Håbet om Guds lys

Præsident Dieter F. Uchtdorf

Andenrådgiver i Det Første Præsidentskab


Dieter F. Uchtdorf
Når vi stræber efter at øge vores kærlighed til Gud og efter at elske vores næste, vil evangeliets lys omringe og opløfte os.

Lysets dør

Jeg har et maleri på mit kontor, som jeg sætter stor pris på, det hedder Lysets dør. Det er malet af en af mine venner, den danske kunstmaler Johan Benthin, som var den første stavspræsident i København.

Billedet forestiller et mørkt rum med en åben dør, hvorigennem lyset strømmer ind. For mig er det interessant, at lyset, der strømmer gennem døråbningen ikke oplyser hele rummet – kun området lige foran døren.

For mig er mørket og lyset i dette maleri et billede på livet. Som jordiske væsner er en del af vore betingelser sommetider at føle, at vi er omringet af mørke. Vi har måske mistet en af vore nærmeste; et barn er faret vild; vi har måske fået stillet en alvorlig diagnose; vi har måske udfordringer med vores beskæftigelse og bebyrdes af tvivl eller frygt; eller vi føler os alene eller uelskede.

Men selv om vi føler os fortabt midt i alle vore udfordringer, har Gud lovet os håbet om hans lys – han har lovet at oplyse vejen for os og vise os en vej ud af mørket.

Et mørkt rum

Jeg vil gerne fortælle jer om en kvinde, som voksede op i et mørkt rum – jeg vil kalde hende Jane.

Fra Jane var tre år gammel, blev hun gentagne gange slået, nedgjort og misbrugt. Hun blev truet og hånet. Hun vågnede hver morgen uden at vide om, hun ville overleve dagen. De mennesker, som skulle have beskyttet hende, var de selv samme, som torturerede hende eller tillod, at misbruget fortsatte.

For at beskytte sig selv lærte Jane at holde op med at føle noget. Hun gjorde sig intet håb om at blive reddet, hun gjorde sig hård for at forsvare sig mod de barske realiteter. Der var intet lys i hendes verden, hun trak sig ind i mørket. Med den følelsesløshed, der kun kan komme af en konstant og ubarmhjertig kontakt med ondt, accepterede hun, at hvert øjeblik kunne være hendes sidste.

Da Jane var 18 år, opdager hun så Jesu Kristi Kirke af Sidste Dages Hellige. Det gengivne evangelium gennemborede hendes hjerte med glæde og håb, og hun tog imod opfordringen til at blive døbt. For første gang følte hun lyset komme ind i sit liv og vejen tegnede lyst. Hun forlod sin mørke verden og besluttede sig for at gå i skole langt væk fra sin mishandler. Endelig følte hun sig frigjort fra det mørke og onde miljø – fri til at nyde Frelserens søde fred og mirakuløse helbredelse.

Men flere år senere, efter hendes mishandler var død, oplevede Jane igen problemer på grund af de forfærdelige ting, hun havde været udsat for. En dyb tristhed og vrede truede med at ødelægge det vidunderlige lys, hun havde fundet i evangeliet. Hun indså, at hvis hun lod dette mørke fortære sig, ville hendes mishandler have vundet.

Hun søgte råd og lægehjælp og begyndte at forstå, at for hende var vejen frem mod heling at indse og acceptere, at mørket findes – men at hun ikke skulle dvæle i det. For som hun nu vidste, findes der også lys – og det var i det, hun valgte at dvæle.

Det havde været let for Jane at blive hævngerrig, ondskabsfuld eller voldelig med sin mørke baggrund. Men det gjorde hun ikke. Hun modstod fristelsen til at sprede mørket, nægtede at lange ud i vrede, smerte eller kynisme. I stedet holdt hun fast i håbet om, at hun med Guds hjælp kunne blive hel igen. Hun valgte at udstråle lys og viede sit liv til at hjælpe andre. Denne beslutning gjorde hende i stand til at lægge sin fortid bag sig og træde ind i en lysende, strålende fremtid.

Hun blev skolelærer, og i dag, her årtier senere, har hendes kærlighed påvirket hundredvis af børn og hjulpet dem til at vide, at de er værdifulde og vigtige. Hun er blevet en utrættelig forkæmper for de svage, ofrene og de mismodige. Hun opbygger, styrker og inspirerer alle omkring sig.

Jane lærte, at helingen finder sted, når vi bevæger os væk fra mørket og vandrer mod håbet om et større lys. Det var i den praktiske anvendelse af tro, håb og barmhjertighed, at hun ikke blot forandrede sit eget liv, men også for altid velsignede så mange andre.

