En ubeskrivelig gave fra Gud

Ældste Craig C. Christensen

De Halvfjerds’ Præsidium


Craig C. Christensen
Helligånden fungerer i fuldkommen harmoni med vor himmelske Fader og Jesus Kristus og udfylder mange vigtige og særskilte ansvarsområder.

I 1994 opfordrede præsident Howard W. Hunter alle Kirkens medlemmer til at »benytte Herrens tempel som det store symbol på vores medlemskab«.1 Senere samme år blev opførelsen af templet i Bountiful i Utah færdiggjort. Ligesom mange andre var vi spændte på at tage vore børn med til åbent hus før indvielsen. Vi arbejdede ihærdigt på at forberede børnene på at træde ind i templet og bad inderligt om, at de måtte få en åndelig oplevelse, så templet ville være noget, de havde for øje livet igennem.

Da vi ærbødigt gik gennem templet, gik jeg og beundrede den storslåede arkitektur, de elegante udformninger, lyset der skinnede gennem de høje vinduer og mange af de inspirerende malerier. Alle aspekter ved denne hellige bygning var i sandhed udsøgte.

Da jeg trådte ind i det celestiale værelse, opdagede jeg pludselig, at vores yngste søn, den 6-årige Ben, klyngede sig til mit ben. Han så urolig ud – måske endda en lille smule bekymret.

»Hvad er der i vejen, min dreng?« hviskede jeg.

»Far,« svarede han, »hvad sker der her? Jeg har aldrig følt det sådan før.«

Da jeg var klar over, at det sandsynligvis var første gang, vores lille søn havde mærket Helligåndens indflydelse så stærkt, knælede jeg ned ved siden af ham. Mens andre besøgende gik rundt omkring os, brugte Ben og jeg flere minutter på side om side sammen at lære om Helligånden. Jeg forundredes over den lethed, hvormed vi kunne tale om hans hellige følelser. Mens vi talte sammen, blev det klart, at det, Ben fandt mest inspirerende, ikke var det, han , men det han følte – ikke den fysiske skønhed omkring os, men Guds Ånds stille, sagte røst i hans hjerte. Jeg fortalte ham, hvad mine egne oplevelser havde lært mig, eftersom hans barnlige undren vækkede en dybfølt taknemlighed i mig for denne ubeskrivelige gave fra Gud – Helligåndsgaven.2

Hvem er Helligånden?

Helligånden er det tredje medlem af Guddommen, og som sådan kender han ligesom Gud Faderen og Jesus Kristus vore tanker og hjertes inderste ønsker.3 Helligånden elsker os og ønsker, vi skal være lykkelige. Eftersom han ved, hvilke udfordringer vi vil få, kan han vejlede os og lære os alt det, vi må gøre for at vende tilbage og bo sammen med vor himmelske Fader endnu engang.4

Modsat vor himmelske Fader og Jesus Kristus, der har herliggjorte legemer af kød og knogler, er Helligånden en person af ånd, der kommunikerer med vores ånd gennem følelser og indtryk.5 Som et åndeligt væsen har han det enestående ansvar at være en repræsentant, igennem hvilken personlig åbenbaring modtages. I skrifterne bliver Helligånden ofte henvist til som Herrens Ånd, forjættelsens hellige Ånd eller ganske enkelt Ånden.6

Hvad er Helligåndens mission?

Helligånden fungerer i fuldkommen harmoni med vor himmelske Fader og Jesus Kristus og udfylder mange vigtige og særskilte ansvarsområder. Helligåndens primære formål er at bære vidnesbyrd om Gud Faderen og hans Søn, Jesus Kristus,7 og at lære os sandheden af alt.8 Et sikkert vidnesbyrd fra Helligånden fører langt mere vished med sig end et vidnesbyrd fra nogen anden kilde. Præsident Joseph Fielding Smith har sagt, at »Guds Ånd, som taler til menneskets ånd, har magt til at meddele sandheden med større virkning og forståelse, end den kan overføres gennem menneskelig kontakt, selv gennem himmelske væsener«.9

Helligånden kendes også som Talsmanden.10 I tider med bekymring eller fortvivlelse eller ganske enkelt, når vi har brug for at vide, at Gud er nær, kan Helligånden opløfte vores ånd, give os håb og lære os om »rigets fredsskabende sandheder«11 og få os til at mærke »Guds fred, som overgår al forstand«.12

