1 Lyt og hør dette, o Jakobs hus, som kaldes ved Israels navn og er steget op af Judas vande, eller op af ^adåbens vande, og som sværger ved Herrens navn og påkalder Israels Gud, dog sværger de ikke i sandhed eller i retfærdighed.

2 Alligevel kalder de sig ved den ^ahellige by, men de forlader sig ikke på Israels Gud, som er Hærskarers Herre; ja, Hærskarers Herre er hans navn.

3 Se, jeg har kundgjort det, der skete ^atidligere, fra begyndelsen, og det gik ud af min mund, og jeg viste det. Jeg viste det pludseligt.

4 Og jeg gjorde det, fordi jeg vidste, at ^adu er hård, og din nakke er en jernsene og din pande bronze.

5 Og lige fra begyndelsen har jeg kundgjort dig det; før det skete, viste jeg dig det, og jeg viste det af frygt for, at du skulle sige: Min ^aafgud har gjort det, og mit udskårne gudebillede og mit støbte gudebillede har befalet det.

6 Du har set og hørt alt dette; og vil I ikke kundgøre det? Og at jeg fra nu af har vist dig det nye, endog det skjulte, og du kendte det ikke.

7 Det bliver skabt nu og ikke fra begyndelsen, selv før den dag, da du ikke hørte det, blev det kundgjort for dig, for at du ikke skulle sige: Se, jeg vidste det.

8 Ja, og du hørte det ikke, ja, du vidste det ikke, ja, fra den tid af var dit øre ikke åbent. For jeg vidste, at du ville handle meget troløst og blev kaldt ^aovertræder fra moders liv.

9 Alligevel, for mit ^anavns skyld vil jeg udsætte min vrede, og for min æres skyld vil jeg holde mig fra dig, så jeg ikke slår dig ihjel.

10 For se, jeg har lutret dig, jeg har udvalgt dig i ^atrængslens ovn.

11 For min egen skyld, ja, for min egen skyld vil jeg gøre dette, for jeg vil ikke tillade, at mit ^anavn vanæres, og jeg vil ^bikke give min ære til en anden.

12 Lyt til mig, o Jakob, og Israel min kaldede, for jeg er ham; jeg er den ^aførste, og jeg er også den sidste.

13 Min hånd har også ^alagt jordens grundvold, og min højre hånd har udspændt himlene. Jeg kalder på dem, og de rejser sig sammen.

14 Alle I, saml jer og hør: Hvem blandt dem har kundgjort dem dette? Herren har elsket ham; ja, og han vil ^aopfylde sit ord, som han har kundgjort ved dette; og han vil gøre med ^bBabylon, som det behager ham, og hans arm skal falde på kaldæerne.

15 Herren siger også: Jeg, Herren, ja, jeg har talt; ja, jeg har kaldet ham til at kundgøre, jeg har bragt ham her, og han skal have fremgang på sin vej.

16 Kom I nær til mig, jeg har ikke talt i det ^askjulte; fra begyndelsen, fra den tid, da det blev kundgjort, har jeg talt; og Gud Herren og hans Ånd har sendt mig.

17 Og så siger Herren, din ^aforløser, Israels Hellige: Jeg har sendt ham, Herren din Gud, som lærer dig, hvad der gavner, som ^bfører dig på den vej, du skal vandre, har gjort det.

18 O, gid du havde lyttet til mine ^abefalinger – da havde din fred været som en flod og din retfærdighed som havets bølger.

19 Dine ^aefterkommere havde også været som sandet, dit skøds afkom som dets sandkorn; hans navn ville ikke være blevet udslettet eller tilintetgjort for mig.

20 ^aDrag I ud af Babylon, flygt I fra kaldæerne, kundgør det med en røst af sang, fortæl det, lad det lyde til jordens ende, sig I: Herren har forløst sin ^btjener Jakob.

21 Og de ^atørstede ikke; han ledte dem gennem ørkenerne; han fik vandet til at flyde ud af ^bklippen til dem; han kløvede også klippen, og vandene strømmede ud.

22 Og skønt han har gjort alt dette og også det, der er større, findes der ingen ^afred for de ugudelige, siger Herren.