En profets hjerte
Vi kan glæde os over, at Herrens profet er på plads, og at Herrens værk bliver udført på den måde, som han guddommeligt har foreskrevet.
Jeg har bedt inderligt om, at Helligånden vil være med os alle i dag ved denne himmelske begivenhed. Det, som vi sammen har været vidne til, har været meget imponerende, da denne uddelings 17. profet er blevet opretholdt ved en højtidelig forsamling.
Da jeg søgte vejledning for at vide det emne, som Herren ville have mig til at tale om i dag, blev mine tanker ledt hen til en samtale, jeg havde for nylig med det nykaldede Første Præsidentskab. Ved denne samtale sagde en af rådgiverne noget i denne retning: »Jeg håber inderligt, at Kirkens medlemmer kan fatte storheden i det, der er sket ved kaldelsen af vores nye profet, præsident Russell M. Nelson, og betydningen og helligheden ved den højtidelige forsamling, der vil finde sted ved generalkonferencen. Han sagde endvidere: »Der er gået 10 år, og mange, især Kirkens unge, kan ikke huske eller har ikke oplevet det før.«
Det fik mig til at tænke over oplevelser, som jeg har haft. Den første profet, jeg kan huske, er David O. McKay. Jeg var 14 år gammel, da han døde. Jeg kan huske en følelse af tab efter hans død, tårerne i min mors øjne og sorgen, som hele vores familie følte. Jeg kan huske, hvordan ordene: »Velsign præsident David O. McKay« faldt så naturligt fra mine læber i mine bønner, at hvis jeg ikke var opmærksom, selv efter hans død, tog jeg mig i at bruge disse ord. Jeg spekulerede på, om mit hjerte og sind kunne overføre samme følelse og overbevisning til de profeter, der kom efter ham. Men næsten ligesom forældre, der elsker alle deres børn, så har jeg fundet en kærlighed og forbindelse til og et vidnesbyrd om præsident Joseph Fielding Smith, der efterfulgte præsident McKay og for hver af de efterfølgende profeter: Harold B. Lee, Spencer W. Kimball, Ezra Taft Benson, Howard W. Hunter, Gordon B. Hinckley, Thomas S. Monson og nu i dag præsident Russel M. Nelson. Jeg opretholdt fuldt ud hver profet med løftet hånd – og et opløftet hjerte.
Efterhånden som hver af vores elskede profeter er gået bort, er det kun naturligt at føle sorg og savn. Men vores sorg dæmpes af den glæde og det håb, der kommer, når vi oplever en af genoprettelsens store velsignelser: Kaldelsen og opretholdelsen af en levende profet på jorden.
Af den grund vil jeg tale om den guddommelige proces, jeg har observeret de sidste 90 dage. Jeg vil beskrive det i fire dele: Først vores profets død og opløsningen af Det Første Præsidentskab, for det andet den periode, hvor vi afventer reorganiseringen af det nye Første Præsidentskab; for det tredje kaldelsen af den nye profet og for det fjerde opretholdelsen af den nye profet og Det Første Præsidentskab i den højtidelige forsamling.
En profets bortgang
Den 2. januar 2018, gik vores kære profet, Thomas S. Monson, bort til den anden side af sløret. Han vil for evigt have en plads i vores hjerte. Præsident Henry B. Eyring gav udtryk for nogle følelser ved præsident Monson bortgang, som perfekt beskriver vores følelser: »Kendemærket ved hans liv, ligesom Frelserens, vil være hans individuelle omsorg for at række ud til de fattige, de syge – alle personer – over hele verden.«1
Præsident Spencer W. Kimball forklarede:
»Når en stjerne forsvinder bag horisonten kommer en anden til syne, og døden avler liv.
Herrens værk er uden ende. Selv når en stærk leder dør, så er Kirken ikke et eneste øjeblik uden lederskab, takket være det gode forsyn, der gav sit rige evig bestandighed. Som det allerede er sket … før i denne uddeling, så lukker et folk ærbødigt en grav, tørrer deres tårer og vender deres ansigt mod fremtiden.«2
Det apostolske interregnum
Den tid, der er mellem en profets død og reorganiseringen af Det Første Præsidentskab kaldes »det apostolske interregnum«. I den periode bærer De Tolvs Kvorum, under ledelse af kvorumspræsidenten, nøglerne til at forvalte lederskab af Kirken. Præsident Joseph F. Smith sagde: »Der er altid et overhoved i Kirken, og hvis Kirkens præsidentskab opløses ved død eller af anden årsag, da er det næste overhoved for Kirken De Tolv Apostle, indtil et præsidentskab er organiseret«.3
Den seneste interregnum-periode begyndte, da præsident Monson gik bort den 2. januar 2018 og sluttede 12 dage senere søndag den 14. januar. På den sabbatsformiddag mødtes De Tolvs Kvorum i det øvre værelse i templet i Salt Lake City i fastens og bønnens ånd, hvor præsident Russell M. Nelson, seniorapostel og præsident for De Tolvs Kvorum præsiderede.