Da familien for adskillige år siden samledes til en middag på en helligdag, legede min far med mange af sine børnebørn. Pludseligt og uden varsel sank han sammen og gik hurtigt bort. Denne uventede begivenhed kunne have været ødelæggende, især for hans børnebørn, der stillede spørgsmål, der var vanskelige at besvare. Men da vi samlede vore børn omkring os for at bede og læse profeternes ord om livets formål i Mormons Bog, trøstede Helligånden os hver især personligt. På måder, der er vanskelige at beskrive med ord, kom svarene, vi søgte, tydeligt til vores hjerte. Vi følte en fred den dag, der virkelig overgik vores forståelse, og alligevel var vidnesbyrdet fra Helligånden overbevisende, ubestrideligt og sandt.

Helligånden er en lærer og en åbenbarer.13 Når vi studerer, grunder over og beder om evangeliets sandheder, oplyser Helligånden vores sind og befordrer vores forståelse.14 Han bevirker, at sandheden skrives uudsletteligt ind i vores sjæl og kan forårsage en mægtig forandring i hjertet. Når vi fortæller vores familie, andre kirkemedlemmer samt venner og naboer om disse sandheder, bliver Helligånden også deres lærer, for han bringer evangeliets budskab »til menneskenes børns hjerte«.15

Helligånden inspirerer os til at række ud til andre ved at tjene. For mig kommer de mest levende eksempler på at give agt på Helligåndens tilskyndelser i forbindelse med at tjene andre fra præsident Thomas S. Monsons liv og tjenestegerning. Han har sagt: »Jeg har erfaret, at når vi i udførelsen af vore pligter hører en stille tilskyndelse og straks handler ud fra den, så vil vor himmelske Fader lede vore skridt og velsigne os og andre. Jeg kender ingen dejligere oplevelser eller skønnere følelse end at følge en tilskyndelse, og så opdage, at Herren har besvaret en andens bøn gennem en.«16

Jeg vil blot fortælle om én dejlig oplevelse. Mens præsident Monson tjente som biskop, erfarede han, at et medlem i menigheden, Mary Watson, lå på hospitalet. Da han besøgte hende, så han, at hun lå i på en stor stue sammen med adskillige andre patienter. Da han kom hen til søster Watson, lagde han mærke til, at patienten ved siden af hurtigt dækkede sit ansigt.

Da præsident Monson havde talt med søster Watson og givet hende en præstedømmevelsignelse, gav han hende hånden, sagde farvel og skulle til at gå. Så skete der en lille, men fantastisk ting. Jeg citerer fra præsident Monsons egen beretning om denne oplevelse:

»Jeg kunne ikke gå. Det var, som om en usynlig hånd hvilede på min skulder, og jeg fornemmede disse ord i min sjæl: ›Gå hen til sengen ved siden af, hvor den lille dame dækkede sit ansigt, da du kom ind.‹ Det gjorde jeg så …

Jeg gik hen til denne patients seng, rørte hende blidt på skulderen og fjernede forsigtigt sengetæppet, der dækkede hendes ansigt. Og hvad skuede mit øje! Hun var også medlem af min menighed. Jeg anede ikke, at hun var indlagt på hospitalet. Hun hed Kathleen McKee. Da hendes øjne mødte mine, udbrød hun gennem tårer: ›Åh biskop, da du trådte ind ad døren, følte jeg, du var kommet for at besøge mig og velsigne mig som svar på mine bønner. Jeg glædede mig ved tanken om, at du vidste, jeg lå her, men da du standsede ved den anden seng, sank mit hjerte i livet, og jeg vidste, du ikke var kommet for at besøge mig.‹

Jeg sagde til søster McKee: Det betyder ikke noget, at jeg ikke vidste, du var her. Det, der betyder noget, er, at vor himmelske Fader vidste det, og at du havde bedt om en præstedømmevelsignelse. Det var ham, der tilskyndede mig til at træde ind i din privatsfære.«17

Hvordan taler Helligånden til os?

Vi har alle oplevelser med Helligånden, selv om vi ikke altid opdager det. Når inspirerede tanker kommer til vores sind, ved vi, de er virkelige på grund af de åndelige fornemmelser, der kommer ind i vores hjerte. Præsident Boyd K. Packer har sagt: »Helligånden taler med en røst, som man føler snarere end at høre den … Skønt vi taler om at ›lytte‹ til Åndens hvisken, så beskriver man oftest en åndelig tilskyndelse med ordene: ›Jeg fik en følelse af … ‹«18 Det er gennem disse hellige følelser fra Helligånden, at vi lærer det at kende, som Gud ønsker, vi skal lære, for dette er, som der står i skriften, »åbenbarelsens ånd«.19

Hvad betyder det at få Helligåndsgaven?

