Oprethold dem, som Herren opretholder

Denne storslåede kirke er blevet præsideret over af mænd, der er blevet specielt forberedt, specielt undervist, specielt udrustet til denne ophøjede ære, der er blevet overdraget hver eneste, når han har indtaget sin plads. Vor himmelske Fader har i sin visdom omgivet disse ledere i Israel med andre, der ligesom dem selv har tro, og som ikke bøjer sig for personen på grund af hans personlighed eller i hans egenskab af at være Kirkens præsident, men som anerkender ham som vor himmelske Faders talerør og støtter ham og opretholder ham og beder for ham og elsker ham, så de også kan få vor himmelske Faders velsignelser.

Der findes ingen anden organisation som denne i verden. Der findes ikke noget andet folk, der ledes, som dette folk ledes. Det er i sandhed sagt, at de, der præsiderer, blot er mænd. Det er gennem dem, vor himmelske Fader vil udføre sit værk. Det er gennem dem, undervisning i evangeliet må foregå … Den mand, der præsiderer over os i dag, præsiderer ikke på grund af sin egen medfødte evne. Han præsiderer ikke, fordi han er søn af en magthaver, men han er i den position, han beklæder, fordi vor Fader i himlen kender hans sjæls retskaffenhed. Med en forståelse af den beslutsomhed vor Fader ville være nødt til at viderebringe dette budskab til alle jordens nationer, forberedte han ham til den ophøjede kaldelse, han har fået overdraget. Han præsiderer som repræsentant for vor himmelske Fader.³

Jeg har i dag tænkt på de ydmyge, men store mænd, der har ledt denne kirke siden dens organisering … Jeg er godt kendt med mange af Kirkens præsidenter og tror på, at de alle var Guds mænd. Det er utænkeligt, at vor himmelske Fader ville vælge nogen anden type til at præsidere over sin kirke.⁴

Hvad skete der, da Joseph Smith døde? … De hellige afholdt ikke en konklave, valgte en formand og udtog en ny leder. Lederen var allerede blevet udvalgt af Herren. Han, Brigham Young, var seniormedlem i De Tolvs Kvorum … Kirken som enhed opretholdt ham som præsident ved alle dens møder. Da han døde, sagde hans rådgivere ikke, at de var præsident, men De Tolvs Kvorum præsiderede i lang tid, og derpå blev deres seniormedlem opretholdt som Kirkens præsident. Der herskede fuldkommen orden …

Jeg har nævnt nogle af disse ting, for at der ikke skal være nogen fejl. Joseph Smith udkårede ikke sig selv til at være Kirkens præsident. Ej heller gjorde nogen af de, der fulgte ham … Udnævnelsen kommer fra vor himmelske Fader gennem hans inspiration, og mænd modtager al den kraft, der følger med en udnævnelse.⁵

Hvor bør vi være taknemlige over at vide, at dette værk ikke er menneskers værk, men at det er Herrens værk, at denne kirke, der bærer Jesu Kristi navn, ledes af ham. Og han vil ikke tillade noget menneske eller nogen gruppe mennesker at ødelægge den. Han vil ikke tillade de mennesker, der præsiderer over hans kirke, at lede folket på afveje, men han vil opretholde dem med sin almægtige magt. Han vil højne dem i gode og store mænds og kvinders øjne. Han vil velsigne deres virke, og det vil være fyldt af succes. De, der modsætter sig og finder fejl, vil ikke finde glæde i deres modstand. De, der kritiserer og søger at nedbryde Kirkens lederes indflydelse, vil lide følgen af deres forseelse.⁶

Vi har brug for at have taksigelse i vores hjerte over, at vi ledes af hellige mænd, der er inspirerede af vor Fader i himlen, så de kan undervise os dag for dag⁷ (se forslag nr. 2 på s. 62).

Siden fader Adams dage og indtil nu har Herren formanet folket gennem sine tjenere. Han har inspireret dem til en bedre levevis, når de har lyttet til ham, og fra slægtled til slægtled, når hans børn har haft brug for det, har han sendt hellige mænd ned til verden for at videregive undervisning med henblik på lykke, har inspireret dem til at undervise i de herlige sandheder, der forædler og beriger menneskeheden.⁸

Jeg kender ikke til noget af stor vigtighed, der er sket i verden, som Herren gennem sine profeter ikke har underrettet folket om på forhånd, så de ikke har været ladt tilbage i uvidenhed om det, der ville ske, men kunne planlægge deres liv, hvis de ville, til deres fordel …

