2016
Velsignelser ved lydighed
October 2016


Budskab fra Det Første Præsidentskab

Velsignelser ved lydighed

Billede
tree of life

Illustration: Jim Madsen.

»Den største erfaring, vi kan gøre os i jordelivet, er, at når Gud taler, og vi adlyder, er vi altid på rette spor,« har præsident Thomas S. Monson sagt.1

Vi vil også blive velsignet. Som præsident Monson sagde ved en nylig generalkonference: »Når vi holder befalingerne, bliver vores liv lykkeligere, mere tilfredsstillende og mindre kompliceret. Vore udfordringer og problemer bliver lettere at bære, og vi vil modtage [Guds] lovede velsignelser.«2

I de følgende uddrag af Præsident Thomas S. Monsons belæringer som præsident for Kirken minder han os om, at buddene er den sikreste vej til lykke og fred.

Retningslinjer for rejsen

»Guds befalinger er ikke givet for at frustrere os eller for at være hindringer for vores lykke. Tværtimod. Han, som skabte os, og som elsker os fuldkomment, ved præcis, hvordan vi må leve for at opnå den størst mulige lykke. Han har givet os retningslinjer, der, hvis vi følger dem, vil føre os sikkert igennem denne til tider farefulde jordiske rejse. Vi husker nok ordene i den kendte salme: ›Hold Guds befalinger, thi det giver tryghed, thi det giver fred‹ (se »Hold Guds befalinger«, Salmer og sange, 193).«3

Styrke og kundskab

»Lydighed er kendetegnet på profeter; det har givet dem styrke og kundskab i alle tidsaldre. Det er afgørende for os at forstå, at vi også er berettiget til denne kilde til styrke og kundskab. Den er let tilgængelig for os alle i dag, når vi adlyder Guds befalinger …

Den kundskab, som vi søger, de svar, vi higer efter, og den styrke, som vi ønsker i dag, for at kunne klare udfordringerne i en kompleks og foranderlig verden, kan blive vores, når vi villigt adlyder Herrens befalinger.«4

Vælg at adlyde

»Der er en tendens i vor tid til eftergivenhed. Tidsskrifter og fjernsynsprogrammer viser filmskærmens stjerner, heltene på sportsbanerne – dem, som mange unge længes efter at ligne – som lader hånt om Guds love og bortrationaliserer syndige handlinger, tilsyneladende uden konsekvenser. Tro ikke på det! Regnskabets time kommer – bogen gøres op. Hver eneste Askepot oplever midnatstimen – hvis ikke i dette liv, så i det næste. Dommedag kommer til os alle … Jeg bønfalder jer om at vælge at adlyde.«5

Glæde og fred

»Til tider kan I måske synes, at dem i verden har det meget sjovere, end I har. Nogle af jer føler sig måske begrænsede af det adfærdskodeks, vi overholder i Kirken. Mine brødre og søstre, jeg siger jer dog, at intet kan bibringe os større glæde i livet eller mere fred i sjælen, end den Ånd, som kan komme til os, når vi følger Frelseren og holder buddene.«6

Gå med rank ryg

»Jeg vidner for jer om, at de lovede velsignelser vil overgå alt. Selvom sorte skyer samler sig, selv om regnen vælter ned på os, så vil vores kundskab om evangeliet og vores kærlighed til vor himmelske Fader og til vor Frelser trøste og styrke og bringe os glæde i hjertet, når vi vandrer retskaffent og holder befalingerne. Der er intet i denne verden, der kan besejre os.«7

Følg Frelseren

»Hvem var denne sorgernes mand, der var velkendt med bedrøvelse? Hvem er herlighedens konge, denne hærskarers Herre? Han er vor Mester. Han er vor Frelser. Han er Guds Søn. Han er ophavsmand til vores frelse. Han kalder: ›Følg mig.‹ Han siger: ›Gå du hen og gør ligeså!‹ Han bønfalder: ›Hold mine befalinger.‹

Lad os følge ham. Lad os følge hans eksempel. Lad os adlyde hans ord. Ved at gøre det giver vi ham taknemlighedens guddommelige gave.«8

Noter

  1. »De var vores forbilleder«, Liahona, okt. 2007, s. 5.

  2. »Hold befalingerne«, Liahona, nov. 2015, s. 83.

  3. »Hold befalingerne«, s. 83.

  4. »Lydighed medfører velsignelser«, Liahona, maj 2013, s. 90, 92.

  5. »Tro, adlyd og hold ud«, Liahona, maj 2012, s. 129.

  6. »Stå på hellige steder«, Liahona, nov. 2011, s. 83.

  7. »Vær ved godt mod«, Liahona, maj 2009, s. 92.

  8. Se »Find glæde på rejsen«, Liahona, nov. 2008, s. 88.