Sungne og usungne sange

»Der er solskin i min sjæl i dag, mer hellig lys og skøn end himmelhvælvets lyse lag, mit lys, det er Guds Søn,« skrev Eliza Hewitt.¹ Hver eneste strålende tone i den gode gamle kristne salme gør den umulig for mig at synge, uden at smile. Men i dag vil jeg gerne tage bare en af linjerne i salmen ud af konteksten, da den måske kan være en hjælp på dage, hvor vi kan finde det svært at synge eller smile, og hvor »fred og lykke« ikke synes at gå i vores retning. Hvis det for en tid er sådan, at I ikke er i stand til at synge med på den frydefulde melodi, I hører andre synge, så beder jeg jer om hårdnakket at holde fast i den linje af salmen, der lyder: »Jesus lytter med behag til hjertets sang i løn.«²

Blandt de realiteter, vi som Guds børn møder i en falden verden, er, at visse dage er svære, der er dage, hvor vores tro og styrke bliver prøvet. Disse udfordringer kan stamme fra vores mangler, andres mangler eller blot noget, der mangler i livet, men uanset hvad årsagen er, kan den berøve os de sange, vi gerne vil synge og skygge for løftet om den »vårsol i [vores] sjæl«,³ som Eliza Hewitt priser i et af versene.

Hvad gør vi i sådanne stunder? En ting, vi kan gøre, er at tage apostlen Paulus’ råd og håbe »på det, vi ikke ser, [og vente] … på det med udholdenhed.«⁴ I sådanne stunder, hvor vi ikke kan få fremstammet glædens melodi, kan vi måske for en tid være nødt til at stå stille og blot lytte til andre og hente styrke i den pragtfulde musik omkring os. Mange af os, der er »musikalsk udfordret«, har fået vores tillid stivet af og vores evner udi sang markant forbedret ved at stille os ved siden af en med en stærkere og mere sikker stemme. Det følger visselig med at synge evighedens salmer, at vi bør stå så tæt, som det er menneskeligt muligt, på Guds Enbårne, som har absolut gehør. Vi styrker os da i hans evne til at høre vores tavshed og finder håb i hans melodiske, messianske mellemkomst på vores vegne. Det er i sandhed, »når min Gud er nær, da banker hjertet for Guds sag, og nåden blomstrer der.«⁵

På de dage, hvor vi føler, at vi synger lidt falsk, er lidt anderledes end det, vi tror, vi ser eller hører hos andre, vil jeg bede jer, især Kirkens unge, om at huske, at det er guddommeligt bestemt, at ikke alle stemmerne i Guds kor er de samme. Det kræver mangfoldighed – sopraner, alter, barytoner og basser – at skabe stor musik. Jeg låner en linje, der er citeret i en morsom ordveksling mellem to bemærkelsesværdige sidste dages hellige kvinder: »Alle Guds kreaturer har en plads i koret.«⁶ Når vi nedgør det unikke ved os eller prøver at ændre os for at ligne en opdigtet stereotyp – stereotyper, der er ansporet af en umættelig forbrugerkultur og idealiseret langt ud over, hvad der er muligt at realisere, af stærke sociale medier – så mister vi noget af det toneomfang og den klangfarve, som Gud var bevidst om, da han skabte en mangfoldig verden.

Det er ikke det samme som at sige, at alle i dette guddommelige kor bare kan begynde at synge deres eget oratorium! Mangfoldighed er ikke kakofoni, og det fordrer disciplin at synge i kor – og ældste Hales må jeg i dagens anledning sige at være discipel – men når vi engang har accepteret den guddommeligt åbenbarede lyrik og harmoniske orkestrering, der blev komponeret, før verden blev til, så fryder det vor himmelske Fader, at vi synger med vores eget næb, og ikke nogen andens. Tro på jer selv, og tro på ham. I må ikke forklejne jeres værd eller sværte jeres bidrag til. Og frem for alt, så forlad ikke jeres plads i koret. Hvorfor? Fordi I er unikke, I er uerstattelige. Tabet af blot en stemme nedtoner alle de andre sangere i det store menneskekor, det gælder også tabet af dem, som føler sig marginaliseret i samfundet eller i Kirken.

Men selvom jeg opfordrer jer alle til at have tro i forbindelse med sange, der kan være svære at synge, indrømmer jeg gerne, at jeg af andre årsager kæmper med andre sange, der burde have været – men endnu ikke er blevet – sunget.

Når jeg ser den rystende økonomiske ulighed i verden, føler jeg mig skyldig over at istemme fru Hewitts ord om velsignelser, som Gud giver mig nu, og for glæder, der også er i vente foroven.⁷ Omkvædet kan ikke fuldt ud og oprigtigt synges, før vi værdigt har taget os af de fattige. Økonomisk forarmelse er en forbandelse, der bare bliver ved med at forbande år efter år og slægtled efter slægtled. Den skader legemet, kvæster ånden, ødelægger familien og knuser drømmene. Hvis vi kunne gøre mere for at lindre fattigdommen, som Jesus igen og igen befaler os at gøre, så kunne nogen af denne verdens mindre heldigt stillede måske nynne lidt med på »Der er solskin i min sjæl i dag« for første gang nogensinde i deres liv.

