D. Todd Christofferson
For så vidt vi følger Kristus, forsøger vi også at deltage i og fremme hans forløsende værk.

I kolonitiden var der stor efterspørgsel på arbejdskraft i Amerika. I det 18. og begyndelsen af det 19. århundrede rekrutterede man immigranter fra Storbritannien, Tyskland og andre europæiske lande, men mange villige var ikke i stand til at betale rejseomkostningerne. Det var ikke ualmindeligt at rejse med bevis på gældsættelse eller kontrakt om en vis periode med arbejde uden løn efter ankomsten som betaling for rejsen. Andre kom til det forjættede land mod et løfte om, at familiemedlemmer, der allerede var i Amerika, ville betale for deres rejse, når de ankom, men skete det ikke, var de nyankomne nødt til selv at arbejde gælden af. Man kaldte i USA disse gældssatte indvandrere for »redemptioners«. De måtte arbejde af på omkostningerne for deres overfart for på den måde at købe sig til deres frihed.1

En af Jesu Kristi mest bemærkelsesværdige og beskrivende titler er Forløser. Som antydet i min korte beskrivelse af de gældssatte immigranter kan det engelske ord for forløse (redeem) betyde at betale en gæld af. Redeem kan også betyde at redde eller sætte en person fri ved at betale en løsesum. Hvis nogen begår en fejl og siden retter op på den og gør bod, kan man sige, at man har gjort det godt igen. Hver af disse betydninger beskriver et aspekt ved den store forløsning, som er udvirket gennem Jesu Kristi forsoning, tillige med den betydning af ordet, som man finder i ordbogen nemlig at »befri menneskene for synd«.2

Frelserens forløsning består af to dele. For det første soner den for Adams overtrædelse og konsekvenserne for menneskene af faldet, idet den overvinder det, man kan kalde de direkte følger af faldet – den fysiske og åndelige død. Fysisk død forstår vi godt, hvad er; åndelig død er menneskets adskillelse fra Gud. Som Paulus sagde det: »For ligesom alle dør med Adam, skal også alle gøres levende med Kristus« (1 Kor 15:22). Denne forløsning fra fysisk og åndelig død er både universel og betingelsesløs.3

Det andet aspekt ved Frelserens forsoning er forløsningen fra det, som kan betegnes som den indirekte konsekvens af faldet – vore egne synder i modsætning til Adams overtrædelse. På grund af faldet er vi blevet født ind i en jordisk verden, hvor synd, som er ulydighed mod en guddommeligt indstiftet lov, er udbredt. Herren siger om os alle:

»Så bliver synden, når de begynder at vokse op, undfanget i deres hjerte, og de smager det bitre, så de kan lære at skønne på det gode.

Og det er givet dem at kende godt fra ondt; derfor kan de handle på egne vegne« (Moses 6:55–56).

Eftersom vi er ansvarlige og selv træffer vore valg, er forløsningen fra vore synder betinget – betinget af tilståelse og opgivelse af synd og et gudfrygtigt liv, det er med andre ord betinget af omvendelse (se L&P 58:43). Herren befaler: »Lær derfor dine børn, at alle mennesker overalt må omvende sig, ellers kan de på ingen måde arve Guds rige, for intet urent kan bo der eller bo i hans nærhed« (Moses 6:57).

Frelserens lidelser i Getsemane og hans smerte på korset forløser os fra synd ved at opfylde de krav, som retfærdigheden har til os. Han udviser nåde og tilgiver dem, som har omvendt sig. Forsoningen indfrier også den gæld, som retfærdigheden har til os ved at hele og kompensere for enhver lidelse, som vi uforskyldt har lidt. »For se, han lider alle menneskers smerter, ja, hver eneste levende skabnings smerter, både mænds, kvinders og børns, som hører til Adams slægt« (2 Ne 9:21; se også Alma 7:11–12).4

For så vidt vi følger Kristus, forsøger vi også at deltage i og fremme hans forløsende værk. Den største tjeneste, vi kan gøre andre i dette liv, og som begynder med dem i vores egen familie, er at føre dem til Kristus gennem tro og omvendelse, så de kan opleve hans forløsning – fred og glæde nu og udødelighed og evigt liv i den tilkommende verden. Vore missionærers indsats er et storslået eksempel på Herrens forløsende kærlighed. Som hans bemyndigede budbringere tilbyder de uforlignelige velsignelser så som tro på Jesus Kristus, omvendelse, dåb og Helligåndsgaven og åbner vejen for åndelig genfødsel og forløsning.

