Inspireret omsorg

Mine elskede brødre, jeg er taknemmelig for det privilegium, det er at tale til jer ved denne historiske generalkonference. Vi har opretholdt præsident Russell M. Nelson som den 17. præsident for Jesu Kristi Kirke af Sidste Dages Hellige. Da jeg har haft den velsignelse at arbejde sammen med ham hver dag, har jeg følt Åndens bekræftelse på, at præsident Nelson er kaldet af Gud til at lede Herrens sande kirke.

Det er også mit vidnesbyrd, at Herren har kaldet ældste Gerrit W. Gong og ældste Ulisses Soares til at virke som medlemmer af De Tolv Apostles Kvorum. Jeg elsker og opretholder dem. De vil ved deres virke velsigne mennesker i hele verden og på tværs af generationer.

Denne konference er historisk af endnu en årsag. Præsident Nelson har bekendtgjort et inspireret skridt fremad i Herrens organiserede plan for hans kirke. Den plan indeholder en ny struktur for præstedømmekvorummer i menigheder og stave, så vi bedre kan løfte vores præstedømmeansvar. Dette har alt at gøre med vores præstedømmeansvar med at tage vare på vor Faders børn.

Herrens plan for hans hellige om at yde kærlig omsorg har antaget mange former gennem årene. I den første tid i Nauvoo havde profeten Joseph Smith brug for en organiseret måde at tage vare på den strøm af forarmede nyomvendte, der kom til byen. Fire af mine oldeforældre var at finde blandt dem: Familien Eyring, Bennion, Romney og Smith. Profeten organiserede omsorgen for de hellige ud fra geografi. I Illinois blev disse opdelinger i byen kaldt »menigheder«.

Da de hellige rejste over sletterne, blev deres omsorg for hinanden organiseret i »kompagnier«. En af mine oldefædre på min fars side var på vej hjem fra sin mission i det, der nu er Oklahoma, da han mødte et kompagni på deres rejse vestpå. Han var så afkræftet på grund af sygdom, at han og hans kammerat lå på ryggen i en lille vogn.

Kompagniets leder sendte to unge kvinder hen for at hjælpe, hvem end der lå i den forladte vogn. En af dem, en ung søster der var blevet omvendt i Schweiz, så på den ene af missionærerne og fik medlidenhed med ham. Han blev reddet af dette kompagni bestående af hellige. Han kom sig nok til at kunne gå resten af vejen til Saltsødalen med sin unge redningskvinde ved sin side. De forelskede sig og blev gift. Han blev min oldefar Henry Eyring og hun min oldemor Maria Bommeli Eyring.

År senere, da folk kommenterede de store vanskeligheder ved at krydse kontinentet, sagde hun: »Nej, nej, det var ikke hårdt. Mens vi vandrede, talte vi hele vejen om, hvilket mirakel det var, at vi begge havde fundet Jesu Kristi sande evangelium. Jeg husker det som den lykkeligste tid.«

Siden da har Herren gjort brug af adskillige metoder for at hjælpe sine hellige til at tage vare på hinanden. Nu har han velsignet os med styrkede og forenede kvorummer på menigheds- og stavsplan, kvorummer der arbejder i koordination med alle menighedens organisationer.

Geografisk bestemte menigheder, kompagnier og styrkede kvorummer har alle krævet mindst to succeskriterier i forbindelse med Herrens hensigt med at få hans hellige til at tage vare på hinanden på den måde, han tager vare på dem. Det lykkes for dem, når de hellige føler Kristi kærlighed til hinanden frem for egennytte. I skrifterne kaldes den »næstekærligheden … Kristi rene kærlighed« (Moro 7:47). Og det lykkes for dem, når Helligånden vejleder omsorgsgiveren til at vide, hvad Herren ved er bedst for den person, som han prøver at hjælpe.

Gang på gang har kirkemedlemmer i mit nærvær i de seneste uger handlet, som om de på en eller anden måde havde forudset, hvad Herren ville gøre, som det er blevet bekendtgjort her i dag. Lad mig blot give jer to eksempler. Det ene drejer sig om en enkel nadvermødetale af en 14-årig lærer i Det Aronske Præstedømme, som forstår, hvad præstedømmebærere kan udrette i deres tjeneste for Herren. Det andet handler om en melkisedeksk præstedømmebærer, der blev inspireret til at tjene en familie med Kristi kærlighed.

Lad mig først fortælle jer det, den unge mand sagde ved menighedens nadvermøde. Jeg var til stede. Prøv at huske, hvordan I var som 14-årige, og lyt efter og hør ham sige mere, end en så ung mand rimeligvis kunne vide:

»Jeg har virkelig være glad for at være medlem af lærernes kvorum i menigheden, siden jeg sidste år fyldte 14. En lærer har alle diakonens pligter plus nogle nye.

