Kirkens håndbøger – den skriftlige orden

Ældste Dallin H. Oaks fra De Tolv Apostles Kvorum har sagt: »Selv om håndbøgerne ikke nyder samme status som skriften, repræsenterer de imidlertid de nyeste fortolkninger og retningslinjer for forretningsgange fra Kirkens højeste myndighed.«¹ Ældste Russell M. Nelson fra De Tolv Apostles Kvorum tilføjede, at den myndighed – Det Første Præsidentskab og De Tolv Apostles Kvorum – består af mænd med »modenhed, erfaring og lang tids forberedelse.«²

Således afspejler Kirkens håndbøger den kollektive visdom, der kommer fra profeternes og apostlenes afprøvede erfaringer. Den visdom lærer os den bedste måde på over tid at opnå gode resultater i udførelsen af Kirkens mission. Herren har givet os følgende råd: »Søg flittigt, og lær hinanden visdomsord; ja, søg visdomsord i de bedste bøger« (L&P 88:118; 109:7). Visdommen i håndbøgerne kan bestemt betegnes som »de bedste bøger«.

Præsident Thomas S. Monson har erklæret, at uden håndbøgerne »ville [det] være nærmest umuligt at bevare Kirkens enhed omkring retningslinjer, procedurer og programmer.« Han tilføjede: »Gennem årene har vi måttet korrigere mange forsøg fra velmenende ledere på at ændre nogle af Kirkens programmer.«

Præsident Monson sagde, at hvis lederne ikke følger procedurerne, »må vi i Det Første Præsidentskab stadfæste handlingen eller få den gjort igen.« Hvis vi ignorer håndbøgerne, kan vi med andre ord ende med at øge Det Første Præsidentskabs arbejdsbyrde.

»Næsten alle tilfælde ville ikke forekomme,« sagde han, »hvis lederne blot ville læse, forstå og følge håndbogen … Der er sikkerhed i håndbøgerne.«³

Præsident Monson tilføjede, at uanset hvilken lederkaldelse vi har, så indeholder håndbøgerne en skat af oplysninger og vejledning, der kan hjælpe os til at administrere effektivt, forstå Kirkens rette funktion, lære og udføre vore pligter (se L&P 107:99) og forberede os på kommende lederstillinger.

Håndbøgerne underviser i, at selvom »forældre har et vigtigt ansvar for at hjælpe deres børn med at forberede sig på at vende tilbage til vor himmelske Fader« sørger Frelserens kirke »for organisationen og midlerne til at undervise alle Guds børn i Jesu Kristi evangelium.« Håndbøgerne underviser også i, at Kirken »sørger for præstedømmets myndighed til at forvalte frelsens og ophøjelsens ordinancer til alle, som er værdige og villige til at acceptere dem.«⁴

Den doktrinære ramme for forvaltning af Kirken findes i de tre første kapitler af Håndbog 2: Forvaltning af Kirken:

1. Familien og Kirken ifølge Guds plan

2. Præstedømmets principper

3. Ledelse i Jesu Kristi Kirke

Vi bør omhyggeligt studere disse tre kapitler. De minder os om, at Kirken »blev organiseret af Gud for at fremme hans værk med at tilvejebringe frelse og ophøjelse for sine børn.«⁵ Det sker gennem aktiviteter, muligheder og programmer til at tjene, velsigne og sørge for personlig udvikling, der fokuserer på det guddommeligt udpegede ansvar, som støtter og styrker den enkelte og familien.

»Disse ansvar omfatter at hjælpe medlemmer med at efterleve Jesu Kristi evangelium, indsamle Israel gennem missionering, udvise omsorg for de fattige og trængende samt at sørge for frelse af de afdøde ved at opføre templer og udføre stedfortrædende ordinancer.«⁶

Når vi forstår denne doktrinære ramme, bliver formålet og rollen for alle kaldelser i Kirken tydelig: »Præstedømme- og organisationsledere samt undervisere stræber efter at hjælpe andre med at blive Jesu Kristi sande tilhængere. Kirkens organisationer og programmer eksisterer [desuden] for at velsigne den enkelte og familien og er ikke et mål i sig selv.«⁷

Håndbøgerne er baseret på skrifterne, deriblandt Frelserens formaning til Peter: »Og når du engang vender om, så styrk dine brødre« (Luk 22:32).

Billede

Illustration depicting an open book of scripture.

Da en biskop skulle hjælpe et mindre aktivt medlem tilbage til Kirken, gennemlæste han kapitlet om kirkedisciplinering i Håndbog 1: Stavspræsidenter og biskopper. Da biskoppen havde talt med sin stavspræsident, besluttede han sig for at sammenkalde et disciplinærråd.

»Vi mødtes på forhånd som biskopråd og gennemgik håndbogen for at minde os selv om de rette procedurer og for at finde relevante punkter til sagen,« fortalte biskoppen. »Vi mærkede stærkt Herrens Ånd, som hjalp os, idet vi talte med medlemmet.«

Senere da biskoprådet havde bedt om Herrens hjælp, følte en af rådgiverne sig tilskyndet til, at de igen skulle læse de relevante afsnit af Håndbog 1 højt. Da de var færdige, spurgte biskoppen hver rådgiver om hans anbefaling.

»Biskop, du bliver måske overrasket, men det her er, hvad jeg føler,« sagde førsterådgiveren, da han gav sin anbefaling. Andenrådgiveren følte det samme, og det gjorde biskoppen også.