Lys søger lys

Der er måske nogle blandt jer, som føler mørket trænge sig ind på jer. I føler jer måske bebyrdede af bekymring, frygt eller tvivl. Til jer og til os alle gentager jeg denne vidunderlige og visse sandhed: Guds lys er ægte. Det er til rådighed for alle! Det giver lys til alting.1 Det har kraft til at hele selv det dybeste sår. Det er en lægende balsam for ensomme og syge sjæle. I fortvivlelsens furer sår det håbets frø. Det kan oplyse sorgens dybeste dal. Det kan kaste lys på stien, der ligger foran os og føre os gennem den mørkeste nat og frem til et forjættende morgengry.

Det er »Jesu Kristi ånd« – som giver lys »til enhver, som kommer til verden«.2

Ikke desto mindre kommer det åndelige lys sjældent til dem, som blot sidder i mørket og venter på, at der kommer nogen og tænder for kontakten. Det kræver handling i tro at åbne vore øjne for Kristi lys. Åndeligt lys kan ikke opfanges af kødelige øjne. Jesus Kristus sagde: »Jeg er lyset, som skinner i mørket, og mørket begriber det ikke.«3 For »et sjæleligt menneske tager ikke imod det, der kommer fra Guds ånd; det er en dårskab for sådan et menneske, og det kan ikke fatte det, for det bedømmes kun efter Åndens målestok.4

Så hvordan kan vi åbne vore øjne for håbet om Guds lys?

For det første – begynd hvor I er.

Er det ikke vidunderligt at vide, at vi ikke er nødt til at være fuldkomne for at opleve vor himmelske Faders velsignelser og gaver. Vi er ikke nødt til at vente på at krydse målstregen for at modtage Guds velsignelser. Rent faktisk åbner himlene sig, og deres velsignelser begynder at falde på os i det samme, vi tager et skridt frem i lyset.

Det perfekte sted at begynde er lige præcis, hvor I er lige nu. Det betyder ikke noget, hvor uegnede I tænker, at I er, eller hvor langt efter andre I føler jer. I selv samme øjeblik, I begynder at søge vor himmelske Fader, vil håbet ved hans lys vågne, live op og forædle jeres sjæl.5 Mørket fortrænges måske ikke helt lige med det samme, men så sikkert som nat bliver til dag, vil lyset komme.

For det andet – vend hjertet mod Herren.

Opløft jeres sjæl i bøn og forklar vor himmelske Fader, hvad I føler. Anerkend jeres fejl og mangler. Udøs hjertet og udtryk jeres taknemlighed. Lad ham vide, hvilke prøvelser I har. Trygl ham om styrke og støtte i Kristi navn. Bed om at jeres ører må åbnes, så I kan høre hans røst. Bed om at jeres øjne må åbnes, så I kan se hans lys.

For det tredje – gå i lyset.

Jeres himmelske Fader ved, at I vil begå fejl. Han ved, at I vil snuble – måske endda mange gange. Det gør ham ked af det, men han elsker jer. Han ønsker ikke at nedbryde jeres ånd. Tværtimod ønsker han at opløfte jer, og at I bliver det menneske, han skabte jer til at være.

Med det formål sendte han sin Søn til denne jord for at oplyse vejen og vise os, hvordan vi kan komme sikkert forbi anstødsstenene på vores vej. Han har givet os evangeliet, som viser, hvordan vi skal følge ham. Det lærer os de ting, vi er nødt til at vide, gøre og være for at gå i hans lys og følge i hans elskede Søns, vor Frelsers, fodspor.

Lyset fortrænger mørket

Ja, vi begår alle fejl.

Ja, vi kommer til at vakle.

Men når vi stræber efter at øge vores kærlighed til Gud og efter at elske vores næste, vil evangeliets lys omringe og opløfte os. Mørket vil vitterligt fortone sig, for det kan ikke eksistere i lysets nærhed. Når vi holder os nær til Gud, holder han sig nær til os.6 Og dag for dag vil håbet ved Guds lys vokse sig »klarere og klarere indtil den fuldkomne dag.7

Alle jer, som føler, at I vandrer i mørke, vil jeg opfordre til at stole på det sikre løfte, som menneskehedens Frelser gav: »Jeg er verdens lys. Den, der følger mig, skal aldrig vandre i mørket, men have livets lys.8

