Det handler om mennesker

Mens vi forberedte os på opførelsen af det storslåede tempel i Paris i Frankrig, havde jeg en oplevelse, som jeg aldrig vil glemme. I 2010, da der var blevet fundet en grund til templet, bad byens borgmester om et møde med os for at få mere at vide om Kirken. Dette møde var et afgørende skridt for at få en byggetilladelse. Vi forberedte omhyggeligt en præsentation, der omfattede adskillige imponerende billeder af sidste dages hellige templer. Mit inderligste håb var, at deres arkitektoniske skønhed ville overbevise borgmesteren om at støtte vores projekt.

Til min overraskelse indikerede borgmesteren, at han og hans hold i stedet for at gennemgå vores præsentation foretrak at foretage deres egen undersøgelse for at finde ud af, hvilken slags kirke vi var. Måneden efter blev vi inviteret tilbage for at høre en rapport fra et byrådsmedlem, der også var professor i religionshistorie. Hun sagde: »Frem for alt ville vi gerne forstå, hvem medlemmerne af jeres kirke er. Først overværede vi et af jeres nadvermøder. Vi sad bagerst i kirkesalen og observerede omhyggeligt folk i forsamlingen, og hvad de lavede. Så mødtes vi med jeres naboer – de, der bor ved siden af jeres stavscenter – og vi spurgte dem om, hvilken slags mennesker I mormoner er.«

»Hvad er jeres konklusion så?« spurgte jeg og følte mig lidt nervøs. Hun svarede: »Vi opdagede, at Jesu Kristi Kirke af Sidste Dages Hellige er den kirke, der er tættest på Jesu Kristi oprindelige kirke, end nogen anden kirke vi kender til.« Jeg protesterede næsten ved at sige: »Det er ikke helt rigtigt! Det er ikke den kirke, der er tættest på; det er Jesu Kristi kirke – den samme kirke, den sande kirke!« Men jeg holdt mig tilbage og bad i stedet en stille taknemlig bøn. Borgmesteren sagde så, at han og hans hold baseret på det, de havde fundet ud af, ikke havde nogen indvendinger mod opførelsen af et tempel i deres by.

Når jeg i dag tænker på den mirakuløse oplevelse, er jeg taknemlig for borgmesterens visdom og evne til at skelne. Han vidste, at nøglen til at forstå Kirken ikke var at se den fra ydersiden af deres bygninger eller endda som en velorganiseret institution, men gennem dens millioner af trofaste medlemmer, der hver dag stræber efter at følge Jesu Kristi eksempel.

Definitionen på Kirken kunne meget vel hentes fra en passage i Mormons Bog, der lyder: »Og de [hvormed menes Herrens disciple], der blev døbt i Jesu navn, blev kaldt Kristi kirke.«¹

Med andre ord så handler Kirken om mennesker. Den handler om jer, Herrens disciple – der elsker og følger ham, og som ved pagt har taget hans navn på sig.

Præsident Russell M. Nelson sammenlignede engang Kirken med en god bil. Vi elsker alle sammen, når vores bil er ren og skinnende. Men formålet med bilen er ikke, at den fremstår som en fin maskine, det er, at den skal flytte menneskerne i bilen.² På samme måde kan vi som medlemmer af Kirken godt lide at have smukke steder at tilbede, som er rene og velholdte, og vi kan også godt lide at have programmer, der fungerer godt. Men det er blot støttesystemer. Vores eneste formål er at indbyde alle Guds sønner og døtre til at komme til Kristus og lede ham eller hende ad pagtens sti. Intet er vigtigere. Vores arbejde handler om mennesker og pagter.

Er det ikke vidunderligt, at det navn, der ved åbenbaring er givet til den genoprettede kirke, binder de to vigtigste elementer i hver evangelisk pagt sammen? Først står navnet Jesus Kristus. Kirken tilhører ham, og hans helliggørende forsoning og pagter er den eneste vej til frelse og ophøjelse. Det andet navn henviser til os: De hellige, eller med andre ord, hans vidner og hans disciple.

Jeg lærte vigtigheden af at fokusere på mennesker, da jeg var stavspræsident i Frankrig. I begyndelsen af min tjeneste havde jeg nogle meget ambitiøse mål for staven i tankerne: Dannelsen af nye menigheder, opførelsen af nye kirkebygninger og endda opførelsen af et tempel i vores område. Da jeg blev afløst seks år senere, var ingen af disse mål nået. Det kunne have føltes som en fuldstændig fiasko, bortset fra at mine mål i løbet af disse seks år havde ændret sig meget.

Da jeg sad på forhøjningen den dag, jeg blev afløst, blev jeg overvældet af en dyb følelse af taknemlighed og resultater. Jeg så på de hundredvis af tilstedeværende medlemmers ansigter. Jeg kunne genkalde mig en åndelig oplevelse med hver enkelt af dem.

