2010
Styrk familien og hjemmet
Juli 2010


Besøgsbudskabet

Styrk familien og hjemmet

Gennemgå dette materiale og drøft det på passende vis med de søstre, du besøger. Anvend spørgsmålene som en hjælp til at styrke dine søstre og gøre Hjælpeforeningen til en aktiv del af dit liv.

Fra skrifterne: 1 Mos 18:19; Mosi 4:15; L&P 93:40; Moses 6:55-58

Styrk ved enhver lejlighed

»Vi står alle i forskellige familiesituationer. Nogle familier har en mor og far og hjemmeboende børn. Nogle ægtepar har ikke længere hjemmeboende børn. Mange medlemmer af Kirken er enlige, og nogle er enlige med børn. Andre er enker eller enkemænd, som bor alene.

Uanset hvordan vores familie ser ud, så kan vi hver især gøre en indsats for at styrke vores familie eller hjælpe andre med at styrke deres.

Engang overnattede jeg hos min niece og hendes familie. Den aften, inden børnene skulle i seng, holdt vi en kort familieaften med en historie fra skrifterne. Deres far fortalte dem om Lehis familie, og om hvordan han havde lært sine børn, at de skulle holde fast ved jernstangen, som er Guds ord. Hvis de holdt fast ved jernstangen, kunne de føle sig trygge og opnå glæde og lykke. Hvis de gav slip på jernstangen, var de i fare for at drukne i kilden med snavset vand.

De demonstrerede det for børnene ved at lade moderen spille ›jernstangen‹, som de skulle klynge sig til, mens deres far spillede djævelen, som prøvede at trække børnene væk fra sikkerhed og glæde. Børnene var vilde med historien og lærte, hvor vigtigt det er at holde fast i jernstangen. Efter historien fra skrifterne var det tid til familiebøn …

Skrifterne, familieaften og familiebøn styrker familien. Vi må benytte enhver lejlighed til at styrke familien og hjælpe hinanden med at holde os på denne rette vej.«1

Barbara Thompson, andenrådgiver i Hjælpeforeningens hovedpræsidentskab.

Hvad kan vi gøre?

  1. Hvilke forslag til styrkelse af familien og hjemmet vil du overbringe dine søstre? Når du overvejer deres forskellige situationer, kan Ånden indgyde dig forslag.

  2. Hvordan kan du ændre dine prioriteter i denne måned, så du kan styrke din familie og dit hjem?

Fra vores historie

Lige fra begyndelsen har Hjælpeforeningen haft til opgave at styrke familien og hjemmet. Profeten Joseph Smith sagde ved et hjælpeforeningsmøde til søstrene: »Når I går hjem, så sig aldrig et uvenligt ord til jeres ægtemænd, men lad venlighed, næstekærlighed og kærlighed krone jeres gerninger fremover.«2

I 1914 sagde præsident Joseph F. Smith til søstre i Hjælpeforeningen: »Hvor end der er uvidenhed eller bare mangel på forståelse, hvad angår familien … så findes denne organisation eller er i nærheden. Og gennem den naturlige gave og inspiration, som denne organisation besidder, er de forberedt og klar til at formidle undervisning med hensyn til disse vigtige anliggender.«3

Noter

  1. Barbara Thompson, »Hans arm er nok«, Liahona, maj 2009, s. 84.

  2. Kirkens præsidenters lærdomme: Joseph Smith, 2007, s. 477

  3. Kirkens præsidenters lærdomme: Joseph F. Smith 1998, s. 186.

Fotoillustration: Robert Casey