1 Og se, det skete, at efter at jeg, Nefi, var færdig med at tale til mine brødre, se, da sagde de til mig: Du har kundgjort os hårde ord, mere end vi er i stand til at bære.

2 Og det skete, at jeg sagde til dem, at jeg vidste, at jeg havde talt hårde ord imod de ugudelige i overensstemmelse med sandheden; og de retfærdige har jeg retfærdiggjort og vidnet om, at de skulle blive løftet op på den yderste dag; derfor anser de ^askyldige ^bsandheden for at være hård, for den ^cskærer dem til deres inderste.

3 Og se, mine brødre, hvis I var retfærdige og var villige til at lytte til sandheden og give agt på den, så I kunne ^avandre retsindigt for Gud, da ville I ikke murre over sandheden og sige: Du taler hårde ord imod os.

4 Og det skete, at jeg, Nefi, med al flid formanede mine brødre til at holde Herrens befalinger.

5 Og det skete, at de ^aydmygede sig for Herren i en sådan grad, at jeg blev glad og nærede store forhåbninger for dem om, at de ville vandre på retfærdighedens stier.

6 Se, alt dette blev sagt og gjort, mens min far boede i et telt i den dal, som han kaldte Lemuel.

7 Og det skete, at jeg, Nefi, tog en af Ismaels ^adøtre til ^bhustru; og mine brødre tog sig også hustruer blandt Ismaels døtre; og ^cZoram tog den ældste af Ismaels døtre til hustru.

8 Og således havde min far opfyldt alle Herrens befalinger, som var blevet givet ham. Og jeg, Nefi, var også blevet overordentlig velsignet af Herren.

9 Og det skete, at Herrens røst talte til min far om natten og befalede ham, at han den næste dag skulle rejse ud i ørkenen.

10 Og det skete, at da min far stod op om morgenen og gik hen til teltdøren, så han til sin store forbavselse en rund ^akugle af kunstfærdig forarbejdning ligge på jorden; og den var af ren bronze. Og inde i kuglen var der to spindler; og den ene viste den retning, i hvilken vi skulle drage ud i ørkenen.

11 Og det skete, at vi samlede alt det, vi skulle have med ud i ørkenen, og resten af den proviant, som Herren havde givet os; og vi tog frø med af enhver slags, for at vi kunne tage dem med ud i ørkenen.

12 Og det skete, at vi tog vore telte og drog ud i ørkenen over floden Laman.

13 Og det skete, at vi rejste i et tidsrum af fire dage i næsten syd-sydøstlig retning, og vi slog igen vore telte op; og vi gav stedet navnet Shazer.

14 Og det skete, at vi tog vore buer og vore pile og gik ud i ørkenen for at nedlægge føde til vore familier; og efter at vi havde nedlagt føde til vore familier, vendte vi igen tilbage til vore familier i ørkenen til stedet Shazer. Og vi drog igen ud i ørkenen, idet vi fulgte samme retning og holdt os til ørkenens mest frugtbare dele, som lå i grænseegnene nær ^aDet Røde Hav.

15 Og det skete, at vi rejste i et tidsrum af mange dage, mens vi nedlagde føde undervejs med vore buer og vore pile og vore sten og vore slynger.

16 Og vi fulgte kuglens ^aanvisninger, som ledte os til de mere frugtbare dele af ørkenen.

17 Og efter at vi havde rejst i et tidsrum af mange dage, slog vi vore telte op for en tid, så vi igen kunne hvile os og skaffe føde til vore familier.

18 Og det skete, at da jeg, Nefi, gik ud for at nedlægge føde, se, da knækkede jeg min bue, som var lavet af rent ^astål; og efter at jeg havde knækket min bue, se, da blev mine brødre vrede på mig på grund af tabet af min bue, for vi fik ikke fat i nogen føde.

19 Og det skete, at vi vendte tilbage til vore familier uden føde, og da de var meget udmattede på grund af deres vandring, led de meget under manglen på føde.

20 Og det skete, at Laman og Lemuel og Ismaels sønner begyndte at murre overordentlig meget på grund af deres lidelser og trængsler i ørkenen; og også min far begyndte at murre imod Herren sin Gud; ja, og de var alle overordentlig sorgfulde, så de endog murrede imod Herren.

