Lydighed medfører velsignelser

Præsident Thomas S. Monson


Thomas S. Monson
Kendskab til sandheden og svar på vore største spørgsmål kommer til os, når vi er lydige mod Guds befalinger.

Mine elskede brødre og søstre. Hvor er jeg taknemlig for at være sammen med jer her i formiddag. Jeg beder om jeres tro og bønner, nu hvor jeg har privilegiet at tale til jer.

Mænd og kvinder har gennem tiderne søgt efter viden og forståelse omkring deres liv på jorden, deres plads og formål samt vejen til fred og lykke. Det søger vi alle efter.

Denne viden og forståelse er tilgængelig for hele menneskeheden. Den findes i sandheder, som er evige. I Lære og Pagter afsnit 1, vers 39, læser vi: »For se, Herren er Gud, og Ånden aflægger vidnesbyrd, og vidnesbyrdet er sandt, og sandheden består for evigt og altid.«

En digter har skrevet:

Skønt himlen og jorden omdannes for vist,
skal sandheden stande og ej lide brist,
den sejrer og aldrig forgår.1

Nogle spørger måske: »Hvor findes sådan sandhed, og hvordan skal vi genkende den?« I en åbenbaring givet gennem profeten Joseph Smith i Kirtland i Ohio i maj 1833 sagde Herren:

»Sandhed er kundskab om alt, som det er, og som det var, og som det skal blive …

Sandhedens Ånd er af Gud …

og ingen modtager en fylde, medmindre han holder hans befalinger.

Den, som holder [Guds] befalinger, modtager sandhed og lys, indtil han bliver herliggjort ved sandheden og ved alt.«2

Sikke et storslået løfte! »Den, som holder [Guds] befalinger, modtager sandhed og lys, indtil han bliver herliggjort ved sandheden og ved alt.«

Der er ingen grund for jer eller mig til, at vi i denne oplyste tid, hvor evangeliets fylde er blevet gengivet, skal sejle rundt på ukendte have eller vandre ad ukendte stier for at søge efter sandheden. For en kærlig himmelsk Fader har udstukket vores kurs og givet os et ufejlbarligt kort – lydighed. Kendskab til sandheden og svar på vore største spørgsmål kommer til os, når vi er lydige mod Guds befalinger.

Vi lærer lydighed hele livet. Det begynder, når vi er meget små, hvor de, der er ansvarlige for os, fastsætter retningslinjer og regler for at sikre vores sikkerhed. Livet ville være langt enklere for os alle, hvis vi fuldt ud adlød sådanne regler. Mange af os lærer imidlertid gennem erfaring visdommen i at være lydig.

Da jeg voksede op tilbragte min familie hver sommer fra begyndelsen af juli til begyndelsen af september i vores hytte ved Vivian Park i Provo Canyon i Utah.

En af mine bedste venner i de sorgløse dage i dalen var Danny Larsen, hvis familie også ejede en hytte ved Vivian Park. Hver dag strejfede vi om i dette paradis for drenge, fiskede i bækken og i floden, samlede sten og andre skatte, vandrede, klatrede og nød ganske enkelt hvert eneste minut i hver eneste time hver eneste dag.

En morgen besluttede Danny og jeg, at vi den aften ville sidde ved et lejrbål sammen med alle vore venner i dalen. Vi skulle kun rydde et lille område på en nærliggende mark, hvor vi alle kunne samles. Græsset fra juni, der dækkede marken, var blevet tørt og stikkende, hvilket gjorde marken uegnet til vores formål. Vi begyndte at trække det høje græs op, idet vi planlagde at rydde et stort, rundt område. Vi trak og vi hev af alle kræfter, men vi kunne kun rive små håndfulde af det irriterende græs op. Vi erkendte, at opgaven ville tage hele dagen, og vores energi og begejstring aftog hurtigt.