Der var brødre og søstre, der var trådt i dåbens vande, dem, hvor jeg havde underskrevet deres første tempelanbefaling, så de kunne modtage templets hellige ordinancer, og de unge eller ægtepar, jeg havde indsat eller afløst som fuldtidsmissionærer. Der var mange andre, som jeg havde tjent, når de gik igennem prøvelser og modgang i deres liv. Jeg følte en stor broderlig kærlighed for dem alle. Jeg havde fundet ren glæde i at tjene dem, og jeg glædede mig over deres forøgede loyalitet over for og tro på Frelseren.

Præsident M. Russell Ballard har sagt: »Det vigtigste i forhold til vores ansvar i Kirken er ikke de tal, der rapporteres, eller de møder, der bliver afholdt, men hvorvidt enkeltpersoner – betjent én ad gangen, ligesom Frelseren gjorde – er blevet opløftet og opmuntret og i sidste ende forandret.«³

Mine kære brødre og søstre, er vi aktive i evangeliet, eller har vi blot travlt i Kirken? Nøglen er at følge Frelserens eksempel i alt. Hvis vi gør det, vil vi helt naturligt fokusere på at frelse personer i stedet for at udføre opgaver og implementere programmer.

Har I nogensinde spurgt jer selv om, hvordan det ville være, hvis Frelseren besøgte jeres menighed eller gren næste søndag? Hvad ville han gøre? Ville han være bekymret over, om de visuelle hjælpemidler var gode nok, eller om stolene stod rigtigt i klasselokalet? Eller ville han finde nogle, han kunne elske, undervise og velsigne? Måske ville han tale med et nyt medlem eller byde en ven velkommen, en syg bror eller søster, der havde brug for trøst, eller et vaklende ungt menneske, der havde brug for at blive opløftet eller opmuntret.

Hvilke klasser ville Jesus besøge? Jeg ville ikke blive overrasket, hvis han besøgte primarybørnene først. Han ville sikkert knæle ned og tale med dem i øjenhøjde. Han ville udtrykke sin kærlighed til dem, fortælle dem historier, rose deres tegninger og bære vidnesbyrd om sin Fader i himlen. Hans holdning ville være enkel, oprigtig og uden påtaget venlighed. Kan vi gøre det samme?

Jeg lover jer, at når I stræber efter at følge Herrens dagsorden, vil intet være vigtigere end at finde de mennesker, I kan hjælpe og velsigne. I kirken vil I fokusere på at undervise den enkelte og røre deres hjerte. Jeres energi vil være rettet mod at nære en åndelig oplevelse i stedet for at organisere en perfekt aktivitet, tjene jeres søskende i stedet for at sætte hak i en boks for de antal besøg, I har foretaget. Det vil ikke handle om jer, men om dem, som vi kalder vores brødre og vores søstre.

Nogle gange taler vi om at tage i kirke. Men Kirken er mere end en bygning eller et bestemt sted. Den er lige så virkelig og levende i de mest ydmyge omgivelser i det fjerneste område af verden, som den er her i Kirkens hovedsæde i Salt Lake City. Herren har selv sagt: »For hvor to eller tre er forsamlet i mit navn, dér er jeg midt iblandt dem.«⁴

Vi tager Kirken med os, hvor end vi går: På arbejdet, i skolen, på ferie og især i vores hjem. Vores blotte tilstedeværelse og indflydelse kan være nok til at gøre, hvor vi er, til et helligt sted.

Jeg kan huske en samtale, jeg havde med en ven, der ikke deler vores tro. Han var overrasket over at finde ud af, at enhver værdig mand i vores kirke kunne modtage præstedømmet. Han spurgte: »Men hvor mange præstedømmebærere har I i jeres menighed?«

Jeg svarede: »Mellem 30 og 40.«

Han fortsatte forvirret: »I min forsamling har vi kun en præst. Hvorfor har I brug for så mange præster søndag formiddag?«

Fascineret over hans spørgsmål følte jeg mig inspirere til at svare: »Jeg er enig med dig. Jeg tror ikke, at vi har brug for så mange præstedømmebærere i kirken om søndagen. Men vi har brug for en præstedømmebærer i alle hjem. Og når der ikke er nogen præstedømmebærer i hjemmet, kaldes andre præstedømmebærere til at våge over og tjene den familie.«

Vores kirke er ikke bare en søndagskirke. Vores tilbedelse fortsætter alle ugens dage, uanset hvor vi er, og hvad vi laver. Vores hjem er i særdeleshed »vores tros primære tilflugtssted«.⁵ Det er oftest i vores hjem, at vi beder, vi velsigner, vi studerer, vi underviser om Guds ord, og vi tjener med ren kærlighed. Jeg kan ud fra personlig erfaring bære vidnesbyrd om, at vores hjem er et helligt sted, hvor Ånden kan findes i overflod – lige så meget og nogle gange endda mere end på formelle steder for tilbedelse.

Jeg vidner om, at denne kirke er Jesu Kristi Kirke. Dens styrke og energi kommer fra hans millioner af disciples daglige gerninger, de, som hver dag stræber efter at følge hans store eksempel ved at tage sig af andre. Kristus lever, og han leder denne kirke. Præsident Russell M. Nelson er den profet, som han har valgt til at lede og vejlede os i vore dage. Om disse ting bærer jeg vidnesbyrd i Jesu Kristi navn. Amen.