Forbliv i Gud og reparer bruddet

Vi må konstant udvide vores kundskab om og lydighed mod vor himmelske Fader. Vores forhold til ham er evigt. Vi er hans kære børn, og det vil ikke ændre sig. Hvordan vil vi helhjertet modtage hans invitation om at komme nærmere ham, så vi kan nyde de velsignelser, han længes efter at give os i dette liv og i den kommende verden?

Herren sagde til det gamle Israel og siger til os: »Med evig kærlighed har jeg elsket dig, derfor bevarer jeg min troskab mod dig.«¹ Idet han taler, som Faderen ville, siger han også til os: »Du skal forblive i mig og jeg i dig; vandr derfor med mig.«² Stoler vi nok på ham til at forblive i ham og vandre med ham?

Vi er her på denne jord for at lære og udvikle os, og den vigtigste læring og udvikling vil komme af vores pagtsforbindelse til vor himmelske Fader og Jesus Kristus. Af vores trofaste forhold til dem kommer guddommelig kundskab, kærlighed, styrke og evne til at tjene.

»Vi er forpligtede til at lære alt, som Gud har åbenbaret om sig selv.«³ Vi må forstå, at Gud Faderen ledte sin Søn, Jesus Kristus, til at skabe jorden til vores udvikling, at vor himmelske Fader gav sin Søn for at betale retfærdighedens krav for vores frelse, og at Faderens præstedømmemagt og Sønnens sande kirke med de nødvendige ordinancer blev genoprettet til vores velsignelse. Kan I føle dybden af den kærlighed, der gennemstrømmer deres forberedelser til vores glæde og udvikling? Vi må vide, at vor himmelske Faders frelsesplan er, at vi adlyder evangeliets love og ordinancer og opnår evigt liv og dermed bliver som Gud.⁴ Dette er den sande og varige lykke, som vor himmelske Fader tilbyder os. Der er ingen anden sand og varig lykke.

Vores udfordringer kan hive os væk fra denne kurs for lykke. Vi kan miste vores tillidsfulde forbindelse til Gud, hvis vi lader prøvelser aflede os i stedet for at lade dem bringe os på vores knæ.

Dette enkle ordsprog beder os om at undersøge vores prioriteter:

Søstre, hvad betyder noget for jer? Hvad varer ved for jer? Noget, der har varig betydning for Faderen, er, at vi lærer af ham, ydmyger os selv og udvikler os i lydighed mod ham gennem jordiske oplevelser. Han ønsker, at vi ændrer vores egoisme til tjeneste, vores frygt til tro. Disse varige anliggender kan prøve os til det inderste.

Det er nu, med vores jordiske begrænsninger, at Faderen beder os om at elske, når det er allersværest at elske, at tjene, når det er ubelejligt og tilgive, når det er krævende. Hvordan? Hvordan kan vi gøre det? Vi rækker indtrængende ud efter vor himmelske Faders hjælp, i hans Søns navn, og gør alt på hans måde i stedet for i stolthed at følge vores egen vilje.

Billede

Kande med vand

Jeg indså min egen stolthed, da præsident Ezra Taft Benson talte om at rense karrets inderside.⁶ Jeg forestillede mig selv som en kande. Hvordan kunne jeg få resterne af stolthed ud af min kande? Selvstændigt at tvinge os selv til at have ydmyghed og forsøge at få os til at elske andre er uoprigtigt og hult, og det virker helt enkelt ikke. Vores synder og stolthed skaber et brud – eller en kløft – mellem os og kilden til al kærlighed, vor himmelske Fader.

Kun Frelserens sonoffer kan rense os for vores synder og lukke den kløft eller det brud.

Vi vil gerne omsluttes af vor himmelske Faders kærlige arme og vejledning, så vi sætter hans vilje først, og med et sønderknust hjerte beder vi om, at Kristus vil hælde strømme af rensende vand i vores kande. Til at starte med kan det komme dråbe for dråbe, men når vi søger, beder og adlyder, vil det komme i overflod. Dette levende vand vil begynde at fylde os og flyde over med hans kærlighed. Vi kan tippe vores sjæls kande og dele dets indhold med andre, der tørster efter helbredelse, håb og tilhørsforhold. Når vores indre kande bliver ren, begynder vores jordiske forhold at hele.

Det er nødvendig at ofre vores personlige dagsorden for at gøre plads til Guds evige planer. Frelseren, der taler på Faderens vegne, bønfalder os: »Kom nær til mig, så vil jeg komme nær til jer.«⁷ At komme Faderen nær kan betyde at lære om hans sandhed gennem skrifterne, følge profetisk råd og stræbe efter at gøre hans vilje mere fuldt ud.

Forstår vi, at Kristus har kraften til at bringe os ind i et kærligt fællesskab med Faderen og med hinanden? Han kan, ved Helligåndens kraft, give os den nødvendige indsigt til forhold.