Og så dukkede en efter min mening fuldkommen løsning op i mit 8-årige hoved. Jeg sagde til Danny: »Vi kan bare sætte ild til græsset. Vi brænder kun en rundkreds i græsset!« Han var helt med på ideen, og jeg løb hen til vores hytte for at hente nogle tændstikker.

Hvis nogen af jer tror, at vi som 8-årige havde lov til at bruge tændstikker, så lad mig sige helt klart, at både Danny og jeg havde forbud mod at bruge dem uden voksentilsyn. Vi var begge gentagne gange blevet advaret om farerne ved ild. Men jeg vidste, hvor min familie opbevarede tændstikkerne, og vi skulle bare rydde den mark. Uden nogen forbehold løb jeg til vores hytte og snuppede et par tændstikker og sikrede mig, at ingen så mig. Jeg gemte dem hurtigt i en af mine lommer.

Jeg løb tilbage til Danny begejstret over, at jeg i min lomme havde løsningen på vores problem. Jeg kan huske, at jeg tænkte, at ilden kun brændte dertil, hvor vi ønskede det, og så ville den på en eller anden magisk måde gå ud af sig selv.

Jeg strøg en tændstik på en klippe og satte ild til det knastørre græs fra juni. Det fængede, som var det overøst med benzin. I begyndelsen var Danny og jeg begejstrede, da vi så græsset forsvinde, men hurtigt blev det klart, at ilden ikke ville gå ud af sig selv. Vi blev panikslagne, da vi forstod, at vi intet kunne gøre for at slukke den. De farlige flammer begyndte at fortære det vilde græs op langs bjergsiden, hvor de truede fyrretræerne og alt andet på deres vej.

Endelig indså vi, at vores eneste mulighed var at løbe efter hjælp. Snart løb alle tilstedeværende mænd og kvinder i Vivian Park frem og tilbage med våde lærredssække og slog på flammerne i et forsøg på at slukke dem. Efter flere timer blev de sidste gløder slukket. De gamle fyrretræer var blevet reddet og ligeså de huse, som flammerne i sidste ende ville være nået frem til.

Danny og jeg lærte flere vanskelige, men vigtige lektier den dag – ikke mindst vigtigheden af lydighed.

Der findes regler og love for at sikre vores fysiske sikkerhed. På samme måde har Herren givet os retningslinjer og befalinger til at sikre vores åndelige sikkerhed, så vi kan komme sikkert gennem dette ofte farefulde liv på jorden og i sidste ende vende tilbage til vor himmelske Fader.

For århundreder siden erklærede Samuel frimodigt til en generation, der var dybt forankret i traditionen med slagtofre: »At adlyde er bedre end offer, at lytte er bedre end vædderes fedt.«3

I denne uddeling har Herren åbenbaret til profeten Joseph Smith, at han »kræver hjertet og et villigt sind; og de villige og lydige skal i disse sidste dage spise Zions lands goder.«4

Alle profeter, både de fortidige og de nutidige, har vidst, at lydighed er afgørende for vores frelse. Nefi erklærede: »Jeg vil tage af sted og gøre det, som Herren har befalet.«5 Selv om andre vaklede i deres tro og lydighed, svigtede Nefi aldrig en eneste gang i at gøre det, som Herren bad ham om. Utallige generationer er blevet velsignet derved.

En bevægende beretning om lydighed er historien om Abraham og Isak. Hvor må det have været smertefuldt og vanskeligt for Abraham i lydighed mod Guds befaling at tage sin elskede Isak med til Moria for at bringe ham som offer. Kan vi forestille os, hvor tungt Abrahams hjerte må have været, da han rejste til det udpegede sted? Smerten må utvivlsomt have hærget hans krop og plaget hans sind, da han bandt Isak og lagde ham på alteret og tog kniven frem for at slå ham ihjel. Med urokkelig tro og fuldstændig tillid til Herren fulgte han Herrens befaling. Hvor herligt og velkomment var ikke følgende ord: »Læg ikke hånd på drengen, og gør ham ikke noget! Nu ved jeg, at du frygter Gud og end ikke vil nægte mig din eneste søn«6

Abraham var blevet prøvet, og for hans trofasthed og lydighed gav Herren ham dette storslåede løfte: »Alle jordens folk skal velsigne sig i dit afkom, fordi du adlød mig.«7

Selv om vi ikke bliver bedt om at vise vores lydighed på en så dramatisk og hjerteskærende måde, så kræves der også lydighed af os.

