»For jeg lever, og I skal leve«

Ældste Shayne M. Bowen

De Halvfjerds


Shayne M. Bowen
Takket være ham, vor Frelser Jesus Kristus, vil følelser af sorg, ensomhed og fortvivlelse en dag blive opslugt i en fylde af glæde.

Mens vi tjente som unge missionærer i Chile, mødte min makker og jeg en familie på syv i grenen. Moderen kom hver uge med sine børn. Vi gik ud fra, at de var mangeårige medlemmer af Kirken. Efter adskillige uger erfarede vi, at de ikke var døbt.

Vi kontaktede straks familien og spurgte, om vi måtte komme i deres hjem og undervise dem. Faderen var ikke interesseret i at lære om evangeliet, men havde ikke noget imod, at vi underviste hans familie.

Søster Ramirez gjorde hurtigt fremskridt under lektionerne. Hun var ivrig efter at lære alle de lærdomme, som vi underviste i. En aften, mens vi drøftede dåb af små børn, forklarede vi, at små børn er uskyldige og ikke har behov for dåb. Vi inviterede hende til at læse i Moroni:

»Se, jeg siger dig, at dette skal I undervise i: Omvendelse og dåb for dem, som kan stilles til regnskab og er i stand til at begå synd; ja, lær forældrene, at de skal omvende sig og blive døbt og ydmyge sig som deres små børn, så skal de alle blive frelst sammen med deres små børn.

Og deres små børn har intet behov for omvendelse, ej heller dåb. Se, dåben er til omvendelse for at opfylde befalingerne og få syndsforladelse.

Men små børn er levende i Kristus, lige fra verdens grundlæggelse; om det ikke var således, ville Gud være en partisk Gud og også en foranderlig Gud og én, der gør forskel på folk, for hvor mange små børn er ikke døde uden dåb!«1

Efter at have læst dette skriftsted begyndte søster Ramirez at hulke. Min makker og jeg var forvirrede. Jeg spurgte: »Søster Ramirez, har vi sagt eller gjort noget, der har fornærmet dig?«

Hun svarede: »Nej, ældste, I har ikke gjort noget forkert. For seks år siden fik jeg en lille søn. Han døde, før vi kunne få ham døbt. Vores præst fortalte os, at fordi han ikke var blevet døbt, ville han for evigt være i skærsilden. I seks år har jeg båret på den smerte og skyldsfølelse. Efter at have læst dette skriftsted ved jeg gennem Helligånden, at det er sandt. Jeg har følt byrden blive taget fra mig, og dette er glædestårer.«

Jeg blev mindet om profeten Joseph Smiths undervisning, da han underviste i denne opløftende lærdom: »Herren tager mange væk, selv i den spæde alder, så de må slippe for menneskets misundelse og den nuværende verdens sorger og onder. De var for rene, for prægtige til at leve på jorden. Hvis vi betragter det i det rette lys, har vi derfor grund til at glæde os i stedet for at sørge, da de er udfriet fra det onde, og vi vil snart få dem igen.«2

Efter hun havde lidt næsten ubærlig sorg og smerte i seks år, bragte den sande lære fra en kærlig Fader i himlen gennem en levende profet stor fred til denne plagede kvinde. Søster Ramirez og hendes børn, som var otte år og ældre, blev døbt.

Jeg kan huske, at jeg skrev til min familie og udtrykte den taknemlighed, jeg følte i mit hjerte, for denne kundskab og Jesu Kristi gengivne evangeliums mange andre enkle og værdifulde sandheder. Jeg havde aldrig forestillet mig, hvordan dette vidunderlige og sande princip ville vende tilbage til mig og være min balsam fra Gilead.

Jeg ønsker at tale til jer, der har mistet et barn og stillet spørgsmålet: »Hvorfor mig?« eller måske endda har stillet spørgsmålstegn ved jeres egen tro på en kærlig Fader i himlen. Det er min bøn, at jeg gennem Helligåndens kraft må bringe en vis mængde håb, fred og forståelse. Det er mit ønske at være et redskab i genskabelsen af jeres tro på vor kærlige Fader i himlen, som ved alt og tillader os at opleve prøvelser, så vi kan lære ham at kende, at elske ham og forstå, at uden ham har vi intet.

