Alle som én
For at nå vores storslåede skæbne har vi brug for hinanden, og vi er nødt til at have samhørighed.
Et af de mest bemærkelsesværdige væsener på jorden er monarksommerfuglen. På en tur til Mexico for at fejre jul med min mands familie besøgte vi et sommerfuglereservat, hvor millioner af monarksommerfugle overvintrer. Det var fascinerende at se et så imponerende syn og at reflektere over den samhørighed og lydighed, Guds skabelser udviser over for de guddommelige love.1
Monarksommerfugle er mestre i at navigere. De bruger solens stilling til at navigere efter. Hvert forår rejser de tusinde kilometer fra Mexico til Canada og hvert efterår vender de tilbage til de samme hellige granskove i Mexico.2 Dette gør de år efter år, et lille vingeslag ad gangen. Under deres rejse samles de i træer om natten for at beskytte sig mod kulde og rovdyr.3
En gruppe af sommerfugle kan på engelsk hedde et kalejdoskop.4 Er det ikke et smukt billede? Hver eneste sommerfugl i et kalejdoskopisk mønster er unik, men disse tilsyneladende skrøbelige væsener er blevet skabt af en kærlig Skaber, som har givet dem evnen til at overleve, rejse, mangfoldiggøre sig og sprede liv, når de går fra en blomst til den næste og spreder pollen. Og selvom ingen sommerfugle er ens, samarbejder de for at gøre verden til et smukkere og mere frugtbart sted.
Ligesom monarksommerfuglen er vi på en rejse tilbage mod vores himmelske hjem, hvor vi vil blive genforenet med vores himmelske forældre.5 Ligesom sommerfuglene har vi fået guddommelige egenskaber, der gør det muligt for os at navigere gennem livet for at »[opfylde] formålet med [vores] skabelse«.6 Ligesom dem vil Herren, hvis vi knytter vores hjerte sammen,7 beskytte os, »som en høne samler sine kyllinger under sine vinger,«8 og samler os i et smukt kalejdoskopisk mønster.
Piger og drenge, unge piger og unge mænd, søstre og brødre, vi er på denne rejse sammen. For at nå vores storslåede skæbne har vi brug for hinanden, og vi er nødt til at have samhørighed. Herren har befalet os: »Vær ét; og hvis I ikke er ét, er I ikke mine.«9
Jesus Kristus er det ypperste eksempel på samhørighed med sin Fader. De er et i hensigt, i kærlighed og i gerninger, hvor »Sønnens vilje er opslugt i Faderens vilje.«10
Hvordan kan vi følge Herrens fuldkomne eksempel på samhørighed med sin Fader og blive mere forenet med dem og med hinanden?
Der findes et inspirerende mønster i Apostlenes Gerninger 1:14. Vi læser: »[Mændene] holdt alle i enighed fast ved bønnen, sammen med kvinderne«.11
Jeg tror, at det er vigtigt, at vendingen »enighed« optræder flere gange i Apostlenes Gerninger, hvor vi læser om, hvad Jesu Kristi følgere gjorde lige efter, at han steg til himmels som et opstandent væsen, såvel som de velsignelser de modtog i deres bestræbelser. Det er også vigtigt, at vi finder et lignende mønster blandt de trofaste på det amerikanske kontinent på den tid, hvor Herren besøgte og tjente dem. »Enighed« betyder samtykkende, gensidighed forståelse og alle sammen.
Noget af det, de trofaste hellige gjorde i enighed begge steder, var, at de vidnede om Jesus Kristus, studerede Guds ord og tjente hinanden med kærlighed.12
Herrens følgere var et i formål, i kærlighed og i gerninger. De vidste, hvem de var, de vidste, hvad de skulle gøre og de gjorde det med kærlighed til Gud og til hinanden. De var en del af et storslået kalejdoskop og gik fremad i enighed.
