1 Og se, det skete i den ellevte måned i det nittende år på den tiende dag i måneden, at man så lamanitternes hære nærme sig Ammonihas land.

2 Og se, byen var blevet genopbygget, og Moroni havde opstillet en hær ved grænserne til byen, og de havde opkastet jord rundt omkring for at værne sig mod lamanitternes pile og sten, for se, de kæmpede med sten og med pile.

3 Se, jeg sagde, at byen ^aAmmoniha var blevet genopbygget. Jeg siger jer, ja, at den var delvist genopbygget; og fordi lamanitterne havde ødelagt den én gang på grund af folkets ugudelighed, formodede de, at den igen ville blive et let bytte for dem.

4 Men se, hvor stor blev ikke deres skuffelse; for se, nefitterne havde gravet en vold af jord op omkring sig, der var så høj, at lamanitterne ikke kunne kaste deres sten og deres pile efter dem, så de havde nogen virkning, ej heller kunne de falde over dem undtagen ad det sted, de havde deres indgang.

5 Se, på dette tidspunkt blev lamanitternes øverste anførere overordentlig forbavsede over nefitternes visdom med hensyn til at berede deres sikre steder.

6 Se, lamanitternes anførere havde ment, at de på grund af det store antal af dem, ja, de havde ment, at de ville have mulighed for at falde over dem, som de hidtil havde gjort; ja, og de havde også gjort sig beredte med skjolde og brynjer, og de havde også gjort sig beredte med klæder af skind, ja, meget tykke klæder til at dække deres nøgenhed med.

7 Og således beredte mente de, at de let kunne besejre og underlægge deres brødre trældomsåget eller slå dem ihjel og massakrere dem efter deres behag.

8 Men se, til deres største forbavselse havde de ^aforberedt sig til dem på en måde, som aldrig havde været kendt blandt Lehis børn. Se, de var beredte til lamanitterne, til at kæmpe efter Moronis anvisninger.

9 Og det skete, at lamanitterne eller amalikijaitterne blev overordentlig forbavsede over deres måde at forberede sig til krig på.

10 Se, hvis kong Amalikija var kommet ned fra ^aNefis land i spidsen for sin hær, ville han måske have fået lamanitterne til at angribe nefitterne i byen Ammoniha, for se, han bekymrede sig ikke om sit folks blod.

11 Men se, Amalikija kom ikke selv ned for at kæmpe. Og se, hans øverste anførere turde ikke angribe nefitterne i byen Ammoniha, for Moroni havde ændret den måde, hvorpå nefitterne ordnede deres anliggender, således at lamanitterne blev modløse over deres tilflugtssteder, og de kunne ikke falde over dem.

12 Derfor trak de sig tilbage til ødemarken og tog deres tros og marcherede mod Noas land, da de antog, at det var det næstbedste sted for dem at falde over nefitterne.

13 For de vidste ikke, at Moroni havde befæstet eller havde bygget sikre ^afæstninger for hver by i hele landet rundt omkring; derfor marcherede de frem mod Noas land med en fast beslutning, ja, deres øverste anførere trådte frem og aflagde ed på, at de ville udrydde folket i den by.

14 Men se, til deres forbavselse var byen Noa, som hidtil havde været et svagt sted, nu ved Moronis hjælp blevet stærk, ja, så den overgik byen Ammoniha i styrke.

15 Og se nu, det anså Moroni for víst, for han havde ment, at de ville blive rædselsslagne over byen Ammoniha, og at de, eftersom byen Noa hidtil havde været den svageste del af landet, derfor ville marchere derhen for at kæmpe; og således skete det efter hans ønsker.

16 Og se, Moroni havde udpeget Lehi til at være den øverste anfører over mændene i den by; og det var den selv ^asamme Lehi, som kæmpede mod lamanitterne i dalen øst for floden Sidon.

17 Og se, nu skete det, at da lamanitterne fandt ud af, at Lehi havde kommandoen over byen, blev de igen modløse, for de frygtede Lehi overordentlig meget; alligevel havde deres øverste anførere svoret med en ed, at de ville angribe byen, derfor førte de deres hære frem.

18 Se nu, lamanitterne kunne ikke komme ind i deres sikre fæstninger ad nogen anden vej end ad indgangen på grund af højden af den skanse, der var blevet opkastet, og dybden af den grav, der var blevet gravet omkring den, undtagen ad indgangen.

19 Og således var nefitterne rede til at slå alle sådanne ihjel, som ville forsøge at kravle op for at trænge ind i fæstningen ad nogen anden vej, ved at kaste sten og pile ned mod dem.

20 Således var de rede, ja, en gruppe af deres stærkeste mænd med deres sværd og deres slynger, til at slå alle dem ned, der ville forsøge at komme ind i deres sikre sted ad det sted, hvor de havde deres indgang; og således var de rede til at forsvare sig mod lamanitterne.

21 Og det skete, at lamanitternes anførere førte deres hære op foran det sted, hvor de havde deres indgang, og begyndte at stride mod nefitterne for at komme ind i deres sikre sted; men se, de blev drevet tilbage igen og igen i et sådant omfang, at de blev slået ihjel under en vældig nedslagtning.

22 Se, da de fandt, at de ikke kunne få magt over nefitterne ad passagen, begyndte de at grave deres skanser af jord væk for at skabe en passage for deres hære, så de kunne få lige mulighed for at slås; men se, under disse forsøg blev de fejet bort af de sten og pile, der blev kastet mod dem; og i stedet for at fylde gravene ved at bryde skanserne af jord ned, blev de i nogen grad fyldt af deres døde og sårede kroppe.

23 Således fik nefitterne al magt over deres fjender, og således forsøgte lamanitterne at udrydde nefitterne, indtil alle deres øverste anførere var blevet slået ihjel; ja, og mere end tusind af lamanitterne var blevet slået ihjel, mens der på den anden side ikke var en eneste nefit, der var blevet slået ihjel.

24 Der var omtrent halvtreds, der var såret, som havde været udsat for lamanitternes pile gennem indgangen, men de var blevet værnet af deres skjolde og deres brynjer og deres hjelme i en sådan grad, at deres sår var på benene, og mange af dem var meget alvorlige.

25 Og det skete, at da lamanitterne så, at deres øverste anførere alle var blevet slået ihjel, flygtede de ud i ødemarken. Og det skete, at de vendte tilbage til Nefis land for at underrette deres konge, Amalikija, som var nefit af fødsel, om deres store tab.

26 Og det skete, at han blev overordentlig vred på sit folk, fordi han ikke havde opnået sit ønske med hensyn til nefitterne; han havde ikke underkastet dem trældomsåget.

27 Ja, han blev overordentlig vred, og han ^aforbandede Gud og også Moroni, idet han ^bsvor med en ed, at han ville drikke hans blod; og det fordi Moroni havde holdt Guds befalinger med hensyn til at forberede sit folks sikkerhed.

28 Og det skete, at på den anden side ^atakkede Nefis folk Herren deres Gud på grund af hans uforlignelige magt ved at udfri dem af deres fjenders hænder.

29 Og således endte det nittende år af den periode, hvor dommerne regerede over Nefis folk.

30 Ja, og der var vedvarende fred blandt dem og overordentlig stor fremgang i kirken på grund af den agtpågivenhed og flid, som de viste Guds ord, som blev kundgjort for dem af Helaman og Shiblon og Corianton og Ammon og hans brødre, ja, og af alle dem, som var blevet ordineret af Guds ^ahellige orden, og som var blevet døbt til omvendelse og sendt ud for at prædike blandt folket.