Kaldelse af en ny profet
Ved dette hellige og mindeværdige møde, efter et veletableret mønster i enhed og harmoni sad brødrene efter anciennitet i en halvcirkel med 13 stole og løftede deres hånd for først at opretholde organiseringen af Det Første Præsidentskab og derefter for at opretholde præsident Russell Marion Nelson som præsident for Jesu Kristi Kirke af Sidste Dages Hellige. Denne opretholdelse blev efterfulgt af, at De Tolvs Kvorum samledes i en cirkel og lagde deres hænder på hovedet af præsident Nelson for at ordinere og indsætte ham, mens den apostel med den næstlængste anciennitet førte ordet.
Præsident Nelson sagde derefter, hvem der skulle være hans rådgivere, præsident Dallin Harris Oaks, præsident Henry Bennion Eyring, med præsident Oaks som præsident for De Tolv Apostles Kvorum og præsident Melvin Russell Ballard som fungerende præsident for De Tolv Apostles Kvorum. Efter lignende opretholdelser blev hver af disse brødre indsat i deres respektive stilling af præsident Nelson. Det var en meget hellig oplevelse med udgydelse af Ånden. Jeg bærer mit faste vidnesbyrd om, at Herrens vilje, som vi inderligt bad om, var stærkt til stede i denne dags handlinger og begivenheder.
Med ordinationen af præsident Nelson og reorganiseringen af Det Første Præsidentskab sluttede det apostolske interregnum, og det nyudnævnte Første Præsidentskab begyndte at virke på forunderlig vis uden et eneste sekunds afbrydelse i ledelsen af Herrens rige på jorden.
Højtidelig forsamling
Denne formiddag kulminerede denne guddommelige proces i overensstemmelse med formaningen i Lære og Pagter: »For alting må gøres ved troens bøn i orden og med fælles samtykke i kirken«,4 og »tre præsiderende højpræster … opretholdt ved kirkens tillid, tro og bøn, [skal] udgøre et kvorum, som er præsidentskabet for kirken.«5
Ældste David B. Haight beskrev en tidligere begivenhed ligesom den, vi i dag har taget del i.
»Vi [er] vidner til og deltager i en yderst hellig begivenhed – en højtidelig forsamling, der er blevet sammenkaldt for at træffe beslutning i himmelske anliggender. Som i fordums tid har de hellige [over hele verden] fastet og bedt meget, for at de kan modtage en tilkendegivelse fra Herrens Ånd, hvilket vi har set resultatet af denne formiddag.
En højtidelig forsamling er, som navnet beskriver, en hellig, højtidelig og ærbødig lejlighed, hvor de hellige samles under Det Første Præsidentskabs ledelse.«6
Brødre og søstre, vi kan glæde os – endda råbe »Hosianna!« – over, at Herrens talerør, en Guds profet, er på plads, og at Herren er tilfreds med, at hans værk bliver udført på den måde, som han guddommeligt har foreskrevet.
Præsident Russell M. Nelson
Denne guddommeligt ordinerede proces fører til en anden guddommeligt kaldet profet. Ligesom som præsident Monson var en af de prægtigste indbyggere på denne jord, så er præsident Nelson det også. Han er blevet indgående forberedt og særligt oplært af Herren til at lede os på dette tidspunkt. Det er en stor velsignelse nu at have vores kære præsident Russell M. Nelson som vores kærlige og hengivne profet – Kirkens 17. præsident i denne sidste uddeling.
Præsident Nelson er i sandhed en bemærkelsesværdig mand. Jeg har haft det privilegium at tjene i De Tolvs Kvorum med ham som min kvorumspræsident i lige over 2 år. Jeg har rejst sammen med ham og været forundret over hans energi, man skal være hurtig for at kunne holde trit med ham! Alt i alt har han i sin levetid besøgt 133 lande.
Han rækker ud til alle, unge og gamle. Han synes at kende alle og er især begavet med evnen til at huske navne. Alle, der kender ham, føler, at de er hans favorit. Og sådan er det med os alle – på grund af hans oprigtige kærlighed og omsorg for alle.
Størstedelen af min forbindelse med præsident Nelson har været i forbindelse med Kirken, men alligevel er jeg også blevet bekendt med det professionelle liv, som præsident Nelson havde, før han blev kaldet som generalautoritet. Som mange af jer ved, så var præsident Nelson en verdenskendt hjertekirurg, og var tidligt i sin lægekarriere en af de første, der var med til at udvikle en hjerte-lunge-maskine. Han var en del af det forskerhold, der understøttede den første åbne hjerteoperation på et menneske i 1951 ved hjælp af en hjerte-lunge-bypass-maskine. Præsident Nelson udførte en hjerteoperation på præsident Spencer W. Kimball, kort før præsident Kimball blev profet.
