Herrens røst

Den dag Kirken blev organiseret, udnævnte Herren Joseph Smith som profet, seer og Herren Jesu Kristi apostel¹ og sagde følgende til Kirken:

»For hans ord skal I tage imod i al tålmodighed og tro, som kom det fra min egen mund.

For ved at gøre dette skal helvedes porte ikke få overhånd over jer; ja, og Gud Herren vil sprede mørkets magter foran jer og få himlene til at ryste til jeres gavn og sit navns ære.«²

Senere blev alle medlemmer af Det Første Præsidentskab og De Tolv Apostles Kvorum også opretholdt og ordineret som profeter, seere og åbenbarere.³

Når vi nu mødes under ledelse af Herrens profet på jorden, præsident Thomas S. Monson, forventer vi at høre »Herrens vilje … Herrens sind … Herrens røst og Guds kraft til frelse.⁴ Vi stoler på hans løfte: »Hvad enten det er ved min egen røst eller ved mine tjeneres røst, det er det samme.«⁵

I vore dages verdens postyr og forvirring er vores tillid til og tro på Det Første Præsidentskabs og De Tolvs Kvorums ord afgørende for vores åndelige udvikling og udholdenhed.⁶

Vi er samlet til denne vidunderlige konference. Flere millioner sidste dages hellige og andre troende i mere end 200 lande, der taler mere end 93 sprog, deltager i disse møder eller læser konferencens budskaber.

Vi kommer, og vi har bedt og forberedt os. Mange af os har presserende bekymringer og oprigtige spørgsmål. Vi ønsker alle at forny vores tro på vor Frelser, Jesus Kristus, og styrke vores evne til at modstå fristelse og undgå forstyrrelser. Vi kommer for at blive undervist fra det høje

For Det Første Præsidentskab og De Tolv, der normalt taler ved alle konferencer, er det enorme ansvar med at forberede deres budskaber både en tilbagevende byrde og et helligt ansvar.

For mange år siden, før jeg tjente som generalautoritet, spurgte jeg ældste Dallin H. Oaks, om han forberedte nye taler til hver eneste stavskonference. Han svarede, at det gjorde han ikke, men tilføjede: »Men mine taler ved generalkonferencen er forskellige. Jeg gennemgår 12-15 udkast for sikre mig, at jeg siger det, som Herren ønsker, at jeg skal sige.«⁷

Hvornår og hvordan kommer inspirationen til generalkonferencetaler?

Uden et tildelt emne ser vi himlen på smukkeste vis koordinere emnerne og temaerne om evig sandhed ved hver eneste konference.

En af mine brødre fortalte mig, at hans emne til denne konference kom til ham umiddelbart efter hans tale i april. En anden nævnte for tre uger siden, at han stadig bad og ventede på Herren. Da en anden blev spurgt, hvor lang tid det tager at udforme en særlig følsom tale, svarede han: »25 år.«

Somme tider kan det centrale emne komme hurtigt, men indholdet og detaljerne kræver stadig en enorm stor åndelig bjergbestigning. Faste og bøn, studium og tro er altid en del af processen. Herren ønsker ikke en forstillelse, der kan forringe hans røst til de hellige.

Vejledning til en generalkonferencetale kommer ofte om natten eller tidligt om morgenen, når emnet til talen er langt væk fra tankerne. Lige pludselig flyder uventet indsigt og somme tider specifikke ord og sætninger som ren åbenbaring.⁸

Når I lytter, kan de budskaber, I hører, bogstavelig talt være lige til jer eller tilpasset præcis til jer.

Da jeg for mange år siden talte ved en generalkonference, fortalte jeg om en sætning, der kom ind i mit hoved, da jeg spekulerede over, om jeg var parat til at tage på mission. Sætningen var: »Du ved ikke alt, men du ved tilstrækkeligt!«⁹ En ung kvinde, der sad i konferencecentret den dag, fortalte mig, at hun bad om et frieri og tænkte over, hvor godt hun kendte denne unge mand. Da jeg udtalte ordene: »Du ved ikke alt, men du ved tilstrækkeligt«, bekræftede Ånden for hende, at hun kendte ham godt nok. De har været lykkeligt gift i mange år.

