Stå op indeni, og vær helt med

For flere år siden løb vores lille barnebarn op til mig og sagde begejstret: »Bedstefar, bedstefar, jeg scorede alle tre mål ved min fodboldkamp i dag!«

Jeg svarede begejstret: »Hvor dejligt, Sarah!«

Hendes mor så dernæst på mig med et glimt i øjet og sagde: »Resultatet blev 2-1.«

Jeg turde ikke spørge, hvem der vandt!

Konference er en tid til eftertanke, åbenbaring og nogle gange til at ændre retning.

Der er et biludlejningsfirma med et GPS-system, der hedder AldrigPåAfveje. Hvis man har kørt forkert, efter man har indtastet sit ønskede bestemmelsessted, så siger stemmen ikke: »Din tåbe!« Men i stedet siger den med en behagelig stemme: »Planlægger ny rute. Når det er muligt, så foretag en lovlig U-vending.«

I Ezekiel læser vi dette vidunderlige løfte:

»Men når den uretfærdige vender om fra alle de synder, han har begået, og holder alle mine love og øver ret og retfærdighed, skal han bevare livet; han skal ikke dø.

Ingen af de overtrædelser, han har begået, skal huskes. Ved den retfærdighed, han har øvet, skal han leve.«¹

Hvilket vidunderligt løfte, men det kræver to gange alle for at modtage løftet efter punktummet. Vend om fra alle, hold alle, så er alle overtrædelser tilgivet. Dette kræver, at man er »helt med«.

Vi bør ikke være som den mand, der ifølge Wall Street Journal sendte en kuvert fuld af kontanter og et anonymt brev til skattevæsenet, hvor der stod: »Kære Skat. Vedlagt er de penge, jeg skylder i skat. P.S. Hvis min samvittighed stadig nager mig efter dette, så sender jeg jer resten.«²

Det er ikke sådan, vi gør det! Vi holder ikke noget tilbage for at se, hvor lidt vi kan slippe afsted med. Herren kræver hjertet og et villigt sind.³ Hele vores hjerte! Når vi bliver døbt, bliver vi sænket helt ned under vandet som et symbol på vores løfte om at følge Frelseren fuldt ud, ikke halvhjertet. Når vi er fuldstændig forpligtede og »helt med«, så vil himlen ryste til vores gavn.⁴ Når vi er lunkne eller kun delvist forpligtede, så mister vi nogle af himlens mest udsøgte velsignelser.⁵

For mange år siden tog jeg spejderne med på lejrtur ud i ørkenen. Drengene sov ved siden af det store bål, som de havde lavet, og som enhver anden god spejderleder sov jeg på ladet af min truck. Da jeg om morgenen satte mig op og så ud over lejrpladsen, så jeg en spejder, som jeg vil kalde Paul, som så særligt udmattet ud. Jeg spurgte, hvordan han havde sovet, og han svarede: »Ikke særlig godt.«

Da jeg spurgte hvorfor, sagde han: »Jeg frøs. Bålet gik ud.«

Jeg svarede: »Ja, det gør bål. Var din sovepose ikke varm nok?«

Intet svar.

Så sagde en af de andre spejdere højt: »Han brugte ikke sin sovepose.«

Jeg spurgte målløst: »Hvorfor ikke, Paul?«

Stilhed, og så kom det flove svar endelig: »Altså, jeg tænkte, at hvis jeg ikke pakkede min sovepose ud, så skulle jeg heller ikke pakke den sammen igen.«

Det er en sand historie. Han frøs i timevis, fordi han ville spare sig selv for fem minutters arbejde. Vi tænker måske: »Hvor tåbeligt! Hvem vil dog gøre det?« Jamen, det gør vi hele tiden på meget farligere måder. Vi nægter i realiteten at pakke vores åndelige soveposer ud, når vi ikke sætter tid af til at bede oprigtigt, studere og ærligt efterleve evangeliet dagligt; ikke blot vil bålet gå ud, men vi vil være ubeskyttet og blive åndeligt kolde.

Hvis vi er efterladende i forhold til vores pagter, så er vi medskyldige i konsekvenserne. Herren har rådet os til at »tage vare på jer selv ved at give flittigt agt på det evige livs ord.«⁶ Og han har videre sagt: »Mit blod skal ikke rense dem, hvis de ikke hører mig.«⁷

Faktisk er det langt lettere at være »helt med« end halvt med. Når vi kun er halvt med eller slet ikke, så er der i terminologien fra Star Wars »forstyrrelser i kraften«. Vi er ikke i harmoni med Guds vilje, og vi er derfor ikke i harmoni med lykkens natur.⁸ Esajas sagde:

»Men de ugudelige er som det oprørte hav, der ikke kan falde til ro, dets bølger rører op i mudder og dynd.