Jeg finder det også svært at synge lyse og livlige sangtekster, når så mange omkring os lider mentalt og følelsesmæssigt. Desværre bider disse byrder sig fast trods en tapper indsats fra mange slags omsorgsgivere, deriblandt familien. Jeg beder til, at vi ikke vil lade disse Guds børn lide upåagtet, og at vi må blive skænket hans evne til at høre de sange, de ikke kan synge nu.

Og jeg håber, at det store globale kor en skønne dag i harmoni vil synge på tværs af alle racemæssige og etniske skel og erklære, at skydevåben og stødende bemærkninger og giftigheder ikke er måden at håndtere menneskers konflikter på. Himlens råb til os er, at den eneste tilfredsstillende løsning nogensinde på komplekse samfundsproblemer er at elske Gud og holde hans bud, og herigennem åbne døren for den eneste varige, frelsende måde at elske andre på som sin næste. Profeten Eter belærte om, at vi bør »håbe på en bedre verden«. Da Moroni læste den tanke tusind år senere i en tid plaget af krig og voldeligheder, erklærede han, at »en mere fortrinlig vej« til en sådan verden altid vil være Jesu Kristi evangelium.⁸

Hvor er vi taknemlige for, at der midt i disse udfordringer fra tid til anden, kommer en anden slags sang, som vi ikke føler os i stand til at synge, men af en anden grund. Det sker, når følelser er så dybe og personlige, ja, tilmed så hellige, at de enten ikke kan eller ikke bør udtrykkes – som Cornelias kærlighed til sin far, hvorom hun sagde: »Min kærlighed er mere værd … end min tunge … Jeg kan ikke løfte hjertet op til min mund.«⁹ Disse følelser kommer til os som noget helligt. De kan ganske enkelt ikke udtrykkes – de er åndeligt set usigelige – ligesom Jesu bøn for de nefitiske børn. De, der var vidner til den begivenhed, skrev:

»Aldrig … har øjet set, ej heller har øret hørt så store og vidunderlige ting, som vi så og hørte Jesus sige til Faderen … 

Ingen tunge kan udtale, ej heller kan noget menneske skrive, ej heller kan menneskehjertet fatte så store og vidunderlige ting, som vi både så og hørte Jesus sige.«¹⁰

Denne slags hellige stunder forsøger man ikke at italesætte, for at udtrykke dem, ville, selv hvis det var muligt, virke som en vanhelligelse.

Brødre og søstre, vi lever i en forgængelig verden med mange sange, som vi ikke kan eller endnu ikke synger. Men det er min bøn, at vi hver især bestandigt og trofast forbliver i koret, hvor vi for evigt kan nyde den mest dyrebare sang af alle – »sangen om den forløsende kærlighed«.¹¹ Heldigvis er antallet af siddepladser til dette bestemte nummer ubegrænsede. Der er plads til at tale forskellige sprog, hylde forskellige kulturer og leve mange forskellige steder i verden. Der er plads til den ugifte, til den gifte, til store familier og til de barnløse. Der er plads til dem, der engang stillede spørgsmål ved deres tro, og plads til dem, der stadig nærer tvivl. Der er plads til mennesker af forskellig seksuel orientering. Der er kort sagt et sted for alle, som elsker Gud og ærer hans bud som den ukrænkelige målestok for personlig adfærd. For hvis kærlighed til Gud er melodien i vores fælles sang, så ligger vores fælles stræben i at være lydige over for ham i den uvægerlige harmoni deri. Med et guddommeligt påbud om kærlighed og tro, omvendelse og medfølelse, ærlighed og tilgivelse er der plads i dette kor til alle, der ønsker at være med.¹² »Kom, som du er,« siger en kærlig Fader til hver eneste af os, men han tilføjer: »Forvent ikke at forblive, som du er.« Vi smiler og husker, at Gud er opsat på at få mere ud af os, end vi troede, vi kunne blive.

Må vi ydmygt følge hans taktstok i dette store oratorium, der er hans plan for vores ophøjelse, og må vi blive ved med at arbejde på de sange, vi ikke kan synge, til vi en dag kan synge »en hymne til Guds Søn«.¹³ Og en dag som vores elskede salme lyder:

Jeg vidner om, at den dag vil komme, hvor Gud vor evige Fader atter en gang vil sende sin enbårne Søn til jorden, og denne gang for at herske og regere som Kongernes konge for evigt. Jeg vidner om, at dette er hans gengivne kirke og redskabet til at bringe læren og de frelsende ordinancer i hans evangelium til hele menneskeheden. Når hans budskab har »gennemtrængt hvert kontinent [og] besøgt hvert himmelstrøg«,¹⁵ så vil »Herren [smile] til [os]«.¹⁶ Der vil være evigt solskin for sjælen den dag. Om at denne lovede times komme, beder jeg inderligt i Jesu Kristi navn. Amen.