Elsk hinanden, som han har elsket os

»Kærlighed er en dyb følelse af hengivenhed, omsorg og ømhed. Det største eksempel på Guds kærlighed til hans børn ses i Jesu Kristi uendelige forsoning.«² »For således elskede Gud verden,« skrev Johannes, »at han gav sin enbårne søn, for at enhver, som tror på ham, ikke skal fortabes, men have evigt liv.«³ »Kærlighed til Gud og ens medmennesker er betegnende for Jesu Kristi disciple.«⁴

For flere år siden, da vores ældste barnebarn, José, var fire, legede han med min hustru. Mens de lo og havde det sjovt sammen, spurgte vores barnebarn hende: »Farmor, elsker du mig?«

Hun svarede: »Ja, José, jeg elsker dig.«

Så stillede han hende et andet spørgsmål: »Hvordan ved du, at du elsker mig?«

Hun forklarede ham sine følelser og fortalte ham også alt det, hun havde gjort for ham og var villig til at gøre for ham.

Senere stillede min hustru José de samme spørgsmål, også dette dybdeborende spørgsmål: »Hvordan ved du, at du elsker mig?«

Uskyldigt, men oprigtigt svarede han: »Jeg elsker dig, fordi jeg kan mærke det inde i mit hjerte.« Josés kærlige opførsel over for sin farmor den dag og altid viser, at kærlighed er en kombination af både handlinger og dybe følelser.

Kong Benjamin sagde: »Og se, jeg fortæller jer dette, så I kan lære visdom; så I kan lære, at når I er i jeres medmenneskers tjeneste, er I blot i jeres Guds tjeneste.«⁵

I dagens verden med så megen lidelse grundet forskellige omstændigheder er det godt og værdifuldt at sende en sms med en sjov emoji eller poste et sødt billede med ordene »jeg elsker dig«. Men det, mange af os har brug for at gøre, er at lade vores mobilenheder ligge og med vores hænder og fødder hjælpe andre, der har et stort behov. Kærlighed uden tjeneste er ligesom tro uden gerninger. Den er virkelig død.

Kristi rene kærlighed, som er næstekærlighed,⁶ inspirerer os ikke blot til at handle og tjene, men også til at have styrke til at tilgive, uanset situationen. Lad mig fortælle jer en oplevelse, der har påvirket og ændret mit liv. Ted og Sharon, Coopers forældre, som er til stede her i dag, har givet mig tilladelse til at fortælle, hvad der skete for deres familie for over ni år siden. Jeg vil fortælle oplevelsen med Teds, Coopers fars, øjne:

Den 21. august 2008 var første skoledag, og Coopers tre ældre brødre, Ivan, Garrett og Logan, stod alle ved busstoppestedet og ventede på at gå ind i skolebusserne. Cooper, der var fire år gammel, sad på sin cykel. Min hustru, Sharon, var gået derhen.

Min hustru stod på den anden side af gaden og gav tegn til Cooper om at krydse vejen. Samtidig drejede en bil meget langsomt til venstre og kørte over Cooper.

Jeg blev ringet op af en nabo, der fortalte mig, at Cooper var blevet ramt af en bil. Jeg kørte hurtigt hen til busstoppestedet for at se ham. Cooper lå i græsset og kæmpede for at få vejret, men havde ingen synlige skader.

Jeg lagde mig på knæ ved Cooper og kom med opmuntrende ord som: »Det skal nok gå. Hold ud.« I det øjeblik dukkede Nathan, min gruppeleder for højpræsterne, op med sin hustru. Hun foreslog, at vi gav Cooper en præstedømmevelsignelse. Vi lagde vores hænder på Coopers hoved. Jeg kan ikke huske, hvad jeg sagde i velsignelsen, men jeg kan tydeligt huske tilstedeværelsen af mennesker omkring os, og det var i det øjeblik, at jeg vidste, at Cooper ville gå bort.

Cooper blev fløjet til hospitalet i helikopter, men endte med at gå bort. Jeg følte, at min himmelske Fader fortalte mig, at mit jordiske ansvar for Cooper var ophørt, og at Cooper nu var i hans varetægt.

Vi var i stand til at tilbringe en hel del tid med Cooper på hospitalet. Plejerne dér gjorde ham i stand, så vi kunne holde ham og sige farvel, og gav os lov til at tilbringe så meget tid sammen med ham og med at holde ham, som vi ønskede.

På vej hjem så min sorgfulde hustru og jeg på hinanden og begyndte at tale om den unge mand, der havde kørt bilen. Vi kendte ham ikke, selv om han boede blot en vej væk fra os og var inden for vores menigheds grænser.

Den næste dag var meget svær for os, da vi alle var fuldstændig overvældede af sorg. Jeg faldt på knæ og bad den mest inderlige bøn, jeg nogensinde har bedt. Jeg bad min himmelske Fader om i min Frelsers navn at fjerne min overvældende sorg. Det gjorde han.

Senere den dag arrangerede en af rådgiverne i stavspræsidentskabet, at vi mødtes med den unge mand, bilens fører, og hans forældre i rådgiverens hjem. Sharon og jeg ventede på, at den unge mand og hans forældre skulle komme. Da døren gik op, så vi dem for første gang. Min biskop hviskede mig i øret: »Gå hen til ham.« Sharon og jeg omfavnede ham i et stort gruppeknus. Vi græd sammen, i hvad der virkede til at være lang tid. Vi sagde til ham, at vi vidste, at det, der var sket, var et rent og skær uheld.

Det var mirakuløst for Sharon og mig, dels at vi følte, som vi gjorde, dels at vi stadig gør det. Ved Guds nåde var vi i stand til at tage den store vej, den åbenlyse vej og den eneste vej og elske denne gode unge mand.

Vi er gennem årene kommet til at stå denne unge mand og hans familie meget nær. Han har delt sine mest dyrebare milepæle med os. Vi tog endog til templet sammen med ham, da han forberedte sig til sin mission.⁷

Brødre og søstre, Ted ved uden tvivl, at vor himmelske Fader elsker os. Han ved, at det er ligeså velgørende at blive tilgivet som at kunne tilgive og på denne måde befri sig selv. Denne velgørende følelse udspringer af at følge vores største forbilledes eksempel. I Mormons Bog sagde Alma om Frelseren: »Og han skal gå omkring og lide smerter og trængsler og fristelser af enhver art; og dette for at det ord må blive opfyldt, som lyder: Han vil påtage sig sit folks smerter og sygdomme.«⁸

Brødre og søstre, hvilken storslået beretning om ægte kærlighed og tilgivelse. Vi kan på samme måde opnå glæde og lykke, når vi tjener og tilgiver andre. Georgy, et andet barnebarn, siger ofte: »Hvilken slags familie er vi?« Og han svarer: »Vi er en lykkelig familie!«

Præsident Thomas S. Monson er kommet med dette råd: »Lad os granske os selv og beslutte os for at følge Frelserens eksempel ved at være venlige, kærlige og næstekærlige.«⁹

Jeg ved, at vor himmelske Fader og hans Søn, Jesus Kristus, elsker os og er villige til at hjælpe os til at handle, når vi elsker hinanden, som de har elsket os. Og jeg ved, at vi ved at tjene og tilgive andre med ægte kærlighed kan blive helbredt og få styrke til at overvinde vores egne udfordringer. Og det erklærer jeg i Jesu Kristi navn. Amen.