Den 4. februar 1990 blev vores tredje søn og sjette barn født. Vi gav ham navnet Tyson. Han var en smuk lille dreng, og familien bød ham velkommen med åbent hjerte og åbne arme. Hans brødre og søstre var så stolte af ham. Vi syntes alle, at han var den mest perfekte lille dreng, der nogensinde var blevet født.

Da Tyson var otte måneder, slugte han et stykke kridt, som han havde fundet på tæppet. Kridtet satte sig fast i Tysons hals, og han holdt op med at trække vejret. Hans storebror bar Tyson ovenpå, mens han panisk råbte: »Babyen trækker ikke vejret. Babyen trækker ikke vejret.« Vi begyndte at give ham hjertemassage og ringede 112.

Ambulancefolkene kom og kørte hurtigt Tyson på hospitalet. I venteværelset fortsatte vi i inderlig bøn, hvor vi bønfaldt Gud om et mirakel. Efter, hvad der syntes som en evighed, kom lægen ud i venteværelset og sagde: »Jeg er ked af det. Der er ikke mere, vi kan gøre. Tag al den tid, I skal bruge.« Så gik hun.

Da vi trådte ind på stuen, hvor Tyson lå, så vi vores livløse guldklump. Det så ud, som om der var et celestialt lys omkring hans lille krop. Han strålede og så så ren ud.

I det øjeblik syntes vores verden at ende. Hvordan kunne vi vende tilbage til vore andre børn og forsøge at forklare, at Tyson ikke kom hjem?

Resten af denne oplevelse vil jeg forklare i entalsform. Min engel af en hustru og jeg oplevede denne prøvelse sammen, men jeg kan på ingen måde udtrykke en moders følelser og vil end ikke forsøge at gøre det.

Det er umuligt at beskrive den blanding af følelser, som jeg følte på det tidspunkt i mit liv. Det meste af tiden følte jeg det, som om jeg befandt mig i et mareridt, og at jeg snart ville vågne, og dette mareridt ville være overstået. Jeg sov ikke i mange nætter. Om natten gik jeg ofte fra værelse til værelse for at sikre mig, at alle vore andre børn var trygge.

Skyldsfølelse plagede min sjæl. Jeg følte mig så skyldig. Jeg følte mig beskidt. Jeg var hans far; jeg burde have gjort mere for at beskytte ham. Hvis bare jeg kunne have gjort det eller det. Sommetider selv den dag i dag, 22 år efter, begynder de følelser at snige sig ind i mit hjerte, og jeg må hurtigt fordrive dem, fordi de kan være ødelæggende.

Omkring en måned efter Tysons død havde jeg et interview med ældste Dean L. Larsen. Han tog sig tid til at lytte til mig, og jeg vil altid være taknemlig for hans råd og kærlighed. Han sagde: »Jeg tror ikke, at Herren ønsker, at du skal straffe dig selv for din lille drengs død.« Jeg følte min himmelske Faders kærlighed gennem et af hans udvalgte talerør.

De pinefulde tanker fortsatte dog med at plage mig, og jeg begyndte snart at føle vrede. »Det er uretfærdigt! Hvordan kunne Gud gøre det imod mig? Hvorfor mig? Hvad har jeg gjort for at fortjene det?« Jeg følte endda, at jeg blev vred på mennesker, der blot prøvede at trøste os. Jeg kan huske venner, der sagde: »Jeg ved, hvordan I har det.« Jeg tænkte for mig selv: »Du ved overhovedet ikke, hvordan jeg har det. Lad mig være i fred.« Jeg fandt også hurtig ud af, at selvmedlidenhed kan være meget svækkende. Jeg skammede mig over at have uvenlige tanker om kære venner, der blot prøvede at hjælpe.

Da jeg følte, at skylden, vreden og selvmedlidenheden forsøgte at opsluge mig, bad jeg til, at mit hjerte måtte forandre sig. Gennem meget personlige, hellige oplevelser gav Herren mig et nyt hjerte, og selv om det stadig var meget ensomt og smertefuldt, fik jeg en helt ny indstilling. Det blev mig givet at vide, at jeg ikke var blevet berøvet, men at der derimod ventede mig en større velsignelse, hvis jeg viste mig trofast.