21 Se, det skete, at da jeg, Nefi, var blevet plaget af mine brødre på grund af tabet af min bue, og da deres buer havde mistet deres spændstighed, begyndte det at blive overordentlig vanskeligt, ja, således at vi ikke kunne få fat i nogen føde.

22 Og det skete, at jeg, Nefi, talte meget til mine brødre, fordi de igen havde forhærdet hjertet, så de endog ^abeklagede sig over Herren deres Gud.

23 Og det skete, at jeg, Nefi, ud af træ lavede en bue, og ud af en lige pind en pil; derfor bevæbnede jeg mig med en bue og en pil, med en slynge og med sten. Og jeg sagde til min ^afar: Hvor skal jeg gå hen for at skaffe føde?

24 Og det skete, at han ^aadspurgte Herren, for de havde ydmyget sig på grund af mine ord; for jeg sagde meget til dem af al min sjæls styrke.

25 Og det skete, at Herrens røst kom til min far; og han blev virkelig ^arevset på grund af sin murren imod Herren, i en sådan grad at han blev bragt ned i sorgens dyb.

26 Og det skete, at Herrens røst sagde til ham: Se på kuglen, og betragt det, der er skrevet.

27 Og det skete, at da min far så det, der var skrevet på kuglen, frygtede og bævede han overordentlig meget og ligeså mine brødre og Ismaels sønner og vore hustruer.

28 Og det skete, at jeg, Nefi, så de visere, der var i kuglen, at de virkede i overensstemmelse med den ^atro og flid og agtpågivenhed, som vi viste dem.

29 Og der var også skrevet en ny indskrift på dem, som var tydelig at læse, og som gav os ^aforståelse, hvad angår Herrens veje; og den blev skrevet og ændret fra tid til anden i overensstemmelse med den tro og flid, som vi viste den. Og således ser vi, at Herren ved ^bsmå midler kan frembringe store ting.

30 Og det skete, at jeg, Nefi, gik op mod toppen af bjerget i overensstemmelse med de anvisninger, der blev givet på kuglen.

31 Og det skete, at jeg nedlagde vilde dyr, således at jeg skaffede føde til vore familier.

32 Og det skete, at jeg vendte tilbage til vore telte bærende på de dyr, som jeg havde nedlagt; og da de så, at jeg havde skaffet føde, hvor stor var da ikke deres glæde! Og det skete, at de ydmygede sig for Herren og gav ham tak.

33 Og det skete, at vi genoptog vor rejse og rejste i omtrent samme retning som i begyndelsen; og efter at vi havde rejst i et tidsrum af mange dage, slog vi atter vore telte op, så vi kunne blive der en tid.

34 Og det skete, at ^aIsmael døde og blev begravet på det sted, der blev kaldt Nahom.

35 Og det skete, at Ismaels døtre sørgede overordentlig meget på grund af tabet af deres far og på grund af deres ^atrængsler i ørkenen; og de murrede imod min far, fordi han havde ført dem ud af Jerusalems land, og sagde: Vor far er død, ja, og vi har vandret meget i ørkenen, og vi har lidt megen trængsel, sult, tørst og udmattelse; og efter alle disse lidelser skal vi omkomme i ørkenen af sult.

36 Og således murrede de imod min far og også imod mig, og de nærede ønske om at vende tilbage til Jerusalem igen.

37 Og Laman sagde til Lemuel og også til Ismaels sønner: Se, lad os ^aslå vor far ihjel, og også vor bror Nefi, som har taget det på sig selv at være ^bhersker og lærer for os, som er hans ældre brødre.

38 Se, han siger, at Herren har talt med ham, og også at ^aengle har betjent ham. Men se, vi ved, at han lyver for os; og han fortæller os dette, og han gør meget ved hjælp af sine snedige kneb, for at han kan bedrage vore øjne, idet han måske tænker, at han kan føre os bort til en eller anden fremmed ørken; og efter at han har ført os bort, har han tænkt sig at gøre sig selv til konge og hersker over os, så han kan gøre med os efter sin vilje og sit behag. Og på den måde vakte min bror Laman deres hjerte til vrede.

39 Og det skete, at Herren var med os, ja, selve Herrens røst kom og talte mange ord til dem og ^arevsede dem overordentlig meget; og efter at de var blevet revset af Herrens røst, vendte de sig fra deres vrede og omvendte sig fra deres synder, således at Herren igen velsignede os med føde, så vi ikke omkom.