Hvad er det, der er så storslået ved den store og rummelige bygning?

Problemet med verdens fristelser er, at de bare er så fristende, ikke? Som præsident Spencer W. Kimball (1895-1985) har sagt: »Hvem har sagt, at synd ikke er sjov? … Synd er attraktiv og ønskværdig … Det er let at synde, og synd nyder godt selskab af behagelige følgesvende.«¹

Selv om vi er kede af at indrømme det, så ser mange af de andre stier ofte indbydende ud. Nogle stier skifter pludselig kurs i en spændende retning, mens andre drejer meget diskret væk, så diskret at de synes at løbe parallelt med evangeliets sti. Nogle stier er glamourøst belagt med et rødt tæppe og giver genlyd af klapsalver. Andre synes brolagt med guld og ædelstene.

Den store og rummelige bygnings fremtoning ser tilsvarende godt ud. Det er trods alt her, at nogle af verdens rigeste, populæreste, smukkeste og mest magtfulde mennesker bor! Hvem vil ikke gerne omgås og opføre sig og gå klædt som disse mennesker? De ser ofte ud til at have det meget sjovere end alle os andre, der prøver at blive på evangeliets sti.

Jo mere opmærksomhed vi giver beboerne i den store og rummelige bygning, som vores ven Abby, jo mere føler vi os misundelige eller frustrerede eller endda vrede. Vi synes måske ikke, at det virker retfærdigt, at de skal have så mange fine ting, mens vi prøver at blive på stien, der fører til livets træ.

Satan ved, at en af de bedste måder at få mennesker til at forlade evangeliets sti på, er ved at narre dem til at tro, at det er alt for hårdt, kedeligt eller gammeldags at blive på stien. Han er ligeglad med, hvilken sti vi vælger – en hvilken som helst sti vi går ad – så længe det ikke er evangeliets sti.

En af yndlingsbeskæftigelserne i den store og rummelige bygning er at håne de trofaste. Præsident Thomas S. Monson har sagt: »Nogle kendte og andre, der … er i rampelyset, har i stigende grad en tendens til at latterliggøre religion i al almindelighed og somme tider Kirken i særdeleshed. Hvis vore vidnesbyrd ikke er tilstrækkeligt forankret, kan sådan kritik få os til at tvivle på vores egen tro eller til at vakle i vore beslutninger.«²

Det lader til at være lige meget, hvorend vi befinder os i livet, om vi er i egen person eller online, så vil der altid være et åbent vindue på den store og rummelige bygning, hvor der vil stå en eller anden klar til at pege fingre ad og grine af det, som vi værdsætter. Vi har sikkert alle oplevet denne hån på forskellige tidspunkter, og det kan være meget smertefuldt. Vi ved, at vi bør reagere på en kristuslignende måde, men det er ikke altid let. Ingen kan lide at blive grint ad eller få sine dybe overbevisninger nedgjort. Som Nate kan vi nogle gange svare med en sætning som: »Det kan jeg ikke – jeg er mormon«, for så kun at høre de andre grine endnu mere.

Har I lagt mærke til, hvordan de, der håner, har en tendens til altid at fokusere på ordene kan ikke? Som fx »hvorfor kan du ikke drikke det?« »Hvorfor kan du ikke gå ud og shoppe med mig på søndag?« eller »hvorfor kan du ikke have sex før ægteskabet?«

Dette fokus på ordene kan ikke kan få os til at føle os magtesløse. Det kan føles, som om vi er svage eller har rygrad som en regnorm. Det kan føles som om, at vi er hjælpeløse ofre for en upersonlig Gud, der har spærret os inde, så vi aldrig kan have det sjovt.

Denne taktik er meget, meget gammel. Faktisk har Satan brugt den taktik siden begyndelsen. Da Gud satte Adam og Eva i Edens have, fortalte han dem: »Af hvert træ i haven må du frit spise« (Moses 3:16). Virker ordene »hvert træ« som en indskrænkning for jer? Mens Gud fortalte Adam og Eva, at der var bestemte konsekvenser ved at spise af træet til kundskab om godt og ondt, så hindrede han dem aldrig fysisk. De havde hele haven for sig selv og blev fortalt: »Dog må du selv vælge, for det er givet dig« (Moses 3:17). For mig, lyder det som frihed!

Da Satan senere kommer, så er det interessant, at han siger: »Nå, har Gud sagt: I må ikke spise af alle træer i haven?« (Moses 4:7). I bund og grund spurgte Satan: »Hvorfor kan du ikke spise frugten af det træ?« i samme hånende tone, der kommer fra vinduerne i den store og rummelige bygning. Satan fokuserede på den ene ting, som Gud havde knyttet konsekvenser til, og han fik det til at lyde som om, at Gud ønskede at berøve Adam og Eva noget. Satan forvrængede Guds ord og tilføjede løgne i sin indsats for at overbevise dem om at følge ham i stedet for Gud. I sidste instans havde det hele tiden været en del af planen, at de skulle spise af frugten. Og Gud sørgede for en Frelser, der skulle give Adam og Eva og alle deres børn muligheden for at udvikle sig og vende hjem.

Og hvad er det egentlig vi siger, når vi siger: »Det kan jeg ikke – jeg er mormon«? Siger vi egentlig: »Jeg ville ønske, at jeg kunne, og hvis jeg ikke var mormon, så ville jeg helt sikkert«? Jeg havde engang en ven, der plejede at lave sjov med alt det, som han gerne ville gøre, hvis han ikke var medlem af Kirken. Problemet var bare, at jeg ikke altid kunne afgøre, om han lavede sjov.

I stedet for at fokusere på kan ikke og skal ikke, ville vi være bedre stillet, hvis vi brugte ordene vil ikke. Som fx: »Jeg vil ikke – jeg er mormon.« At bruge vil ikke i stedet for kan ikke ændrer på sætningens indhold og viser, at vi har magten til selv at vælge. Ved at sige: »Jeg vil ikke«, siger vi: »Jeg vælger ikke at gøre det, ikke fordi jeg følger blindt, eller fordi jeg er begrænset, men fordi jeg tror på handlefrihed og ansvarlighed, og jeg vil gerne gøre det rette. Jeg vælger selv at handle og ikke være genstand for handling« (se 2 Ne 2:14, 26).

At bruge »jeg vil ikke« frem for »jeg kan ikke« er også en enorm modig handling. Det kræver ikke mod at følge mængden ned af verdens forskellige stier. Det kan enhver gøre. At stå for sandhed viser virkelig tro. At skille sig ud fra verden kræver virkeligt mod. Det viser, at vi virkelig bruger vores handlefrihed og virkelig tænker selv. Menneskene i den store og rummelige bygning bliver altid omtalt som en navnløs gruppe, en hob uden ansigt. I sidste instans er deres ord hule og uden betydning. Ved trofast at udøve vores handlefrihed, kan vi finde modet til at sige, som Lehi og de modige og trofaste medlemmer i hans familie: »… vi ænsede dem ikke« (1 Ne 8:33).

Midt i denne verden med stigende ugudelighed, kan de, der rejser sig og går på evangelists sti, virkelig skille sig ud. Men de er ikke alene. Præsident Thomas S. Monson har opfordret os: »Må vi altid være modige og forberedt til at stå fast ved det, vi tror på, og hvis vi skal stå alene i processen, må vi da gøre det modigt og styrket af vores viden om, at vi faktisk aldrig er alene, når vi står sammen med vor Fader i himlen.«³