Udvalgte dele af Moses’ Bog

Kapitel 7

(December 1830)

Enok underviser, leder folket og flytter bjerge – Byen Zion bliver grundlagt – Enok forudser Menneskesønnens komme, hans sonoffer og de helliges opstandelse – Han forudser genoprettelsen, indsamlingen, det andet komme og Zions tilbagevenden.

1 Og det skete, at Enok fortsatte sin tale og sagde: Se, vor fader Adam belærte om dette, og mange troede og blev aGuds sønner, og mange troede ikke og er omkommet i deres synder og ser med bfrygt og i pine frem til, at Guds vredes heftige harme skal blive udøst over dem.

2 Og fra den tid af begyndte Enok at profetere og sige til folket: Mens jeg rejste omkring og stod på stedet Mahuja og anråbte Herren, lød der en røst fra himlen, som sagde: Rejs en anden vej, og kom op på bjerget Simeon.

3 Og det skete, at jeg rejste en anden vej og gik op på bjerget, og da jeg stod på bjerget, så jeg himlene åbne, og jeg blev iklædt aherlighed;

4 og jeg så Herren; og han stod foran mit ansigt, og han talte med mig, ligesom et menneske taler med et andet, aansigt til ansigt, og han sagde til mig: bSe, så vil jeg vise dig verden i et tidsrum af mange slægtled.

5 Og det skete, at jeg så ned i Shums dal, og se, der var et stort folk, som boede i telte, og som var Shums folk.

6 Og igen sagde Herren til mig: Se! Og jeg så mod nord, og jeg så Kana’ans folk, som boede i telte.

7 Og Herren sagde til mig: Profetér, og jeg profeterede og sagde: Se, Kana’ans folk, som er talrige, skal i kampformation drage frem mod Shums folk og skal slå dem ihjel, så de bliver fuldstændigt udryddet; og Kana’ans folk skal fordele sig i landet, og landet skal være goldt og ufrugtbart, og intet andet folk end Kana’ans folk skal bo der;

8 for se, Herren skal forbande landet med megen hede, og dets goldhed skal vare for evigt; og der opstod en amørk lød hos alle Kana’ans børn, så de blev foragtet blandt alle folk.

9 Og det skete, at Herren sagde til mig: Se, og jeg så, og jeg skuede Sarons land og landet Enok og Omners land og Henis land og Sems land og Haners land og Hanannihas land og alle indbyggere deri;

10 og Herren sagde til mig: Drag hen til dette folk og sig til dem: aOmvend jer, så jeg ikke skal komme ned og slå dem med en forbandelse, så de dør.

11 Og han gav mig befaling om, at jeg skulle adøbe i Faderens og i Sønnens og i Helligåndens navn, Sønnen, som er fuld af bnåde og sandhed, og cHelligånden, som vidner om Faderen og Sønnen.

12 Og det skete, at Enok fortsatte med at opfordre alle folk, undtagen Kana’ans folk, til at omvende sig;

13 og så stor var Enoks atro, at han ledte Guds folk, og deres fjender kom for at kæmpe imod dem; og han talte Herrens ord, og jorden bævede, og bbjergene flygtede, ja, i overensstemmelse med hans befaling; og cfloderne med vand blev ændret i deres løb; og løvernes brøl hørtes fra ørkenen; og alle folkeslag frygtede såre, så dkraftfulde var Enoks ord, og så stor var kraften i det sprog, som Gud havde givet ham.

14 Der kom også et land op af havets dyb, og så stor var frygten hos Guds folks fjender, at de flygtede og holdt sig langt borte og gik over til det land, som var kommet op af havets dyb.

15 Og også landets akæmper holdt sig langt borte, og der udgik en forbandelse over alle mennesker, som kæmpede mod Gud;

16 og fra den tid af kom det til krige og blodsudgydelse blandt dem; men Herren kom og boede hos sit folk, og de levede i retfærdighed.

