Så vær da fuldkomne –- i sidste ende

Skrifterne blev skrevet for at velsigne og opmuntre os, og det gør de sandelig. Vi takker himlen for hvert eneste kapitel og vers, vi nogensinde har fået. Men har I lagt mærke til, at der indimellem dukker en passage op, der minder os om, at vi kommer lidt til kort? Bjergprædikenen begynder for eksempel med de beroligende saligprisninger, men i de efterfølgende vers får vi – blandt andet – ikke alene at vide, at vi ikke må slå ihjel, vi må heller ikke være vrede. Vi får ikke alene at vide, at vi må ikke bryde et ægteskab, men vi må heller ikke have urene tanker. Dem, der beder om den, skal vi give vores kjortel og kappen med. Vi skal elske vores fjender, velsigne dem, som forbander os og gøre godt mod dem, der hader os.¹

Hvis det er jeres skriftstudium om morgenen, og hvis I efter bare at have læst så langt er ret sikre på, at I ikke får gode karakterer i jeres evangeliske karakterbog, så er det sidste bud i rækken nok det, der slår det helt fast: »Så vær da fuldkomne, som jeres himmelske fader er fuldkommen!«² Med den afsluttende bydeform får vi bare lyst til at gå tilbage i seng og trække dynen op over hovedet. Sådanne himmelske mål synes umulige at nå. Men Herren ville aldrig give os et bud, som han vidste, vi ikke kunne holde. Lad os se, hvordan dette dilemma stiller os.

Rundt om i Kirken hører jeg mange kæmpe med dette problem: »Jeg er bare ikke god nok.« »Jeg kommer til kort.« »Jeg kan ikke leve op til det.« Jeg hører det fra teenagere. Jeg hører det fra missionærer. Jeg hører det fra nyomvendte. Jeg hører det fra livslange medlemmer. Som en indsigtsfuld sidste dages hellige, søster Darla Isackson, har sagt, er det på en eller måde lykkedes Satan at få pagter og bud til at lyde som forbandelser og fordømmelser. For nogle har han vendt idealerne og inspirationen i evangeliet til noget, der får dem til at føle selvlede og elendighed.³

Det, jeg nu siger, er på ingen måde en fornægtelse eller fornedrelse af noget som helst bud, Gud nogen sinde har givet os. Jeg tror på hans fuldkommenhed, og jeg ved, at vi er hans åndelige børn med guddommeligt potentiale til at blive, som han er. Jeg ved også, at som børn af Gud bør vi ikke fornedre eller sværte os selv til, som om det at slå os selv i hovedet på en eller anden måde gør os til den person, Gud ønsker, vi bliver. Nej! Altid med en villighed til at omvende os og et stærkt ønske om større retfærdighed i hjertet håber jeg, at vi kan forfølge vores personlige fremskridt på en måde, der ikke giver os mavesår eller anoreksi, depression eller ødelagt selvværd. Det er ikke det, Herren ønsker for primarybørnene eller nogen som helst anden, der oprigtigt synger: »Jeg prøver at bli’ som Jesus.«⁴

Må jeg for at sætte dette emne i kontekst minde os alle om, at vi lever i en falden verden, og for nuværende er vi et faldent folk. Vi er i det telestiale rige, og det staves med et t og ikke et c. Som præsident Russell M. Nelson har sagt, er fuldkommenhed her i jordelivet stadig »i vente«.⁵

Derfor tror jeg ikke, at Jesus havde til hensigt, at hans forkyndelse om dette emne skulle være en verbal hammer til at slå os med på grund af vores mangler. Nej, jeg tror, at hans hensigt var, at det skulle være en hyldest til, hvem og hvad Gud, den evige Fader, er, og hvad vi kan opnå med ham i evigheden. Trods alt er jeg taknemmelig for at vide, at på trods af mine ufuldkommenheder så er Gud i det mindste fuldkommen – han er i det mindste for eksempel i stand til at elske sine fjender, for alt for ofte er I og jeg på grund af det »naturlige menneske«⁶ i os nogle gange den fjende. Hvor er jeg taknemmelig for, at Gud i det mindste kan velsigne dem, som trodser ham, for uden at ville det eller gøre det bevidst trodser vi ham alle sommetider. Jeg er taknemmelig for, at Gud er fuld af nåde og fred, for jeg har brug for nåde og verden har brug for fred. Og selvfølgelig gælder alt det, vi siger om Faderens dyder, også hans enbårne Søn, som levede og døde med samme fuldkommenhed.

Jeg skynder mig at sige, at fokus på Faderens og Sønnens fortræffelighed frem for vores egne fejl ikke retfærdiggør, at vi lever udisciplineret eller sænker vores standarder, en tøddel. Nej, lige fra begyndelsen har evangeliet været »for at udruste de hellige … indtil vi [bliver] et fuldvoksent menneske, en vækst, som kan rumme Kristi fylde.«⁷ Jeg giver blot udtryk for, at mindst et formål med et skriftsted eller et bud kan være at minde os om, hvor herlig »Kristi fylde«⁸ egentlig er, og inspirere os til større kærlighed til og beundring for ham og et større ønske om at blive som ham.

»Ja, kom til Kristus, og bliv fuldkommengjort i ham,« bønfalder Moroni. »[Elsk] Gud af al jeres kraft, sind og styrke, da … ved hans nåde kan [I] blive fuldkomne i Kristus.«⁹ Vores eneste håb om sand fuldkommenhed ligger i at modtage den som en gave fra himlen – vi kan ikke selv gøre os »fortjent« til det. Derfor tilbyder Kristi nåde os ikke blot frelse fra sorg og synd og død, men også frelse fra vores egen vedvarende selvkritik.

