korintherne besluttede han ganske enkelt at undervise i »læren om Kristus som korsfæstet«.⁹ Sagt med apostlen Paulus’ egne ord:

»Og min tale og min prædiken blev ikke fremført med overtalende visdomsord, men med Ånd og kraft som bevis,

for at jeres tro ikke skulle afhænge af menneskers visdom, men af Guds kraft.«¹⁰

Nogle af de mest storslåede beretninger i skriften om Frelseren og hans mission er fremsat i 1 Korintherbrev. Et kapitel – 15 – er blevet kendt verden over gennem forestillinger med Georg Friedrich Händels Messias.¹¹ Den indeholder storslåede lærdomme om Frelseren. I den tredje del af Messias, lige efter »Halleluja-koret«, kommer de fleste af de anvendte skriftsteder fra 1 Korinther 15. På nogle få vers beskriver Paulus meget smukt noget af det, som Frelseren udrettede:

»Men nu er Kristus opstået fra de døde som førstegrøden af dem, der er sovet hen …

Fordi døden kom ved et menneske, er også de dødes opstandelse kommet ved et menneske.

For ligesom alle dør med Adam, skal også alle gøres levende med Kristus …

»Død, hvor er din sejr? Død, hvor er din brod? …

Men Gud ske tak, som giver os sejren ved vor Herre Jesus Kristus!«¹²

Vi ved, at frafaldet fandt sted på grund af, at menneskers filosofier blev fremhævet over Kristi grundlæggende og fundamentale lære. I stedet for at der blev undervist i enkelheden i Frelserens budskab, blev mange enkle og dyrebare sandheder ændret eller gik tabt. Faktisk adopterede kristendommen nogle græske, filosofiske traditioner for at folks tro kunne passe ind i den eksisterende kultur. Historikeren Will Durant har skrevet: »Kristendommen udryddede ikke hedenskaben, den tilegnede sig den. Den døende græske tankegang blev på ny vakt til live.«¹³ Historisk set og i vor egen tid afviser nogle mennesker Jesu Kristi evangelium, fordi det – efter deres mening – ikke er tilstrækkeligt intellektuelt sofistikeret.

Da genoprettelsen fandt sted, påstod mange i det mindste at følge Frelserens lære. Mange lande betragtede sig selv som kristne lande. Men selv da var der profetier om vanskeligere tider i vore dage.

Heber C. Kimball var en af de oprindelige tolv apostle i denne uddeling og førsterådgiver til præsident Brigham Young. Han advarede: »Der kommer en tid, hvor … det vil være vanskeligt at skelne mellem en helligs ansigt og ansigtet hos en fjende af Guds folk. Da … se efter den store sigte, for der kommer en tid med megen sigtelse, og mange vil falde.« Han afsluttede med, at der »kommer en PRØVE«.¹⁴

I vore dage er kristendommens indflydelse i mange lande, herunder USA, reduceret væsentligt. Uden religiøse overbevisninger er der ingen følelse af ansvarlighed over for Gud. Det er derfor svært at etablere universelle værdier om, hvordan man bør leve. Filosofier, som man har stærke følelser omkring, er ofte i konflikt med hinanden.

Desværre sker dette også for nogle medlemmer af Kirken, som mister deres orientering og bliver påvirket af øjeblikkets sag – hvoraf mange helt tydeligt ikke er retfærdige.

På linje med Heber C. Kimballs profeti sagde ældste Neal A. Maxwell i 1985: »Der vil finde en stor udskillelse sted på grund af fejltrin, som mennesket ikke omvender sig fra. Nogle få vil give op i stedet for at holde ud til enden. Andre vil blive bedraget af frafaldne. Andre igen vil blive fornærmet, for der er nok af anstødssten i enhver uddeling!«¹⁵

En af de enestående og foruroligende sider af vor tid er, at mange mennesker er involveret i syndig adfærd, men nægter at betragte det som syndigt. De har ingen anger eller villighed til at anerkende, at deres opførsel er moralsk forkert. Selv nogle, som hævder at tro på Faderen og Sønnen, har fejlagtigt den holdning, at der hos en kærlig Fader i himlen ikke bør være nogen konsekvenser for opførsel, der er i modstrid med befalingerne.

Det var tilsyneladende den holdning, som Corianton, søn af Alma den Yngre i Mormons Bog, havde. Han havde udvist en forfærdelig umoralsk opførsel og blev nu rådgivet af Alma. Vi er velsignet ved, at den store profet Alma, som personligt havde oplevet »den mørkeste afgrund [og det] forunderlige lys«,¹⁶ nedskrev de instruktioner, han gav. I det 39. kapitel af Alma læser vi, hvordan han vejledte sin søn gennem omvendelsesprocessen og derefter forklarede, hvordan Kristus ville komme for at borttage synd. Han gjorde nødvendigheden af omvendelse klar for Corianton, for »intet urent kan arve Guds rige«.¹⁷

