Det første store bud

Ældste Jeffrey R. Holland

De Tolv Apostles Kvorum


Jeffrey R. Holland
Vi har et liv i hengiven tjeneste til at vise vores kærlighed til Herren.

Der er nærmest ingen anden gruppe i historien, som jeg nærer større sympati for end de elleve resterende apostle i tiden lige efter verdens Frelsers død. Jeg tror, at vi sommetider glemmer, hvor uerfarne de stadig var, og hvor totalt afhængige af Jesus de havde været nødt til at være. Han sagde til dem: »Så lang tid har jeg været hos jer, og du kender mig ikke …?«1

Men selvfølgelig havde han ikke været hos dem bare tilnærmelsesvis længe nok. Tre år er ikke lang tid, når man skal kalde et helt kvorum af tolv apostle ud af en håndfuld nyomvendte, aflære dem for fortidens fejl, lære dem om underet i Jesu Kristi evangelium og efterlade dem i stand til at føre værket fremad, indtil de også blev slået ihjel. Det er en kolossal opgave for en gruppe nyordinerede ældster.

Især det at blive ladt alene tilbage. Jesus havde gentagne gange prøvet at fortælle dem, at han ikke ville blive hos dem rent fysisk, men de kunne eller ville ikke fatte denne pinefulde tanke. Markus skriver:

»Han underviste sine disciple og sagde til dem: ›Menneskesønnen overgives i menneskers hænder, og de skal slå ham ihjel, og når han er slået ihjel, skal han opstå tre dage efter.‹

Men de forstod ikke, hvad han sagde, og de var bange for at spørge ham.«2

Og efter så kort en tid til at lære og endnu mindre tid til at forberede sig, skete det utænkelige, det ubegribelige blev sandt. Deres Herre og Mester, deres Rådgiver og Konge blev korsfæstet. Hans jordiske tjenestegerning var forbi, og den lille, knapt overlevende kirke, som han havde oprettet, syntes dømt til fiasko og sikker på at uddø. Hans apostle bevidnede hans opstandne tilstand, men det gjorde kun deres rådvildhed større. De må bestemt have sagt undrende: »Hvad gør vi nu?« De henvendte sig til Peter, seniorapostlen, efter svar.

Her vil jeg bede om jeres overbærenhed, idet jeg tager mig en vis frihed fra skriften i min beskrivelse af denne samtale. Praktisk talt sagde Peter til sine venner: »Brødre, det har været tre forrygende år. Ingen af os kunne for bare et par måneder siden have forestillet os de mirakler, vi har set, og den guddommelighed, vi har nydt godt af. Vi har talt, bedt og arbejdet sammen med selveste Guds Søn. Vi har vandret med ham og grædt med ham, og natten inden den forfærdelige slutning græd ingen mere bitterligt end jeg. Men det er overstået. Han fuldførte sit værk, og han har rejst sig fra graven. Han udvirkede sin egen og vores frelse. Og så spørger I: ›Hvad gør vi nu?‹ Jeg har ikke andet råd at give jer end at vende glade tilbage til jeres tidligere liv. Jeg har tænkt mig at ›tage ud og fiske‹.« Og mindst seks af de ti andre resterende apostle sagde samtykkende: »Vi tager med dig.« Johannes, der var en af dem, skrev: »De tog af sted og gik omgående om bord i båden.«3

Men ak, de fangede ingenting. Deres første nat tilbage på søen fangede de ingenting – ikke en eneste fisk. Med morgengryets første stråler vendte de skuffede tilbage mod bredden, hvor de i det fjerne så en skikkelse, som råbte til dem: »Børn, har I fanget noget?« Vrantne gav disse apostle, som igen var blevet fiskere, det svar, som ingen fisker ønsker at give. »Vi har ikke fanget noget,« mumlede de lidt fortørnede over at blive kaldt »børn«.4

»Kast nettet ud på højre side af båden, så skal I få fangst,«5 råbte den fremmede, og med disse enkle ord dæmrede genkendelsen for dem. Blot tre år tidligere havde de selvsamme mænd fisket på den selvsamme sø. Ved en lejlighed havde de »slidt hele natten og ingenting fået«,6 som skriften siger. Men en galilæer på bredden havde råbt ud til dem om, at de skulle kaste deres net ud, og »de fangede en stor mængde fisk, så deres garn var ved at sprænges«,7 og fangsten var så tung, at to både var lige ved at synke.