Tilfældet med Noa er et eksempel. Han blev befalet af Herren at bygge en ark, hvori de retskafne kunne sikres mod vandfloden, som skulle komme. Noa byggede arken og forkyndte omvendelse til sin slægt i en periode på 120 år, og advarede dem således fuldt ud. Folket var imidlertid så ugudeligt, at det ikke gav agt på advarslen. De havde deres handlefrihed og valgte de det onde frem for retfærdighed. Regnen faldt, og oversvømmelserne kom, og kun Noa og hans familie på otte sjæle blev reddet. Alle var blevet advaret fuldt ud, men på grund af deres egensindighed og deres vægring ved at omvende sig, druknede de (se Moses 8:13-30).⁹

Herren ønsker, vi skal være lykkelige. Det er årsagen til, at han gav os Jesu Kristi evangelium. Det er årsagen til, at han overdrog præstedømmet til os. Han ønsker, vi skal have glæde. Det er årsagen til, at han organiserede denne kirke og oprettede de forskellige embeder i den, og alt dette er på plads … Hvis I vil følge Herrens ledere og dem, Herren opretholder, falder I ikke fra ud i mørket, mister lyset, overtræder Guds love og forspilder jeres privilegier, som han er så ivrig efter, at vi alle kan nyde.¹⁰

Der er for mig kun en sikker vej i vor tid, og det er at følge dem, Herren har udpeget til at lede. Jeg har måske mine egne ideer og opfattelser, jeg har måske min egen bedømmelse angående ting, men jeg ved, at når min bedømmelse er i uoverensstemmelse med lærdommene fra dem, Herren har givet os til at vise vejen, bør jeg ændre min kurs. Hvis jeg ønsker at blive frelst, følger jeg de ledere, som vor himmelske Fader har givet os, så længe han opretholder dem¹¹ (se forslag nr. 3 på s. 62).

Jeg har kendt tusinder af menigmænd i denne storslåede kirke, mænd og kvinder fra mange lande, som i ydmyghed og trofasthed har taget imod evangeliet for at tilslutte sig Jesu Kristi Kirke af Sidste Dages Hellige … De har bedt for og opretholdt deres ledere … og i min tid i Kirken mangler jeg endnu at opleve en person, der har holdt Herrens befalinger og som har opløftet deres røst mod dem, der var kaldet til at præsidere over denne kirke. Det er virkelig bemærkelsesværdigt …

Et af de største vidnesbyrd for mig om guddommeligheden af dette værk er, at en mængde mennesker … der ved stavskonferencer har mulighed … for at give udtryk for ved deres stemme enten at opretholde eller afvise at opretholde dem, der præsiderer over dem (idet hver især udøver handlefrihed), fortsat støtter deres ledere. Herrens Ånd vil uden tvivl tilskynde de trofaste og ydmyge til at opretholde hans udvalgte tjenere.¹²

Da Moses førte Israel fra Egypten gennem ørkenen og ind i det forjættede land, angreb Amalek Israel ved Refidim. Moses vejledte Josva til at udvælge nogle mænd til at beskytte Israel. Moses, Aron og Hur gik op på toppen af en høj med udsigt ud over slagmarken. Når Moses holdt Guds stav over sit hoved, havde Israel overtaget, men når han lod sine hænder synke på grund af træthed, fik Amalek overtaget. Der blev sørget for et sæde af sten, og Aron og Hur holdt hans hænder oppe, for at Guds velsignelser kunne tilflyde Israel, så deres krigere kunne få overtaget, og slaget blev vundet. Guds kraft var med Moses og forblev hos ham, indtil han havde udført sin gerning (se 2 Mos 17:8-13). Når han havde folkets støtte, blev de også velsignet, og sådan har det været med alle Herrens tjenere, der har præsideret over Israel …

Lige så længe præsidenten præsiderer over denne kirke, og det har ingen betydning, hvor mange år det bliver, giver vor himmelske Fader ham styrke, kraft, visdom, dømmekraft og inspiration til at tale til Israel, sådan som de har behov for at blive talt til. Vi, som følger hans lederskab, må være ligesom Aron og Hur fra fordum. Vi må holde hans hænder oppe, så Herren gennem ham vil lade himlens velsignelser komme ned over os og dette folk.¹³

Jeg ved, at disse mænd (generalautoriteterne) er Herrens tjenere, og jeg ved, de stræber efter at velsigne menneskeheden. Jeg håber, at ingen af jer … vil undlade at opretholde dem, ikke blot ved jeres tro og bønner, men hvis de eller deres holdninger bliver fremstillet urigtigt, at I vil være villige til og ivrige efter at forsvare dem om nødvendigt, fordi der kommer en tid, hvor de får brug for jeres forsvar. Modstanderen har ikke glemt dem, og et af beviserne for guddommeligheden af disse mænds kaldelse er, at onde mennesker taler ondt om dem, og gode mænd og gode kvinder taler godt om dem¹⁴ (se forslag nr. 4 på s. 62).