Præsident Joseph F. Smith erklærede i oktober 1873: »Lydighed er himlens første lov.«8

Præsident Gordon B. Hinckley har sagt: »De sidste dages helliges lykke, de sidste dages helliges fred, de sidste dages helliges fremgang, de sidste dages helliges velstand og dette folks evige frelse og ophøjelse afhænger af at vandre i lydighed mod Guds … råd.«9

Lydighed er kendetegnet på profeter; det har givet dem styrke og kundskab i alle tidsaldre. Det er afgørende for os at forstå, at vi også er berettiget til denne kilde til styrke og kundskab. Den er let tilgængelig for os alle i dag, når vi adlyder Guds befalinger.

I årenes løb har jeg kendt utallige personer, der har været særlig trofaste og lydige. Jeg er blevet velsignet og inspireret af dem. Tillad mig at fortælle jer om to sådanne personer.

Walter Krause var et urokkeligt medlem af Kirken, der med sin familie boede i det, der efter anden verdenskrig blev kendt som Østtyskland. Bror Krause var en mand, som elskede og tjente Herren trods de vanskeligheder, han mødte på grund af den manglende frihed i den del af verden på det tidspunkt. Han udførte trofast og omhyggeligt hver eneste opgave, han fik.

Den anden mand var Johann Denndorfer, der boede i Ungarn, blev omvendt til Kirken i Tyskland og døbt der i 1911 som 17-årig. Kort tid efter vendte han hjem til Ungarn. Efter anden verdenskrig var han nærmest fange i sit eget fædreland i byen Debrecen. Det ungarske folk var også blevet berøvet deres frihed.

Bror Walter Krause, som ikke kendte bror Denndorfer, fik til opgave at være hans hjemmelærer og besøge ham regelmæssigt. Bror Krause kontaktede sin hjemmelærerkammerat og sagde til ham: »Vi har fået til opgave at besøge bror Johann Denndorfer. Kan du tage med i denne uge for at besøge ham og give ham et evangelisk budskab?« Og så tilføjede han: »Bror Denndorfer bor i Ungarn.«

Hans overraskede kammerat spurgte: »Hvornår tager vi af sted?«

»I morgen,« lød svaret fra bror Krause.

»Hvornår kommer vi hjem?« spurgte hans kammerat.

Bror Krause svarede: »Tja, om en uge – hvis vi kommer tilbage.«

Så de to hjemmelærerkammerater tog af sted for at besøge bror Denndorfer. De rejste med tog og bus fra det nordøstlige Tyskland til Debrecen i Ungarn – en større rejse. Bror Denndorfer havde ikke haft besøg af hjemmelærere siden før krigen. Da han nu så disse Herrens tjenere, blev han overvældet af taknemlighed over, at de var kommet. Først ville han ikke give dem hånden. I stedet gik han ind i sit soveværelse og tog en æske frem fra et lille skab, som indeholdt hans tiende, som han havde gemt i årevis. Han overrakte denne tiende til sine hjemmelærere og sagde: »Nu er jeg ajour med Herren. Nu føler jeg mig værdig til at give Herrens tjenere hånden!« Bror Krause fortalte mig senere, at han var blevet dybt rørt over, at denne trofaste bror, som i mange år ingen kontakt havde med Kirken, lydigt og trofast fra sin beskedne indtægt havde taget 10 procent til at betale sin tiende. Han havde lagt det til side uden at vide, hvornår eller om overhovedet han fik privilegiet at betale den.

