1 I det ^aår, da kong Uzzija døde, så jeg også Herren sidde på en trone, høj og ophøjet, og hans slæb fyldte templet.

2 Over den stod ^aseraferne; hver af dem havde seks vinger; med de to skjulte de deres ansigt, og med de to skjulte de deres fødder, og med de to fløj de.

3 Og den ene råbte til den anden og sagde: Hellig, hellig, hellig er Hærskarers Herre; hele jorden er fuld af hans herlighed.

4 Og ^adørstolperne rystede ved røsten af den, der råbte, og huset blev fyldt med røg.

5 Da sagde jeg: Ve mig! for det er ^aude med mig; for jeg er en mand med urene læber, og jeg bor midt blandt et folk med urene læber; for mine øjne har set kongen, Hærskarers Herre.

6 Da fløj en af seraferne hen til mig, og han havde i hånden et ^aglødende kul, som han havde taget fra alteret med tangen.

7 Og han lagde det på min mund og sagde: Se, det har rørt dine læber, og din ^augudelighed er fjernet, og din synd er sonet.

8 Og jeg hørte også Herrens røst sige: Hvem skal jeg sende, og hvem vil gå for os? Da sagde jeg: Her er jeg, send mig.

9 Og han sagde: Gå hen og sig til dette folk: Hør blot! men de forstod ikke; og se blot! men de fattede ikke.

10 Gør dette folks hjerter fede, og gør deres ører tunge, og luk deres øjne til, så de ikke kan se med øjnene og ikke ^ahøre med ørerne og forstå med hjertet og omvende sig og blive helbredt.

11 Så sagde jeg: Herre, hvor længe? Og han sagde: Indtil byerne ligger øde uden indbyggere, og husene uden folk, og landet er blevet totalt ødelagt.

12 Og Herren har ^aført menneskene langt bort, for der skal være en stor tomhed midt i landet.

13 Men der skal dog være en tiendedel, og de skal vende tilbage og skal blive fortæret som en terebinte og som en eg, hvis kraft er i dem, når de kaster deres blade; således skal den hellige sæd være ^akraften deri.