Alt er vel

Pionererne tog sig af hinanden uden skelen til social, økonomisk eller politisk baggrund. Selvom det forhalede deres rejse, var ubelejligt eller indebar personlige ofre, møje og besvær, så hjalp de hinanden.

I vores målorienterede og ensidige verden kommer den enkeltes eller gruppers mål gerne før det at tage sig af hinanden eller at styrke Guds rige. I dagens verden kan det at nå visse ideologiske mål virke som en målestok for vores værd.

Det kan være en vidunderlig ting at sætte og nå mål. Men når succesen med at nå sine mål opnås ved at overhøre, ignorere eller såre andre, kan prisen for succes være for høj.

Pionererne tog sig af de andre i deres kompagni, men de tænkte også på dem, der kom efter dem og plantede afgrøder til de vogntog, der fulgte.

De kendte til styrken ved familie og venner. Og fordi de stolede på og regnede med hinanden, blev de stærke. Venner blev familie.

Pionererne tjener som en god påmindelse om, hvorfor vi må overvinde fristelsen til at isolere os og i stedet række ud og hjælpe hinanden og vise omsorg og kærlighed for hinanden.

»Kom, kom, Guds folk, fremad og frygter ej.«

Denne sætning blev de trætte vandrendes slagsang. Det er svært at forestille sig, hvor hårdt disse mennesker sled og slæbte. Selve det at gå var det letteste, de foretog sig. De var nødt til at trække på samme hammel for at få mad, reparere vognene, passe dyrene, tage sig af de syge og svage, finde og hente vand og beskytte sig mod umiddelbar fare på grund af vejret og de mange udfordringer, vildmarken bød på.

Når de vågnede om morgenen, stod deres mål altid klart defineret for dem: Tjen Gud og jeres medmennesker og kom frem til Saltsødalen. Hver dag stod disse mål klart for dem. De vidste, hvad de var nødt til at gøre, og at hver dag talte for at nå frem til målet.

I vore dage – hvor så meget af det, vi ønsker os, er indenfor rækkevidde – er det fristende at dreje fra eller give op, når vejen forude synes for besværlig eller bjergskråningerne synes for stejle. I de øjeblikke kan det inspirere os at tænke på de mænd, kvinder og børn, der ikke lod sygdom, modgang, smerte eller død hindre dem i at følge den valgte vej.

Pionererne lærte, at det at gøre svære ting styrkede kroppen, sindet og ånden, skærpede forståelsen af deres guddommelige ophav og gjorde deres medfølelse for andre dybere. Denne vane formede deres karakter og var en velsignelse for dem, længe efter de havde krydset sletterne og bjergene.

Når pionererne sang, lagde de stemme til en tredje lektie: »Kun med mod fremad drag!«

Det er et af de største paradokser i vor tid, at vi er velsignet med så meget og alligevel kan være så ulykkelige. Velstand og teknologiske vidundere overvælder os og indhyller os i tryghed, underholdning, øjeblikkelig tilfredsstillelse og bekvemmelighed. Og alligevel ser vi så stor mangel på glæde omkring os.

Pionererne, som ofrede så meget, led afsavn og manglede selv de mest basale fornødenheder til livets opretholdelse. De forstod, at glæde ikke kommer som følge af held eller tilfældighed. Og den følger bestemt ikke af, at alle vore ønsker går i opfyldelse. Glæde og lykke kommer ikke af ydre omstændigheder. Den kommer indefra – uagtet hvad der sker omkring os.

Det vidste pionererne, og med den indstilling fandt de glæde under alle forhold og i enhver prøve – selvom de prøvelser ramte dem og foruroligede dem dybt i sjælen.

Nogle gange hører vi om, hvad pionererne udholdte, og siger med lettelse: »Godt, jeg ikke levede dengang.« Men jeg tænker, om de modige pionerer ikke ville have sagt det samme om os, hvis de havde kunnet se os.

Selvom tiden og forholdene har ændret sig, så er principperne for, hvordan man møder prøvelser og lever harmonisk sammen i et omsorgsfuldt, fremgangsrigt og gudfrygtigt fællesskab de samme.

Af pionererne kan vi lære at tro og stole på Herren. Vi kan lære at have omsorg for andre. Vi kan lære, at arbejde og flid ikke blot velsigner os timeligt, men også åndeligt. Vi kan lære, at glæde er tilgængelig for os, uanset hvilken situation vi står i.

Den bedste måde at ære pionererne og vise vores påskønnelse af dem på er ved, at vi inkorporerer samme trofasthed mod Guds bud, omsorg og kærlighed til vore medmennesker og den flid, optimisme og glæde, som pionererne så smukt udviste, i vores liv.

Når vi gør det, kan vi række tværs gennem tiden, tage de ædle pionerer i hånden og istemme deres sang: »Alt er vel! Alt er vel!«