Frelserens forsoning grundlaget for sand kristendom

I den 3. trosartikel står der: »Vi tror, at hele menneskeheden i kraft af Kristi forsoning kan blive frelst ved lydighed mod evangeliets love og ordinancer.«

»Frelst« betyder i denne sammenhæng at nå den højeste herlighed i det celestiale rige. Opstandelse skænkes alle, der kommer til jorden, men for at modtage evigt liv, alle velsignelserne ved evig udvikling, må hvert enkelt menneske adlyde lovene, modtage ordinancerne og indgå evangeliets pagter.

Hvorfor kunne Jesus Kristus, og kun han, sone for verdens synder? Han besad alle kvalifikationerne.

Jesus blev født af himmelske Forældre i en førjordisk verden. Han var Faderens førstefødte. Han var udvalgt fra begyndelsen. Han adlød sin Faders vilje. Skrifterne taler ofte om vor himmelske Faders glæde ved sin Søn.

I Matthæus læser vi: »Det er min elskede søn, i ham har jeg fundet velbehag!« (Matt 3:17).

Lukas skriver: »Og der lød en røst fra skyen: ›Det er min udvalgte søn. Hør ham!‹« (Luk 9:35).

Og ved templet i landet Overflod hørte folket Faderens stemme: »Se, min elskede Søn, i hvem jeg har velbehag, i hvem jeg har herliggjort mit navn – hør ham« (3 Ne 11:7).

Det, der især rører mit hjerte, er, når jeg læser, at da Jesus led i Getsemane have, sendte Faderen i kraft af sin store kærlighed og omsorg for sin enbårne Søn en engel for at trøste og styrke ham (se Luk 22:43).

Billede

Christ before the crowd

Ecce Homo, af J. Kirk Richards

Jesus måtte frivilligt nedlægge sit liv for os.

I det store råd i himlen sagde Lucifer – den »strålende morgenstjerne« (Es 14:12; L&P 76:26-27):

»Se, her er jeg, send mig, jeg vil være din søn, og jeg vil forløse hele menneskeheden, så ikke en eneste sjæl skal fortabes, og jeg vil visselig gøre det; giv mig derfor din ære.

Men se, min elskede Søn, som var min elskede og udvalgte fra begyndelsen, sagde til mig: Fader, din vilje ske, og æren være din for evigt« (Moses 4:1-2; se også Abr 3:27).

På grund af den store kærlighed, som Sønnen har for sin Fader og hver af os, sagde han: »Send mig.« Da han sagde »send mig«, brugte han sin handlefrihed.

»Ligesom Faderen kender mig, og jeg kender Faderen; og jeg sætter mit liv til for fårene …

Derfor elsker Faderen mig, fordi jeg sætter mit liv til for at få det tilbage.

Ingen tager det fra mig, men jeg sætter det til af mig selv. Jeg har magt til at sætte det til, og jeg har magt til at få det tilbage. Og det har min fader påbudt mig at gøre« (Joh 10:15, 17-18).

Havde Frelseren ønsket det, kunne legioner af engle have taget ham fra korset og direkte hjem til Faderen. Men han brugte sin handlefrihed til at ofre sig for os, for at fuldende sin mission på jorden og holde ud til enden og udvirke sonofferet.

Jesus ønskede at komme til jorden, og han var kvalificeret. Og da han kom, sagde han: »For jeg er kommet ned fra himlen, ikke for at gøre min egen vilje, men hans vilje, som har sendt mig« (Joh 6:38).

Peter belærte om, at Jesus Kristus var beredt fra verdens grundlæggelse (se 1 Pet 1:19-21).

Profeter i alle uddelinger har forudsagt Jesu Kristi komme, og hvad hans mission ville være. Gennem sin store tro fik Enok et forunderligt syn om Frelserens fødsel, død, himmelfart og andet komme:

»Og se, Enok så dagen for Menneskesønnens komme, ja, i kødet; og hans sjæl frydede sig, og han sagde: Den Retfærdige er blevet løftet op, og Lammet har været slagtet siden verdens grundlæggelse …

Og Herren sagde til Enok: Se, og han så og skuede Menneskesønnen løftet op på korset på menneskenes vis;

og han hørte en høj røst; og himlene var tilsløret; og alt det, som Gud havde skabt, sørgede; og jorden stønnede, og klipperne blev sønderbrudt; og de hellige opstod og blev kronet ved Menneskesønnens højre hånd med kroner af herlighed …

Og Enok så Menneskesønnen stige op til Faderen …

Og det skete, at Enok så den dag, hvor Menneskesønnen skulle komme i de sidste dage for at bo på jorden i retfærdighed i et tidsrum af et tusind år« (Moses 7:47, 55-56, 59, 65).

