Vidunderlige morgenstunder

Ældste Bruce D. Porter

De Halvfjerds


Bruce D. Porter
Vi behøver ikke frygte fremtiden, opgive håbet eller give afkald på frimodigheden, for Gud er med os.

En torsdag aften i Jerusalem mødtes Jesus med sine disciple i et øvre værelse for at fejre påske. De mænd, der var sammen med Herren, vidste ikke, at dette måltid en dag ville blive kaldt den sidste nadver. Havde de vidst dette, og hvad det betød, ville de have grædt.

Deres Mester forstod imidlertid fuldt ud, at prøvelserne i Getsemane og på Golgata snart ville begynde. De mørkeste timer i verdenshistorien var umiddelbart forestående; alligevel sagde Jesus til dem: »I verden har I trængsler; men vær frimodige, jeg har overvundet verden« (Joh 16:33).

Vi lever i dag i en æra med turbulens og usikkerhed, en tid, der, som Herren profeterede til Enok, ville være kendetegnet som »ugudelighedens og hævnens dage« (Moses 7:60). Der kan ligge prøvelser og vanskelige tider forude, men vi har alligevel god grund til at være frimodige og glæde os. Vi lever i den sidste uddeling, hvor Gud har genoprettet sin kirke og sit rige på jorden som forberedelse til sin Søns tilbagekomst.

Præsident Boyd K. Packer talte engang om sine børnebørn og den stadig mere problemfyldte verden, som de lever i. Han sagde: »De vil se mange begivenheder finde sted i løbet af deres liv. Nogle af disse begivenheder vil tappe deres mod og øge deres tro. Men hvis de bønsomt søger om hjælp og vejledning, vil de blive givet magt over modstanden.«

Og senere tilføjede han: »De moralske værdier, som selve civilisationen må bygge på, bevæger sig i en spiral nedad i stadigt øget tempo. Men alligevel frygter jeg ikke fremtiden« (»Frygt ikke«, maj 2004, s. 79).

Brødre og søstre, vi behøver ikke frygte fremtiden, opgive håbet eller give afkald på frimodigheden, for Gud er med os. Blandt de første optegnede råd, som Jesus gav til de nykaldede disciple i Galilæa, var formaningen på to ord: »Frygt ikke« (Luk 5:10). Han gentog dette råd mange gange i løbet af sin tjenestegerning. Frelseren har til sine hellige i vore dage sagt: »Vær derfor ved godt mod og frygt ikke, for jeg, Herren, er med jer og vil stå jer bi« (L&P 68:6).

Herren vil stå ved sin kirke og sit folk og bevare dem i sikkerhed indtil hans komme. Der vil være fred i Zion og i hendes stave, for han har forkyndt: »Så det, at de samler sig i Zions land og i hendes stave, må tjene som forsvar og som tilflugt fra uvejret og fra vreden, når den ufortyndet skal udøses over hele jorden« (L&P 115:6).

Kirken står som et bolværk for sikkerhed for dens medlemmer. Selv om tilstandene i verden til tider kan blive meget vanskelige, vil trofaste sidste dages hellige finde ly i Zions stave. Herren har fastlagt, at stenen, der uden hænder blev revet løs af bjerget, skal rulle frem, til den opfylder hele jorden (se Dan 2:31–45; L&P 65:2). Og ingen menneskelig kraft kan holde den tilbage, for Gud er ophavsmanden til dette værk, og Jesus Kristus er dets hovedhjørnesten.

Profeten Nefi så i et syn, at Guds Lams kraft i de sidste dage ville komme ned »over Herrens pagtsfolk«, og at de ville blive »udrustet med retfærdighed og med Guds kraft i stor herlighed« (1 Ne 14:14).

Hver eneste af os og vores familie kan blive udrustet med Guds kraft som forsvar, hvis vi blot forbliver trofaste mod Jesu Kristi Kirke af Sidste Dages Hellige og lader Ånden være vores vejleder. Der kan komme prøvelser, og vi forstår måske ikke alt, hvad der sker med os og omkring os. Men hvis vi ydmygt og roligt stoler på Herren, vil han give os styrke og vejledning i alle de udfordringer, vi møder. Når vores eneste ønske er at behage ham, bliver vi velsignet med en dyb, indre fred.

