Nefis Første Bog

Kapitel 3

Lehis sønner vender tilbage til Jerusalem for at få fat i bronzepladerne – Laban nægter at udlevere pladerne – Nefi formaner og opmuntrer sine brødre – Laban stjæler deres ejendom og forsøger at slå dem ihjel – Laman og Lemuel slår Nefi og Sam og bliver irettesat af en engel. Omkring 600–592 f.Kr.

1 Og det skete, at jeg, Nefi, efter at have talt med Herren vendte tilbage til min fars telt.

2 Og det skete, at han talte til mig og sagde: Se, jeg har drømt en adrøm, hvori Herren har befalet mig, at du og dine brødre skal vende tilbage til Jerusalem.

3 For se, Laban har optegnelsen om jøderne og også en aoptegnelse over mine forfædres slægt, og de er indgraveret på bronzeplader.

4 Derfor har Herren befalet mig, at du og dine brødre skal tage til Labans hus og forsøge at få optegnelserne og bringe dem herned i ørkenen.

5 Og se nu, dine brødre murrer og siger, at det er noget vanskeligt, som jeg har krævet af dem, men se, jeg har ikke krævet det af dem, men det er en befaling fra Herren.

6 Tag derfor af sted, min søn, og du skal blive begunstiget af Herren, fordi du aikke har murret.

7 Og det skete, at jeg, Nefi, sagde til min far: Jeg avil tage af sted og gøre det, som Herren har befalet, for jeg ved, at Herren ikke giver nogen bbefalinger til menneskenes børn, uden at han cbereder en vej for dem, så de kan udføre det, som han befaler dem.

8 Og det skete, at da min far havde hørt disse ord, blev han overordentlig glad, for han vidste, at jeg var blevet velsignet af Herren.

9 Og jeg, Nefi, og mine brødre begav os ud i ørkenen med vore telte for at drage op til Jerusalems land.

10 Og det skete, at da vi var kommet op til Jerusalems land, rådførte mine brødre og jeg os med hinanden.

11 Og vi akastede lod om, hvem af os der skulle gå ind til Labans hus. Og det skete, at loddet faldt på Laman; og Laman gik ind til Labans hus, og han talte med ham, mens han sad i sit hus.

12 Og han ønskede af Laban de optegnelser, som var indgraveret på bronzepladerne, og som indeholdt aoptegnelsen om min fars slægt.

13 Og se, det skete, at Laban blev vred og jog ham bort fra sin nærhed, og han ville ikke have, at han skulle have optegnelserne. Derfor sagde han til ham: Se, du er en røver, og jeg vil slå dig ihjel.

14 Men Laman flygtede bort fra hans nærhed og fortalte os om det, som Laban havde gjort. Og vi begyndte at blive overordentlig sorgfulde, og mine brødre skulle til at vende tilbage til min far i ørkenen.

15 Men se, jeg sagde til dem: Så sandt som Herren lever, og vi lever, så vil vi ikke drage ned til vor far i ørkenen, førend vi har udført det, som Herren har befalet os.

16 Lad os derfor være trofaste i at holde Herrens befalinger; lad os derfor drage ned til vor fars aarveland, for se, han har efterladt guld og sølv og alle slags rigdomme. Og alt det har han gjort på grund af Herrens bbefalinger.

17 For han vidste, at Jerusalem skulle blive aødelagt på grund af folkets ugudelighed.

18 For se, de har aforkastet profeternes ord. Hvis min far derfor var blevet boende i landet, efter at han var blevet bbefalet at flygte ud af landet, se, da ville han også omkomme. Derfor må det nødvendigvis være sådan, at han flygter ud af landet.

19 Og se, Gud anser det for víst, at vi skal få disse aoptegnelser, så vi kan bevare vore fædres sprog for vore børn;

20 og også så vi kan abevare for dem de ord, som er blevet talt ved alle de hellige profeters mund, og som blev givet dem ved Guds Ånd og kraft siden verden begyndte, helt op til vor tid.

21 Og det skete, at jeg med et sådant sprog formåede mine brødre til at være trofaste i at holde Guds befalinger.

22 Og det skete, at vi drog ned til vort arveland, og vi samlede vort aguld og vort sølv og vore kostbarheder sammen.

23 Og efter at vi havde samlet disse ting sammen, drog vi igen op til Labans hus.

24 Og det skete, at vi gik ind til Laban og ønskede af ham, at han skulle give os de optegnelser, der var indgraveret på abronzepladerne, for hvilke vi ville give ham vort guld og vort sølv og alle vore kostbarheder.

25 Og det skete, at da Laban så vor ejendom, og at den var overordentlig stor, abegærede han den, således at han jog os ud og sendte sine tjenere efter os for at slå os ihjel, så han kunne få vor ejendom.

26 Og det skete, at vi flygtede for Labans tjenere, og vi var nødt til at efterlade vor ejendom, og den faldt i Labans hænder.

27 Og det skete, at vi flygtede ud i ørkenen, og Labans tjenere indhentede os ikke, og vi skjulte os i en klippehule.

28 Og det skete, at Laman blev vred på mig og også på min far; og det blev Lemuel også, for han lyttede til Lamans ord. Derfor talte Laman og Lemuel mange ahårde ord til os, deres yngre brødre, og de slog os endog med en kæp.

29 Og det skete, mens de slog os med en kæp, se, da kom en aengel fra Herren og stod foran dem, og han talte til dem og sagde: Hvorfor slår I jeres yngre bror med en kæp? Ved I ikke, at Herren har udvalgt ham til at være bhersker over jer, og det på grund af jeres misgerninger? Se, I skal drage op til Jerusalem igen, og Herren vil overgive Laban i jeres hænder.

30 Og efter at aenglen havde talt til os, forlod han os.

31 Og efter at englen havde forladt os, begyndte Laman og Lemuel igen at amurre og sige: Hvordan er det muligt, at Herren vil overgive Laban i vore hænder? Se, han er en mægtig mand, og han kan befale over halvtreds, ja, han kan endog slå halvtreds ihjel, hvorfor så ikke os?