Budskab fra Det Første Præsidentskab
Tro mod vore fædres tro
Præsident Thomas S. Monson
Pionerfamilie knæler i sneen, af Michael T. Malm
John Linford var 43, da han og hans hustru Maria og tre af deres sønner besluttede sig for at forlade deres hjem i Gravely i England og rejse tusindvis af kilometer for at slutte sig til de hellige i Saltsødalen. De efterlod deres fjerde søn, der var på mission, solgte deres ejendele og rejste til Liverpool, hvor de gik ombord på det gode skib Thornton.
Rejsen over havet til New York City og derfra over land til Iowa forløb udramatisk. Problemerne begyndte dog at melde sig snart efter, at familien Linford og andre sidste dages hellige, der var sejlet med Thornton forlod Iowa City den 15. juli 1856 som en del af det uheldsramte James G. Willies håndkærrekompagni.
Det barske vejr og en vanskelig rejse sled på mange i kompagniet, deriblandt John. Han blev til sidst så syg og svag, at man måtte trække ham i en håndkærre. Da kompagniet nåede Wyoming, var hans tilstand forværret betydeligt. Et redningshold fra Salt Lake City nåede frem den 21. oktober blot timer efter Johns jordiske rejse var forbi. Han døde tidligt samme morgen ved bredden af Sweetwater-floden.
Var John ked af, at han havde byttet tryghed og bekvemmelighed ud med kampe, afsavn og modgang for at føre sin familie til Zion?
»Nej, Maria,« sagde han til sin hustru, lige inden han døde. »Jeg er glad for, at vi tog af sted. Jeg når ikke frem til Salt Lake i live, men det gør du og drengene, og jeg fortryder intet af alt det, vi har været igennem, hvis vore drenge kan vokse og selv stifte familie i Zion.«1
Maria og hendes sønner fuldendte deres rejse. Da Maria døde næsten 30 år senere, efterlod hun og John sig en arv af tro, tjeneste, hengivenhed og offervillighed.
At være sidste dages hellig er at være pioner, for definitionen på en pioner er en foregangsmand, »der går foran for at berede eller åbne vejen for andre«.2 Og at være pioner er at blive bekendt med ofre. Selvom medlemmerne af Kirken ikke længere bliver bedt om at forlade deres hjem og foretage rejsen til Zion, så må de ofte lægge gamle vaner, livslange skikke og kære venner bag sig. Nogle træffer pinefulde beslutninger om at forlade medlemmer af familien, som opponerer mod deres medlemskab af Kirken. Sidste dages hellige bevæger sig fremad og beder til, at deres kære alligevel vil forstå og acceptere.
Pionerens vej ligger ikke lige for, men vi følger i den største pioners spor – Frelseren – som gik den først og viste os vejen frem.
»Kom så og følg mig,«3 sagde han.
»Jeg er vejen og sandheden og livet,«4 erklærede han.
»Kom til mig,«5 kaldte han.
Vejen kan være svær. Nogle finder det svært at modstå tåbernes hån og usmagelige bemærkninger, som latterliggør kyskhed, ærlighed og lydighed mod Guds befalinger. Verden har altid nedgjort overholdelse af principper. Da Noa blev befalet at bygge arken, så den tåbelige skare mod den skyfri himmel og spottede og hånede – lige indtil det begyndte at regne.
For mange hundrede år siden på det amerikanske kontinent betvivlede, bestred og forbrød folket sig også, indtil ild fortærede Zarahemla, jord dækkede Moronihah og vand opslugte Moroni. Hån, spot, grovheder og synd blev udryddet. Det var blevet erstattet af trist tavshed og mulmet mørke. Guds tålmodighed var slut, hans tidsfrist udløbet.
Maria Linford mistede aldrig sin tro trods forfølgelse i England, modgang på rejsen mod »det sted, som Gud … havde beredt«,6 og de efterfølgende prøvelser hun stod igennem for sin familie og Kirken.
Ved en mindeceremoni til ære for Maria i 1937 stillede ældste George Albert Smith (1870-1951) hendes efterkommere dette spørgsmål: »Vil I være tro mod jeres forfædres tro? … Stræbe efter at være værdige til alle ofre, de bragte for jer.«7
Må vi huske pionerernes standhaftige mod og den varige tro, når vi stræber efter at bygge Zion i vores hjerte, i vores hjem, i vores lokalsamfund og vores land, de gav alt, de havde, for at vi kan nyde det gengivne evangeliums velsignelser med dets håb og løfte i Jesu Kristi forsoning.