Da nogle af os er lærere, andre en dag vil blive det, og alle i Kirken velsignes ved præstedømmet, så er det vigtigt for os alle at vide mere om en lærers pligter.

For det første står der i Lære og Pagter 20:53: ›Lærerens pligt er altid at våge over kirken og at være hos dem og styrke dem.‹

Dernæst står der i Lære og Pagter 20:54-55:

›Og at se til, at der ikke er nogen ugudelighed i kirken, ej heller indbyrdes nag, ej heller løgn, bagtalelse eller ond tale,

og påse, at kirken ofte mødes, og påse, at alle medlemmer gør deres pligt.‹«

Den unge mand fortsatte:

»Herren fortæller os, det er vores ansvar ikke kun at tage vare på Kirken, men også at tage vare på mennesker i Kirken på den måde, som Kristus ville, fordi dette er hans kirke. Hvis vi prøver at holde buddene, være venlige over for hinanden, være ærlige, være gode venner og glæde os over at være sammen, så vil vi være i stand til at have Ånden hos os og vide, hvad vor himmelske Fader ønsker, vi gør. Hvis vi ikke gør det, så kan vi ikke udføre vores kaldelse.«

Han fortsatte med at sige:

»Når en lærer vælger at være et godt eksempel ved at være en god hjemmelærer, hilse på medlemmerne i kirken, forberede nadveren, hjælpe til derhjemme og være en fredsstifter, vælger han at ære sit præstedømme og udføre sin kaldelse.

At være en god lærer betyder ikke kun at være ansvarlig, når vi er i kirke eller til kirkeaktiviteter. Apostlen Paulus sagde: ›Vær et forbillede for de troende i tale, i adfærd, i kærlighed, i troskab, i renhed‹ (1 Tim 4:12).«

Derefter sagde den unge mand:

»Uanset hvor vi er, eller hvad vi laver, kan vi være et godt eksempel på retskaffenhed til alle tider og på alle steder.

Min far og jeg er hjemmelærere for familien Brown.¹ Hver gang vi tager derhen, har jeg en god tid, hvor jeg snakker med dem og lærer dem at kende. En ting, jeg virkelig godt kan lide ved familien Brown, er, at hver gang vi tager derover, lytter de alle villigt, og de har altid nogle gode historier at fortælle.

Når vi kender mennesker i menigheden godt, fordi vi er deres hjemmelærer, gør det det lettere at udføre en lærers næste pligt, og det er at hilse på medlemmerne i kirken. Når vi hjælper mennesker til at føle sig velkomne og at de hører til i kirken, hjælper det alle menighedens medlemmer til at føle sig elsket og forberedt til at tage nadveren.

Når lærerne har hilst på de medlemmer, der er kommet i kirke, hjælper de hver søndag med at forberede nadveren. Jeg nyder virkelig at omdele og forberede nadveren i denne menighed, fordi alle er så ærbødige. Jeg føler altid Ånden, når jeg forbereder og omdeler nadveren. Det er virkelig en velsignelse for mig, at jeg kan gøre det hver søndag.

Nogle former for tjeneste som at omdele nadveren er noget, folk kan se, og de takker os for at gøre det, men andre former for tjeneste som at forberede nadveren gøres som regel, uden at nogen lægger mærke til det. Det er ikke vigtigt, om andre ser os tjene, det, der er vigtigt, er, at Herren ved, at vi har tjent ham.

Som lærere bør vi altid prøve at styrke Kirken, vores venner og vores familie ved at udføre vores præstedømmepligter. Det er ikke altid let, men Herren giver os ikke nogen befalinger, ›uden at han bereder en vej for [os], så [vi] kan udføre det, som han befaler‹ (1 Ne 3:7).«

Da den unge mand var ved at slutte, sad jeg tilbage i stadig undren over hans modenhed og visdom. Han sammenfattede ved at sige: »Jeg ved, at vi bliver bedre mennesker, hvis vi vælger at følge [Jesus Kristus].«

Der blev fortalt en anden beretning om en præstedømmetjeneste for en måned siden ved et nadvermøde i en menighed. Igen var jeg til stede. I dette tilfælde vidste den erfarne bærer af Det Melkisedekske Præstedømme ikke, mens han talte, at han beskrev præcis det, Herren ønsker, der skal ske med de styrkede præstedømmekvorummer. Her kommer kernen i hans beretning:

Han og en hjemmelærermakker fik til opgave at besøge syv familier. Næsten ingen af dem ønskede besøg. Da hjemmelærerne kom til deres lejlighed, nægtede de at åbne døren. Når de ringede til dem, tog de ikke telefonen. Når de efterlod en besked, blev de ikke besvaret. Denne seniormakker greb til sidst til at skrive breve. Han begyndte endda at bruge neongule kuverter i håb om at få en reaktion.

