Stol på Herren og støt dig ikke til din egen indsigt

Mens jeg rejste i Asien, kom en kær søster hen til mig. Hun lagde sine arme omkring mig og spurgte: »Tror du virkelig, at dette evangelium er sandt?« Kære søster, jeg ved, det er sandt. Jeg stoler på Herren.

I Ordsprogene 3:5-6 får vi dette råd:

»Stol på Herren af hele dit hjerte, og støt dig ikke til din egen indsigt.

Hav ham i tankerne på alle dine veje, så vil han jævne dine stier.«

Dette skriftsted kommer med to formaninger, en advarsel og et herligt løfte. De to formaninger er: »Stol på Herren af hele dit hjerte« og »hav ham i tankerne på alle dine veje«. Advarslen er: »Støt dig ikke til din egen indsigt.« Og det herlige løfte er: »Så vil han jævne dine stier.«

Lad os først se på advarslen. Det visuelle billede giver os meget at tænke over. Advarslen kommer i ordene »støt dig ikke« – »støt dig ikke til din egen indsigt.« På engelsk har ordet lean (støtte) en bibetydning af at hælde til siden. Når vi fysisk hælder til den ene eller den anden side, flytter vi os fra midten, vi er ude af balance, og vi falder. Når vi åndeligt hælder os til vores egen forståelse, læner vi os bort fra Frelseren. Hvis vi hælder, er vi ikke centrerede, vi er ikke i balance, vi er ikke fokuserede på Kristus.

Søstre, husk, at vi i vores førjordiske tilværelse stod sammen med Frelseren. Vi stolede på ham. Vi udtrykte vores støtte, entusiasme og glæde over frelsesplanen, der blev fremlagt af vor himmelske Fader. Vi hældte ikke. Vi kæmpede med vores vidnesbyrd og »sluttede os til Guds styrker, og disse styrker vandt sejr.«¹ Kampen mellem godt og ondt er flyttet til jorden. Vi har endnu engang det hellige ansvar at stå som et vidne og sætte vores lid til Herren.

Vi må spørge os selv: Hvordan forbliver jeg centreret og undlader jeg at støtte mig til min egen indsigt? Hvordan genkender og følger jeg Frelserens røst, når verdens røster er så overbevisende? Hvordan kan jeg opøve tillid til Frelseren?

Jeg vil foreslå tre måder, hvorpå vi kan øge vores kundskab om og tillid til Frelseren. I vil opdage, at disse principper ikke er nye, men de er grundlæggende. Der synges om dem i Primary, de gentages i lektioner i Unge Piger og er svarene på mange spørgsmål i Hjælpeforeningen. De er centrerede – og ikke hældende – principper.

For det første kan vi lære Herren at kende og stole på ham, når vi »tag[er] for [os] af Kristi ord, for se, Kristi ord vil fortælle [os] alt det, som [vi] skal gøre.«²

For flere måneder siden havde vi skriftstudium i familien. Mit toårige barnebarn sad på mit skød, mens vi læste. Jeg nød at være bedstemor og glædede mig over besøget af min søns familie.

Da vores studium af skriften var færdigt, lukkede jeg min bog. Mit barnebarn vidste, at det snart ville være sengetid. Han så op på mig med sine ivrige blå øjne og talte evig sandhed: »Mere skrifter, bedste«.

Min søn, en god og konsekvent forælder, advarede mig: »Mor, giv ikke efter. Han prøver bare at slippe for at skulle i seng.«

Men når mit barnebarn vil læse mere i skrifterne, så læser vi mere i skrifterne! Når vi læser mere i skrifterne, bliver vores sind oplyst, vores ånd bliver næret, vi får svar på spørgsmål, vores tillid til Herren øges, og det hjælper os til at centrere vores liv om ham. »I skal huske at granske dem flittigt, så I kan få gavn deraf.«³

For det andet kan vi lære Herren at kende og stole på ham gennem bøn. Hvilken velsignelse det er at kunne bede til Gud! »Bed til Faderen med hjertets hele styrke.«⁴

Jeg har et godt minde om en bøn, som jeg værdsætter. I en af mine sommerferier, da jeg var på college, tog jeg et job i Texas. Jeg skulle køre flere hundrede kilometer fra Idaho til Texas i min gamle bil, som jeg kærligt havde kaldt Vern. Vern var pakket til taget, og jeg var parat til det nye eventyr.

På vej ud ad døren gav jeg min kære mor et kram, og hun sagde: »Lad os bede en bøn, inden du tager af sted.«

Vi knælede, og min mor begyndte at bede. Hun bønfaldt vor himmelske Fader om min sikkerhed. Hun bad for min bil, uden aircondition, og bad om, at den ville fungere, som jeg havde brug for. Hun bad for, at engle ville være med mig hele sommeren. Hun bad og bad og bad.

Den fred, der kom af den bøn, gav mig modet til at stole på Herren og ikke støtte mig til min egen indsigt. Herren vejledte mig gennem mange beslutninger, jeg tog den sommer.

