Fire titler

Andenrådgiver i Det Første Præsidentskab


Dieter F. Uchtdorf
Jeg [vil] foreslå fire titler … som kan hjælpe os til at se, hvad vores individuelle rolle er i Guds plan, og vores potentiale som præstedømmebærere.

Mine kære brødre og elskede venner, det fylder mit hjerte med taknemlighed og glæde at være sammen med jer. Tak til jer fædre og bedstefædre som har taget jeres sønner og sønnesønner med. Jeg lykønsker alle jer unge mænd, som har valgt at være her i dag. Dette er det rette sted for jer at være. Jeg håber, I kan mærke det broderskab, som forener os, og jeg beder til, at I her mellem jeres brødre vil opleve støtte, venskab, og at I hører til.

Vi mænd definerer os sommetider med titler. Mange af os har flere titler, og hver af dem siger noget vigtigt om, hvem vi er. For eksempel beskriver nogle titler vores rolle i familien, det være sig søn, bror, ægtemand og far. Andre titler beskriver vores verdslige beskæftigelse, det kan være som læge, soldat eller håndværker. Og atter andre beskriver vore stillinger i Kirken.

I dag vil jeg foreslå fire titler, som jeg tror passer til alle præstedømmebærere rundt om i verden – titler som kan hjælpe os til at se, hvad vores individuelle rolle er i Guds plan, og vores potentiale som præstedømmebærere i Jesu Kristi Kirke af Sidste Dages Hellige.

Søn af vor himmelske Fader

En titel, der på mest grundlæggende vis definerer os alle, er søn af vor himmelske Fader. Uanset hvad vi gør eller er i livet, så må vi aldrig glemme, at vi er Guds bogstavelige åndelige børn. Vi var hans børn, før vi kom til denne verden, og vi vil for evigt være hans børn. Denne basale sandhed bør ændre den måde, vi ser os selv, vore søskende og selve livet på.

Desværre lever ingen af os helt op til det, som denne titel indebærer, »for alle har syndet og har mistet herligheden fra Gud«.1

Det kan til tider være mismodigt at vide, hvad det indebærer at være Guds søn og alligevel komme til kort. Modstanderen kan godt lide at drage fordel af de følelser. Satan vil hellere have, at vi definerer os selv ud fra vore synder end ud fra vores guddommelige potentiale. Brødre, lyt ikke til ham.

Vi har alle set et barn, der er ved at lære at gå. De tager små, vaklende skridt. De falder. Overfuser vi dem for at forsøge? Selvfølgelig ikke. Hvilken far ville straffe sit lille barn for at snuble? Vi opmuntrer, klapper ad og roser dem, fordi barnet for hvert et lille skridt bliver mere som sine forældre.

Brødre, sammenlignet med Guds fuldkommenhed er vi dødelige jo blot kluntede, vaklende småbørn. Men vor kærlige himmelske Fader ønsker, at vi bliver mere som ham, og kære brødre, det bør også være vores evige mål. Gud forstår godt, at vi ikke når det på et øjeblik, men ved at tage et skridt ad gangen.

Jeg tror ikke på en Gud, som blot har givet regler og befalinger for så at sidde og vente på, at det går galt, så han kan straffe os. Jeg tror på en kærlig og omsorgsfuld himmelsk Fader, som fryder sig over enhver bestræbelse, vi gør for at rejse os og gå ham i møde. Selv når vi snubler, så opmuntrer han os til ikke at miste modet – til aldrig at give op eller flygte fra vores tildelte lod – men til at fatte mod, finde tro og blive ved med at prøve.

Vor himmelske Fader vejleder sine børn og sender ofte uset himmelsk hjælp til dem, der ønsker at følge Frelseren.

Jesu Kristi disciple

Og dette leder os til den næste titel, vi har til fælles: Alle, der oprigtigt stræber efter at følge Kristus, kaldes hans disciple. Selvom vi godt ved, at ingen af os er fuldkomne, så bruger vi ikke det faktum som en undskyldning for at sænke vore forventninger, ikke leve op til vore muligheder, udskyde vores omvendelse eller nægte at blive bedre, mere fuldkomne og rene disciple af vor Mester og Konge.

Husk, at Jesu Kristi Kirke af Sidste Dages Hellige ikke er bygget til mænd og kvinder, som er fuldkomne eller uberørte af jordiske fristelser, men snarere til mennesker som du og jeg. Og den er bygget på vor Forløsers klippe, Herren Jesus Kristus,2 hvis sonoffer gør, at vi kan blive rene og »medborgere … [i] Guds husstand«.3

Uden Jesu Kristi forsoning ville livet være en blindgyde uden håb eller udsigt. Takket være forsoningen er livet en forædlende, inspirerende rejse i vækst og udvikling, som fører til evigt liv i vor himmelske Faders nærhed.

