En dag til

For nogle få år siden fik mine venner et dejligt barn, som fik navnet Brigham. Efter Brighams fødsel blev han diagnosticeret med en sjælden lidelse, der kaldes Hunters syndrom, hvilket desværre betød, at Brigham ville få et kort liv. En dag, hvor Brigham og hans familie besøgte tempelgrunden, sagde han en bestemt sætning. To gange sagde han: »En dag til.« Næste dag gik Brigham bort.

Jeg har besøgt Brighams grav nogle få gange, og hver gang tænker jeg over sætningen »en dag til«. Jeg tænker over, hvad det ville betyde, hvilken påvirkning det ville have på mit liv at vide, at jeg kun havde en dag til. Hvordan ville jeg behandle min hustru, mine børn og andre? Hvor tålmodig og høflig ville jeg være? Hvordan ville jeg tage mig af mit legeme? Hvor inderligt ville jeg bede og studere skrifterne? Jeg tror, at vi alle på et tidspunkt på den ene eller anden måde får en »en dag til«-erkendelse – en erkendelse af, at vi skal bruge den tid, vi har, klogt.

I Det Gamle Testamente læser vi historien om Hizkija, der var konge i Juda. Profeten Esajas bekendtgjorde for Hizkija, at Hizkijas liv snart ville være forbi. Da Hizkija hørte profetens ord, begyndte han at bede, bønfalde og græde meget. Ved den lejlighed tilføjede Gud 15 år til Hizkijas liv (se Es 38:1-5).

Hvis vi fik at vide, at vi havde kort tid tilbage at leve i, ville vi måske også bønfalde om mere tid til at gøre det, vi skulle have gjort eller gjort anderledes.

Uanset hvor lang tid Herren i sin visdom beslutter sig for at skænke os, er en ting sikker: Vi har alle »i dag« at leve i, og nøglen til at gøre vores dag succesrig er at være villig til at ofre.

Herren har sagt: »Se, nu hedder det i dag, indtil Menneskesønnen kommer, og sandelig er det en offerdag« (L&P 64:23; fremhævelse tilføjet).

På nogle sprog kommer ordet offer af det latinske ord sacer, hvilket betyder »hellig«, og facere, hvilket betyder »at gøre«, eller med andre ord at gøre ting hellige for at bringe dem ære.

»Offer og lydighed palmen ham bringer« (»Priser profeten«, Salmer og sange, nr. 17).

Hvordan vil offer gøre vores dage meningsfulde og velsignede?

For det første styrker personligt offer os og giver værdi til det, vi ofrer.

For nogle år siden kom en ældre søster op til talerstolen for at bære sit vidnesbyrd på en fastesøndag. Hun boede i byen Iquitos, som ligger i Amazonas-regnskoven i Peru. Hun fortalte os, at hun siden sin dåb havde haft et mål om at modtage tempelordinancerne i Lima i Peru. Hun havde trofast betalt tiende og sparet sammen af sin beskedne indkomst i flere år.

Hendes glæde over at tage til templet og modtage de hellige ordinancer deri blev udtrykt med disse ord: »I dag kan jeg endelig sige, at jeg føler mig klar til at gå gennem sløret. Jeg er den lykkeligste kvinde i verden. Jeg har sparet penge sammen, I aner ikke i hvor lang tid, for at tage til templet, og efter syv dage på floden og 18 timer i bus kom jeg endelig til Herrens hus. Da jeg forlod det hellige sted, sagde jeg til mig selv, at efter alle de ofre, det har krævet af mig for at komme til templet, vil jeg ikke lade noget få mig til at tage let på alle de pagter, jeg har indgået, det ville være spild. Det er en meget alvorlig forpligtigelse!«

Jeg lærte af denne søde søster, at et personligt offer er en uvurderlig kraft, der styrer vores beslutninger. Et personligt offer driver vores handlinger, vores forpligtigelser og pagter og giver hellige ting mening.

For det andet resulterer de ofre, vi yder for andre, og som andre yder for os, i velsignelser for alle.

Da jeg læste til tandlæge, var de økonomiske udsigter for vores lokale økonomi ikke særligt opmuntrende. Inflation formindskede drastisk værdien af vores valuta fra den ene dag til den anden.