17 aFrygt for Herren var over alle folkeslag, så stor var Herrens herlighed, som var over hans folk. Og Herren bvelsignede landet, og de blev velsignet på bjergene og på de høje steder og trivedes.

18 Og Herren kaldte sit folk aZion, fordi de var af bét hjerte og ét sind og levede i retfærdighed; og der var ingen fattige blandt dem.

19 Og Enok fortsatte med at prædike for Guds folk i retfærdighed. Og det skete i hans dage, at han byggede en by, som blev kaldt Hellighedens By, ja, Zion.

20 Og det skete, at Enok talte med Herren; og han sagde til Herren: aZion skal visselig bo i sikkerhed for evigt. Men Herren sagde til Enok: Zion har jeg velsignet, men resten af folket har jeg forbandet.

21 Og det skete, at Herren viste Enok alle jordens indbyggere, og han så, og se, Zion blev med tiden ataget op til himlen. Og Herren sagde til Enok: Se min bolig for evigt.

22 Og Enok så også resten af det folk, som var Adams sønner; og de var en blanding af alle Adams efterkommere, med undtagelse af Kains efterkommere, for Kains efterkommere var amørklødede og havde ikke plads blandt dem.

23 Og efter at Zion var blevet taget op til ahimlen, bskuede Enok, og se, calle jordens folkeslag så han for sig;

24 og der kom slægtled efter slægtled; og Enok var aløftet højt op, ja, i Faderens og Menneskesønnens skød; og se, Satans magt var over hele jordens overflade.

25 Og han så engle stige ned fra himlen; og han hørte en høj røst, som sagde: Ve, ve over jordens indbyggere.

26 Og han så Satan; og han havde en stor alænke i hånden, og den indhyllede hele jordens overflade i bmørke; og han så op og lo, og chans engle frydede sig.

27 Og Enok så aengle stige ned fra himlen og aflægge bvidnesbyrd om Faderen og Sønnen; og Helligånden faldt på mange, og de blev ved himlens kræfter taget op til Zion.

28 Og det skete, at himlens Gud så på resten af folket, og han græd; og Enok aflagde vidnesbyrd om det og sagde: Hvordan kan det være, at himlene græder og udgyder deres tårer som regn på bjergene?

29 Og Enok sagde til Herren: Hvordan kan det være, at du kan agræde, da du er hellig og er fra al evighed til al evighed?

30 Og om det var muligt, at mennesket kunne tælle de partikler, som udgør jorden, ja, amillioner af jorde som denne, ville det ikke være en begyndelse på antallet af alt det, som du har bskabt; og dine forhæng er stadig spændt ud; og dog er du der, og dit skød er der, og du er også retfærdig, du er barmhjertig og godgørende for evigt;

31 og af alt, hvad du har skabt fra al evighed til al evighed, har du taget Zion op til dit eget skød; og intet andet end afred, bretfærdighed og csandhed er din trones bolig; og barmhjertighed skal udgå fra dit ansigt og ingen ende have; hvordan kan det da være, at du kan græde?

32 Herren sagde til Enok: Se, disse dine brødre; de er amine egne hænders værk, og jeg gav dem deres bkundskab den dag, jeg skabte dem; og i Edens have gav jeg mennesket dets chandlefrihed;

33 og til dine brødre har jeg sagt og også givet befaling om, at de skulle aelske hinanden, og at de skulle vælge mig, deres Fader; men se, de er uden hengivenhed, og de hader deres eget blod;

34 og amin harmes ild er optændt imod dem; og i mit hede mishag vil jeg sende boversvømmelserne ind over dem, for min heftige vrede er optændt imod dem.

35 Se, jeg er Gud; aHellighedens Menneske er mit navn, Rådenes Menneske er mit navn; og bUendelig og Evig er også mit navn.

36 Derfor kan jeg række mine hænder ud og holde alt det, jeg har dannet, i dem, og amine øjne kan også gennembore det; og af alt, hvad mine hænder har skabt, har der ikke været så stor bugudelighed som blandt dine brødre.