En af de syv familier var en mindre aktiv søster, der var emigreret fra Europa. Hun havde to små børn.

Efter mange forsøg på at kontakte hende fik han en sms. Hun informerede ham studst om, at hun havde for travlt til at mødes med sine hjemmelærere. Hun havde to job og var også i militæret. Hendes hovederhverv var som politibetjent, og hendes karrieremål var at blive kriminalbetjent og derefter vende tilbage til sit hjemland og fortsætte med at arbejde der.

Hjemmelæreren fik aldrig mulighed for at besøge hende i hendes hjem. Han smsede til hende nu og da. Hver måned sendte han et håndskrevet brev til hende og sendte feriekort til alle børnene.

Han fik ikke noget svar. Men hun vidste, hvem hendes hjemmelærere var, hvordan hun kunne kontakte dem, og at de ville blive ved med at passe deres præstedømmetjeneste.

Så en dag fik han en hastesms fra hende. Hun havde desperat brug for hjælp. Hun vidste ikke, hvem hendes biskop var, men hun vidste, hvem hendes hjemmelærere var.

Nogle få dage senere skulle hun forlade staten på grund af en månedlang militærøvelse. Hun kunne ikke tage børnene med sig. Hendes mor, der skulle have taget sig af hendes børn, var netop fløjet til Europa for at tage sig af sin mand, som havde akut behov for lægehjælp.

Denne mindre aktive enlige søster havde penge nok til at købe en billet til Europa til sit yngste barn, men ikke til sin 12 år gamle søn, Eric.² Hun spurgte sin hjemmelærer, om han kunne finde en god SDH-familie, der kunne tage ham til sig de næste 30 dage!

Hjemmelæreren smsede tilbage om, at han ville gøre sit bedste. Derpå kontaktede han sine præstedømmeledere. Biskoppen, som var den præsiderende højpræst, gav ham tilladelse til at henvende sig til menighedsrådets medlemmer, herunder hjælpeforeningspræsidenten.

Hjælpeforeningspræsidenten fandt hurtigt fire gode SDH-familier med børn på Erics alder, som ville tage ham til sig en uge ad gangen. I løbet af den næste måned gav disse familier Eric mad, fandt plads til ham i deres allerede trængte lejligheder eller små hjem, tog ham med på sommerens allerede planlagte familieaktiviteter, tog ham med i kirke, inddrog ham i deres familieaften og så videre.

Familierne med drenge på Erics alder tog ham med til deres møder og aktiviteter i diakonernes kvorum. I løbet af denne periode på 30 dage var Eric for første gang i sit liv i kirke hver søndag.

Da hans mor kom hjem fra øvelsen, fortsatte Eric med at komme i kirke, sædvanligvis med en af disse fire frivillige SDH-familier eller andre, som havde vist ham opmærksomhed, deriblandt hans mors besøgslærere. Med tiden blev han ordineret til diakon og begyndte at uddele nadveren regelmæssigt.

Lad os nu se ind i Erics fremtid. Vi bliver ikke overraskede, hvis han bliver leder i Kirken i sin mors hjemland, når hans familie vender tilbage dertil, alt sammen takket være hellige, der arbejdede sammen i samhørighed under biskoppens ledelse for at tjene på grund af næstekærligheden i deres hjerte og med Helligåndens kraft.

Vi ved, at næstekærlighed er afgørende for, at vi kan blive frelst i Guds rige. Moroni skrev: »Medmindre I nærer næstekærlighed, kan I på ingen måde blive frelst i Guds rige« (Moro 10:21; se også Eter 12:34).

Vi ved også, at næstekærlighed er en gave, vi får skænket efter alt, hvad vi kan gøre. Vi må »bed[e] til Faderen med hjertets hele styrke om, at [vi] må blive fyldt af denne kærlighed, som han har skænket alle, som er hans Søns, Jesu Kristi, sande tilhængere« (Moro 7:48).

Det ser for mig ud som om, at vi bedst modtager Helligånden, når vi er fokuserede på at tjene andre. Det er derfor, vi har et ansvar i præstedømmet for at tjene på Frelserens vegne. Når vi er optaget af at tjene andre, tænker vi mindre på os selv, og Helligånden kan lettere komme til os og hjælpe os i vores livslange stræben efter at få skænket næstekærlighedens gave.

Jeg bærer mit vidnesbyrd for jer om, at Herren allerede har taget stort skridt fremad i sin plan, så vi kan blive endnu mere inspirerede og næstekærlige i vores omsorgsfulde præstedømmetjeneste. Jeg er taknemmelig for hans kærlighed, som han så gavmildt giver os. Det vidner jeg om i Jesu Kristi hellige navn. Amen.