2016
»Lær af mig«
Marts 2016


Budskab fra Det Første Præsidentskab

»Lær af mig«

Billede
Jesus with little boy

Detalje fra Lad de små børn komme til mig, af Carl Bloch

I Jesu Kristi Kirke af Sidste Dages Hellige er vi alle lærere og lærende. Alle har vi modtaget denne milde opfordring fra vor Herre: »Lær af mig … så skal I finde hvile for jeres sjæle.«1

Jeg opfordrer alle sidste dages hellige til at tænke over deres bestræbelser på at undervise og lære og bruge Frelseren som vores målestok, når vi gør det. Vi ved, at denne »lærer, der er kommet fra Gud«2, var langt mere end blot en lærer. Han, som lærte os at elske Herren vor Gud af hele vores hjerte, af hele vores sjæl, af hele vores styrke og af hele vores sind og at elske vores næste som os selv, er selveste Læremesteren og Forbilledet på et perfekt liv.

Det var ligeledes ham, der sagde: »Kom … følg mig!«3 »Jeg er et eksempel for jer.«4

Hvis I ikke vender om

I Matthæus læser vi, at Jesus underviste i en enkel, men afgørende sandhed. Efter han og hans disciple var steget ned fra Forklarelsens bjerg, gjorde de ophold i Galilæa og gik derefter til Kapernaum. Der kom disciplene hen til Jesus og spurgte:

»Hvem er den største i Himmeriget?

Han kaldte et lille barn hen til sig, stillede det midt iblandt dem

og sagde: ›Sandelig siger jeg jer: Hvis I ikke vender om og bliver som børn, kommer I slet ikke ind i Himmeriget.‹«5

I Kirken er formålet med evangelisk undervisning ikke at hælde information ind i hovedet på Guds børn, hverken i hjemmet, klasseværelset eller på missionsmarken. Det er ikke at vise, hvor meget forældrene, læreren eller missionæren ved. Ej heller handler det blot om at øge kundskaben om Frelseren og hans kirke.

Det grundlæggende formål med undervisningen er at hjælpe Guds sønner og døtre til at vende tilbage til hans nærhed og der nyde evigt liv med ham. For at dette kan ske, er den evangeliske undervisning nødt til at opmuntre dem på disciplens daglige sti og de hellige pagters sti. Målet er at inspirere den enkelte til at tænke over, få en følelse af og derpå efterleve evangeliske principper. Målet er at fremme tro på Herren, Jesus Kristus, og at blive omvendt til hans evangelium.

Undervisning, der velsigner, omvender og frelser, er undervisning, der følger Frelserens eksempel. Lærere, der følger Frelserens eksempel elsker og tjener dem, de underviser. De inspirerer dem, der hører dem med evige guddommeligt sande lektioner. De lever et liv, der er værd at efterligne.

Elsk og tjen

Hele Frelserens tjenestegerning er et eksempel på næstekærlighed. Faktisk var hans kærlighed og tjeneste ofte selve lektionen. På samme måde er de lærere, jeg husker bedst, de lærere, som kendte, elskede og brød sig om deres elever. De søgte efter det fortabte får. De kom med lektier for livet, som jeg altid vil huske.

Lucy Gertsch var sådan en lærer. Hun kendte hver eneste af sine elever. Hun ringede uden undtagelse til dem, der ikke var kommet en søndag eller som bare holdt sig væk. Vi vidste, at hun bekymrede sig om os. Ingen af os har glemt, hvad hun lærte os.

Da Lucy mange år senere nærmere sig livets aften, besøgte jeg hende. Vi mindedes de for længst svundne dage, hvor hun havde været vores lærer. Vi talte om hvert eneste elev i klassen og om, hvordan de havde det nu. Hendes kærlighed og omsorg strakte sig over et helt liv.

Jeg elsker Herrens befaling i Lære og Pagter:

»Jeg giver jer den befaling, at I skal undervise hinanden i rigets lære.

Undervis I flittigt, så skal min nåde være med jer.«6

Lucy Gertsch underviste flittigt, fordi hun elskede utrætteligt.

Tilbyd håb og sandhed

Apostlen Peter kom med dette råd: »[Vær] rede til forsvar over for enhver, der kræver jer til regnskab for det håb, I har.«7

Måske er det største håb, en lærer kan tilbyde, det håb, der findes i sandhederne i Jesu Kristi evangelium.

»Og hvad er det, I skal håbe på?« spurgte Mormon. »Se, jeg siger jer, at I skal have håb om ved Kristi forsoning og hans opstandelses kraft at blive oprejst til evigt liv, og dette på grund af jeres tro på ham i overensstemmelse med løftet.«8

Lærere, gør jeres røst hørt og vidn om Guddommens sande karakter. Bær jeres vidnesbyrd om Mormons Bog. Formidl de storslåede og smukke sandheder, der findes i frelsesplanen. Brug materialer, der er godkendt af Kirken, særligt skrifterne til at undervise om sandhederne i Jesu Kristi evangelium i al deres renhed og enkelhed. Husk Frelserens formaning til at »[granske] Skrifterne, fordi I mener, at I har evigt liv i dem; og netop de vidner om mig.«9

Hjælp Guds børn til at forstå, hvad der er ægte og væsentligt i dette liv. Hjælp dem til at udvikle styrken til at vælge de stier, der vil føre dem sikkert ad vejen hjem til evigt liv.

Undervis i sandheden, så vil Helligånden bistå jer i indsatsen.

»Lær af mig«

Eftersom Jesus Kristus var fuldstændig lydig og gjorde, hvad Faderen ønskede, gik han »frem i visdom og vækst og yndest hos Gud og mennesker.«10 Er vi fast opsatte på at gøre det samme? Akkurat som Jesus »modtog nåde for nåde«,11 må vi tålmodigt og vedholdende søge lyset og kundskaben fra Gud i vore bestræbelser på at lære evangeliet.

At lytte er en væsentlig del af at lære. Når vi forbereder os på at lære, søger vi bønsomt inspiration og bekræftelse fra Helligånden. Vi gransker, vi beder, vi anvender evangeliske lektioner, og vi stræber efter at kende Herrens vilje for os.12

Jesus »lærte dem meget i lignelser«,13 hvilket kræver ører, der hører, øjne, der ser, og hjerter, der forstår. Når vi lever værdigt, bliver vi bedre i stand til at høre Helligåndens hvisken, som kan »lære [os] alt og minde [os] om alt.«14

Når vi tager imod Herrens milde opfordring: »Lær af mig«, får vi del i hans guddommelige kraft. Lad os derfor gå fremad i en ånd af lydighed, følge vores store eksempel ved at undervise, som han ønsker, at vi underviser, og lærer, som han ønsker, at vi lærer.