Omkring 75 år inden Kristus blev født, vidnede Amulek således: »Se, jeg siger jer, at jeg ved, at Kristus skal komme blandt menneskenes børn for at påtage sig sit folks overtrædelser, og at han skal sone for verdens synder, for Gud Herren har talt det« (Alma 34:8).

Billede

Mary at the tomb

HVOR HAR DE LAGT HAM? af J. Kirk Richards

Kun Jesus Kristus kunne udvirke forsoningen – han var født af en dødelig mor, Maria, og han havde fået selve livets kraft fra sin Fader (se Joh 5:26). På grund af denne kraft til liv overvandt han døden, gravens magt blev nulstillet, og han blev vor Frelser og Forsoner og opstandelsens Herre – og var således i stand til at skænke os alle frelse og udødelighed. Vi vil alle opstå og blive udødelige takket være Jesu Kristi sonoffer.

Den anden trosartikel lyder: »Vi tror, at menneskene vil blive straffet for deres egne synder og ikke for Adams overtrædelse.«

Ved brugen af vores handlefrihed vælger vi at udøve vores tro. Med flid kan vi omvende os; uden forsoningen kan vi ikke.

I Moses læser vi: »Derfra kom det ord ud blandt folket, at Guds Søn har sonet for arvesynden, hvilket medfører, at børnene ikke kan svare for forældrenes synder« (Moses 6:54).

I 2 Nefi finder vi en stor lære:

»For eftersom døden er blevet alle mennesker til del for at opfylde den store skabers barmhjertige plan, må der nødvendigvis være en kraft til opstandelse, og opstandelsen må nødvendigvis blive mennesket til del på grund af faldet; og faldet skete på grund af overtrædelse; og fordi mennesket blev faldent, blev de forstødt fra Herrens nærhed.

Derfor må det nødvendigvis være en altomfattende forsoning – medmindre det var en altomfattende forsoning, kunne denne forgængelighed ikke iføre sig uforgængelighed. Derfor måtte den første straffedom, som kom over mennesket, nødvendigvis være blevet stående med uendelig varighed. Og hvis det var så, måtte dette kød have lagt sig for at rådne og for at hensmuldre i dets moder jord for aldrig mere at opstå« (2 Ne 9:6-7).

I Lære og Pagter siger Frelseren: »Fader, se hans lidelser og død, han, som ikke begik nogen synd, ham, i hvem du havde velbehag; se din Søns blod, som blev udgydt, blodet af ham, som du gav, for at du selv kunne blive herliggjort« (L&P 45:4).

Jesus var det eneste syndfri og fuldkomne menneske. Ofre i Det Gamle Testamente var slagtofre – hvilket pegede frem på vor Herre og Forløser, der for at udvirke forsoningen udgød sit blod på korset. Når der blev bragt slagtofre i de gamle templer, ofrede præsterne et absolut lydefrit lam. I skrifterne omtales Frelseren ofte som »Guds lam« på grund af hans renhed (se fx Joh 1:29, 36; 1 Ne 12:6; 14:10; L&P 88:106).

Peter fortalte os, at vi er forløst »med Kristi dyrebare blod som af et lam uden plet og lyde« (1 Pet 1:19).

Følgende vers gør det klart, at Frelseren gennem sit sonoffer betalte prisen for vores synder:

»Vi er alle faret vild som får; vi har vendt os hver sin vej; og Herren har lagt al vor syndighed på ham« (Mosi 14:6).

»Men Gud viser sin kærlighed til os, ved at Kristus døde for os, mens vi endnu var syndere …

For mens vi endnu var hans fjender, blev vi forligt med Gud, ved at hans søn døde; så skal vi så meget mere, når vi er forligt med Gud, frelses, ved at han lever.

Og ikke alene det, vi har også vores stolthed i Gud ved vor Herre Jesus Kristus; ved ham har vi nu fået forligelsen …

For ligesom de mange blev syndere ved det ene menneskes ulydighed, sådan skal også de mange blive retfærdige ved én enestes lydighed« (Rom 5:8, 10-11, 19).

»For at det skulle opfyldes, som er talt ved profeten Esajas, der siger: Han tog vore lidelser, han bar vore sygdomme« (Matt 8:17).

