Gennem tynde vægge

Soledad var mor til tre små børn, og hun var selv ung – og overvældet. Hun kunne lige klare at tage sig af hjemmet og sine børns daglige behov. Men hun så ud til at byde os velkommen og anerkendte et behov for Gud i sit liv.

Soledad udtrykte åbent sine tanker og følelser. Hun var blevet forelsket og var løbet hjemmefra med Oscar, selv om hendes forældre ikke billigede det. Hverken hun eller hendes mand havde nogen uddannelse eller noget arbejde, og deres fremtid så dyster ud. Hun tænkte på, om Gud havde forladt hende, eller om han straffede dem for de ringe valg, de havde truffet.

Oscar gik fra dør til dør for at sælge billige smykker, for at familien kunne overleve. Når han havde en god dag med salget, købte han mad og nogle gange endda små gaver til børnene. Men når det gik skidt med salget, vendte han ofte nedtrykt, vred og fuld hjem.

Vi følte os udfordret til at hjælpe dem med at håndtere så mange timelige bekymringer som muligt. Men vi følte også Ånden tilskynde os til at fortsætte med at elske og undervise dem, selv når deres fremgang var skuffende. Efter flere besøg og efter at have bedt oprigtigt, følte vi til sidst, at vi måtte give dem tid til at overveje det, som vi havde undervist i, til at studere Mormons Bog og selv bede.

Vi fortalte Soledad om vore bekymringer, og hun blev oprevet. Hun følte, at vi svigtede hendes familie. Hun fortalte os også, at de nu ventede et fjerde barn, og at de ikke vidste, hvordan de skulle overleve. I vrede bad hun os om at gå og aldrig komme tilbage.

Vi vidste imidlertid ikke, at naboen ved siden af, Juan, havde lyttet til vores undervisning gennem væggen. Han var ung, nysgerrig og forfærdelig genert. Han havde haft mange spørgsmål om frelsesplanen, Mormons Bog og omvendelse, da han havde lyttet. Han havde endda lånt Soledads eksemplar af Mormons Bog, læst den og bedt om alt det, som han lige så stille havde lært.

Dagene gik. Juan begyndte at blive bekymret, da vi ikke vendte tilbage for at undervise Soledad og Oscar. Så en aften, da der var en stærk vinterstorm på vej, spurgte han Soledad om, hvor vi boede, og hvordan han kunne kontakte os. Hun sagde, at det vidste hun ikke, og han begyndte at græde. Han bar sit vidnesbyrd for hende om sandheden af vores budskab og løb ud i den stormfulde aften for at lede efter os, mens regnen skyllede ned og forvandlede gaderne til mudrede floder.

Han fortsatte træt og kold med at lede i timevis. Han begyndte at bede, mens han fumlede sig frem i mørket, og lovede vor himmelske Fader, at han ville blive døbt og tjene ham alle sine dage, hvis han ville hjælpe ham med at finde os. I mellemtiden begyndte Soledad, der var blevet imponeret over Juans vidnesbyrd, at bede om, at vi måtte vende tilbage. Juan kom hjem, men fortsatte med at bede og læse i Mormons Bog de næste to dage. Soledad begyndte også at bede oprigtigt og talte med Oscar. Sammen begyndte de at læse i Mormons Bog.

To dage efter stormen følte min kammerat og jeg, mens vi knælede i bøn, os tilskyndet til at vende tilbage til de små hjem for foden af bakken. Vi tog straks derhen, og da vi nåede frem, blev vi mødt med glædestårer og begejstring af Soledad, Oscar, deres børn og Juan. De fortalte os alle om det, der var sket, og fra da af var de alle ivrige efter at lære mere om evangeliet. Det varede ikke længe før Juan blev døbt, og snart fulgte Soledad og Oscar efter.

Jeg husker, at jeg undrede mig over, hvorfor vi så stærkt følte, at vi skulle blive ved med at undervise, når nu Soledad og Oscar ikke tog så godt imod det. Jeg husker, at jeg undrede mig over, hvorfor vi følte, det var så vigtigt at vende tilbage, når nu vi var blevet sendt væk i vrede. Men da jeg så glæden, der nu viste sig i Juans liv, og så glæden hos Soledad og Oscars familie, vidste jeg, at Juan ikke blot lyttede gennem de tynde vægge, men at vor himmelske Fader lyttede til vore bønner, der på skift kom fra hjertet fra hver enkelt af os.