Når vi gør det til en vane at henvende os til vor himmelske Fader i bøn, vil vi lære Frelseren at kende. Vi vil komme til at stole på ham. Vores ønsker vil blive mere som hans. Vi vil kunne sikre os selv og andre de velsignelser, som vor himmelske Fader i forvejen er villig til at skænke os, men som vi må bede om i tro.⁵

For det tredje kan vi lære Herren at kende og stole på ham, når vi tjener andre. Jeg fortæller følgende historie med tilladelse fra Amy Wright, der kom til en forståelse af princippet om at tjene midt under en skræmmende og livstruende sygdom. Amy skrev:

»Den 29. oktober 2015 fandt jeg ud af, at jeg havde kræft. Der var 17 procents chance for at overleve. Det var ikke gode odds. Jeg vidste, at jeg stod over for den største kamp i mit liv. Jeg var fast besluttet på at kæmpe alt, hvad jeg kunne, ikke kun for min egen skyld, men endnu vigtigere for min families. I december begyndte jeg på kemoterapi. Jeg kendte til mange af bivirkningerne ved det kræftbekæmpende middel, men jeg vidste ikke, at det var muligt for nogen at være så syg og stadig være i live.

På et tidspunkt erklærede jeg, at kemoterapi var et brud på menneskerettighederne. Jeg fortalte min mand, at jeg var færdig. Jeg stopper! Jeg ville ikke tage tilbage til hospitalet. I sin visdom lyttede min kære mand tålmodigt og svarede så: ›Så må vi finde nogen, vi kan tjene.‹

Hvad? Overså han det faktum, at hans hustru havde kræft og ikke kunne udholde endnu en omgang kvalme eller et øjeblik mere med ulidelig smerte?«

Amy fortsætter med at forklare: »Mine symptomer blev stille og roligt værre til det punkt, hvor jeg havde en eller to ›OK‹-dage om måneden, [hvor] jeg nogenlunde kunne fungere som et levende menneske. Det var på de dage, at vores familie ville finde måder, hvorpå vi kunne tjene.«

En af de dage delte Amys familie kemotrøstesæt ud til andre patienter, sæt, der var fyldt med ting, der kunne opmuntre og lindre symptomer. Når Amy ikke kunne sove, tænkte hun på, hvordan hun kunne gøre en andens dag bedre. Nogle ting var store, men mange var blot enkle opmuntrende og kærlige beskeder eller SMS’er. På de nætter, hvor hendes smerter var for store til at kunne sove, lå hun i sin seng med sin iPad og søgte efter ordinancer, der skulle udføres på vegne af hendes afdøde forfædre. På mirakuløs vis aftog hendes smerter, og hun var i stand til at udholde dem.

»Tjeneste,« vidnede Amy, »reddede mit liv. Jeg fandt i sidste ende min styrke til at blive ved i den glæde, jeg fandt ved at forsøge at lindre lidelsen for dem omkring mig. Jeg så frem til vores tjenesteprojekter med stor glæde og forventning. Den dag i dag er det stadig et sært paradoks. Man skulle tro, at en person, der er skaldet, forgiftet og som kæmpede for sit eget liv, ville være retfærdiggjort i at tænke, at ›lige nu handler det kun om mig‹. Men når jeg tænkte på mig selv, min situation, min lidelse og smerte, blev verden meget mørk og deprimerende. Når mit fokus var på andre, var der lys, håb, styrke, mod og glæde. Jeg ved, det er muligt på grund af den styrkende, helbredende og muliggørende kraft i Jesu Kristi forsoning.«

Amy lærte at stole på Herren, da hun lærte ham at kende. Hvis hun bare havde støttet sig en smule til sin egen indsigt, havde hun måske afvist ideen om, at hun skulle tjene. Tjeneste gjorde hende i stand til at modstå sin smerte og lidelse og til at efterleve dette skriftsted: »Når I er i jeres medmenneskers tjeneste, er I blot i jeres Guds tjeneste.«⁶

Jesus Kristus har overvundet verden. Og på grund af ham, på grund af hans uendelige forsoning, har vi alle stor grund til at stole på og vide, at alt i sidste ende vil blive godt.

Søstre, vi kan alle stole på Herren og ikke hælde. Vi kan centrere vores liv om Frelseren ved at lære ham at kende, og så vil han lede vores stier.

Vi er på jorden for at udvise samme tillid til Gud, der lod os stå sammen med Jesus Kristus, da han erklærede »Her er jeg, send mig.«⁷

Mine kære søstre, præsident Thomas S. Monson har vidnet om, »at de lovede velsignelser vil overgå alt. Selvom sorte skyer samler sig, selv om regnen vælter ned over os, så vil vores kundskab om evangeliet og vores kærlighed til vor himmelske Fader og til vor Frelser trøste og styrke os … når vi vandrer retskaffent … Der er intet i denne verden, der kan besejre os.«⁸

Jeg tilslutter mig vores elskede profets vidnesbyrd. Hvis vi stoler på vor himmelske Fader og på Frelseren og ikke støtter os til vores egen indsigt, vil de lede os på vej og vil række os barmhjertighedens arm ud mod os. I Jesu Kristi navn. Amen.

Note: Den 1. april 2017 blev søster Cordon afløst som andenrådgiver i Primarys hovedpræsidentskab og kaldet som førsterådgiver.