Der findes dem blandt os … der er blevet blindet af menneskers filosofier og tåbelighed. Der findes dem, der forkaster råd og vejledning fra den mand, som Gud har sat som overhoved for denne kirke …

Mennesker, der ikke ved så meget om tingene, kommer pludselig med en lys idé, og de foreslår, at »dette er måden« eller »det her, det er måden«, og selv om det ikke stemmer overens med Herrens råd, overtales nogle til at prøve det. Herren har givet pålidelige råd og udpeget præsidenten for sin kirke til at fortolke de råd. Hvis vi ignorerer det, han som Kirkens præsident råder til, opdager vi, at vi har begået en alvorlig fejl.¹⁵

Kirkens præsidentskab … er vor himmelske Faders repræsentanter, ikke kun for dette folk, men de repræsenterer ham over for alle jordens folk. Vi vil gøre vel i at lovprise og ære disse mænd, som han har sat som overhoved for os. De er mænd med menneskets skrøbeligheder, de vil begå fejl, men hvis vi er ligeså overbærende med de fejl, de begår, som vi er med vore egne fejl og mangler, vil vi se deres dyder, ligesom vi ser vore egne.

Jeg står her for at bønfalde jer, mine brødre og søstre, om ikke at tillade, at kritiske eller uvenlige ord om dem, Herren har kaldet til at lede os, kommer over jeres læber. Vær ikke at finde i selskab med dem, der taler ringeagtende om dem eller svækker deres indflydelse blandt menneskenes børn. Gør I det, kan jeg sige jer, at I vil finde jer selv i modstanderens magt. Han vil udøve sin indflydelse for at få jer til at gå længst muligt væk fra sandhedens vej, og hvis I ikke omvender jer, opdager I måske, når det er for sent, at I har mistet »den kostbare perle«. På grund af jeres selviskhed og blindhed er I blevet ledt på afveje, og jeres kære … vil sørge på den anden side af sløret på grund af jeres svaghed og tåbelighed¹⁶ (se forslag nr. 5 på s. 66).

Modstanderen sover ikke. Han bedrager mange og leder dem i synd … Nogle underviser i falsk lære, og nogle søger at overtale mænd og kvinder til at overtræde vor himmelske Faders befalinger … Hvis de medlemmer af denne kirke, der finder fejl hos Kirkens ledere og kritiserer dem, der giver selve deres liv for at velsigne og gøre godt mod os, blot ville stoppe op længe nok til bønsomt at spørge: »Hvilke af disse lærere er sikre at følge?« ville de ikke have nogen vanskeligheder med at finde den rette kurs og ville opretholde dem, som Herren opretholder.¹⁷

Det må være en kilde til styrke for denne kirkes præsident at kigge på tusinder af ærlige mænds og kvinders ansigter og se dem løfte deres hånd i pagt med vor Fader i himlen og opretholde ham i det embede, hvortil han er blevet kaldet som præsident for denne storslåede kirke. Den forpligtelse, vi indgår, når vi løfter vores hånd under sådanne forhold, er meget hellig. Det betyder ikke, at vi går stille på vores vej og er indforståede med, at Herrens profet vil lede dette værk, men det betyder – hvis jeg forstår den forpligtelse, jeg påtog mig, da jeg løftede hånden – at vi står bag ham, vi vil bede for ham, vi vil forsvare hans gode navn, og vi vil stræbe efter at udføre hans instruktioner, sådan som Herren vejleder ham i at give dem til os, så længe han er i den stilling.¹⁸

Når jeg tænker på de byrder, som Kirkens præsident og hans rådgivere bærer, og erkender de ansvar, der anbringes på deres skuldre, ønsker jeg af hele mit hjerte at hjælpe dem, så jeg ikke er en klods om benet, men at jeg i den stilling, jeg er blevet kaldet til, og I, mine brødre og søstre, at vi hver især må indtage vores plads og udføre vores del af læsset og højne vores kaldelse til Guds ære og herlighed¹⁹ (se forslag nr. 4 på s. 63).

Gud give, at vi, der er blevet så rigeligt velsignet, må holde hænderne oppe på den Herrens tjener, der præsiderer over os, at vi må hjælpe ham ikke kun ved vores tro og bønner, men ved kærlighed og venlighed, som lejligheden byder sig, at vi må marchere under det banner, han vil holde højt, ligesom Gud fortsat opretholder ham som Kirkens præsident, Herrens profet i disse sidste dage.²⁰

Lad os opretholde disse mænd, som Gud har opløftet til at præsidere over os. Lad os velsigne dem, ikke kun med vore læber, men ved på enhver mulig måde at bistå med at bære den byrde, der hviler så tungt på deres skuldre … Bed for dem, velsign dem og hjælp dem.²¹