Jeg lover jer, at når I forbereder jeres ånd og kommer med forventningen om, at I vil høre Herrens røst, vil tanker og følelser komme ind i jeres sind, som udelukkende er til jer. I har allerede følt dem ved denne konference, eller I vil, når I studerer budskaberne i de uger, der kommer.

Præsident Monson har sagt:

Tag jer »tid til læse konferencetalerne, når de kommer«.¹⁰

»Overvej[ dem] … Jeg har personligt erfaret, at jeg opnår endnu mere fra disse inspirerede taler, når jeg studerer dem nøje.«¹¹

Budskaberne ved generalkonferencen er de overvejelser, som Herren ønsker, vi har nu og i de kommende måneder.

Hyrden »går … foran [sine får], og de følger ham, fordi de kender hans røst.«¹²

Ofte leder hans røst os til at ændre noget i vores liv. Han motiverer os til at omvende os. Han beder os om at følge ham.

Tænk over disse udtalelser fra denne konference:

Præsident Henry B. Eyring denne formiddag: »Jeg bærer mit vidnesbyrd om, at Gud Faderen lever, og han ønsker, at I kommer hjem til ham. Dette er Herren Jesu Kristi sande Kirke. Han kender jer, han elsker jer, han våger over jer.«¹³

Præsident Dieter F. Uchtdorf i går: »Jeg vidner om, at når vi påbegynder eller fortsætter den utrolige rejse, der fører til Gud, bliver vores liv bedre … og Herren vil bruge os på bemærkelsesværdige måder til at velsigne mennesker omkring os og fremme hans evige formål.«¹⁴

Præsident Nelson: »Jeg lover, at når I dagligt fordyber jer i Mormons Bog, kan I blive immune for tidens onder, selv pesten pornografi og anden sindssløvende afhængighed.«¹⁵

Ældste Dallin H. Oaks i går: »Jeg vidner om, at familieproklamationen er en erklæring om evig sandhed, Herrens vilje for hans børn, som søger evigt liv.«¹⁶

Og ældste M. Russell Ballard for blot et øjeblik siden: »Vi er nødt til at omfavne Guds børn med barmhjertighed og udelukke fordomme, herunder racisme, sexisme og nationalisme.«¹⁷

Fordi vi har nogle ekstra minutter, jeg vil gerne tilføje nogle korte tanker om ældste Robert D. Hales. Det Første Præsidentskab havde sagt til ældste Hales, at han kunne holde en kort tale ved mødet søndag formiddag, hvis hans helbred tillod det. Skønt hans helbred ikke tillod det, så forberedte han en tale, som han blev færdig med i sidste uge og lod mig læse. I lyset af hans bortgang for cirka tre timer siden, vil jeg dele blot tre linjer fra hans tale.

Citat af ældste Hales: »Når vi vælger at tro, er vi forberedt på at være i Guds nærhed … Efter Frelserens korsfæstelse viste han sig for de, ›som havde været trofaste i vidnesbyrdet om [ham], mens de levede som dødelige‹ (L&P 138:12). De, ›der forkastede de fordums profeters vidnesbyrd og advarsler, [kunne ikke se Frelserens] herlighed eller … hans ansigt‹ (L&P 138:21) … Vores tro forbereder os på at være i Herrens nærhed.«

Hvor var det betænksomt af Herren at tilskynde præsident Russell M. Nelson lige ved slutningen af mødet denne formiddag til hurtigt at forlade bygningen, springe sin frokost over og skynde sig til ældste Hales sygeleje, hvor han kunne komme og være det, som hans kvorumspræsident, sammen med den englelignende Mary Hales, da ældste Hales forlod dette liv.

Jeg vidner om, at vi til denne konference har hørt Herrens røst.

Vi bør ikke blive foruroliget, når Herrens tjeneres ord modsiger det, som folk i verden tænker, og sommetider vores egen måde at tænke. Sådan har det altid været. Jeg er på mine knæ i templet med mine brødre. Jeg bekræfter, at de er gode mennesker. Deres største ønske er at behage Herren og hjælpe Guds børn med at vende tilbage i hans nærhed.

Halvfjerdserne, biskoprådet, hovedpræsidentskaberne for Hjælpeforeningen, Unge Piger, Primary og andre organisationsledere har bidraget med megen inspiration ved denne konference sammen med den smukke musik og eftertænksomme bønner.