Et lys i Afrika

For nogle år siden havde min hustru, Harriet, og jeg en mindeværdig oplevelse, hvor vi så opfyldelsen af dette løfte. Vi var i Vestafrika, en smuk del af verden, hvor Kirken vokser, og de sidste dages hellige er meget indtagende. Men der er også mange udfordringer i Vestafrika. Jeg blev i særdeleshed bedrøvet over al den fattigdom, jeg så. I byerne er der høj arbejdsløshed, og familier kæmper ofte for deres sikkerhed og for at klare dagen og vejen. Det skar mig i hjertet at se, hvor mange af vore dyrebare medlemmer af Kirken, der lever med et sådant afsavn. Men jeg lærte også, at disse fine medlemmer hjælper hinanden med at lette deres tunge byrder.

På et tidspunkt ankom vi til en kirkebygning nær en stor by. I stedet for at finde mennesker, som var overbebyrdede og opslugt af mørke, fandt vi glade mennesker, som strålede af lys! Den glæde, de følte for evangeliet, var smittende og opløftede vores sjæl. Den kærlighed de udtrykte, gjorde os ydmyge. Deres smil var ægte og smittende.

Jeg husker, at jeg i det øjeblik tænkte, om der kunne være et lykkeligere folk på jordens overflade. Selvom disse kære hellige havde meget vanskelige omstændigheder, så var de fyldt med lys!

Mødet gik i gang, og jeg begyndte at tale. Men strømmen i bygningen gik snart, og vi sad i totalt mørke.

I nogen tid kunne jeg knap nok skelne nogen i forsamlingen, men jeg kunne se og mærke de helliges smukke og strålende smil. Jeg elskede at være sammen med disse vidunderlige mennesker!

Mørket varede ved i kirkebygningen, så jeg sad ved siden af min hustru og ventede på, at strømmen kom tilbage. Mens vi ventede, skete der noget bemærkelsesværdigt.

Nogen begyndte at synge en af vore salmer. Flere faldt ind. Og så endnu flere. Snart fyldte dette dejlige og overvældende kor af stemmer kirkebygningen.

Disse medlemmer af Kirken havde ikke brug for en salmebog, de kunne alle de sange, de sang, udenad. De sang den ene sang efter den anden med en energi og ånd, der rørte min sjæl.

Endelig kom lyset tilbage og badede rummet i lys. Harriet og jeg så på hinanden, vore kinder var våde af tårer.

Midt i al mørket, havde disse vidunderlige hellige fyldt denne kirkebygning og vores sjæl med lys.

Det var et stort øjeblik for os, som Harriet og jeg aldrig vil glemme.

Kom til lyset

Ja, fra tid til anden synes det som om, at livet er indhyllet i mørke. Sommetider kan natten omkring os forekomme trykkende, nedslående og frygtindgydende.

Mit hjerte sørger over sorgen i ansigtet hos mange af jer og over den smertelige ensomhed og trættende frygt, I måske føler.

Ikke desto mindre vidner jeg om det levende håb, vi har i Kristus Jesus! Han er den sande, rene og mægtige port til guddommelig oplysning.

Jeg vidner om, at mørket ikke kan vinde med Kristus på vores side. Mørket vil ikke vinde over Kristi lys.

Jeg vidner om, at mørket ikke kan tage kampen op mod den levende Guds Søns strålende lys!

Jeg opfordrer jer alle til at åbne hjertet for ham. Søg ham gennem studium og bøn. Kom til hans kirke, ja, Jesu Kristi Kirke af Sidste Dages Hellige. Lær af ham og hans evangelium, deltag aktivt, hjælp hinanden og tjen vor Gud med glæde.

Brødre og søstre, selv i den mørkeste nat kan verdens Frelser lede jer til en gryende, liflig og strålende morgen.

Når I går fremad i håbet om Guds lys, vil I opdage en barmhjertighed, kærlighed og godhed hos en kærlig himmelsk Fader, og »der er intet mørke i ham«.9 Dette vidner jeg om i Jesu Kristi hellige navn. Amen.

Vis henvisninger

  1.  

    1. Se L&P 88:11–13.

  2.  

    2. L&P 84:45–46.

  3.  

    3. L&P 6:21.

  4.  

    4. 1 Kor 2:14.

  5.  

    5. Se Alma 34:31.

  6.  

    6. Se Jak 4:8; L&P 88:63.

  7.  

    7. L&P 50:24.

  8.  

    8. Joh 8:12.

  9.  

    9. 1 Joh 1:5.