Alma 42 indeholder nogle af de mest storslåede læresætninger om forsoningen i hele skriften. Alma hjalp Corianton med at forstå, at det ikke er »uretfærdigt, at synderen bliver overført til en tilstand af elendighed.«¹⁸ Men han bemærkede, at lige siden Adam havde en nådig Gud givet et »tidsrum … til omvendelse«, for uden omvendelse ville »den store frelsesplan … være blevet forpurret.«¹⁹ Alma fastslog også, at Guds plan er en »plan for lykke.«²⁰

Almas undervisning er meget belærende: »For se, retfærdigheden fremsætter alle sine krav, og barmhjertigheden gør også krav på alle, der er hendes egne; og således bliver ingen, undtagen de oprigtigt angrende, frelst.«²¹ Set i deres rette lys er de storslåede velsignelser ved omvendelse og ved at følge Frelserens lære enormt vigtige. Det er ikke uretfærdigt at være tydelig, som Alma var med Corianton, om konsekvenserne af syndige valg og manglende omvendelse. Det er ofte blevet sagt: »Før eller senere må alle sætte sig ned ved konsekvensernes bord.«²²

Den bemærkelsesværdige og celestiale velsignelse ved Frelserens forsoning er, at syndig adfærd gennem omvendelse bliver slettet. Alma konkluderede efter Coriantons omvendelse: »Du [skal] ikke … lade dette forurolige dig mere, men alene lade dine synder forurolige dig med den uro, der skal bringe dig ned til omvendelse.«²³

Profeten Jakob omtalte de fordums jøder som »et stivnakket folk … [som] foragtede tydelige ord og slog profeterne ihjel og søgte efter det, som de ikke kunne forstå. Derfor, på grund af deres blindhed, hvilken blindhed skyldtes, at de så forbi målet, må de nødvendigvis falde«.²⁴

Selv om der er mange eksempler på at se forbi målet,²⁵ er ekstremisme en væsentlig en i vore dage. Ekstremisme i evangeliet er, når nogen hæver et evangelisk princip over andre lige så vigtige principper og indtager en holdning, der går videre eller imod læren fra Kirkens ledere. Et eksempel er, når nogen taler for tilføjelser, forandringer eller større vægt på en del af visdomsordet. Et andet er kostbare forberedelser til jordens ende-scenarier. I begge eksempler bliver andre opfordret til at acceptere private fortolkninger. »Hvis vi ændrer en sundhedslov eller noget andet princip til en form for religiøs fanatisme, ser vi forbi målet.«²⁶

Herren har om vigtige læresætninger erklæret: »Hver den, der kundgør mere eller mindre end dette, han er ikke af mig«.²⁷ Når vi ophøjer noget princip på en måde, der begrænser vores forpligtelse over for andre lige så vigtige principper eller indtager en holdning, der er i modstrid med eller overgår læren fra Kirkens ledere, så ser vi forbi målet.

Desuden ophøjer nogle medlemmer sager, hvoraf mange er gode, til en status, der overgår grundlæggende evangeliske læresætninger. De placerer deres hengivenhed over for sagen som deres første forpligtelse og sætter deres forpligtelse over for Frelseren og hans lære på en sekundær position. Hvis vi ophøjer noget over vores hengivenhed over for Frelseren, hvis vores opførsel betragter ham som blot endnu en lærer og ikke som Guds guddommelige Søn, ser vi forbi målet. Jesus Kristus er målet!

Afsnit 76 i Lære og Pagter gør det klart, at det at være »tapre i vidnesbyrdet om Jesus«²⁸ er den enkle og afgørende prøve mellem dem, der arver det celestiale riges velsignelser, og dem, der kommer i det lavere terrestriale rige. For at være tapre må vi fokusere på Jesu Kristi kraft og hans sonoffer for at overvinde død og – gennem vores omvendelse – blive renset for synd og vi må følge Kristi lære.²⁹ Vi har også brug for lyset og kundskaben om Frelserens liv og lære til at vejlede os på pagtsstien, herunder templets hellige ordinancer. Vi må være standhaftige i Kristus, tage for os af hans ord og holde ud til enden.³⁰

Hvis vi skal være tapre i vidnesbyrdet om Jesus, må vi undgå de anstødssten, der fanger og hindrer udviklingen for mange, der ellers er ærlige mænd og kvinder. Lad os beslutte os for altid at være i hans tjeneste. Når vi søger viden, må vi undgå menneskers filosofier, der formindsker vores forpligtelse over for Frelseren. Vi må se synd i dets rette lys og modtage Frelserens forsoning gennem omvendelse. Vi må undgå at se forbi målet og fokusere på Jesus Kristus, vor Frelser og Forløser, og følge hans lære.

Min far så elmasten som et redskab til at levere kraft, lys og rindende vand til madlavning og rengøring. Det var en trædesten til at forbedre hans liv.

En forfatter foreslår, at anstødssten kan forvandles til »trædesten til en ædel karakter og til himlen«.³¹

For os vil det at være tapre i vidnesbyrdet om Jesus være en trædesten hen mod at blive værdige til Frelserens nåde og det celestiale rige. Jesus Kristus er det eneste navn under himlen, hvorved mennesker kan blive frelst.³² Jeg bærer mit sikre vidnesbyrd om både hans guddommelighed og hans himmelske rolle i Faderens plan. I Jesu Kristi navn. Amen.