»Men Gud ophører ikke med at være Gud, og barmhjertigheden gør krav på den angrende, og barmhjertigheden kommer på grund af forsoningen, og forsoningen tilvejebringer de dødes opstandelse, og de dødes opstandelse bringer menneskene tilbage til Guds nærhed, og således bliver de bragt tilbage i hans nærhed for at blive dømt efter deres gerninger i overensstemmelse med loven og retfærdigheden …

Og således opnår Gud sine store og evige formål, som var beredt fra verdens grundlæggelse. Og således tilvejebringes menneskenes frelse og forløsning og også deres undergang og elendighed« (Alma 42:23, 26).

Billede

Christ on the cross

Grå dag på Golgata, af J. Kirk Richards

Jesus Kristus udholdt både prøvelser, lidelse, opofrelse og modgang i Getsemane såvel som korsets smerte på Golgata. Og til sidst kunne han sige: »Det er fuldbragt« (Joh 19:30). Han havde fuldendt sit værk og holdt ud til enden og således udvirket forsoningen.

I Getsemane have sagde han: »Min fader, hvis det er muligt, så lad dette bæger gå mig forbi. Dog, ikke som jeg vil, men som du vil« (Matt 26:39).

I Lære og Pagter læser vi:

»Hvilken lidelse fik mig, selv Gud, den største af alle, til at skælve af smerte og til at bløde fra hver pore og til at lide på både legeme og ånd – og jeg ønskede, at jeg ikke skulle drikke det bitre bæger, men undlade det –

dog, æret være Faderen, så drak jeg og fuldendte mine forberedelser for menneskenes børn« (L&P 19:18-19).

Jesus sagde til sin Fader: »Jeg har herliggjort dig på jorden ved at fuldføre den gerning, du har givet mig at gøre« (Joh 17:4).

Og på korset »da Jesus havde fået eddiken, sagde han: ›Det er fuldbragt.‹ Og han bøjede hovedet og opgav ånden« (Joh 19:30).

Jesus kom til jorden, og han bevarede sin guddommelighed, så han kunne udvirke forsoningen, og han holdt ud til enden.

I dag mindes vi Frelserens sonoffer med brød og vand som symbol på hans legeme og blod, som det blev indstiftet, da Herren spiste nadver med sine apostle.

»Og han tog et brød, takkede og brød det, gav dem det og sagde: ›Dette er mit legeme, som gives for jer, gør dette til ihukommelse af mig!‹

Ligeså tog han bægeret efter måltidet og sagde: ›Dette bæger er den nye pagt ved mit blod, som udgydes for jer‹« (Luk 22:19-20).

I Johannes 11:25-26 læser vi:

»Jeg er opstandelsen og livet; den, der tror på mig, skal leve, om han end dør.

Og enhver, som lever og tror på mig, skal aldrig i evighed dø.«

Vi læser også: »Jeg er det levende brød, som er kommet ned fra himlen; den, der spiser af det brød, skal leve til evig tid. Og det brød, jeg vil give, er mit kød, som gives til liv for verden« (Joh 6:51).

»Til liv for verden« betyder evigt liv.

Vi har brug for at forberede os selv og vores familie til værdigt at deltage i nadveren og forny vores pagter med et angergivent hjerte.

Billede

Resurrected Christ

Tvivl ikke, Thomas, af J. Kirk Richards

Faderen sendte sin Søn til jorden og tillod, at han blev korsfæstet og gennemgik alt det, han gjorde. I Johannes læser vi:

»Jesus sagde … : ›Jeg er vejen og sandheden og livet; ingen kommer til Faderen uden ved mig.

Kender I mig, vil I også kende min fader. Og fra nu af kender I ham og har set ham‹« (Joh 14:6-7).

»Deri består kærligheden: ikke i at vi har elsket Gud, men i at han har elsket os og sendt sin søn som et sonoffer for vore synder« (1 Joh 4:10).

Sonoffer betyder forsoning eller forligelse.

Enhver, der fødes på denne jord og modtager et jordisk legeme, vil opstå, men vi er nødt til at arbejde og sætte vores trofasthed, vores handlefrihed og omvendelse i værk for at modtage ophøjelsens velsignelser. Nåde vil blive udmålt tillige med retfærdighed, hvilket gør omvendelse mulig.

Fordi vi har valgt at følge og acceptere Jesus Kristus som vor Forløser, tager vi hans navn på os i dåben. Vi påtager os loven om lydighed. Vi lover, at vi altid vil mindes ham og holde hans bud. Vi fornyer vores pagter, når vi tager nadveren.

Ved at forny vores pagter får vi løftet om altid at have hans Ånd hos os. Når vi lader hans Ånd komme ind og lede vores liv, kan vi vende tilbage til vor himmelske Fader og hans Søn, Jesus Kristus, hvilket er deres plan for lykke for os – frelsesplanen.