Vogtere ved hjemmets arne

»I vogter arnestedet,« sagde præsident Gordon B. Hinckley (1910-2008), da han præsenterede »Familien: En proklamation til verden« ved Hjælpeforeningens hovedmøde i 1995. »I sætter børn i verden. I er dem, som nærer dem og danner deres vaner i livet. Intet andet arbejde kommer i nærheden af det guddommelige som det at nære Guds sønner og døtre.«¹

Igennem næsten 17 år har denne proklamation bekræftet, at vores væsentligste ansvar er at styrke familien og hjemmet – uanset hvad vore aktuelle omstændigheder er. Barbara Thompson, som i dag er andenrådgiver i Hjælpeforeningens hovedpræsidentskab, sad i Tabernaklet i Salt Lake City, da præsident Hinckley første gang oplæste proklamationen. »Det var en storslået begivenhed,« mindes hun. »Jeg fornemmede budskabets betydning. Jeg sad også og tænkte: ›Det er en fremragende vejledning for forældre. Det er også et stort ansvar for forældre.‹ Et øjeblik tænkte jeg, at det egentlig ikke havde meget med mig at gøre, for jeg var ikke gift og havde ingen børn. Men næsten med det samme tænkte jeg: ›Det har jo med mig at gøre. Jeg er en del af en familie. Jeg er datter, søster, tante, kusine, niece og barnebarn. Jeg har ansvar – og velsignelser – fordi jeg er medlem af en familie. Om jeg så var det eneste nulevende medlem af min familie, så er jeg stadig medlem af Guds familie, og jeg har et ansvar for at styrke andre familier.‹«

Heldigvis er vi ikke alene i vores stræben. »Den største hjælp,« siger søster Thompson, »som vi har til at styrke familierne, er at kende og følge Kristi lære og sætte vores lid til, at han hjælper os.«²