Men selv om tanken med forsoningen er at hjælpe os alle med at blive mere som Kristus, er det ikke meningen, at vi skal være ens. Sommetider forveksler vi forskelle i personligheder med synd. Vi kan endog begå den fejl at tænke, at nogle, blot fordi de er anderledes end os, må mishage Gud. En sådan tankegang leder til, at nogle tror, at Kirken ønsker at forme alle medlemmer over samme læst – at alle skal se ens ud og tænke, føle og opføre sig ens. Dette strider imod, at Gud i sin genialitet har skabt hvert eneste menneske unikt og forskelligt fra sin bror, og hver søn forskellig fra sin far. Selv enæggede tvillinger har ikke samme personlighed eller åndelige identitet.

Det strider også imod hensigten og formålet med Jesu Kristi Kirke, som anerkender og hæger om handlefriheden – med alle dens langtrækkende konsekvenser – for hver og en af Guds børn. Som Jesu Kristi disciple er vi forenede i vores vidnesbyrd om det gengivne evangelium og hengivenhed for at holde Guds bud. Men vi adskiller os kulturelt, socialt og politisk fra hinanden.

Kirken går fremad, når vi bruger denne forskellighed og opmuntrer hinanden til at udvikle os og bruge vore talenter til at opløfte og styrke vore meddisciple.

Brødre, det er en livslang rejse at følge Frelseren. På vores billedlige rejse fra Betlehem til Golgata vil der byde sig mange muligheder for at følge en anden kurs. Til tider vil vejen være mere krævende, end vi havde håbet på. Men som mænd med præstedømmet må vi have modet til at følge vor Forløser, selv når korset synes for tungt at bære.

For hvert skridt vi tager for at følge Guds Søn, bliver vi mindet om, at vi stadig ikke er fuldkomne. Men lad os være standhaftige og vedholdende disciple. Lad os ikke give op. Lad os være tro mod vore pagter. Lad os aldrig tabe vor Talsmand og Forløser af syne, når vi tager det ene ufuldkomne skridt hen mod ham efter det andet.

Sjælesørger

Brødre, hvis vi alle vitterlig følger vor Herre Jesus Kristus, må vi påtage os en tredje titel: Sjælesørger. Vi, der er blevet ordineret til Guds præstedømme, er kaldede til at udvise Herrens »barmhjertighed«.4

Det er vores opgave at opbygge, reparere, opløfte og hele. Vores opgave er at følge Frelserens eksempel og række ud mod dem, som lider. Vi »sørge[r] med dem, der sørger … og trøste[r] dem, der står i behov for trøst«.5 Vi forbinder de såredes sår. Vi »… bistå[r] de svage, opløft[er] de nedhængende hænder, og styrk[er] de matte knæ«.6

Som hjemmelærere er vi sjælesørgere. Som præstedømmebærere er vi sjælesørgere. Som fædre, sønner, brødre og ægtemænd bør vi være pligtopfyldende og hengivne sjælesørgere. I den ene hånd bærer vi en lille flaske med indviet olie til salvelse af den syge; i den anden brød til den sultne, og i hjertet bærer vi Guds fredsommelige ord, »der læger den sårede sjæl«.7

Som præstedømmebærere er det vores vigtigste ansvar – og det gælder både bærere af Det Aronske Præstedømme og Det Melkisedekske Præstedømme. Jesu Kristi gengivne evangelium er ikke blot til velsignelse, når vi tror på det – men langt mere, når vi efterlever det. Det er i anvendelsen af evangeliske principper, at individer opløftes og familier styrkes. Det er vores privilegium og ansvar ikke blot at sige tingene, men også at efterleve dem.

Frelseren er mirakelmager. Han er den fuldkomne sjælesørger. Han er vores eksempel og lys selv i de mørkeste stunder, og han leder os på rette vej.

Lad os følge ham. Lad os leve op til vores ansvar og blive sjælesørgere ved at tjene Gud og vore medmennesker.

Arving til evigt liv

Den fjerde titel, som vi alle deler, fører os tilbage til den første på vores liste. Som sønner af vor himmelske Fader er vi alle arvinger til alt det, han har.

»Ånden selv vidner sammen med vores ånd om, at vi er Guds børn.

Men når vi er børn, er vi også arvinger, Guds arvinger og Kristi medarvinger, så sandt som vi lider med ham for også at herliggøres med ham.«8

Tænk på dette, mine elskede brødre. Vi er Kristi medarvinger!

Giver det så nogen mening, at så mange af os bruger vores dyrebare tid, vore tanker, midler og energier på at jage prestige eller verdens goder eller på underholdning med det nyeste og sejeste elektroniske legetøj?