Nu skete det igen. Disse »børn«, som de rettelig blev kaldt, kastede ivrigt deres net ud, »og nu kunne de ikke trække det ind igen, så mange fisk var der«.8 Johannes sagde det indlysende: »Det er Herren«,9 og den ukuelige Peter sprang over bord.

Efter en glædelig forening med den opstandne Jesus havde Peter en samtale med Frelseren, som jeg anser for det skelsættende vendepunkt for hele den apostolske gerning generelt og for Peter i særdeleshed, hvor han vender denne klippefaste mand til et ophøjet liv i hengiven tjeneste og ledelse. Med blikket på deres medtagne, små både og flossede net og en stak på 153 fisk, spurgte Jesus sin seniorapostel, Peter: »Peter, elsker du mig mere end alt dette?« Og Peter svarede: »Ja, Herre, du ved, at jeg har dig kær.«10

Frelseren svarer på dette, men fortsætter med at se ind i øjnene på sin discipel og spørger igen: »Peter, elsker du mig?« Den store fisker svarer utvivlsomt lidt forvirret over gentagelsen af spørgsmålet for anden gang: »Ja, Herre, du ved, at jeg har dig kær.«11

Frelseren kommer igen med et kort svar, men spørger ham ubønhørligt granskende for tredje gang: »Peter, elsker du mig?« Nu synes Peter helt sikkert, at det føles ubehageligt. Måske huskede han inderst inde, at han kun nogle dage tidligere, da han var blevet stillet et andet spørgsmål tre gange, lige så eftertrykkeligt havde svaret – men benægtende. Eller også begyndte han måske at tro, at han havde misforstået Mesterens spørgsmål. Eller også granskede hans sit hjerte og søgte en oprigtig bekræftelse på det svar, han så rede havde givet næsten per automatik. Uanset hvad han følte, så sagde Peter for tredje gang: »Herre … du ved, at jeg har dig kær.«12

Hvortil Jesus svarede (og atter engang vedstår jeg mig min meget fri fortolkning af skriften) noget i denne stil: »Nå Peter, hvorfor er du her? Hvorfor er vi tilbage ved den samme bred, med de samme garn og har den samme snak? Var det ikke indlysende dengang, og er det ikke indlysende nu, at hvis jeg vil have fisk, så får jeg fisk? Det jeg har brug for, Peter, er disciple – og det har jeg for evigt. Jeg har brug for nogle, som vogter og skærmer mine får. Jeg har brug for nogle, som forkynder mit evangelium og forsvarer min tro. Jeg har brug for nogle, som elsker mig, virkelig, virkelig elsker mig og elsker det, som vor himmelske Fader har befalet mig at gøre. Det er ikke et ubetydeligt budskab, vi har. Det er ikke et flygtigt hverv. Det er ikke ulykkeligt, det er ikke håbløst, det skal ikke overdrages historiens askedynge. Det er den almægtige Guds værk, og det vil forandre verden. Så for anden og forhåbentligt sidste gang, Peter, beder jeg dig om at efterlade alt dette for at undervise og vidne, arbejde og tjene trofast, indtil den dag, hvor de vil gøre præcis det samme mod dig, som de gjorde mod mig.«

Og da han derefter vendte sig til alle apostlene, kunne han meget vel have sagt: »Var I lige så dumdristige som de skriftkloge og farisæerne? Som Herodes og Pilatus var? Troede I som de, at man blot ved at slå mig ihjel kunne standse dette værk? Troede I, som de gjorde, at korset og naglerne og graven var enden på det hele, og at alle gladelig kunne vende tilbage til det, de var før? Børn, rørte mit liv og min kærlighed jer ikke dybere end som så?«

Mine elskede brødre og søstre, jeg er ikke sikker på, hvad vi vil opleve på dommens dag, men det vil overraske mig meget, hvis Gud ikke på et eller andet tidspunkt i den samtale spørger os om præcis det, som Kristus spurgte Peter om: »Elskede du mig?« Jeg tror, at han ønsker at vide, om vi i vores meget jordiske, meget utilstrækkelige og sommetider barnlige tilgang til tingene i det mindste forstod en befaling, den første og største befaling – »Du skal elske Herren din Gud af hele dit hjerte og af hele din sjæl og af hele din styrke og af hele dit sind.«13 Og hvis vi i det øjeblik kan fremstamme: »Ja, Herre, du ved, at jeg har dig kær«, så kan han måske minde os om, at det mest kronende træk ved kærlighed altid har været trofasthed.

