Kaldet til værket

Hvert år venter titusindvis af unge mænd og unge kvinder samt mange seniorægtepar ivrigt på at modtage et særligt brev fra Salt Lake City. Indholdet i brevet påvirker for altid den person, som det er adresseret til, såvel som familiemedlemmer og mange andre personer. Når det ankommer, kan kuverten blive åbnet fint og tålmodigt eller revet itu i begejstring og med stor hast. At læse dette særlige brev er en oplevelse, man aldrig glemmer.

Brevet er underskrevet af præsidenten for Jesu Kristi Kirke af Sidste Dages Hellige, og de første to sætninger lyder således: »Du er hermed kaldet til at tjene som missionær for Jesu Kristi Kirke af Sidste Dages Hellige. Du er kaldet til at tjene i ______ missionen.«

Bemærk, at den første sætning er en kaldelse til at tjene som fuldtidsmissionær i Herrens genoprettede kirke. Den anden sætning omhandler at få til opgave at virke et specifikt sted og i en bestemt mission. Den vigtige forskel der er udtrykt i disse to sætninger, er afgørende for os alle at forstå.

I Kirken taler vi ofte om at være kaldet til at tjene i et land, såsom Argentina, Polen, Korea eller USA. Men en missionær bliver ikke kaldet til et sted, han eller hun bliver snarere kaldet til at tjene. Som Herren erklærede gennem profeten Joseph Smith i 1829: »Hvis I nærer ønske om at tjene Gud, er I derfor kaldet til arbejdet.«²

Hver enkelt missionskald og -opgave eller en ny opgave senere er resultatet af åbenbaring gennem Herrens tjenere. Kaldet til at tjene kommer fra Gud gennem Kirkens præsident. En opgave i en af de mere end 400 nuværende missioner over hele verden kommer fra Gud gennem et medlem af De Tolv Apostles Kvorum, der handler med myndighed fra Herrens nulevende profet. De åndelige gaver profeti og åbenbaring benyttes ved alle missionskald og -opgaver.

Afsnit 80 i Lære og Pagter er en optegnelse af et missionskald til Stephen Burnett givet af profeten Joseph Smith i 1832. Ved at studere bror Burnetts kald kan vi (1) tydeligere forstå forskellen på »kaldet til at tjene« som missionær og »få til opgave at virke« et bestemt sted og (2) mere fuldt ud værdsætte vores personlige og guddommeligt givne ansvar for at forkynde evangeliet.

Vers 1 i dette afsnit er et kald til at tjene: »Sandelig, så siger Herren til dig, min tjener Stephen Burnett: Drag du af sted, drag du ud i verden, og prædik evangeliet for hver skabning, som kommer inden for lyden af din røst.«³

Interessant nok fortæller vers 2 bror Burnett om hans tildelte missionærkammerat: »Og fordi du ønsker en ledsager, vil jeg give dig min tjener Eden Smith.«⁴

Vers 3 angiver, hvor disse to missionærer skal tjene: »Drag I derfor af sted, og prædik mit evangelium, hvad end det er mod nord eller mod syd, mod øst eller mod vest, det betyder ikke noget, for I kan ikke gå fejl.«⁵

Jeg tror ikke, at vendingen »det betyder ikke noget«, som det bliver brugt af Herren i dette skriftsted, betyder, at han ligeglad med, hvor hans tjenere tjener. Faktisk betyder det meget for ham. Men fordi arbejdet med at forkynde evangeliet er Herrens værk, inspirerer, leder og vejleder han sine bemyndigede tjenere. Når missionærer stræber efter at være endnu mere værdige og brugbare redskaber i Herrens hænder og gør deres bedste for trofast at opfylde deres pligter, så kan de med Herrens hjælp »ikke gå fejl« – uanset hvor de tjener. Måske er en af de ting, som Frelseren underviser os om i denne åbenbaring, at det er væsentligt og vigtigt at få til opgave at tjene et bestemt sted, men det er sekundært i forhold til et kald til værket.