Da jeg underviste vores 6-årige søn Ben, fandt jeg det vigtigt at skelne mellem det, han følte, som var Helligåndens indflydelse, og Helligåndsgaven, som han ville få efter sin dåb. Før dåben kan alle ærlige og oprigtige mennesker, der søger sandheden, mærke Helligåndens indflydelse fra tid til anden. Men muligheden for at få Helligåndens konstante følgeskab og fylden af alle dertil hørende velsignelser, er kun tilgængelig for værdige, døbte medlemmer, der modtager Helligåndsgaven ved håndspålæggelse af dem, der bærer Guds præstedømmes myndighed.

Ved Helligåndsgaven får vi flere evner og åndelige gaver, flere åbenbaringer og mere beskyttelse, stadig vejledning samt helliggørelsens og ophøjelsens lovede velsignelser i det celestiale rige. Alle disse velsignelser får vi som følge af vores personlige ønske om at modtage dem, og de kommer, efterhånden som vi tilpasser os Guds vilje og søger hans stadige vejledning.

Når jeg tænker tilbage på min oplevelse med Ben i templet i Bountiful i Utah, har jeg mange dejlige følelser og indtryk. Et af minderne er, at mens jeg var optaget af alt det storslåede, som jeg så, oplevede et lille barn ved min side sit hjertes stærke følelser. Ved en blid påmindelse blev jeg opfordret til ikke blot at standse op og knæle ned, men også at give agt på Frelserens kald om at blive som et lille barn – ydmyg, sagtmodig og rede til at høre hans Ånds stille, sagte røst.

Jeg bærer vidnesbyrd om virkeligheden af Helligåndens guddommelige mission, og at vi ved Helligåndens kraft kan kende sandheden af alt. Jeg vidner om, at Helligåndsgaven er vor himmelske Faders dyrebare og ubeskrivelige gave til alle, der vil komme til hans Søn, blive døbt i hans navn og modtage Helligånden ved at blive bekræftet i hans kirke. Om disse sandheder bærer jeg personligt vidnesbyrd i Jesu Kristi hellige navn. Amen.

Mostrar referencias

  1.  

    1. Howard W. Hunter, i Jay M. Todd, »President Howard W. Hunter: Fourteenth President of the Church«, Ensign, juli 1994, s. 5; se også Howard W. Hunter, »Det store symbol på vores medlemskab«, Stjernen, nov. 1994, s. 3.

  2.  

    2. Se L&P 121:26.

  3.  

    3. Se Alma 12:7; 18:16–18; L&P 6:15–16.

  4.  

    4. Se 2 Ne 32:5.

  5.  

    5. Se L&P 130:22.

  6.  

    6. Se Luk 4:1, 18; 11:13; Joh 1:33; Ef 1:13; L&P 88:3.

  7.  

    7. Se 2 Ne 31:18; 3 Ne 28:11; L&P 20:27.

  8.  

    8. Se Moro 10:5.

  9.  

    9. Joseph Fielding Smith, Lærdomme om frelse, komp. Bruce R. McConkie, 3 bind, 1954–1956, 1:47–48.

  10.  

    10. Se Joh 14:26; L&P 35:19.

  11.  

    11.  L&P 36:2.

  12.  

    12.  Fil 4:7.

  13.  

    13. Se Luk 12:12; 1 Kor 2:13; L&P 50:13–22; Kirkens præsidenters lærdomme: Joseph Smith, 2007, s. 131.

  14.  

    14. Se L&P 11:13.

  15.  

    15.  2 Ne 33:1.

  16.  

    16. Thomas S. Monson, »Ti! Vær stil!«, Liahona, nov. 2002, s. 55.

  17.  

    17. Se Thomas S. Monson, »Kristus ved Betesda dam«, Stjernen, jan. 1997, s. 18.

  18.  

    18. Boyd K. Packer: »Personlig åbenbaring: Gaven, prøven og løftet«, Stjernen, juni 1997, s. 10.

  19.  

    19.  L&P 8:3; se også v. 2.