»Elsker I mig, så hold mine bud«,14 sagde Jesus. Så vi har medmennesker at velsigne, børn at beskytte, fattige at opløfte og sandheden at forsvare. Vi har forurettelser, vi skal have rettet op på, sandheder, der skal fortælles, og noget godt at gøre. Kort sagt, så har vi et liv i hengiven tjeneste til at vise vores kærlighed til Herren. Vi kan ikke give op, og vi kan ikke gå tilbage. Efter et møde med den levende Guds Søn kan intet blive, som det var engang. Jesu Kristi korsfæstelse, forsoning og opstandelse markerer begyndelsen på et kristent liv og ikke afslutningen på det. Det var denne sandhed, denne virkelighed, der muliggjorde, at en håndfuld galilæiske fiskere, der igen var blevet apostle, til uden »en eneste synagoge eller et sværd«15 at forlade disse net for anden gang og påvirke historien for den verden, hvor vi nu bor.

Det er mit vidnesbyrd fra mit hjertes inderste, af hele min sjæls kraft, til alle der kan høre min røst, at disse apostolske nøgler er blevet gengivet til jorden og findes i Jesu Kristi Kirke af Sidste Dages Hellige. Til dem, der endnu ikke har sluttet op om os i denne store og sidste kristne sag, siger vi: »Kom.« Til dem, som engang var med os, men har trukket sig tilbage og foretrækker at vælge og vrage blandt nogle få hors d’oeuvres fra genoprettelsens store buffet og ignorere resten af festmåltidet, siger jeg, at jeg frygter, at I har lange nætter og tomme net foran jer. Kaldet lyder, kom tilbage, hold trofast ud, elsk Gud og ræk en hånd frem. I det kald om urokkelig trofasthed inkluderer jeg enhver hjemvendt missionær, der har stået i et dåbsbassin med armen i en ret vinkel og sagt: »Bemyndiget af Jesus Kristus.«16 Den bemyndigelse skulle have ændret din konvertit for evigt, men den skulle bestemt også have ændret jer for evigt. Til de unge i Kirken, som vokser op til mission og templer og ægteskab, siger vi: »Elsk Gud og hold jer uplettede af denne generations blod og synder. I har et stort værk at udføre, hvilket understreges af den storslåede bekendtgørelse, som præsident Thomas S. Monson fremsatte i går formiddag. Jeres himmelske Fader forventer jeres trofasthed og kærlighed på alle tidspunkter i jeres liv.«

Til alle, som hører mig, lyder Kristi røst ned gennem tidsaldrene, og mens der er tid, bliver hver enkelt spurgt: »Elsker du mig?« På vegne af hver af os svarer jeg på min ære og af hele min sjæl: »Ja, Herre, vi har dig kær.« Og har vi lagt vores »hånd på ploven«17, vil vi aldrig se os tilbage, før værket er fuldført, og den sande kærlighed til Gud og vores næste styrer verden. I Jesu Kristi navn. Amen.

Mostrar referencias

  1.  

    1.  Joh 14:9.

  2.  

    2.  Mark 9:31–32.

  3.  

    3.  Joh 21:3.

  4.  

    4. Se Joh 21:5.

  5.  

    5.  Joh 21:6.

  6.  

    6.  Luk 5:5.

  7.  

    7.  Luk 5:6.

  8.  

    8.  Joh 21:6.

  9.  

    9.  Joh 21:7.

  10.  

    10.  Joh 21:15.

  11.  

    11.  Joh 21:16.

  12.  

    12.  Joh 21:17.

  13.  

    13.  Luk 10:27; se også Matt 22:37–38.

  14.  

    14.  Joh 14:15.

  15.  

    15. Frederic W. Farrar, The Life of Christ, 1994, s. 656; se mere om den nystiftede kirkes vanskeligheder.

  16.  

    16.  L&P 20:73.

  17.  

    17.  Luk 9:62.