Besøgsbudskabet
Omsorg og tjeneste gennem besøgsundervisning
Gennemgå dette materiale og drøft det på passende vis med de søstre, du besøger. Anvend spørgsmålene som en hjælp til at styrke dine søstre og gøre Hjælpeforeningen til en aktiv del af dit eget liv.
Tro, Familie, Tjeneste
»Næstekærlighed betyder meget mere end at føle sig godgørende,« sagde præsident Henry B. Eyring, førsterådgiver i Det Første Præsidentskab. »Næstekærlighed fødes af tro på Herren Jesus Kristus og er et produkt af hans forsoning.«1 For søstre i Hjælpeforeningen kan besøgsundervisning være næstekærlighed i praksis og en vigtig måde at udøve tro på Frelseren på.
Gennem besøgsundervisning kan vi vise omsorg ved at kontakte hver eneste søster, give et budskab og søge at lære hendes families behov at kende. »Besøgsundervisning bliver Herrens værk, når vi fokuserer på mennesker snarere end tal,« forklarer Julie B. Beck, Hjælpeforeningens hovedpræsident. »I realiteten bliver besøgsundervisning aldrig færdigt. Det er snarere en måde at leve på end en opgave. Trofast tjeneste som besøgslærer er tegn på vores vilje til at følge Kristus.«2
Når vi udviser kontant og bønsom omsorg, erfarer vi, hvordan vi bedst tjener og opfylder hver enkelt søsters og hendes families behov. Tjeneste kan antage mange forskellige former – nogle store og andre knap så store. »Ofte er små tjenester alt, hvad der behøves for at opbygge og velsigne en anden: Et spørgsmål om en andens familie, et hurtigt opmuntrende ord, en oprigtig kompliment, et lille takkebrev, et kort telefonopkald,« sagde præsident Thomas S. Monson. »Hvis vi er opmærksomme og vågne, og hvis vi følger de tilskyndelser, som kommer til os, kan vi udrette meget godt … Utallige er de tjenestegerninger, der udføres af en enorm hærskare af besøgslærere fra Hjælpeforeningen.«3
Fra skrifterne
Fra vores historie
I 1843 var Kirkens medlemmer i Nauvoo i Illinois opdelt i fire menigheder. I juli samme år nedsatte hjælpeforeningsledere en besøgskomite bestående af fire søstre i hver menighed. Besøgskomiteens ansvarsområder omfattede at anslå behov og indsamle donationer. Hjælpeforeningen anvendte disse donationer til at sørge for de nødlidende.4
Skønt besøgslærerne ikke længere indsamler donationer, så har de dog stadig et ansvar for at fastslå behov – åndelige og timelige – og at arbejde på at opfylde de behov. Eliza R. Snow (1804-1887), Hjælpeforeningens anden hovedpræsident, forklarede: »En besøgslærer … burde bestemt have så meget af Herrens Ånd, når hun træder ind i et hus, at hun ved, hvilken ånd hun møder … Bønfald Gud og Helligånden om at få Ånden, så I kan imødekomme den ånd, der findes i det hus … og måske føler I, at I skal tale fredfyldte og trøstende ord, og hvis I finder en søster, der mangler varme, så tag hende ind til jer, ligesom I ville trykke et barn ind til jer og varme hende.«5
Fotoillustration: Matthew Reier.