Vi kan også hjælpe med Herrens forløsningsværk for de afdøde. »Jeg så, at de trofaste ældster i denne uddeling, når de forlader det jordiske liv, fortsætter deres arbejde med at prædike evangeliet om omvendelse og forløsning ved Guds enbårne Søns offer blandt dem, der er i mørke og under syndens trældom i den store verden af de afdødes ånder« (L&P 138:57). Takket være de forskellige ritualer vi udfører i Guds templer, kan selv de, der er døde, udfries af syndens bånd.5

Selvom de vigtigste aspekter ved forløsningen har at gøre med omvendelse og tilgivelse, er der også et meget betydningsfuldt timeligt aspekt ved den. Vi læser, at Jesus gik omkring og gjorde vel (se ApG 10:38), hvilket omfattede at helbrede de syge og sårede, brødføde mængder af sultne og undervise om en højere vej. »Ligesom Menneskesønnen ikke er kommet for at lade sig tjene, men for selv at tjene og give sit liv som løsesum for mange« (Matt 20:28). Vi kan også gennem Helligåndens indflydelse gå omkring og gøre godt, idet vi følger Mesterens forløsende eksempel.

Denne slags forløsende virke betyder at hjælpe mennesker med deres problemer. Det betyder at gøre sig til ven med den fattige og svage, lindre smerte, rette op på fejl, forsvare sandheden, styrke de unge og opnå tryghed og glæde i hjemmet. Meget af vores forløsende arbejde på jorden består i at hjælpe andre til at vokse og opnå det, de gør sig retfærdige forhåbninger om.

Et eksempel fra Victor Hugos roman Les Misérables har altid rørt og inspireret mig, selv om det er fiktion. I begyndelsen af historien sørger den gode biskop Bienvenu for mad og nattely til den hjemløse Jean Valjean, som lige er blevet løsladt efter 19 års fængsel for at have stjålet et brød til sin søsters sultende børn. Forhærdet og forbitret belønner Valjean biskoppens venlighed ved at stjæle hans sølvtøj. Da Valjean senere holdes tilbage af mistænksomme gendarmer, påstår han usandt, at sølvet var en gave. Da gendarmerne trækker ham tilbage til biskoppens hus, støtter biskoppen til Valjeans store overraskelse hans historie og siger for at gøre den bedre: »›Men, jeg gav dig også lysestagerne, som passer til resten og som kunne indbringe dig 200 franc. Hvorfor tog du ikke dem tillige med tallerknerne?‹ …

Biskoppen gik hen til ham og sagde sagte:

›Glem aldrig nogensinde, at du lovede mig at bruge sølvet til at blive en ærlig mand.‹

Jean Valjean, som intet huskede om et sådant løfte, stod lidt forvirret. Så fortsatte biskoppen højtideligt:

›Jean Valjean, min bror: Du tælles ikke længere blandt de onde, men de gode. Jeg køber din sjæl til dig. Jeg trækker den ud af mørket og fortabelsens ånd og giver den til Gud!‹«

Og Jean Valjean blev en ny mand, en retskaffen mand og velgører for mange. Hele sit liv gemte han de to sølvstager, som mindede ham om, at hans sjæl var blevet løskøbt til Gud.6

Nogle former for timelig forløsning kommer gennem en samordnet indsats. Det er en af årsagerne til, at Frelseren organiserede en kirke. Gennem vores organisering i kvorummer og organisationer i stave og menigheder kan vi ikke alene undervise og opbygge hinanden i evangeliet, men vi kan også støtte og bidrage med ressourcer til mennesker i krise. Mennesker, som handler alene eller i ad hoc-grupper, har ikke altid de midler, der er nødvendige, for at hjælpe ved større udfordringer. Som Jesu Kristi tilhængere er vi et samfund af hellige, som er organiseret for at afhjælpe de helliges behov, såvel som så mange andres, som vi kan, over hele verden.

