Vidnesbyrd og omvendelse

Der er forskel på at modtage et vidnesbyrd om sandheden og på at blive sandt omvendt. For eksempel bar den store apostel, Peter, vidnesbyrd for Frelseren om, at han vidste, at Jesus var Guds Søn.

»Så spurgte [Jesus] dem: Men I, hvem siger I, at jeg er?

Simon Peter svarede: ›Du er Kristus, den levende Guds søn.‹

Og Jesus sagde til ham: ›Salig er du, Simon, Jonas’ søn, for det har kød og blod ikke åbenbaret dig, men min fader i himlene« (Matt 16:15–17).

Og senere gav Herren alligevel i sin formaning Peter en vejledning til, hvordan man i sandhed omvender sig for resten af livet. Frelseren sagde det således: »Og når du engang vender om, så styrk dine brødre« (Luk 22:32).

Jesus lærte Peter, at der stadig forestod en stor ændring, som må række ud over at have et vidnesbyrd, nemlig at være i stand til at tænke, føle og handle som sande omvendte tilhængere af Jesus Kristus. Det er den mægtige forandring, vi alle søger. Når først vi har opnået den, må vi holde fast i den indtil denne jordiske prøvestand er forbi (se Alma 5:13-14).

Vi ved af egen erfaring og ved at iagttage andre, at nogle få øjeblikke med åndelig kraft ikke er tilstrækkelig. Peter benægtede at kende Frelseren, selv efter han havde modtaget Åndens vidne om, at Jesus var Kristus. De tre vidner til Mormons Bog modtog et direkte og umiddelbart vidnesbyrd om, at Mormons Bog var Guds ord, og alligevel formåede de ikke at opretholde Joseph Smith som profet for Herrens kirke.

Billede

illustration of woman in Nephite time praising God

O velsignede Jesus, af Walter Rane

Vi har brug for at ændre os af hjertet, som det beskrives i Almas Bog: »Og de kundgjorde alle det selv samme for folket: at deres hjerte var blevet forandret, at de ikke mere havde noget ønske om at gøre ondt« (Alma 19:33, se også Mosi 5:2).

Herren har lært os, at når vi i sandhed er omvendt til hans evangelium, vil vores hjerte være vendt fra selviske bekymringer og vendt mod at tjene og løfte andre, så de kan bevæge sig mod evigt liv. For at opnå denne omvendelse kan vi bede og arbejde i tro for at blive det nye menneske, som vi har fået mulighed for at blive gennem Jesu Kristi forsoning.

Vi kan begynde med at bede om tro til at omvende os fra selviskhed og om gaven til at bekymre os mere om andre end os selv. Vi kan bede om kraft til at fralægge os stolthed og misundelse.

Bøn kan både være nøglen til at modtage en kærlighed til Guds ord og til Kristi kærlighed (se Moro 7:47-48). De to gaver følges ad. Når vi læser, gransker og beder om Guds ord, kommer vi til at elske det. Herren lægger det i vores hjerte. Når vi føler den kærlighed, begynder vi at elske Herren mere og mere. Med det følger den kærlighed til andre, som vi har brug for til at styrke dem, som Herren lader krydse vores vej.

Vi kan for eksempel bede om at kunne vide, hvem Herren ønsker, at missionærerne underviser. Fuldtidsmissionærerne kan i tro bede for ved Ånden at vide, hvem de skal undervise og vidne for. De kan bede i tro om, at Herren vil lade dem føle sin kærlighed til alle, de møder. Missionærerne vil ikke kunne føre alle, de møder, i dåbens vande eller til Helligåndsgaven. Men de kan have Helligånden som ledsager. Gennem deres tjeneste og med Helligåndens hjælp vil missionærerne over tid opleve en forandring af hjertet.

Den forandring fornyes igen og igen, når de, og vi, uselvisk og livet igennem handler i tro for at styrke andre med Jesu Kristi evangelium. Omvendelse er ikke bare en engangsforeteelse eller noget, som blot gælder i en periode af livet, men den er en fortløbende proces. Livet kan blive bedre og lysere helt indtil den fuldkomne dag, hvor vi skal se Frelseren og finde ud af, at vi er blevet som ham. Herren har beskrevet den rejse således: »Det, der er af Gud, er lys; og den, der modtager lyset og forbliver i Gud, modtager mere lys; og det lys vokser sig klarere og klarere indtil den fuldkomne dag« (L&P 50:24).

Jeg lover jer, at det er muligt for os alle.