»At læse håndbogen for hinanden gav Ånden mulighed for at oplyse vores sind,« mindes biskoppen. »Principperne bliver tydeligere for den relevante situation, og vi blev hver især vejledt til det samme svar. Vi var godt forberedt til at give det rette råd for at hjælpe vores kære bror tilbage til Kristus.«

Som biskoprådet opdagede, kan de instruktioner, der findes i Kirkens håndbøger, »gøre det lettere at modtage åbenbaringer, hvis de bruges til at opnå en forståelse af principper, retningslinjer og procedurer, der skal anvendes, mens man søger Åndens vejledning.«⁸

Når vi læser, forstår og følger håndbøgerne, bliver de en velsignelse for dem, vi tjener.⁹ En ændring i retningslinjerne i Håndbog 2 hjalp for eksempel en biskop med at velsigne og styrke en far, der ikke troede, at han ville være i stand til at ordinere sin 12-årige søn til Det Aronske Præstedømme.

I kapitel 20 står der: »Biskopper og stavspræsidenter kan efter skøn … tillade præstedømmebærere, der ikke fuldt ud er tempelværdige, at udføre og deltage i nogle ordinancer og velsignelser,« deriblandt dåb og ordination til Det Aronske Præstedømme.¹⁰ Denne far troede ikke, at han kunne ordinere sin søn uden en tempelanbefaling. Men hans biskop, »som vejledt af Ånden,«¹¹ gav ham tilladelse efter et interview.

»Den oplevelse blev et vendepunkt i hans liv,« fortalte hans nuværende biskop. »Det blev en del af processen med at blive værdig til at komme i templet, blive beseglet til sin hustru i templet og få deres børn beseglet til dem.«

Billede

Several people, representing ward or branch leaders, sitting around a table having a meeting.

Overensstemmelse i Kirkens principper, retningslinjer og procedurer »bringer Helligåndens indflydelse ind i lederes og medlemmers tilværelse,« sagde ældste Quentin L. Cook fra De Tolv Apostles Kvorum.¹² Men i en verdensomspændende kirke, hvor medlemmerne møder forskellige politiske, sociale og økonomiske omstændigheder, kan nogle grene og menigheder mangle medlemmer, ledelse og ressourcer til at have Kirkens fulde program. Andre enheder kan stå over for problemer med hensyn til sikkerhed, transport, kommunikation og familiernes økonomiske omstændigheder.

Kapitel 17 i Håndbog 2 tydeliggør »hvor overensstemmelse er påkrævet« og »omstændigheder, som kan berettige lokal tilpasning« i forhold til organisationernes bemanding og programmer og i formatet og hyppigheden af lederskabsmøder og aktiviteter. Tilpasning bør selvfølgelig kun foregå, når lederne har søgt vejledning fra Helligånden.¹³

Når de gør det, kan »alle menigheder, uanset størrelse og omstændigheder … opleve det samme rige mål af Herrens Ånd.«¹⁴

Håndbøgerne indeholder det, som vi kunne kalde »den skriftlige orden«.

Håndbog 1, til biskopper og stavspræsidenter, beskriver »stavspræsidenters og biskoppers generelle ansvar og indeholder detaljerede oplysninger om retningslinjer og procedurer«¹⁵ om alt fra templer, ægteskab og missionering til velfærd, kirkedisciplinering og økonomi.

Håndbog 2, til alle kirkeledere (findes på LDS.org), begrænser det komplekse i Kirkens programmer og giver som nævnt tidligere mulighed for fleksibilitet og lokale tilpasninger. Den »er en vejledning for medlemmer af menigheds- og stavsråd«¹⁶ og organisationerne i forvaltningen af Kirken og dens arbejde med frelse.

Den kollektive visdom, der findes i håndbøgerne, er organiseret på en måde, så den er nemmere at få adgang til og skabe en sand stemning af tjeneste, som burde eksistere i alle menigheder og stave i Frelserens kirke. Men for at få adgang til den visdom må vi studere håndbøgerne, lære af dem, udleve deres principper og sætte handling bag disse principper! Resultatet vil blive lys, forståelse og den langvarige velsignelse ved at opdage den bedste måde at tjene vore søskende på.

Med hensyn til vores tjeneste i Kirken har præsident Dieter F. Uchtdorf fra Det Første Præsidentskab sagt følgende: »Når vi åbner vore arme og hjerter for andre i kristuslignende kærlighed, sker der noget vidunderligt med os. Vores egen ånd heles, lutres og styrkes. Vi bliver gladere, mere fredfyldte og mere modtagelige over for Helligåndens hvisken.«¹⁷

Under aprilkonferencen 2015 fortalte ældste Rafael E. Pino historien om, hvordan en af hans sønner blev frustreret, da han lagde et puslespil. »Han lærte til sidst at lægge puslespillet,« mindes ældste Pino, »da han forstod, at hver lille brik havde sin plads i det endelige billede«.¹⁸

I enhver kaldelse i Kirken giver håndbøgerne på samme måde som billedet uden på puslespilskassen os en vision – det endelige billede. Det billede vil vejlede os og giver os en bedre forståelse af det, som Herren ønsker, at vi skal opnå i hans tjeneste. Når vi følger håndbøgerne og anvender den kollektive visdom, de indeholder, vil Herren hjælpe os og dem, vi tjener, til at blive fuldkomne »i ham« (Kol 2:10).

Håndbøgerne vil forblive en integreret del af forvaltningen af Kirken og velsigne medlemmer og ledere uanset fremtidige ændringer i format og indhold. Som præsident Henry B. Eyring, førsterådgiver i Det Første Præsidentskab, har sagt, bliver håndbøgerne »en skat for jer, når I anvender den som en hjælp til at lede andre til at vælge vejen til det evige liv. Det er [deres] formål.«¹⁹