Joseph Smith og Johannes’ Åbenbaring
Profeten Joseph Smith fjernede noget af mystikken omkring Johannes’ Åbenbaring og viste dens relevans for vor tid.
Fotoillustration: Christina Smith; Johannes på Patmos, af Mark Steiner © Providence Collection
Johannes’ Åbenbaring blev skrevet i det første århundrede efter Kristi fødsel, men det er den sidste bog i Det Nye Testamente, der blev kanoniseret eller godkendt som hellig skrift. Nogle kristne lærde satte efterfølgende spørgsmål ved forfatterskabet, modsatte sig nogle af de indeholdte læresætninger (fx læren om tusindårsriget og at mennesker ville blive dømt efter deres gerninger) og syntes, at de gammeltestamentlige hentydninger og den billedrige historiefortælling var for mærkelig og anderledes fra de øvrige skrifter i Det Nye Testamente.
Men visse uomtvistelige fakta bidrog til den generelle accept af bogen. Mange af de tidligste kristne skribenter nævnte for eksempel Åbenbaringens Bog og tilskrev den apostlen Johannes. De citerede den i stort omfang og godkendte den således i deres skrivelser. Det er mere, end man kan sige om adskillige andre kanoniserede bøger, hvis status som hellig skrift der aldrig har været disputs om.
I begyndelsen af det 19. århundrede, da Gud kaldte Joseph Smith som genoprettelsens profet, var Johannes’ Åbenbaring indeholdt i næsten alle versioner af Bibelen, og den blev i stor udstrækning læst. Billedsproget i Johannes’ Åbenbaring fyrede op under folks forestillingsevne og gav anledning til mange forskellige fortolkninger, og det gælder stadig den dag i dag.
Som profet for tidernes fyldes uddeling havde Joseph Smith en unik mulighed for at kaste lys over Johannes’ Åbenbaring og gøre den mindre afskrækkende at læse og forstå. Det gjorde han på to måder: (1) Han forklarede specifikke dele af bogen og uddybede den større sammenhæng, og (2) han afmystificerede den.
Forklar og uddyb
Det bedste eksempel på, at Joseph Smith sørgede for forklaringer på Johannes’ Åbenbaring, findes i Lære og Pagter 77. Denne åbenbaring, som blev modtaget i marts 1832, består af en række spørgsmål og svar omkring specifikke passager i kapitlerne 4-11 i Johannes’ Åbenbaring. Profeten sagde, at denne forklaring blev givet ham, mens han arbejdede med den inspirerede oversættelse af Bibelen (se introduktionen til L&P 77).
Spørgsmålene er ret ligefremme og basale, der bliver specifikt spurgt: »Hvad skal vi forstå ved?« og »Hvornår skal det … ske?« Svarene er ligeledes ligefremme, omend ikke altid udtømmende. De svar, profeten Joseph Smith søgte og modtog, afkræfter forskellige spekulative fortolkninger og giver os en forståelse af, hvor relevant Johannes’ Åbenbaring er for sidste dages værket.
Denne åbenbaring hjælper os for eksempel til at forstå, at de syv segl, som Johannes beskriver i begyndelsen af kapitel 5, repræsenterer syv større tidsperioder i jordens historie, og at de to sidste er dem, der handler om vor tid og fremdeles (se L&P 77:6-7), hvilket forklarer, hvorfor Johannes’ Åbenbaring bruger så meget tid på det sjette og syvende segl. Joseph Smiths åbenbaring går så videre med at forklare, hvad nogle af skikkelserne i det sjette segl (de fire engle og de 144.000 fra Israels stammer) har at gøre med genoprettelsen og indsamlingen i de sidste dage (se L&P 77:9-11).
Denne forklarende åbenbaring i forbindelse med hans oversættelse af Bibelen var naturligvis ikke det eneste bidrag fra profeten Joseph Smiths side for at øge vores forståelse af Johannes’ Åbenbaring. Når han arbejdede, blev han sommetider inspireret til at omformulere teksten, så den blev mere tydelig,1 men ofte blev han også inspireret til at tilføje eller revidere teksten for at trække linjer til andre skrifter, således at de understøttede hinanden.2 Dele af Joseph Smiths arbejde med Bibelen synes derfor at have været at væve tråde mellem de forskellige bøger i skriften for at fremstille en sammenhæng mellem læresætninger og profetier, og Johannes’ Åbenbaring er ingen undtagelse.
Detalje fra Sankt Johannes’ åbenbaring, af Paul Mann; detalje fra Kristus på kornmarken, af Thomas Francis Dicksee
Gennem andre åbenbaringer og oversættelser uddybede Joseph Smith desuden konteksten for Johannes’ Åbenbaring ved at vise, at den følger et mønster for billedrige åbenbaringer, som forskellige profeter har fået gennem tiderne. I Mormons Bog og Den Kostelige Perle læser vi, at Nefi, Jereds bror, Moses og Enok alle fik lignende åbenbaringer om menneskenes historie, deriblandt om verdens ende. Vi læser også, at selvom disse andre profeter fik vist verdens ende, blev det dem forbudt at dele det med verden, fordi Johannes var forudordineret til at skrive det (se 1 Ne 14:25-26). Så Mormons Bog, der blev frembragt ved profeten Joseph Smith, lærer os, at det var meningen, at vi skulle have Johannes’ beskrivelse af de begivenheder, der fører frem til Jesu Kristi andet komme, og at den er værd for os at studere.