De gudløse har ikke fred, siger min Gud.«⁹

Lige meget hvor vi er, eller hvor vi har været, så er vi heldigvis aldrig udenfor Frelserens rækkevidde. Han sagde: »Den, der derfor omvender sig og kommer til mig som et lille barn, ham vil jeg tage imod, for af sådanne består Guds rige. Se, for sådanne har jeg nedlagt mit liv og har taget det op igen.«¹⁰

Hvis vi konstant omvender os og stoler på Herren, så får vi styrke, når vi vender tilbage til barnets ydmyghed og tro,¹¹ beriget af en visdom, der kommer fra et livs erfaringer. Job erklærede: »Den retfærdige holder sig til sin vej, og den, hvis hænder er rene, vokser i styrke.«¹² Det var Tennyson, der skrev: »Jeg har styrke som ti, for mit hjerte er rent.«¹³ Herren har givet dette råd: »Stå I derfor på hellige steder og lad jer ikke flytte.«¹⁴

Vores søn Justin døde, da han var 19 år, efter at have kæmpet mod sygdom livet igennem. I en nadvermødetale, som han holdt, kort tid før han forlod os, brugte han en historie, der må have givet mening for ham, om en far og hans unge søn, der gik ind i en legetøjsbutik, hvor der var en oppustelig boksebold formet som en mand. Drengen slog til den oppustelige mand, som faldt og med det samme rejste sig efter hvert slag. Faderen spurgte sin søn, hvorfor manden blev ved med at rejse sig igen. Drengen tænkte sig lidt om og sagde derpå: »Det ved jeg ikke. Jeg tror, det er, fordi han står op indeni.« For at være »helt med« skal vi »stå op indeni«, og »tag[e] livet, som det kommer«.¹⁵

Vi står op indeni, når vi tålmodigt venter på, at Herren fjerner eller giver os styrke til at udholde vores torne i kødet.¹⁶ Sådanne torne kan være sygdom, handicap, psykisk sygdom, en, man elsker, som dør, og mange andre ting.

Vi står op indeni, når vi løfter de hænder, der hænger nedad. Vi står op indeni, når vi forsvarer sandheden mod den ugudelige og verdslige verden, der finder mere og mere ubehag ved lys, kalder det onde godt og det gode ondt¹⁷ og »[fordømmer] de retfærdige på grund af deres retfærdighed«.¹⁸

At stå op indeni på trods af besværligheder er muligt på grund af en ren samvittighed, Helligåndens styrkende og trøstende forsikring samt et evigt perspektiv, der overgår jordisk forståelse.¹⁹ I vores førjordiske tilværelse råbte vi af glæde over muligheden for at opleve jordelivet.²⁰ Vi var »helt med«, da vi begejstrede traf beslutningen om trofast at forsvare vor himmelske Faders plan. Det er på tide at stå op og forsvare hans plan igen!

Min 97-årige far døde for nyligt. Når nogen spurgte ham, hvordan han havde det, så var hans svar konsekvent: »På en skala fra et til ti er jeg på omkring 25!« Selv da denne kære mand ikke længere kunne stå eller endog sidde og havde svært ved at tale, så var hans svar stadig det samme. Han stod altid op indeni.

Da min far var 90, var vi i en lufthavn, og jeg spurgte ham, om jeg skulle finde ham en kørestol. Han svarede: »Nej, Gary – måske når jeg bliver gammel.« Og så tilføjede han: »Og hvis jeg bliver træt af at gå, så kan jeg altid løbe.« Hvis vi ikke er i stand til at være »helt med«, sådan som vi går lige nu, så skal vi måske løbe, eller måske skal vi planlægge en anden rute. Måske skal vi endog foretage en U-vending. Vi skal måske studere mere intenst, bede mere inderligt eller bare give slip på nogle ting, så vi kan holde fast i det, der virkelig betyder noget. Vi er måske nødt til at give slip på verden, så vi kan holde fast i evigheden. Det forstod min far.