Da præsident Nelsons kald til De Tolv for 34 år siden afsluttede en professionel medicinsk karriere, hvor han styrkede og reparerede hjerter, så begyndte interessant nok en tjenestegerning som apostel, der var helliget til at styrke og reparere hjertet hos utallige tusinder over hele jorden, der alle er blevet opløftet og helbredt af hans ord og hans vise, tjenende og kærlige gerninger.
Et kristuslignende hjerte
Når jeg forestiller mig et kristuslignende hjerte i daglig udøvelse, så ser jeg præsident Nelson. Jeg har ikke mødt nogen andre, der er et større eksempel på denne egenskab end ham. Det var været bemærkelsesværdigt lærerigt for mig på første hånd at være i stand til at observere tilkendegivelserne fra præsident Nelsons kristuslignende hjerte.
Nogle uger efter min kaldelse til De Tolv i oktober 2015, fik jeg mulighed for at få et glimt tæt på af præsident Nelsons tidligere professionelle liv. Jeg blev inviteret til et arrangement, hvor han blev hædret som pioner inden for hjertekirurgi. Da jeg kom ind i lokalet, var jeg forbløffet over at se et stort antal læger, der var til stede for at ære og anerkende det arbejde, som præsident Nelson havde udført mange år forinden som læge og kirurg.
Den aften udtrykte mange læger deres respekt og beundring for præsident Nelsons fremragende bidrag inden for sit medicinske speciale. Hvor imponerende hver af disse personer end var i deres beskrivelse af præsident Nelsons forskellige bedrifter, blev jeg endnu mere tryllebundet af en samtale, som jeg havde med en mand, der sad ved siden af mig. Han vidste ikke, hvem jeg var, men han kendte præsident Nelson som dr. Nelson, der var leder for uddannelsen af turnuslæger inden for lungekirurgi i 1955.
Denne mand var præsident Nelsons tidligere elev. Han fortalte mange minder. Det mest interessante var hans beskrivelse af præsident Nelsons undervisningsform, som han sagde, præsident Nelson var ret kendt for. Han forklarede, at meget af undervisningen af turnuslæger indenfor hjertekirurgi blev udført på operationsstuen. Der observerede og udførte turnuslæger operationer under supervision af deres lærere, ligesom et laboratorie-klasseværelse. Han fortalte, at stemningen på operationsstuen under visse overlæger var kaotisk, konkurrencepræget, presset og endda egocentrisk. Denne mand beskrev det som et svært miljø, nogle gange tilmed nedværdigende. På grund af det følte turnuslægerne ligefrem, at deres karriere ofte stod på spil.
Han forklarede derefter den unikke stemning, der var i præsident Nelsons operationsstue. Den var fredelig, rolig og værdig. Turnuslægerne blev behandlet med dyb respekt. Men efter demonstrationen af en procedure, så forventede dr. Nelson en præstation af den højeste standard fra hver af turnuslægerne. Denne mand beskrev desuden, hvordan de bedste resultater og de bedste kirurger kom fra dr. Nelsons operationsstue.
Det var slet ikke en overraskelse for mig. Det er det, jeg har oplevet, observeret på første hånd og er blevet meget velsignet ved i De Tolvs Kvorum. Jeg føler det som om, at jeg på en måde har været en af hans »turnuslæger«.
Præsident Nelson har en usædvanlig måde at undervise folk på og rette dem på en positiv, respektfuld og opløftende måde. Han er legemliggørelsen af et kristuslignende hjerte og et eksempel for os alle. Af ham lærer vi, at uanset hvilken omstændighed vi befinder os i, så kan vores opførsel og hjerte være i overensstemmelse med principperne i Jesu Kristi evangelium.
Vi har nu den store velsignelse at opretholde vores profet, præsident Russell M. Nelson. Gennem sit liv har han højnet sine mange roller som studerende, far, professor, ægtemand, læge, præstedømmeleder, bedstefar og apostel. Han opfyldte disse roller dengang – og fortsætter med at gøre det – med en profets hjerte.
Brødre og søstre, det vi i dag har overværet og deltaget i, en højtidelig forsamling, fører til mit vidnesbyrd om, at præsident Russell M. Nelson er Herrens levende talerør til hele menneskeheden. Jeg tilføjer også mit vidnesbyrd om Gud Faderen, om Jesus Kristus og om hans rolle som vor Frelser og Forløser. I Jesu Kristi navn. Amen.