Herren har givet os dette guddommelige løfte, at »de, der er trofaste, så de får disse to præstedømmer … højner deres kald … modtager mig, siger Herren; og den, der modtager mig, modtager min Fader … derfor skal alt det, som min Fader har, gives ham«.9

Det ligger ud over min forestillingsevne at se alt, som dette løfte bærer. Men jeg ved, at det er stort, det er guddommeligt, det er evigt, og det er al vores stræben værd i dette liv.

Når vi nu ved dette, hvordan kan vi så andet end villigt og med glæde hengive os til at tjene Herren og vore medmennesker og leve op til vores ansvar i Guds præstedømme?

Det er det ædleste arbejde, som vil udfordre os på enhver måde og kræve alle vore evner. Ønsker vi at se himlen åben og bevidne Helligåndens vejledende tilskyndelser? Så lad os tage vores segl op og lægge ryggen til i dette store værk – en sag, som er langt større end os selv!

At tjene Gud og vore medmennesker vil udfordre os og forvandle os til noget, der er større, end vi troede muligt.

Måske tænker I, at der ikke er behov for jer, at I er forfordelt eller uønskede, at I ikke er noget eller nogen.

Jeg beklager dybt, hvis der er nogen præstedømmebærer, der føler sådan. I er bestemt ikke forfordelte eller uønskede hos jeres himmelske Fader. Han elsker jer. Og jeg kan med sikkerhed sige, at der er brug for jer i Kirken.

Ved I ikke, at »det, som er dårskab i verden, udvalgte Gud for at gøre de vise til skamme, og det, som er svagt i verden, udvalgte Gud for at gøre det stærke til skamme«?10

Det er måske sandt, at vi er svage. Måske er vi heller ikke vise eller stærke. Men Gud virker gennem os, så ingen eller intet kan stå imod os.11

Det er derfor, der er brug for jer. I har noget helt særligt at bidrage med, og Gud kan forstørre vore bidrag på forunderlig vis. Jeres evne til at bidrage er ikke afhængig af jeres kaldelse i Kirken. Jeres muligheder for at tjene er endeløse. Hvis I sidder og venter på sidelinjen, vil jeg opfordre jer til at komme ind i kampen.

Vent ikke på en bestemt kaldelse, før I lader jer fuldt engagere i opbyggelsen af Guds rige. Som præstedømmebærere er I allerede kaldede. Studér Guds ord dagligt, bed til vor himmelske Fader hver eneste dag, tilegn jer det gengivne evangeliums principper, tak Gud og bed om hans vejledning. Og lev så, som I prædiker, først og fremmest i jeres familie – men også i alle livets øvrige sammenhænge.

I den store Skabers symfoni har I hver jeres særlige stykke at spille – og toner at synge. Rammer I ikke tonen, spilles der videre alligevel. Men rejs jer og slut jer til koret, og lad Guds kraft virke gennem jer, så vil I se »himlens vinduer« åbne sig, og Herren udøser »velsignelse uden mål over jer«.12 Lev op til jeres potentiale som Guds sønner, så I kan være til styrke i jeres familie, hjem, samfund, land og hele verden.

Og i processen med at miste sig selv i tjeneste for andre13 vil I vokse og udvikle jer til det punkt, hvor I når en »vækst, som kan rumme Kristi fylde«.14 Og så er I beredt til sammen med Kristus at arve alt det, som Faderen har.

I er vigtige for Gud

Mine kære brødre, mine kære venner, I er betydningsfulde. I er elskede. Der er brug for jer. Dette værk er sandt. Det er i sandhed Guds præstedømme, som I har privilegiet af at bære.

Jeg beder til, at I vil tænke over en værdig præstedømmebærers mange titler, og at I vil mærke en guddommelig medvind, der vil føre jer opad og frem mod den store arv, som vor himmelske Fader har beredt til jer. Jeg efterlader jer denne velsignelse og mit vidnesbyrd i Jesu Kristi hellige navn. Amen.

Mostrar las referencias

  1.  

    1. Rom 3:23.

  2.  

    2. Se Hel 5:12.

  3.  

    3. Ef 2:19.

  4.  

    4. »Frelser, jeg vil følge dig«, Salmer og sange, nr. 152.

  5.  

    5. Mosi 18:9.

  6.  

    6. L&P 81:5.

  7.  

    7. Jakob 2:8.

  8.  

    8. Rom 8:16–17.

  9.  

    9. L&P 84:33, 35, 37–38.

  10.  

    10. 1 Kor 1:27.

  11.  

    11. Se Rom 8:31.

  12.  

    12. Mal 3:10.

  13.  

    13. Se Matt 16:25.

  14.  

    14. Ef 4:13.