Det var akavet at bruge Kirkens fulde navn, men umagen værd

Da der igen kom flere kommentarer omkring min tro, syntes jeg, at jeg blev slået tilbage på grund af det akavede ved at sige Kirkens fulde, lange navn flere gange i den samme samtale. Alle jeg talte med så mærkeligt på mig. Og samtalen havde alligevel altid fokus på »mormoner«.

Jeg prøvede at gøre samtalerne lidt mere naturlige. Men det viste sig at være langt sværere, end jeg havde troet, især over for folk jeg ikke ønskede at støde. Jeg ønskede ikke at være forlegen eller undvigende omkring min tro, men jeg ønskede heller ikke at virke strid, for mange af disse mennesker havde tidligere kaldt mig »mormon«, og jeg havde accepteret det. Jeg hørte også, at mange medlemmer af Kirken stadig kaldte sig og andre medlemmer af Kirken for »mormoner« ved forskellige møder og andre sammenhænge.

Jeg spurgte mig selv, om det at bruge Kirkens fulde navn virkelig var så vigtig en ting. »Mormon«-brandet havde jo trods været ganske positivt blandt mange mennesker – at være »mormon« havde ofte været i min favør. Men da jeg læste præsident Nelson tale igen, følte jeg, at dette virkelig var vigtigt, selvom det måske forårsagede lidt akavethed i nogle samtaler. Så jeg genforpligtede mig selv.

Da jeg næste gang fik mulighed for at bruge hele Kirkens navn, var det ved et besøg hos en ven i en anden kirke. Der kom en hen til mig med et stort smil og spurgte, om jeg var mormon. »Jeg er medlem af Jesu Kristi Kirke af Sidste Dages Hellige, ja,« svarede jeg. Han begyndte at stille mig flere spørgsmål, som alle blev indledt med: »Tror Mormonkirken at …?« Og hver gang indledte jeg mit svar med: »I Jesu Kristi genoprettede Kirke, tror vi …«

Sådan gjorde vi godmodigt fire eller fem gange. Da han bemærkede, at jeg ikke accepterede titlen »mormon«, spurgte han direkte: »Er du ikke mormon?«

Så spurgte jeg ham, om han vidste, hvem Mormon var – det gjorde han ikke. Jeg fortalte ham, at Mormon var profet, historiker, hærleder og en politisk skikkelse i det fortidige Amerika. »Jeg føler mig beæret om at blive sat i forbindelse med en mand, der var så hengiven i sin tjeneste for Gud og andre.

Men,« fortsatte jeg, »Mormon døde ikke for mine synder. Mormon udgød ikke sit blod for mig og led ikke i Getsemane eller døde på korset. Mormon er ikke min Gud. Jesus Kristus er min Gud og Frelser. Han er min Forløser. Og det er ved hans navn, at jeg ønsker at blive kendt i de sidste dage, og det er ved hans navn, jeg gerne vil kendes i dag.«

Jeg følte Ånden støtte mig i dette korte vidnesbyrd over for mit nye bekendtskab. Efter nogle få sekunders tavshed sagde han: »Så du er kristen?«

»Ja, jeg er kristen,« svarede jeg, »og medlem af Kristi genoprettede Kirke.«

Det virkede let nok at forsøge følge profetens opfordring, men det viste sig at have en større virkning, end jeg havde forudset. Jeg er stadig ikke fuldkommen i alt, jeg bliver bedt om at gøre. Men jeg sørger i alle tilfælde for at bruge Kirkens fulde navn nu.

Jeg er taknemmelig for den Ånd, jeg kan føle, når jeg får mulighed for at vidne for andre om min Frelser og mit medlemskab af hans Kirke. Og nu har jeg en super god naturlig måde at vidne om ham og hans genoprettede kirke på, når som helst jeg bliver spurgt, om jeg er »mormon.«