Se, her er manden!

For nylig spurgte jeg på internettet: »Hvilken dag var mest skelsættende for historiens gang?«

Svarene spændte lige fra overraskende og mærkelige til indsigtsfulde og tankevækkende. Blandt dem var den dag, hvor en forhistorisk asteroide ramte Yucatán-halvøen, eller da Johannes Gutenberg i 1440 færdiggjorde sin trykpresse og, ja, selvfølgelig den dag i 1903, hvor brødrene Wright viste verden, at mennesket virkelig kan flyve.

Hvis I blev stillet det samme spørgsmål, hvad ville I så svare?

I mit sind er svaret tydeligt.

For at finde den vigtigste dag i historien, må vi gå tilbage til den aften for næsten 2.000 år siden i Getsemane have, hvor Jesus Kristus knælede i inderlig bøn og gav sig selv som løsesum for vores synder. Det var under dette store og uendelige offer af hidtil uset lidelse på både legeme og ånd, at Jesus Kristus, ja, Gud selv, blødte fra hver en pore. På grund af fuldkommen kærlighed gav han alt, så vi kan modtage alt. Hans himmelske offer, der er svært at fatte, og som kun kan føles i vores hjerte og sind, minder os om den store taknemlighedsgæld vi står i til Kristus for hans himmelske gave.

Senere den aften blev Jesus ført frem for de religiøse og politiske myndigheder, der hånede ham, slog ham og dømte ham til en skamfuld død. Han hang smertefuldt på korset, indtil det endelig var »fuldbragt«.² Hans livløse legeme blev lagt i en lånt grav. Og om morgenen på den tredje dag opstod Jesus Kristus, den almægtige Guds Søn fra graven som et herligt, opstandent væsen i pragt, lys og majestæt.

Jo, der er mange begivenheder gennem hele historien, der i høj grad har påvirket nationer og folks skæbne. Men når vi lægger dem alle sammen, kommer de end ikke i nærheden af at kunne sammenlignes med vigtigheden af det, der skete den første påskemorgen.

Hvad er det, der gør Jesu Kristi uendelige offer og forsoning til den vigtigste begivenhed i historien – mere indflydelsesrig end verdenskrige, naturkatastrofer og skelsættende videnskabelige opdagelser.

Svaret ligger i to store uoverstigelige udfordringer, som vi alle står over for.

For det første dør vi. Lige meget hvor unge, smukke, sunde eller forsigtige I er, så vil jeres legeme på et tidspunkt blive livløst. Venner og familie vil sørge over jer. Men de kan ikke bringe jer tilbage.

Men ikke desto mindre vil jeres død på grund af Jesus Kristus være midlertidig. Jeres ånd vil en dag blive forenet med jeres legeme. Dette opstandne legeme vil ikke længere være underlagt døden,³ og I vil leve i evighederne, fri fra smerte og fysisk lidelse.⁴

Det vil ske på grund af Jesus Kristus, der nedlagde sit liv og tog det igen.

Han gjorde det for alle, der tror på ham.

Han gjorde det for alle, der ikke tror på ham.

Han gjorde det endda for dem, der håner, spotter og forbander hans navn.⁵

For det andet så har vi alle syndet. Vores synder ville for evigt have forhindret os i at bo sammen med Gud, fordi »intet urent kan komme ind i hans rige«.⁶

På grund af det blev alle mænd, kvinder og børn udelukket fra hans nærhed – det vil sige, indtil Jesus Kristus, det lydefri Lam, tilbød sit liv som løsesum for vores synder. Eftersom Jesus ikke skyldte retfærdigheden noget, kunne han betale vores gæld og imødekomme kravene for retfærdighed for hver sjæl. Og det omfatter dig og mig.

Jesus Kristus betalte prisen for vores synder.

Dem allesammen.

På den dag, den vigtigste dag i historien, åbnede Jesus Kristus dødens porte og kastede de barrierer til side, der forhindrede os i at gå ind i det evigtvarende livs hellige og indviede sale. På grund af vor Herre og Frelser har I og jeg fået en yderst dyrebar og uvurderlig gave – vores fortid uagtet kan vi omvende os og følge den sti, der fører os til det celestiales lys og herlighed, omgivet af vor himmelske Faders trofaste børn.

Det er det, vi fejrer påskedag – vi fejrer livet!

På grund af Jesus Kristus vil vi rejse os fra dødens fortvivlelse og favne dem, vi elsker, fælde tårer af overvældende glæde og overstrømmende taknemmelighed. På grund af Jesus Kristus vil vi eksistere som evige væsener i verdner uden ende.

På grund af Jesus Kristus, kan vores synder ikke alene blive slettet, de kan blive glemt.

Vi kan blive renset og ophøjet.

Hellig.

På grund af vores elskede Frelser kan vi for evigt drikke af kilden, som vælder med vand til evigt liv.⁷ Vi kan for evigt dvæle i vor evige Konges boliger, i ufattelig herlighed og fuldkommen lykke.

På trods af alt dette er der mange i dagens verden, der enten ikke er klar over eller som ikke tror på den dyrebare gave, som Jesus Kristus har givet os. De har måske hørt om Jesus Kristus og kender ham som en historisk figur, men de ser ham ikke for det, han virkelig er.