På grund af det lys, som åbenbaringerne til Joseph Smith kaster over den, er vi bedre i stand til at se det overordnede tema i Johannes’ Åbenbaring: »I sidste ende vil det være sådan på denne jord, at Gud vil triumfere over djævelen, det gode vil vinde endeligt over det onde, de hellige over deres forfølgere og Guds rige vil vinde over menneskenes og Satans riger … Sejren sikres gennem Jesus Kristus.«3 Desuden fremhævede Joseph Smith, at budskabet i Johannes’ Åbenbaring er centreret om Jesus Kristus, som er kernen i vores håb, og som lærer os, at vi ved trofasthed mod ham og hans værk i de sidste dage kan overvinde verden.
Afmystificering
Ved en konference i Kirken den 8. april 1843 sagde profeten Joseph Smith: »Åbenbaringens bog er en af de tydeligste bøger, Gud nogensinde lod skrive.«4 Denne udtalelse chokerede måske tilhørerne, fordi den helt klart modsagde deres egen oplevelse. Så hvad mente profeten med det?
Samtidig med at Joseph Smith helt klart opklarede nogle af mysterierne ved Johannes’ Åbenbaring, synes det også at have været hans hensigt at afmystificere den. Det gjorde han ved at vise, at bogens kryptiske billedsprog ikke altid er så kryptisk, som vi tror, og fordi en skrift indeholder svært tilgængeligt billedsprog betyder det ikke nødvendigvis, at den får større vigtighed eller betydning for os.
Andetsteds i talen viser Joseph Smith for eksempel, at en nøje gennemlæsning af Johannes’ Åbenbaring kan sætte grænser for mulige fortolkninger. Han påpegede, at de første tre kapitler handler om Johannes’ tid og ting, »der snart skal ske« (Åb 1:1), og at resten af bogen handler om ting, »der siden skal ske« (Åb 4:1), altså efter Johannes’ tid.5 Da det sætter visse grænser for, hvad billedsproget i disse dele af bogen kan gå på, afmystificerer disse tidsgrænser noget.
Desuden sagde Joseph Smith, at nogle gange betyder et dyr blot et dyr. Han forklarede, at når Johannes skrev, at han så væsener i himlen, der lignede dyr (se Åb 4:7), så var det det, han så. Profeten demonstrerede så, at nogle af de væsener, Johannes beskrev i sine syner, er bogstavelige, og andre er figurative.6 Han forklarede også, at der knytter sig et princip til sådanne figurer:
»Når som helst Gud i et syn giver et billede, et dyr eller skikkelser af en hvilken som helst art, påtager han sig altid ansvaret med at give en åbenbaring eller udlægning af betydningen deraf, ellers ville vi ikke blive holdt ansvarlige for vores tro derpå. Vær ikke bange for at blive fordømt, fordi vi ikke kender meningen med eller betydningen af et syn eller en billedlig fremstilling, dersom Gud ikke har givet en åbenbaring eller udlægning af emnet.«7
Det er ikke nødvendigt at kende til fortolkningen af enhver detalje i et mystisk syn for at studere skriften. Mysterierne omkring profetens billedsprog er ikke det samme som Guds hemmeligheder, som bliver det menneske givet at kende, »der omvender sig og udøver tro og frembringer gode gerninger og bestandigt beder uden ophør« (Alma 26:22).
Ved at tage mystikken ud af Johannes’ Åbenbaring fjernede profeten potentielle forstyrrende elementer fra mere vægtige emner i Jesu Kristi evangelium. Og selvfølgelig giver Johannes’ syn os vigtig information om de sidste dage: Frafaldet og genoprettelsen, Jesu Kristi andet komme, hans sejr over Djævelen, tusindårsriget, opstandelsen og den endelige dom. Disse ting kan hjælpe os, når vi stræber efter at søge sandheden og følge Herrens vilje. Men lader vi os opsluge af en særlig fortolkning af en skikkelse, der beskrives i det syn, risikerer vi at overse de ting, der betyder mest.8
Når vi studerer Johannes’ Åbenbaring og drager fordel af det lys, som Joseph Smith kastede over den, kan vi se, hvor vi står i verdens historie og Guds arbejde med sine børn. Vi kan se vigtigheden af et personligt vidnesbyrd om Jesus Kristus, når vi ved dette, og deltage fuldt ud i hans værk i de sidste dage. Dermed kan vi overvinde verden og sammen med Kristus arve alt af Faderen (se Åb 3:21; 21:7)