Nogle af de velsignelser, de modtog, var, at de var fyldt af Helligånden, der skete mirakler blandt dem, kirken voksede, der var ingen stridigheder blandt folket og Herren velsignede dem i alt.13
Vi kan antage, at grunden til, at de var så forenede, er, fordi de kendte Herren personligt. De havde været tæt på ham, og de havde været vidner til hans guddommelige mission, til de mirakler han udførte og hans opstandelse. De så og rørte ved mærkerne i hans hænder og fødder. De vidste med sikkerhed, at han er den lovede Messias, verdens Forløser. De vidste, at »han er den sande kilde til al helbredelse, fred og evig udvikling.«14
Selvom vi måske ikke har set vor Frelser med vores fysiske øjne, kan vi vide, at han lever. Når vi kommer tættere på ham, når vi søger at få et personligt vidnesbyrd gennem Helligånden om hans guddommelige mission, vil vi få en bedre forståelse af vores formål, Guds kærlighed vil bo i vores hjerte,15 vi vil være opsatte på at være ét kalejdoskopisk mønster i vores familie, menigheder og samfund og vi vil tjene hinanden »på en ny og bedre måde«.16
Mirakler sker, når Guds børn samarbejder og bliver vejledt af Ånden til at række ud til andre i nød.
Vi hører så mange historier om næstekærlighed blandt folk, når katastrofen rammer. Da byen Houston for eksempel blev ramt af en massiv oversvømmelse sidste år, glemte folk deres egne behov og gik ud for at hjælpe. En ældsternes kvorumspræsident bad om hjælp fra lokalsamfundet og en flåde på 77 både blev hurtigt organiseret. Redningsfolk tog til de ramte områder og transporterede hele familier til en af vores kirkebygninger, hvor de kunne være i ly og få den nødvendige hjælp. Medlemmer og ikke-medlemmer samarbejdede om et formål.
I Santiago i Chile havde en hjælpeforeningspræsident et ønske om at hjælpe flygtninge, der var kommet fra Haiti til hendes lokalområde. Ved at rådføre sig med sine præstedømmeledere fik hun og andre ledere den ide at tilbyde spanskklasser for de flygtninge for at hjælpe dem til bedre at integrere sig i deres nye hjem. Hver søndag morgen mødes missionærerne med deres ivrige elever. Følelsen af samhørighed i den bygning er et inspirerende eksempel på folk fra forskellige baggrunde, der tjener i enighed.
I Mexico rejste hundrede af medlemmer i flere timer for at hjælpe overlevende for to store jordskælv. De kom med værktøj, maskiner og kærlighed til deres næste. Da de frivillige samledes i en af vores kirkebygninger for at afvente instruktioner, brød byen Ixhuatáns borgmester sammen i tårer, da han så denne tilkendegivelse af »Kristi rene kærlighed«.17
Herren har nu givet os mulighed for en gang om måneden at sidde i råd i vores præstedømmekvorummer og Hjælpeforeningen, så vi kan være mere deltagende i vores menighed eller gren – et sted hvor vi alle passer ind, og hvor der er brug for alle.
Alle på vores vej er forskellige, men alligevel går vi sammen med dem. Vores vej handler ikke om, hvad vi har gjort, eller hvor vi har været, men om hvor vi er på vej hen, og hvad vi bliver i enighed. Når vi sidder i råd og bliver vejledt af Helligånden, kan vi se, hvor vi er, og hvor vi skal være. Helligånden giver os et syn, vores naturlige øjne ikke kan se, da »åbenbaring er udbredt blandt os,«18 og når vi bringer den åbenbaring sammen, kan vi se mere.
Når vi arbejder i enighed, bør vores mål være at se efter og gøre Herrens vilje. Vores motivation bør være den kærlighed, vi har til Gud og vores næste,19 og vores største ønske bør være at »arbejde flittigt,«20 så vi kan forberede vejen for Frelserens herlige tilbagekomst. Den eneste måde at gøre dette på er med »enighed«.
Lad os, som monarksommerfuglene, fortsætte på vores rejse sammen med samme mål, hver af os med vores egenskaber og bidrag, arbejde sammen for at gøre det til en smukkere og mere frugtbar verden – et lille skridt ad gangen i harmoni med Guds befalinger.
Vor Herre Jesus Kristus har lovet os, at når vi er samlet i hans navn, er han iblandt os.21 Jeg bærer vidnesbyrd om, at han lever, og at han opstod på en smuk forårsmorgen som i dag. Han er monarken over alle monarker, »kongernes konge og herrernes herre«.22
Må vi være ét i Faderen og i hans enbårne Søn, når vi bliver ledt af Helligånden. Det er min ydmyge bøn, i Jesu Kristi navn. Amen.