37 Men se, deres synder skal hvile på deres fædres hoved; Satan skal være deres fader, og elendighed skal være deres skæbne, og alle himlene skal græde over dem, ja, alt, hvad mine hænder har skabt; hvorfor skulle himlene da ikke græde, når de ser, at disse skal lide?

38 Men se, disse, som dine øjne nu hviler på, skal omkomme i oversvømmelserne; og se, jeg vil spærre dem inde; et afængsel har jeg beredt til dem.

39 Og aden, som jeg har udvalgt, har talt deres sag for mit ansigt. Derfor lider han for deres synder, for så vidt som de vil omvende sig på den dag, da min budvalgte vender tilbage til mig, og indtil den dag skal de være i cpine;

40 derfor, over dette skal himlene græde, ja, og alt, hvad mine hænder har skabt.

41 Og det skete, at Herren talte til Enok og fortalte Enok alt, hvad menneskebørnene ville gøre; derfor kendte Enok til det og så på deres ugudelighed og deres elendighed og græd og strakte armene frem, og hans ahjerte svulmede og blev stort som evigheden; og hans indre blev rørt af medfølelse; og hele evigheden rystede.

42 Og Enok så også aNoa og hans bfamilie, at alle Noas sønners efterkommere skulle blive frelst med en timelig frelse;

43 derfor så Enok, at Noa byggede en aark; og at Herren tilsmilede den og holdt den i sin egen hånd; men over resten af de ugudelige kom oversvømmelserne og opslugte dem.

44 Og da Enok så dette, led hans sjæl bitterligt og han græd over sine brødre og sagde til himlene: Jeg anægter at lade mig trøste! Men Herren sagde til Enok: Opløft dit hjerte og vær glad, og se.

45 Og det skete, at Enok så; og fra Noa så han alle jordens slægter; og han anråbte Herren og sagde: Hvornår kommer Herrens dag? Hvornår bliver den Retfærdiges blod udgydt, så alle de, der sørger, kan blive ahelliggjort og få evigt liv?

46 Og Herren sagde: Det skal ske i atidens midte, i ugudelighedens og hævnens dage.

47 Og se, Enok så dagen for Menneskesønnens komme, ja, i kødet; og hans sjæl frydede sig, og han sagde: Den Retfærdige er blevet løftet op, og aLammet har været slagtet siden verdens grundlæggelse; og ved tro er jeg i Faderens skød, og se, bZion er hos mig.

48 Og det skete, at Enok så på ajorden; og han hørte en røst fra dens indre, som sagde: Ve, ve mig, menneskenes moder; jeg lider smerte, jeg er træt på grund af mine børns ugudelighed. Hvornår skal jeg bhvile og blive renset for den ctilsølethed, som er udgået af mig? Hvornår vil min skaber helliggøre mig, så jeg kan hvile, og retfærdighed for en tid kan herske på min overflade?

49 Og da Enok hørte jorden klage, græd han og anråbte Herren og sagde: O Herre, vil du ikke nok have medlidenhed med jorden? Vil du ikke nok velsigne Noas børn?

50 Og det skete, at Enok vedblev med at anråbe Herren og sagde: Jeg beder dig, o Herre, i din Enbårnes, ja, Jesu Kristi, navn om, at du vil have barmhjertighed med Noa og hans efterkommere, så jorden aldrig mere skal blive dækket af vandfloderne.

51 Og Herren kunne ikke holde sig tilbage, og han sluttede pagt med Enok og svor over for ham med en ed på, at han ville standse avandfloderne, at han ville tale til Noas børn;

52 og han udsendte en erklæring, der ikke kunne ændres, om, at en arest af hans efterkommere altid skulle findes blandt alle folkeslag, så længe som jorden består.

53 Og Herren sagde: Velsignet er han, gennem hvis efterkommere Messias skal komme; for han siger: Jeg er aMessias, bZions Konge, cHimlens Klippe, der er bred som evigheden; hver den, der kommer ind ad porten og dklatrer op ved mig, skal aldrig falde, velsignet er derfor de, om hvem jeg har talt, for de skal komme frem med esange om evigtvarende glæde.