Bror Walter Krause gik bort for ni år siden som 94-årig. Han tjente trofast og lydigt hele sit liv og var en inspiration for mig og for alle, som kendte ham. Når han blev bedt om at udføre en opgave, stillede han aldrig spørgsmål, han murrede aldrig, og han kom aldrig med undskyldninger.

Mine brødre og søstre, den store prøve i dette liv er lydighed. »Og vi vil prøve dem hermed for at se, om de vil gøre alt, hvad Herren deres Gud vil befale dem.«10

Frelseren erklærede: »For alle, der vil have en velsignelse ved min hånd, skal efterleve den lov, som er blevet fastsat som forudsætning for denne velsignelse, samt dens betingelser, som de blev indstiftet før verdens grundlæggelse.«11

Der findes intet større eksempel på lydighed end vor Frelser. Paulus har om ham sagt:

»Skønt han var søn, måtte han lære lydighed af det, han led,

og da han havde nået målet, blev han årsag til evig frelse for alle dem, som adlyder ham.«12

Frelseren udviste ægte kærlighed til Gud ved at føre et fuldkomment liv og ved at ære den hellige mission, som var hans. Han var aldrig hoven. Han var aldrig opblæst af stolthed. Han var aldrig illoyal. Han var altid ydmyg. Han var altid oprigtig. Han var altid lydig.

Skønt han blev fristet af løgnens mester, ja, djævelen, skønt han var fysisk udmattet efter 40 døgns faste og var udhungret, så gav Jesus os, da den onde tilbød ham tiltrækkende og fristende muligheder, et guddommeligt eksempel på lydighed ved at nægte at afvige fra det, han vidste var rigtigt.13

Da han stod over for smerten i Getsemane, hvor han udholdt så svære lidelser, at »hans sved blev som bloddråber, der faldt på jorden«,14 var han eksemplet på den lydige søn, da han sagde: »Fader, hvis du vil, så tag dette bæger fra mig. Dog, ske ikke min vilje, men din.«15

Som Frelseren sagde til sine første apostle, siger han til jer og mig: »Følg du mig.«16 Er vi villige til at adlyde?

Den kundskab, som vi søger, de svar, vi higer efter, og den styrke, som vi ønsker i dag, for at kunne klare udfordringerne i en kompleks og foranderlig verden, kan blive vores, når vi villigt adlyder Herrens befalinger. Jeg citerer atter Herrens ord: »Den, som holder [Guds] befalinger, modtager sandhed og lys, indtil han bliver herliggjort ved sandheden og ved alt.«17

Det er min ydmyge bøn, at vi må blive velsignet med de rige belønninger, der er lovet den lydige. I vor Herres og Frelsers Jesu Kristi navn. Amen.

Mostrar referencias

  1.  

    1. »O sig, hvad er sandhed?«, Salmer og sange, nr. 180.

  2.  

    2. L&P 93:24, 26–28.

  3.  

    3. 1 Sam 15:22.

  4.  

    4. L&P 64:34.

  5.  

    5. 1 Ne 3:7.

  6.  

    6. 1 Mos 22:12.

  7.  

    7. 1 Mos 22:18.

  8.  

    8. Joseph F. Smith, »Discourse«, Deseret News, 12. nov. 1873, s. 644.

  9.  

    9. Gordon B. Hinckley, »Den, der er villig og lydig«, Den danske Stjerne, nov. 1972, s. 455.

  10.  

    10. Abr 3:25.

  11.  

    11. L&P 132:5.

  12.  

    12. Hebr 5:8–9.

  13.  

    13. Se Matt 4:1–11.

  14.  

    14. Luk 22:44.

  15.  

    15. Luk 22:42.

  16.  

    16. Joh 21:22.

  17.  

    17. L&P 93:28.