Næste vers fremhæver vigtige kvalifikationer for alle missionærer: »Forkynd derfor det, som I har hørt og virkelig tror på og ved er sandt.«⁶

Det sidste vers minder bror Burnett og os alle sammen om, hvem kaldet til at tjene kommer fra: »Se, dette er hans vilje, han, som har kaldet jer, jeres forløser, ja, Jesus Kristus. Amen.«⁷

Nogle af jer spørger måske jer selv om, hvorfor jeg har valgt at tale om denne tilsyneladende indlysende forskel mellem at blive kaldet til at tjene og få til opgave at virke et bestemt sted ved et præstedømmemøde til generalkonferencen. Mit svar på dette spørgsmål er temmelig ligefremt: Min erfaring har lært mig, at mange medlemmer af Kirken ikke forstår disse principper særlig godt.

Den allerstørste grund til at drøfte dette er det, som jeg har lært over tid om den bekymring, den ængstelse, ja, og endog den skyldfølelse, som mange missionærer, der af forskellige årsager fik tildelt et nyt sted at tjene i løbet af deres tjenestetid, føler. Sådanne nye opgaver er nogle gange nødvendige på grund af begivenheder eller omstændigheder, såsom fysiske ulykker og skader, forsinkelser og udfordringer med at få et visum, politisk ustabilitet, dannelse og bemanding af nye missioner eller de altid skiftende behov i verden for at forkynde evangeliet.⁸

Når en missionær får til opgave at tjene i en anden missionsmark, er processen præcis den samme som for den oprindelige opgave. Medlemmer af De Tolvs Kvorum søger inspiration og vejledning for alle sådanne nye opgaver.

For nyligt talte jeg med en trofast mand, der fortalte om de dybeste følelser i sit hjerte. Jeg havde ved et møde lige forklaret forskellen på at være kaldet til at tjene og få til opgave at virke et bestemt sted. Denne gode bror gav mig hånden og med tårer i øjnene sagde han: »De ting, du har hjulpet mig til at lære i dag, har løftet en byrde fra mine skuldre, som jeg har båret på i mere end 30 år. Som ung missionær fik jeg oprindeligt et arbejdsområde i Sydamerika. Men jeg var ikke i stand til at få et visum, så min opgave blev ændret til USA. Alle disse år har jeg undret mig over, hvorfor jeg ikke kunne tjene det sted, hvor jeg var blevet kaldet til. Nu ved jeg, at jeg var blevet kaldet til at tjene og ikke til et sted. Jeg kan ikke forklare, hvor meget denne forståelse har hjulpet mig.«

Jeg havde ondt af denne gode mand. Når jeg har undervist i disse grundlæggende principper over hele verden, har utallige personer under fire øjne udtrykt de samme følelser som den mand, jeg lige beskrev. Jeg taler om dette emne i dag, da ikke et eneste medlem af denne kirke bør bære en unødvendig byrde af misforståelse, usikkerhed, kvaler eller skyld over at få til opgave at virke et bestemt sted.

»Drag I derfor af sted, og prædik mit evangelium, hvad end det er mod nord eller mod syd, mod øst eller mod vest, det betyder ikke noget, for I kan ikke gå fejl.«⁹ Når I tænker over dette skriftsted og åbner jeres hjerte, håber og beder jeg for, at I vil indbyde Helligånden til at bringe jeres sjæl den forståelse, helbredelse og genoprettelse, som I har behov for.

En yderligere grund til, at jeg har følt mig tilskyndet til at tale om dette emne, er min egen personlige oplevelse med at tildele opgaver til missionærer over mange år. For De Tolv er der intet, der bekræfter realiteten af fortsat sidste dages åbenbaring mere kraftfuldt end at søge at mærke Herrens vilje, når vi opfylder vores ansvar med at tildele missionærer deres respektive missionsmarker. Jeg vidner om, at Frelseren kender og er opmærksom på os hver især, en efter en og navn efter navn.

Nu vil jeg kort tale om en grundlæggende, men ofte overset del af at forberede sig på et kald til at tjene.

Tre ord, der hører sammen, beskriver en orden for forberedelse og udvikling af Guds sønner: Præstedømme, tempel, mission. Nogle gange fokuserer vi som forældre, venner og kirkemedlemmer så voldsomt på forberedelse til en mission for en ung mand, at vi til en vis grad kan glemme de andre vitale trin på pagtens sti, der skal udføres, inden man begynder at tjene som fuldtidsmissionær. At tjene som missionær er bestemt en, men ikke den eneste, vigtige byggesten i processen med at skabe et stærkt fundament til en livslang, åndelig udvikling og tjeneste. Præstedømme- og tempelvelsignelser, som begge går forud for at ankomme til en tildelt missionsmark, er også nødvendige for at befæste og styrke os åndeligt gennem hele livet.