En primarylærer fortalte mig om en stærk oplevelse med sin klasse af 11-årige drenge. En af dem, som jeg vil kalde Jimmy, var en usamarbejdsvillig enspænder i klassen. En søndag blev læreren inspireret til at lægge sin lektion til side og fortælle, hvorfor han elskede Jimmy. Han talte om sin taknemlighed for og tro på denne unge mand. Derpå bad han klassen om at fortælle Jimmy noget, som de værdsatte ved ham. Da klassemedlemmerne en efter en fortalte Jimmy, hvorfor han var noget særligt for dem, sænkede drengen sit hoved og tårer begyndte at trille ned ad hans kinder. Denne lærer og klassen byggede en bro til Jimmys ensomme hjerte. Enkel kærlighed, udtrykt oprigtigt, giver håb og værdi for andre. Jeg kalder dette »reparation af bruddet eller kløften«.

Måske er vores liv i en kærlig forudtilværelse grunden til vores længsel efter sand, varig kærlighed her på jorden. Vi er guddommeligt skabt til at give kærlighed og blive elsket, og den dybeste kærlighed kommer, når vi er et med Gud. Mormons Bog indbyder os til at blive forligt med Gud gennem Kristi forsoning.⁸

Esajas talte om dem, der trofast efterlever fasteloven og dermed reparerer brud for deres efterkommere. Det er dem, som Esajas lovede skulle genopbygge »ruiner fra fortiden«.⁹ På samme måde reparerede Frelseren bruddet, eller afstanden, mellem os og vor himmelske Fader. Gennem sit storslåede sonoffer åbner han døren, for at vi kan få del i Guds kærlige kraft, og så er vi i stand til at reparere »ruiner fra fortiden« i vores personlige liv. Det vil kræve vores accept af Guds kærlighed sammen med et offer af vores naturligt egoistiske og frygtsomme tendenser for at helbrede følelsesmæssig afstand mellem hinanden.

En mindeværdig aften var en slægtning og jeg uenige i et politisk spørgsmål. Hun pillede hurtigt og grundigt mine kommentarer fra hinanden og modbeviste mig inden for familiemedlemmers hørevidde. Jeg følte mig tåbelig og uinformeret – hvilket jeg sikkert var. Den aften da jeg knælede for at bede, skyndte jeg mig at forklare vor himmelske Fader, hvor vanskelig dette familiemedlem var! Jeg talte og talte. Jeg holdt måske en pause i mine beklagelser, og Helligånden fik mulighed for at få min opmærksomhed, for til min overraskelse var det næste, jeg hørte mig selv sige: »Du vil sikkert have mig til at elske hende.« Elske hende? Jeg fortsatte min bøn ved at sige noget i retningen af: »Hvordan kan jeg elske hende? Jeg tror ikke, at jeg overhovedet kan lide hende. Mit hjerte er hårdt, mine følelser er sårede. Jeg kan ikke gøre det.«

Og så, helt sikkert med hjælp fra Ånden, fik jeg en ny tanke, da jeg sagde: »Men du elsker hende, himmelske Fader. Vil du give mig en del af din kærlighed til hende, så jeg også kan elske hende?« Mine hårde følelser blev blødgjorte, mit hjerte begyndte at ændre sig, og jeg begyndte at se denne person på en anden måde. Jeg begyndte at fornemme hendes reelle værdi, som vor himmelske Fader så. Esajas skriver: »Herren læger sit lemlæstede folk og helbreder de sønderslåede.«¹⁰

Med tiden blev kløften mellem os blidt lukket. Men selv hvis hun ikke havde taget imod mit ændrede hjerte, havde jeg lært, at vor himmelske Fader vil hjælpe os til at elske selv dem, vi tror ikke er til at elske, hvis vi beder om hans støtte. Frelserens forsoning er en kanal til den konstante strøm af næstekærlighed fra vor Fader i himlen. Vi må vælge at forblive i hans kærlighed for at have næstekærlighed til alle.

Når vi giver vores hjerte til Faderen og Sønnen, forandrer vi vores verden, selvom omstændighederne omkring os ikke ændres. Vi kommer vor himmelske Fader nærmere og føler hans milde accept af vores indsats for at være Kristi sande disciple. Vores dømmekraft, selvtillid og tro forøges.

Mormon beder os om at bede med hele hjertets styrke om denne kærlighed, og den vil blive skænket os fra sin kilde, vor himmelske Fader.¹¹ Kun da kan vi reparere bruddet i jordiske forhold.

Vor Faders uendelige kærlighed når ud til os for at bringe os tilbage til hans herlighed og glæde. Han gav sin enbårne Søn, Jesus Kristus, for at reparere bruddet, der strækker sig vidt mellem os og ham. Genforening med vor himmelske Fader er kernen i varig kærlighed og evigt formål. Vi må skabe forbindelsen med ham nu for at lære, hvad der virkelig betyder noget, for at elske, som han elsker, og for at udvikle os for at blive som ham. Jeg bærer vidnesbyrd om, at vores trofaste forhold til vor himmelske Fader og Frelseren har evig betydning for dem og for os. I Jesu Kristi navn. Amen.