Der er en skattekiste med himmelsk vejledning, som venter på jeres opdagelse i talerne ved generalkonferencen. Prøven, vi alle står over for, er, hvordan vi giver agt på det, vi hører, det, vi læser, og det, vi føler.

Lad mig fortælle om en oplevelse med at give agt på profetiske ord fra præsident Russell M. Nelsons liv:

I 1979, fem år før bror Nelson blev kaldet som generalautoritet, deltog han i et møde lige inden generalkonferencen. Præsident Spencer W. Kimball »udfordrede alle, der var til stede, til at forøge deres indsats i at bringe evangeliet til hele verden. Blandt de lande, præsident Kimball nævnte, var Kina og han sagde: ›Vi bør tjene kineserne. Vi bør lære deres sprog. Vi bør bede for dem og hjælpe dem.‹«¹⁸

Billede

Præsident Russell M. Nelson som kirurg

Bror Nelson, der var 54, følte under mødet, at han burde studere mandarin. Selvom han var en travl hjertekirurg, fik han med det samme en lærer.

Ikke længe efter dr. Nelson havde indledt sine studier, deltog han i en konference og kom tilfældigvis til at sidde ved siden af »en kendt kinesisk kirurg, dr. Wu Yingkai … Fordi bror Nelson havde studeret mandarin, begyndte han at tale med dr. Wu.«¹⁹

Billede

Præsident Russell M. Nelson sammen med dr. Wu Yingkai

Dr. Nelsons ønske om at følge profeten, førte til at dr. Wu besøgte Salt Lake City, og at dr. Nelson rejste til Kina for at undervise og operere.

Hans kærlighed til kineserne og deres kærlighed og respekt for ham voksede.

I februar 1985 ti måneder efter sit kald til De Tolvs Kvorum fik ældste Nelson en overraskende opringning fra Kina, der bad ham om at komme til Beijing og operere en af Kinas mest berømte operasangere. Med præsident Gordon B. Hinckleys opmuntring vendte ældste Nelson tilbage til Kina. Han er også blevet belønnet med æresprofessorater på tre universiteter i Folkerepublikken Kina.

Billede

Præsident Russell M. Nelson får en æresbevisning

For blot to år siden i oktober 2015 blev præsident Russell M. Nelson igen beæret med en officiel erklæring, der udnævnte ham som en »gammel ven af Kina«.

I går hørte vi den nu 93-årige præsident Russell M. Nelson tale om præsident Thomas S. Monsons bøn til »os alle om bønsomt at studere og grunde over Mormons Bog hver dag«.

Ligesom præsident Nelson gjorde som en travl hjertekirurg, da han hyrede en mandarin-lærer med det samme, tog han præsident Monsons råd til sig og anvendte det med samme i sit liv. Han nøjedes ikke med at læse, han sagde, at han lavede »en liste over, hvad Mormons Bog er, hvad den bekræfter, hvad den gendriver, hvad den opfylder, hvad den tydeliggør, og hvad den åbenbarer.«²⁰

Og så som endnu et vidne talte præsident Henry B. Eyring interessant nok her til morgen om sin respons på præsident Monsons formaning. Kan I huske disse ord? »Ligesom mange af jer hørte jeg profetens ord som Herrens røst til mig. Og ligesom mange af jer besluttede jeg mig for at adlyde disse ord.«²¹

Må vi se dette som et eksempel i vores eget liv.

Jeg lover jer, at når I hører hans røst i talerne ved denne generalkonference og derefter handler på de tilskyndelser, vil I føle himlens hånd over jer, og I og dem omkring jer vil blive velsignet.²²

Under denne konference har vi tænkt på vores kære profet. Vi elsker dig, præsident Monson. Jeg afslutter med hans ord fra denne talerstol. Jeg tror, at det er en velsignelse, som han gerne vil give til os alle i dag, hvis han var i stand til at være hos os. Han sagde: »Når vi tager hjem fra denne konference, nedkalder jeg himlens velsignelser over alle … [Jeg] beder … om, at vor himmelske Fader vil velsigne jer og jeres familie. Må budskaberne og ånden fra denne konference komme til udtryk i alt, hvad I gør – i jeres hjem, i jeres arbejde, i jeres møder og i jeres daglige gøremål.«

Han afsluttede: »Jeg elsker jer. Jeg beder for jer. Må Gud velsigne jer. Må hans lovede fred være med jer nu og altid.«²³

I Jesu Kristi navn. Amen.