Billede

Ældste Sabins far i flåden

Da han var i flåden under 2. verdenskrig, var der nogle i den store og rummelige bygning,²¹ der lavede grin med hans principper; men to af hans skibskammerater Dale Maddox og Don Davidson var opmærksomme og drillede ikke. De spurgte: »Sabin, hvorfor er du så anderledes end alle andre? Du har høje moralske standarder og drikker, ryger eller bander ikke, men du virker rolig og lykkelig.«

Deres positive indtryk af min far passede ikke med det, som de havde lært om mormonerne, og min far kunne undervise og døbe begge sine skibskammerater. Dales forældre blev meget oprørt og advarede ham om, at hvis han tilsluttede sig Kirken, ville han miste sin kæreste, Mary Olive, men på hans anmodning mødtes hun med missionærerne og blev også døbt.

Henimod slutningen af krigen bad præsident Heber J. Grant om missionærer, herunder også gifte mænd. I 1946 besluttede Dale og hans hustru, Mary Olive, at Dale skulle tage afsted, selv om de ventede deres første barn. Med tiden fik de ni børn – tre drenge og seks piger. Alle ni tog på mission efterfulgt af Dale og Mary Olive, der selv tog på tre missioner. Flere dusin af deres børnebørn har også været afsted. To af deres sønner John og Matthew Maddox synger for tiden i Tabernakelkoret, ligesom Matthews svigersøn, Ryan. Hele familien Maddox tæller nu 144 og er vidunderlige eksempler på at være »helt med«.

Billede

Medlemmer af familien Maddox i Tabernakelkoret

Da vi gennemgik min fars papirer, fandt vi et brev fra Jennifer Richards, en af den anden skibskammerats, Don Davidsons, fem døtre. Hun skrev: »Din retskaffenhed ændrede vores liv. Det er svært at forstå, hvordan vores liv ville være uden Kirken. Min far døde med kærlighed til evangeliet og forsøgte at efterleve det til enden.«²²

Det er svært at måle den gode påvirkning, en person kan have ved at stå op indeni. Min far og hans to skibskammerater nægtede at lytte til dem i den store og rummelige bygning, der pegede fingre og spottede.²³ De vidste, at det er langt bedre at følge Skaberen end mængden.

Apostlen Paulus kunne have beskrevet vor tid, da han fortalte Timotheus, at »nogen har forvildet sig bort … og har vendt sig til tom snak«.²⁴ Der er meget »tom snak« ude i verden i dag. Det er den samtale, som de i den store og rummelige bygning har.²⁵ Den viser sig ofte som en form for rationalisering for at retfærdiggøre ugudelighed eller viser sig, når folk farer vild og sætter tempoet op. Den kommer nogle gange fra dem, der ikke har betalt prisen for at være »helt med«, og som foretrækker at følge det naturlige menneske i stedet for profeten.

Heldigvis ved vi, hvordan det ender for de trofaste. Når vi er »helt med«, så har vi en altomfattende forsikring om, at »alt virker sammen til gode for dem, der elsker Gud.«²⁶ Som ældste Neal A. Maxwell sagde: »Frygt ikke, lev blot rigtigt.«²⁷

Min svigerfar underviste på BYU og elskede BYU football, men han kunne ikke få sig selv til at se deres kampe, fordi han var så nervøs for resultatet. Så skete der noget vidunderligt – videoen blev opfundet, hvilket gjorde det muligt for ham at optage kampene. Hvis BYU vandt, så kunne han se optagelsen med fuldkommen ro, fordi han var sikker på udfaldet! Hvis de fik en uretfærdig straf, blev skadet eller kom bagud i den sidste del af kampen, så var han ikke stresset, fordi han vidste, at de ville klare den! Man kan sige, at han havde »et fuldkommen klart håb«!²⁸

Sådan er det også med os. Når vi er trofaste, så kan vi have den samme sikkerhed for, at tingene vil virke til vores gavn til sidst. Herrens løfter er sikre. Det betyder ikke, at det vil være let på dette jordelivs universitet eller uden tårer, men som Paulus skrev: »Hvad intet øje har set og intet øre hørt, og hvad der ikke er opstået i noget menneskes hjerte, det, som Gud har beredt for dem, der elsker ham.«²⁹

Brødre og søstre, ingen har syndet i morgen. Må vi beregne vores kurs igen, hvis vi har brug for det, og se fremad med stort håb og tro. Må vi »stå op indeni« ved at være tapre og »helt med«. Må vi være rene og modige i forsvaret af vor himmelske Faders plan og hans Søns mission, vor Frelser. Jeg bærer mit vidnesbyrd om, at vor Fader lever, at Jesus er Kristus, og at den store plan for lykke virkelig findes. Jeg beder om, at Herrens udsøgte velsignelser må være med jer, og det gør jeg i Jesu Kristi navn. Amen.