På grund af vores humanitære indsats alene sidste år har, som ældste Dallin H. Oaks nævnte, 890.000 mennesker i 36 lande nu fået rent vand, 70.000 mennesker i 57 lande har fået kørestole; 75.000 i 25 forskellige lande har fået forbedret deres syn, og mennesker i 52 lande modtog hjælp i forbindelse med naturkatastrofer. I samarbejde med andre har Kirken været med til at vaccinere omtrent 8 millioner børn og har hjulpet syriske flygtninge i lejre i Tyrkiet, Libanon og Jordan med livsfornødenheder. På samme tid modtog trængende medlemmer af Kirken varer og tjenester for millioner af dollar gennem fasteofre og andre velfærdsydelser i 2012. Tak for jeres gavmildhed.

Alt dette medregner slet ikke de individuelle venlige og støttende handlinger – mad, tøj, penge, omsorg og tusinder af andre former for støtte og omsorg – som vi kristuslignende bidrager med i forløsningsværket. Som dreng så jeg, hvordan min egen mors handlinger hjalp en kvinde i nød. For mange år siden, da hendes sønner var små, gennemgik min mor en alvorlig operation, som nær havde kostet hende livet, og som gjorde, at hun lå i sengen i det meste af et år. I den tid hjalp familien og medlemmer af menigheden min mor og vores familie. Som yderligere hjælp anbefalede hjælpeforeningspræsidenten i vores menighed, søster Abraham, at mine forældre ansatte en kvinde fra menigheden, som desperat manglede et arbejde. Når jeg fortæller beretningen vil jeg benytte de fiktive navne Sara og Annie om denne kvinde og hendes datter. Dette er min mors beretning:

»Jeg husker det så tydeligt, som var det i går. Jeg lå der i sengen, og søster Abraham kom og stillede Sara i døren til soveværelset. Mit hjerte sank i livet. Der stod den mindst attraktive person, jeg nogensinde havde set – mager, nusset, uredt hår, ludende holdning og med hovedet bøjet mod gulvet. Hun havde en gammel kittel på, som var fire numre for stor. Hun turde ikke kigge op og talte så stille, at jeg knap kunne høre hende. En lille pige omkring tre år gammel gemte sig bag hende. Hvad i alverden skulle jeg stille op med dette væsen? Da de var gået, brød jeg sammen i gråd. Jeg havde brug for hjælp, ikke for flere problemer. Søster Abraham blev lidt hos hende, og snart havde de fået skik på huset og forberedt nogle gode måltider. Søster Abraham bad mig om at prøve nogle få dage og sagde, at denne pige havde det meget svært og havde brug for hjælp.

Da Sara kom næste morgen, fik jeg endelig lokket hende over til sengen, så jeg bedre kunne høre hende. Hun spurgte, hvad jeg ønskede, at hun gjorde. Det fortalte jeg hende og sagde: ›Men det vigtigste er mine drenge, brug tid på dem, læs for dem – de er meget vigtigere end huset.‹ Hun var god til at lave mad, hun holdt huset rent, fik tøjet vasket, og hun var god ved drengene.

I ugernes løb fandt jeg ud af, hvad Saras historie var. Fordi hun næsten ikke kunne høre noget, havde hun ikke klaret sig godt i skolen og var droppet ud. Hun var i en ung alder blevet gift med en udsvævende mand. Så fik hun Annie, som blev hendes livs glæde. En vinternat kom hendes mand fuld hjem og tvang Sara og Annie ind i bilen kun iført deres nattøj, hvorefter han smed dem af i motorvejsgrøften. De så ham aldrig igen. Barfodet og hundekolde gik Sara og Annie de mange kilometer til Saras mors hjem. Hendes mor lod dem bo der til gengæld for, at hun lavede al husarbejdet og maden og tog sig af sin søster og bror, som gik i high school.

