Helvede

De sidste dages åbenbaringer taler om helvedet på mindst to måder. For det første er det et andet navn for åndernes fængsel i åndeverden herefter for »dem, der var døde i deres overtrædelse uden kundskab om sandheden eller i synd, idet de havde forkastet profeterne« (L&P 138:32). Dette er et midlertidigt sted, hvor ånder bliver undervist i evangeliet og har mulighed for at omvende sig og acceptere frelsens ordinancer, som udføres for dem i templerne (se L&P 138:30-35). De, som accepterer evangeliet, kan dvæle i paradiset indtil opstandelsen. Efter de er opstået og blevet dømt, vil de modtage den grad af herlighed, som de er værdige til. De, som vælger ikke at omvende sig, men som ikke er fortabelsens sønner, vil forblive i det åndelige fængsel indtil slutningen af tusindårsriget, hvor de vil blive frigivet fra helvedet og fra straf og opstå til en telestial herlighed (se L&P 76:81-85).

For det andet bruges ordet helvede til at henvise til det ydre mørke, som er opholdsstedet for djævlen, hans engle og fortabelsens sønner (se L&P 29:36-38; 76:28-33). Fortabelsens sønner er dem, som »ingen tilgivelse« modtager »hverken i denne verden eller den tilkommende, da de har fornægtet den Helligånd, efter at de har modtaget den, og fornægtet Faderens enbårne Søn, idet de igen har korsfæstet ham og stillet ham til spot« (L&P 76:34-35; se også vers 31-33, 36-37). Sådanne mennesker vil ikke arve et sted i noget herlighedsrige, for dem vedvarer helvedets forhold (se L&P 76:38; 88:24, 32).

Se også Herlighedsriger; Satan