MANDAG AFTEN I MANILA

Mandag aften i Manila virker ved første øjekast ikke meget anderledes end alle andre aftener. Byens trafik bevæger sig som millioner af myrer, der alle prøver at bruge den samme tynde gren til at kravle i to forskellige retninger på én gang. Men disse myrer dytter.

Vi var på vej hen til familien Velacos hjem, så jeg kunne overvære en ægte filippinsk familieaften, men myldretidstrafikken ville ikke samarbejde. Endelig sagde vores chauffør, at han ville skyde genvej, og vi kørte ind i en smal gade, der vrimlede med mennesker, som købte og solgte varer ved små boder. De handlende hyggede sig og lo og råbte til hinanden. De tog sig ikke af vores lille bil, der kantede sig igennem deres friluftsmarked.

Da vi endelig nåede frem til familien Velasco i den anden ende af markedet, blev vi slået af kontrasten. Da vi trådte ind i deres hjem, syntes larmen og tumulten udenfor at forsvinde.

De var endnu ikke begyndt på lektionen, men deres familieaften var begyndt. Seksårige Stephen sad på søster Velascos skød, mens hun og bror Velasco snakkede med bedstefar og bedstemor. Kevin og Kirby på 14 lo ad noget, som 15-årige Naomi havde sagt. Katrina på 11 lagde skrifterne og salmebøgerne frem.

Da vi havde hilst på dem alle, satte familien sig sammen. Bedstefar bad indledningsbønnen. Bror Velasco talte om talenter. I løbet af drøftelsen skiftede familien problemløst mellem tagalog og engelsk, alt efter hvilket sprog der lige passede bedst. Katrina og Naomi skiftedes til at læse op af lignelsen om talenterne fra Matthæus 25:14-30. Bror Velasco fandt sin guitar frem og viste sine musikalske talenter, og bagefter rakte han guitaren til Kirby, der også spillede et nummer. Søster Velasco hjalp Stephen med at bede afslutningsbønnen, og så skyndte alle sig ud i køkkenet til lidt lækkert, nemlig hjemmebagt pizza.

Mens alle gumlede, fik jeg mulighed for at spørge, hvad de syntes om familieaften.

»Hvad kan du bedst lide ved det?« spurgte jeg Kirby. Desværre havde han lige taget en bid. »Forfriskningerne,« svarede han med munden fuld af mad. Alle lo.

»Latteren,« sagde Naomi, da de var holdt op med at fnise.

»Hvad har det betydet for jeres familie?«

»Det har knyttet os sammen,« sagde Kevin. »Det sker jo, når man udveksler tanker og følelser.«

Det var et godt svar, men jeg ville være sikker på, at han ikke bare sagde det, fordi jeg var der. »Passer det virkelig?« spurgte jeg.

De nikkede alle sammen. »Takket være familieaften er vi blevet bragt tættere sammen,« svarede Naomi. »Vi er venligere mod hinanden.«

Det så man tydeligt. Velsignelserne ved familieaften sås også tydeligt. Og det var med trist hjerte at jeg sagde farvel og igen trådte ud i den travle verdens larm.