I genoprettelsens første dage mødte Kirkens medlemmer store prøvelser. Præsident Brigham Young sagde om den tid: »Når jeg har været omringet af pøbelskarer, hvor døden har truet fra alle sider, ved jeg ikke af, at jeg ikke har følt mig lige så lykkelig, eller i lige så godt humør, som nu. Udsigterne kan synes dunkle og meget mørke, men jeg har aldrig set en tid i dette evangelium, hvor jeg ikke vidste, at resultatet ville blive gavnligt for sandhedens sag« (Kirkens præsidenters lærdomme: Brigham Young, 1997, s. 357).

Min missionærkammerat Paul var én, der altid udstrålede glæde. Som nybagt far blev han ramt af sklerose. Trods den modgang, der fulgte, tjente han fortsat andre med glæde og godt humør. Han kom engang ind på mit kontor siddende i sin første kørestol og erklærede: »Livet begynder med en motordrevet kørestol!« Jeg vil altid mindes, da han få år før sin død holdt den olympiske fakkel højt, mens han kørte i sin kørestol, og hundredvis jublede. Som den evige flamme blev Pauls tro aldrig svækket i livets storme.

Mens jeg studerede på Brigham Young University, boede jeg i et hus med flere unge mænd. Min bofælle Bruce var den mest optimistiske person, jeg nogensinde har kendt. Vi hørte ham aldrig en eneste gang sige noget negativt om nogen person eller situation, og det var umuligt ikke at føle sig opmuntret i hans nærvær. Hans gode humør kom af en varig tillid til Frelseren og hans evangelium.

En kold vinterdag gik en anden af mine venner, Tom, tværs over universitetets område. Klokken var kun 7 om morgenen, og hele området var øde og mørkt. Det sneede kraftigt, og der blæste en frisk vind. »Sikke et elendigt vejr,« tænkte Tom. Han gik videre, og ude i mørket og sneen hørte han nogen synge.

Og ganske rigtigt gennem snedriverne kom vores altid optimistiske ven Bruce. Med armene rakt mod himlen sang han et nummer fra Broadwaymusicalen Oklahoma: »Hvilken vidunderlig morgen! Hvilken vidunderlig dag! Jeg har det helt vidunderligt, alt går mig godt i dag« (Richard Rodgers og Oscar Hammerstein II, »Oh, What a Beautiful Mornin’«, 1943).

I de mellemliggende år er denne klare stemme midt i en snestorm for mig blevet et symbol på, hvad tro og håb er. Selv i en stadigt mørkere verden kan vi som sidste dages hellige synge med glæde og vide, at himlens kræfter er med Guds kirke og folk. Må vi fryde os i kundskaben om, at der ligger en vidunderlig morgen forude – morgengryet til tusindårsriget, hvor Guds Søn skal stå op i øst og atter regere på jorden.

Jeg tænker også på to andre vidunderlige morgenstunder i verdens historie. I foråret 1820 gik en ung mand ved navn Joseph Smith på en smuk, klar dag i Palmyra i New York ind i en lille skov og knælede i bøn. Svaret på den bøn, tilsynekomsten af Faderen og Sønnen, indledte tidernes fyldes uddeling og genoprettelsen af Jesu Kristi Kirke på jorden.

Og en anden vidunderlig morgenstund gryede for næsten 2.000 år siden uden for Jerusalems bymur. Solen skinnede utvivlsomt usædvanligt klart den påskemorgen. En lille gruppe kvinder var kommet for at besøge graven i haven i håb om at salve deres korsfæstede Herres legeme. To engle mødte dem og erklærede: »Hvorfor leder I efter den levende blandt de døde? Han er ikke her, han er opstået« (Luk 24:5–6).

Jeg vidner om Jesu Kristi triumf over synd og død. Jeg vidner om vor evige Faders nådefulde plan og hans evige kærlighed. Må vi, når vi hver morgen står op, se i tro mod himlen og sige: »Hvilken vidunderlig morgen!« Det beder jeg om i Jesu Kristi navn. Amen.