Lad mig bruge én af Frelserens lignelser til at sige dette på en lidt anden måde. En tjener skyldte kongen 10.000 talenter. Da kongen hørte sin tjeners bøn om henstand og nåde … »fik den tjeners herre medynk med ham og … eftergav … gælden.« Men derefter ville den samme tjener ikke tilgive en medtjener, der skyldte ham 100 denarer. Da kongen hørte om dette, sagde han bedrøvet til den tjener, han havde tilgivet: »Burde du så ikke også forbarme dig over din medtjener, ligesom jeg forbarmede mig over dig?«¹⁰

Der er delte meninger blandt de lærde om de monetære værdienheder, der nævnes her – og tilgiv mig henvisningen til amerikansk valuta – men for at gøre regnestykket lettere, hvis den mindre 100 denarer store gæld svarer til 100$ i vore dage, så må gælden på de 10.000 talenter, der blev eftergivet kvit og frit, ligge i omegnen af en milliard dollars – eller mere!

Som personlig gæld er det et astronomisk beløb og helt udover vores fatteevne. (Ingen kan shoppe for så meget)! Hvad angår formålet med denne lignelse, er det meningen, at det skal være ufatteligt, det er meningen, at det overgår vores fatteevne, for slet ikke at tale om vores evne til at betale tilbage. Det er, fordi det ikke er en historie i Det Nye Testamente om to tjenere, der ikke kommer overens. Det er en historie om os, den faldne menneskelige familie, alle dødelige skyldnere, overtrædere og fanger. Hver eneste af os er en skyldner, og kendelsen lød på fængsel for enhver af os. Og der måtte vi alle forblive, hvis det ikke havde været for en Konges nåde, som sætter os fri, fordi han elsker os og er »bevæget af medfølelse med os.«¹¹

Jesus bruger en ufattelig målestok her, fordi hans sonoffer er en ubegribelig gave til en ufattelig pris. Det er for mig at se, i det mindste en del af meningen bag Jesu opfordring til os om at være fuldkomne. Vi kan måske endnu ikke demonstrere fuldkommenhed på 10.000-talent-niveauet, som Faderen og Sønnen har opnået, men det er ikke for meget af dem at bede os om at være lidt mere guddommelige i små ting, som hvordan vi taler og handler, elsker og tilgiver, omvender og forbedrer os, i det mindste på 100-denar-niveauet af fuldkommenhed, som det helt klart er indenfor vores rækkevidde at opnå.

Mine brødre og søstre, bortset fra Jesus er der ikke nogen, der har taget denne rejse på jorden, vi følger, helt pletfrit, så lad os, mens vi er her på jorden, stræbe efter konstant at blive bedre uden at blive sygeligt optaget af det, som adfærdsforskere kalder »giftig fuldkommenhed«.¹² Vi bør undgå den sidste overdrevne forventning til os selv, til andre, og lad mig tilføje dem, der er kaldet til at tjene i Kirken – hvilket for sidste dages hellige vil sige alle, for vi er alle kaldet til at tjene et eller andet sted.

I samme forbindelse skrev Lev Tolstoj engang om en præst, der blev kritiseret af en i hans menighed for ikke at leve så stringent, som han burde, og kritikeren konkluderede således, at de principper, som den fejlbarlige præst forkyndte, derfor også måtte være fejlbehæftede.

Som svar på den kritik sagde præsten: »Se på mit liv nu og sammenlign det med mit tidligere liv. Du vil se, at jeg prøver at efterleve den sandhed, jeg forkynder.« Ude af stand til at leve op til de høje idealer, han har belært om, indrømmer præsten, at han har fejlet. Men han udbryder:

»Angrib mig, [hvis du ønsker det,] det gør jeg selv, men angrib [ikke] … den vej, jeg følger … Dersom jeg kender vejen hjem, [men] vandrer fordrukken ad den, bliver vejen så mindre rigtig af, at jeg dingler fra side til side? …

Råb ikke hånligt, ›Se på ham!… Der kravler han ind i en sump!‹ Vær ikke skadefro, men giv mig … jeres hjælp [til enhver, som forsøger at vandre ad vejen tilbage til Gud.]«¹³

Brødre og søstre, vi stræber alle efter at leve et mere kristuslignende liv, end vi almindeligvis har held med. Hvis vi ærligt indrømmer det og prøver at blive bedre, gør det os ikke til hyklere, men til mennesker.Må vi nægte at lade vores menneskelige tåbelighed og det, at selv den bedste blandt os uundgåeligt kommer til kort, gøre os kyniske omkring evangeliets sandheder, Kirkens sandhed, vores fremtidshåb eller muligheden for guddommelighed. Hvis vi holder ud, så vil vores forædling blive færdig og komplet engang i evigheden – som er betydningen af fuldkommenhed i Det Nye Testamente.¹⁴

Jeg vidner om den storslåede skæbne, der er gjort mulig for os ved Herren Jesu Kristi forsoning, han som selv fortsatte »fra nåde til nåde«,¹⁵ indtil han i sin udødelighed¹⁶ modtog en fuldkommen fylde af celestial herlighed.¹⁷ Jeg vidner om, at han i denne og hver eneste time rækker sine naglemærkede hænder frem mod os med den samme nåde, holder fast i os og opmuntrer os, men nægter at slippe os, indtil vi er sikkert hjemme i vores himmelske Forældres favn. Mod et sådant fuldkomment øjeblik fortsætter jeg om end kluntet med at stræbe. For så fuldkommen en gave fortsætter jeg om end utilstrækkeligt med at takke. Jeg gør det i hans navn, navnet på selve Fuldkommenheden, ham, der aldrig selv har været kluntet eller utilstrækkelig, men som elsker alle os, der er det, ja, i Herren Jesu Kristi navn, amen.