Når jeg tænker på det, bliver jeg mindet om Frelseren, der står foran den romerske statholder i Judæa, Pontius Pilatus, blot få timer før Frelserens død.

Pilatus så udelukkende på Jesus fra et verdsligt synspunkt. Pilatus havde et job, han skulle udføre, og det bestod primært af at opkræve skat til Rom og holde fred. Nu havde det jødiske sanhedrin bragt en mand for ham, som de hævdede var en hindring for begge ting.⁸

Efter Pilatus havde forhørt sin fange, bekendtgjorde han: »Jeg finder ham ikke skyldig.«⁹ Men han følte, at han blev nødt til at tilfredsstille Jesu anklagere, så Pilatus påberåbte sig en lokal skik, der tillod, at en fange kunne blive frigivet i forbindelse med påskefesten. Ville de ikke hellere have ham til at løslade Jesus i stedet for den notoriske røver og morder Barabbas?¹⁰

Men den oprørte hob forlangte, at Pilatus løslod Barabbas og korsfæstede Jesus.

»Hvad ondt har han da gjort?« spurgte Pilatus.

Men de råbte bare højere. »Korsfæst ham!«¹¹

I en sidste bestræbelse på at tilfredsstille hoben beordrede Pilatus sine mænd at piske Jesus.¹² Det gjorde de, og de efterlod ham blodig og forslået. De hånede ham, satte en tornekrone på hovedet af ham og iklædte ham en purpurkappe.¹³

Måske troede Pilatus, at dette ville tilfredsstille hobens blodtørst. Måske ville de få medlidenhed med manden. »Nu fører jeg ham ud til jer,« sagde Pilatus, »for at I kan vide, at jeg ikke finder ham skyldig … Se, her er manden!«¹⁴

Guds Søn stod i kødet foran folket i Jerusalem.

De kunne se Jesus, men de så ham ikke rigtigt.

De havde ikke øjne til at se.¹⁵

I overført betydning indbydes vi også til at se manden. Der er forskellige meninger om ham i verden. Fordums og nutidige profeter bærer vidnesbyrd om, at han er Guds Søn. Det gør jeg også. Det er betydningsfuldt og vigtigt, at vi alle selv kommer til at vide det. Så når I tænker over Jesu Kristi liv og tjenestegerning, hvad ser I så?

De, der finder en måde til virkelig at se manden på, finder vejen til livets største glæder og balsammen mod livets mest krævende fortvivlelse.

Så, når I opsluges af sorg og lidelse, så se, her er manden.

Når I føler jer fortabt eller glemt, så se, her er manden.

Når I er fortvivlet, forladte, tvivlende, sårede eller besejret, så se, her er manden.

Han vil trøste jer.

Han vil hele jer og gøre jeres rejse meningsfuld. Han vil udøse sin Ånd og fylde jeres hjerter med overordentlig glæde.¹⁶

»Han giver den udmattede kraft, den kraftesløse giver han ny styrke.«¹⁷

Når vi virkelig ser manden, så lærer vi af ham og søger at rette vores liv ind efter ham. Vi omvender os og stræber efter at forædle vores væsen og komme ham lidt nærmere dag for dag. Vi stoler på ham. Vi viser ham vores kærlighed ved at holde hans bud og ved at leve op til vores hellige pagter.

Med andre ord bliver vi hans disciple.

Hans forædlende lys gennemtrænger vores sjæl. Hans nåde opløfter os. Vores byrder bliver lettet, vores fred bliver større. Når vi virkelig ser manden, så bliver vi lovet en velsignet fremtid, der inspirerer og opløfter os gennem alle livets sving og bump. Når vi ser tilbage, vil vi opdage, at der er et guddommeligt mønster, at prikkerne virkelig hænger sammen.¹⁸

Når I tager imod hans offer, bliver hans discipel og engang når slutningen af jeres jordiske rejse, hvad vil der så blive af de sorger, I har udholdt i dette liv?

De vil være væk.

Skuffelserne, svigtene, forfølgelserne som I har stået over for?

Borte.

Lidelserne, hjertesorgen, skylden, skammen og kvalerne I har gennemgået?

Borte.

Glemt.

Er det noget under, at »vi taler om Kristus, vi fryder os i Kristus, vi prædiker om Kristus, vi profeterer om Kristus … for at vore børn kan vide, til hvilken kilde de kan se hen for at få forladelse for deres synder«?¹⁹

Er det noget under, at vi af hele vores hjerte stræber efter virkelig at se manden?

Mine elskede brødre og søstre, jeg bærer vidnesbyrd om, at den vigtigste dag i menneskehedens historie var den dag Jesus Kristus, Guds levende Søn, sejrede over død og synd for alle Guds børn. Og den vigtigste dag i jeres liv og i mit er den dag, hvor vi lærer at »se … manden«, når vi ser ham for den, han virkelig er, når vi af hele vores hjerte og sind tager del i hans sonoffer, når vi med fornyet entusiasme og styrke forpligter os til at følge ham. Må det være en dag, vi oplever igen og igen i vores liv.

Jeg efterlader jer mit vidnesbyrd og velsignelse, at når vi ser manden, finder vi mening, glæde og fred i dette jordiske liv og i det evige liv i den næste verden. I Jesu Kristi hellige navn. Amen.