Vi tog Sara til ørelægen, hvor hun fik et høreapparat … Vi meldte hende til voksenundervisning, og hun fik sin high school-eksamen. Hun gik på aftenskole og fik senere en college-eksamen og underviste som specialskolelærer. Hun købte et lille hus. Annie blev gift i templet og fik to børn. Sara gennemgik flere øreoperationer og blev til sidst i stand til at høre godt. Flere år senere gik hun på pension og tjente på mission … Sara takkede os ofte og sagde, at hun havde lært så meget af mig, særligt da jeg fortalte hende, at mine sønner var vigtigere end huset. Hun sagde, at det havde lært hende, hvordan hun skulle være med Annie … Sara er en ganske særlig kvinde.«

Som Jesu Kristi disciple bør vi gøre alt, vi kan, for at forløse andre fra lidelse og byrder. Ikke desto mindre går vores største forløsende tjeneste på at føre dem til Kristus. Uden hans forløsning fra død og synd, ville vi kun have et socialt retfærdigt evangelium. Det ville give hjælp og forsoning i øjeblikket, men det ville ikke have kraft til at trække på himlens fuldkomne retfærdighed og uendelige nåde. Den ultimative forløsning sker ene og alene gennem Jesus Kristus. Jeg anerkender ham ydmygt og taknemligt som Forløseren. I Jesu Kristi navn. Amen.

Mostrar las referencias

  1.  

    1. Se Merriam-Webster’s Collegiate Dictionary, 10. udg., 1993, »redemptioner«.

  2.  

    2. Den Danske Ordbog, 2004, »forløse«.

  3.  

    3. »Guds Søn har sonet for arvesynden, hvilket medfører, at børnene ikke kan svare for forældrenes synder, for de er rene fra verdens grundlæggelse« (Moses 6:54). Gennem Kristi forløsning besejrer alle graven og opstår til udødelighed. Derudover vil alle overvinde den åndelige død, idet de bringes tilbage til Guds nærhed for at blive dømt. Jesus sagde: »For at mennesker, ligesom jeg var blevet løftet op [på korset] ved mennesker, skulle blive løftet op ved Faderen for at stå foran mig for at blive dømt efter deres gerninger« (3Ne 27:14). De, som er rensede for synd, vil forblive hos Gud i himmeriget, mens de, som ikke har omvendt sig og er urene, ikke kan dvæle hos en hellig Gud, og efter dommen vil de blive forvist og dermed lide åndelig død igen. Dette omtales til tider også som den anden død eller at lide åndelig død for anden gang (se Hel 14:15–18).

  4.  

    4. Det er med hensyn til vore egne synder, at skriften taler om nogle, som ikke drager nytte af forsoningen: »Derfor forbliver de ugudelige, som om der ingen forløsning var blevet foretaget, bortset fra at dødens bånd bliver løst« (Alma 11:41). »Den, der ikke udøver nogen tro til omvendelse, bliver udsat for hele loven bestående af retfærdighedens krav; derfor tilvejebringes den store og evige forløsningsplan kun for den, der har tro til omvendelse« (Alma 34:16). Hvis et menneske afviser Frelserens sonoffer, må det selv indfri sin gæld til retfærdigheden. Jesus sagde: »For se, jeg, Gud, har lidt dette for alle, for at de ikke skal lide, hvis de vil omvende sig; men hvis de ikke vil omvende sig, må de lide, ligesom jeg« (L&P 19:16–17). En uforløst sjæls lidelse for synd kendes også som helvede. Det betyder, at man er underkastet djævlen, og det beskrives i en åndelig metafor, som at være i lænker eller i en sø af ild og svovl. Lehi bønfaldt sine sønner om at vælge Kristi forløsning »og ikke vælge evig død efter kødets vilje og det onde, som er deri, og som giver Djævelens ånd magt til at tage jer til fange, til at føre jer ned til helvede, så han kan regere over jer i sit eget rige« (2 Ne 2:29). Ikke desto mindre er der en ende på helvede takket være Jesu Kristi sonoffer, og de, som er tvunget til at gå igennem det, »skal blive købt fri fra Djævelen [i] den sidste opstandelse« (L&P 76:85). De relativt få »fortabelsens sønner« er »de eneste, over hvem den anden død skal have [varig] magt; ja, sandelig, de eneste, som, når Herren anser tiden for at være inde, ikke skal blive forløst efter at have lidt hans vrede« (L&P 76:32, 37–38).

  5.  

    5. Profeten Joseph Smith sagde jublende: »Lad de døde synge hymner til evig pris for kong Immanuel, som, før verden blev til, har forordnet det, der vil sætte os i stand til at forløse dem fra deres fængsel; for fangerne skal gives fri« (L&P 128:22).

  6.  

    6. Se Victor Hugo: Les Misérables, 1992, s. 91–92.