Mit liv begyndte at ændre sig, og jeg var i stand til at se fremad med håb i stedet for at se tilbage med fortvivlelse. Jeg vidner om, at dette liv ikke er enden. Åndeverdenen er virkelig. Profeternes lære angående livet efter døden er sand. Dette liv er blot et kortvarigt skridt fremad på vores rejse tilbage til vor himmelske Fader.

Tyson er vedblevet med at være en uundværlig del af vores familie. Gennem årene har det været vidunderligt at se en kærlig himmelsk Faders nåde og godhed, som har tilladt vores familie at føle Tysons indflydelse på en meget håndgribelig måde. Jeg vidner om, at sløret er tyndt. De samme følelser af loyalitet, kærlighed og enighed i familien ophører ikke, når en af vore kære går på den anden side, i stedet bliver disse følelser forstærket.

Sommetider spørger folk: »Hvor lang tid tog det at komme sig over det?« Sandheden er, at man aldrig rigtig kommer sig over det, indtil man igen er sammen med sine kære, der er gået bort. Jeg vil aldrig have en fylde af glæde, før vi er forenede i den første opstandelses morgen.

»For mennesket er ånd. Elementerne er evige, og ånd og element, uadskilleligt forbundet, modtager en fylde af glæde;

og når de er adskilt, kan mennesket ikke modtage en fylde af glæde.«3

Men i mellemtiden, som Frelseren belærer, kan vi fortsat være frimodige.4

Jeg har lært, at den bitre, næsten ubærlige smerte kan blive sød, når man vender sig til sin Fader i himlen og beder inderligt om hans trøst, der kommer gennem hans plan; hans Søn, Jesus Kristus; og hans Talsmand, som er Helligånden.

Hvilken herlig velsignelse dette er i vores liv. Ville det ikke være tragisk, hvis vi ikke følte stor sorg, når vi mister et barn? Hvor er jeg taknemlig for min Fader i himlen, som lader os elske dybt og elske evigt. Hvor er jeg taknemlig for evige familier. Hvor er jeg taknemlig for, at han endnu engang gennem sine levende profeter har åbenbaret sin vidunderlige forløsningsplan.

Husk, da I deltog i en begravelse for jeres kære, de følelser I havde i hjertet, mens I kørte væk fra kirkegården og så tilbage på den ensomme kiste – og undrede jer over, om jeres hjerte ville blive knust.

Jeg vidner om, at takket være ham, vor Frelser Jesus Kristus, vil de følelser af sorg, ensomhed og fortvivlelse en dag blive opslugt i en fylde af glæde. Jeg vidner om, at vi kan stole på ham, da han sagde:

»Jeg vil ikke efterlade jer faderløse; jeg kommer til jer.

Endnu en kort tid, og verden ser mig ikke, men I ser mig, for jeg lever, og I skal leve.«5

Jeg vidner om, som nævnt i Forkynd mit evangelium: »Når vi forlader os på Jesu Kristi forsoning, kan han hjælpe os til at udholde vore trængsler, sygdom og smerte. Vi kan blive fyldt med glæde, fred og trøst. Alt, hvad der virker urimeligt ved livet, kan blive gjort godt igen ved Jesu Kristi forsoning.«6

Jeg vidner om, at på den første opstandelses klare og vidunderlige morgen vil jeres og mine kære komme frem fra graven, som lovet af Herren selv, og vi vil få en fylde af glæde. For som han lever, skal de og vi også leve. I Jesu Kristi navn. Amen.

Mostrar las referencias

  1.  

    1.  Moro 8:10–12.

  2.  

    2.  Kirkens præsidenters lærdomme: Joseph Smith, 2007, s. 176.

  3.  

    3.  L&P 93:33–34.

  4.  

    4. Se Joh 16:33.

  5.  

    5.  Joh 14:18–19.

  6.  

    6.  Forkynd mit evangelium: Vejledning til missionering, 2005, s. 51.