Unge mænd, når I udfører jeres pligter og ærer Det Aronske Præstedømme, eller det mindre præstedømme, forbereder I jer til at modtage og højne Det Melkisedekske Præstedømmes, eller det højere præstedømmes, ed og pagt.¹⁰ Personlig værdighed er det allervigtigste krav for at modtage det højere præstedømme. En livslang, uselvisk præstedømmetjeneste ligger foran jer. Forbered jer nu ved regelmæssigt at udføre meningsfuld tjeneste. Lær at elske at være og forblive værdige. Vær værdig. Forbliv værdig.

Når en ung mand har modtaget Det Melkisedekske Præstedømme og kaldet til at tjene, kan han blive udrustet med kraft¹¹ gennem templets pagter og ordinancer. At tage til templet og mærke templets ånd komme over jer går forud for effektiv tjeneste som fuldtidsmissionær. Personlig værdighed er det allervigtigste krav for at modtage templets velsignelser for alle jer unge mænd og alle Kirkens medlemmer. Når I lever i overensstemmelse med evangeliets standarder, kan I træde ind i Herrens hus og deltage i hellige ordinancer i løbet af jeres teenageår. Jeres kærlighed til og forståelse af tempelordinancerne vil styrke og velsigne jer hele livet. Lær at elske at være og forblive værdige. Vær værdig. Forbliv værdig.

Mange unge mænd og unge piger har allerede en tempelanbefaling til begrænset brug. Som bærere af Det Aronske Præstedømme kan I finde jeres egne slægtsnavne og udføre dåb og bekræftelse for jeres slægtninge i templet. Bevarelse af jeres tempelanbefaling viser jeres værdighed, og at tjene andre i templet er en vigtig del af at forberede sig på Det Melkisedekske Præstedømme.

Unge mænd, hver af jer er en missionær nu. Rundt omkring jer er der hver dag venner og naboer, »som alene bliver holdt borte fra sandheden, fordi de ikke ved, hvor de kan finde den«.¹² Når I bliver ledt af Ånden, kan I fortælle om en indskydelse, indbyde, sende en SMS eller tweete noget, der vil introducere jeres venner for det gengivne evangeliums sandheder. I behøver ikke og bør ikke vente på jeres officielle kaldelse for at blive ivrigt engagerede i missionering.

Når præstedømmets, templets og missionens velsignelser »sammenfatte[s] … i Kristus«¹³ og i synergi virker sammen i en ung missionærs hjerte, sind og sjæl, er han skikket til arbejdet.¹⁴ Hans evne til at opfylde ansvaret for at repræsentere Herren Jesus Kristus med myndighed forstørres. Den åndelige, kraftfulde kombination af at ære præstedømmet og tempelpagter, modtage »guddommelighedens kraft«¹⁵ gennem præstedømmeordinancer,¹⁶ tjene uselvisk og forkynde det evige evangelium for Guds børn gør en ung mand i stand til at blive fast og standhaftig i troen¹⁷ og rodfæstet i Kristus og opbygget i ham.¹⁸

I vores hjem og i Kirken bør vi lægge afbalanceret opmærksomhed på alle tre dele af Herrens orden for forberedelse og udvikling for Guds trofaste sønner: Præstedømme, tempel, mission. Alle tre kræver, at vi elsker at være og forblive værdige. Vær værdig. Forbliv værdig.

Mine elskede brødre, jeg lover, at den åndelige gave åbenbaring vil blive brugt i jeres kald til at forkynde evangeliet og få opgaven at tjene et bestemt sted eller steder. Når I nu flittigt forbereder jer gennem uselvisk præstedømme- og tempeltjeneste, vil jeres vidnesbyrd om, at Herren virkelig findes, blive styrket. Kærlighed til ham og hans værk vil fylde jeres hjerte. Når I lærer at elske at være værdige, vil I blive et mægtigt redskab i Herrens hænder til at velsigne og tjene mange mennesker.

Jeg bærer med glæde vidnesbyrd om, at vor himmelske Fader og hans elskede Søn, Jesus Kristus, lever. At deltage i deres tjeneste er en af de største velsignelser, vi nogensinde kan modtage. Det vidner jeg om i Herren Jesu Kristi hellige navn. Amen.