54 Og det skete, at Enok anråbte Herren og sagde: Når Menneskesønnen kommer i kødet, skal jorden da hvile? Jeg beder dig, vis mig dette.

55 Og Herren sagde til Enok: Se, og han så og skuede aMenneskesønnen løftet op på bkorset på menneskenes vis;

56 og han hørte en høj røst; og himlene var tilsløret; og alt det, som Gud havde skabt, sørgede; og ajorden stønnede, og klipperne blev sønderbrudt; og de hellige bopstod og blev ckronet ved Menneskesønnens dhøjre hånd med kroner af herlighed;

57 og alle de aånder, som var i bfængsel, kom frem og stod ved Guds højre hånd; og de øvrige blev holdt tilbage i mørkets lænker indtil dommen på den store dag.

58 Og Enok græd igen og anråbte Herren og sagde: Hvornår skal jorden hvile?

59 Og Enok så Menneskesønnen stige op til Faderen; og han påkaldte Herren og sagde: Vil du ikke nok igen komme til jorden? Eftersom du er Gud, og jeg kender dig, og du har svoret over for mig og befalet mig, at jeg skulle bede i din Enbårnes navn, og du har dannet mig og givet mig ret til din trone, og ikke af mig selv, men i kraft af din egen nåde, derfor beder jeg dig, om du ikke nok igen vil komme til jorden.

60 Og Herren sagde til Enok: Så sandt som jeg lever, så kommer jeg i de asidste dage, i ugudelighedens og hævnens dage, for at opfylde den ed, som jeg har aflagt over for dig angående Noas børn;

61 og den dag skal komme, da ajorden skal hvile, men før den dag skal bhimlene blive formørket, og et cslør af mørke skal dække jorden; og himlene skal ryste og ligeså jorden, og der skal være store trængsler blandt menneskenes børn, men dmit folk vil jeg bevare;

62 og aretfærdighed vil jeg sende ned fra himlen; og bsandhed vil jeg sende frem af cjorden for at dvidne om min Enbårne, hans eopstandelse fra de døde, ja, og også alle menneskers opstandelse; og retfærdighed og sandhed vil jeg lade skylle hen over jorden som med en flodbølge for at findsamle mine egne udvalgte fra jordens fire hjørner til et sted, som jeg skal berede, en hellig by, så mit folk kan binde op om deres lænder og se hen til tiden for mit komme; for dér skal min bolig være, og den skal hedde Zion, et gnyt Jerusalem.

63 Og Herren sagde til Enok: Da skal du og hele din aby møde dem der, og vi skal tage dem i vores favn, og de skal se os; og vi skal falde dem om halsen, og de skal falde os om halsen, og vi skal kysse hinanden;

64 og der skal min bolig være, og den skal være Zion, som skal komme frem fra alt det, som jeg har dannet, og i et atidsrum af et tusind år skal jorden bhvile.

65 Og det skete, at Enok så den dag, hvor Menneskesønnen skulle akomme i de sidste dage for at bo på jorden i retfærdighed i et tidsrum af et tusind år;

66 men før den dag så han store genvordigheder blandt de ugudelige; og han så også havet, at det var i oprør, og at menneskenes hjerte asvigtede dem, da de med frygt så frem til Gud den Almægtiges bdom, som skulle komme over de ugudelige.

67 Og Herren viste Enok alt, lige til verdens ende; og han så de retfærdiges dag, timen for deres forløsning, og modtog en fylde af aglæde;

68 og aalle Zions dage i Enoks dage var tre hundrede og femogtres år.

69 Og Enok og hele hans folk avandrede med Gud, og han boede midt i Zion; og det skete, at Zion ikke var mere, for Gud tog den op i sit eget skød; og fra da af spredtes ordet: Zion er forsvundet.