Jeg husker, at det år, jeg skulle begynde klasser i tandkirurgi, skulle jeg have alt det nødvendige kirurgiske udstyr, inden semestret startede. Mine forældre opsparede de nødvendige midler. Men en aften skete der noget voldsomt. Vi gik hen for at købe udstyret og fandt ud af, at det beløb, mine forældre havde samlet sammen for at købe alt udstyret, nu kun rakte til at købe et par kirurgiske pincetter – og intet andet. Vi vendte tomhændet hjem og var tunge om hjertet ved tanken om, at jeg ville gå glip af et semester. Men pludselig sagde min mor: »Taylor kom med mig, vi går ud.«

Vi tog ned til byen, hvor der var mange steder, der købte og solgte smykker. Da vi ankom til en butik, tog min mor en lille blå fløjlspose op af sin taske, der indeholdt et smukt guldarmbånd med en inskription, hvor der stod: »Til min kære datter fra din far.« Det var et armbånd, som min morfar havde givet hende til en af hendes fødselsdage. Så solgte hun det for øjnene af mig.

Da hun modtog pengene, sagde hun til mig: »Hvis der er noget, jeg er sikker på, er det, at du bliver tandlæge. Gå hen og køb al det udstyr, du skal bruge.« Kan I forestille jer, hvilken slags studerende jeg blev fra det øjeblik? Jeg ville være den bedste og færdiggøre mine studier hurtigt, da jeg kendte det store offer, hun ydede.

Jeg lærte, at det offer, vores kære yder for os, styrker os, som koldt vand køler midt i ørkenen. Sådanne ofre bringer håb og motivation.

For det tredje er ethvert offer, vi yder, lille i forhold til Guds Søns offer.

Hvad er værdien af selv et elsket guldarmbånd i forhold til selveste Guds Søns offer? Hvordan kan vi ære det uendelige offer? Vi kan hver dag huske på, at vi har endnu en dag at leve i og være trofast. Amulek sagde: »Ja, jeg ønsker, at I vil gøre dette og ikke forhærde hjertet længere; for se, nu er tiden og dagen for jeres frelse, og hvis I derfor vil omvende jer og ikke forhærde hjertet, skal den store forløsningsplan straks blive sat i værk for jer« (Alma 34:31). Med andre ord, hvis vi vil give Herren et sønderknust hjerte og en angerfuld ånd, vil velsignelserne i den store plan for lykke straks vise sig i vores liv.

Forløsningsplanen er muliggjort gennem Jesu Kristi offer. Som han selv beskrev, »fik [det offer] mig, selv Gud, den største af alle, til at skælve af smerte og til at bløde fra hver pore og til at lide på både legeme og ånd – og jeg ønskede, at jeg ikke skulle drikke det bitre bæger, men undlade det« (L&P 19:18).

Og det er på grund af dette offer, at vi, når vi har gennemgået oprigtig omvendelse, kan føle, at vægten af vores fejl og synder bliver løftet. Faktisk bliver skyld, skam, smerte, sorg og mindreværdsfølelser erstattet med en ren samvittighed, lykke, glæde og håb.

På samme tid kan vi, når vi ærer og er taknemmelige for hans offer, i stor grad modtage det inderlige ønske om at blive bedre Guds børn, afholde os fra synd og holde pagterne som aldrig før.

Så vil vi, ligesom Enosh, da han havde modtaget tilgivelse for sine synder, selv føle ønsket om at ofre os og søge andres velbehag (se En 1:9). Og vi vil blive mere villige til »en dag til« at følge den opfordring, som præsident Howard W. Hunter kom med til os, da han sagde: »Bilæg en strid … Opsøg en glemt ven. Afvis mistanken, og erstat den med tillid … Svar mildt. Anspor de unge. Vis din kærlighed i ord og gerning. Hold et løfte. Giv slip på dit nag. Tilgiv en fjende. Sig undskyld. Prøv at forstå. Gransk dine krav til andre. Tænk først på en anden. Vær venlig. Vær blid. Grin lidt mere. Vis din taknemlighed. Byd en fremmed velkommen. Glæd et barns hjerte … Udtryk din kærlighed, og udtryk den så igen« (Kirkens præsidenters lærdomme: Howard W. Hunter, 2015, s. 32; tilpasset fra »What We Think Christmas Is«, McCall’s, dec. 1959, s. 82-83).

Må vi fylde vores dage med sådanne handlinger og den styrke, som personligt offer og det offer, vi yder for eller modtager fra andre, giver os. Og må vi på særlig vis nyde den fred i og glæde os over det offer, den Enbårne giver os, ja den fred, der bliver nævnt, når vi læser, at Adam faldt, for at menneskene kunne blive til, og menneskene er til for at kunne nyde glæde (se 2 Ne 2:25). Denne glæde er ægte glæde, som kun Frelserens, Jesu Kristi, offer og forsoning kan give.

Det er min bøn, at vi følger ham, at vi tror på ham, at vi elsker ham, og at vi føler den kærlighed, der blev udvist ved hans offer, hver gang vi har muligheden for at leve en dag til. I Jesu Kristi navn. Amen.