Kirkens præsidenters lærdomme
Kapitel 10 Fyld jorden og livet med Mormons Bog


Kapitel 10

Fyld jorden og livet med Mormons Bog

»Der er en kraft i Mormons Bog, som begynder at tilflyde jeres liv i selvsamme øjeblik, I påbegynder et seriøst studium af den bog.«

Fra Ezra Taft Bensons liv

Ved generalkonferencen i april 1989 læste præsident Thomas S. Monson et budskab op fra præsident Ezra Taft Benson til børnene i Kirken. I dette budskab sagde præsident Benson:

»Jeg ved, at I læser i Mormons Bog, for jeg har fået hundreder af personlige breve, hvori der står, at I læser denne hellige bog. Jeg får tårer i øjnene af glæde, når jeg hører det …

Jeg bliver så glad, når jeg hører om jeres kærlighed til Mormons Bog. Jeg elsker også denne bog, og vor himmelske Fader ønsker, at I fortsætter med at lære noget af Mormons Bog hver eneste dag. Det er en særlig gave til jer fra vor himmelske Fader. Hvis I følger dens lærdomme, vil I lære at gøre vor himmelske Faders vilje.«1

Alle vegne i Kirken giver sidste dages hellige agt på dette råd fra deres profet. Følgende beretninger er eksempler på de velsignelser, der kom til dem, som handlede på præsident Bensons opfordring til at »lade jorden og deres tilværelse strømme over med Mormons Bog«.2

»›Det kan han ikke mene alvorligt!‹ tænkte Margo Merrill … da hun første gang hørte præsident Ezra Taft Bensons opfordring til forældre om at læse Mormons Bog med deres børn. ›Mine børn er 6, 5 og 2 år gamle. Det ville kun være spild af min tid og tålmodighed.‹

Bror og søster Merrill besluttede sig alligevel for at prøve at læse Mormons Bog med deres børn. Da de nåede til historien om Nefi og hans knækkede bue, blev deres seksårige datter Melissa syg med lungebetændelse.

›Melissa tryglede mig om at lade hende komme i skole, selvom hun var syg‹, sagde Margo. ›Hun sagde, at hvis hun ikke kom i skole, så ville hendes ven, Pamela – som er medlem af en anden kirke – ikke vide, hvad der skete med Nefi. Melissa snøftede og sank sammen i mine arme. Jeg tørrede hendes øjne og foreslog, at hun ringede til Pamela og fortalte, hvad der skete for Nefi.

Da jeg hørte Melissa gå i detaljer omkring hændelsen med Nefis knækkede bue, kom jeg i tanke om mine tidligere betænkeligheder omkring at spilde min tid og tålmodighed på at læse Mormons Bog med mine små børn. Hvor havde jeg dog undervurderet deres evne til at lære af Mormons Bog!‹«3

Howard J. McOmber II tænkte over præsident Bensons opfordring til at oversvømme jorden med Mormons Bog. Han grundede over, hvad han personligt kunne gøre for at tage del i sådan en indsats.

»En nat, hvor jeg tænkte over den udfordring, indså jeg, at jeg kunne give alle på min gade mulighed for at få en Mormons Bog«, fortæller bror McOmber.

»Der var bare et problem – de kendte mig. De vidste, at min hund gøede for meget og for tidligt om morgenen. De vidste, at min have ikke var den mest velplejede i nabolaget. De kendte til mine svagheder som nabo, og de ville sandsynligvis afvise mig.

Men jeg besluttede mig for at fatte lidt tro og gå i gang alligevel. Jeg ville tilbyde dem bogen, selv om de måske ville smide den væk eller lade den stå og samle støv på hylden i årevis. Alligevel tog jeg mig i at tænke negativt, jeg havde nærmest overbevist mig selv om, at der ikke ville komme noget godt ud af mine bestræbelser.

Så kom jeg til at tænke på, at jeg jo kendte mine naboer mindst lige så godt, som de kendte mig. Nogle af dem havde fortalt halvdårlige vittigheder ved det seneste vejmøde, og nogle få havde drukket for meget ved den seneste grill-vejfest. Nogle virkede ikke rigtig til at have noget mål med livet. Jeg tænkte over, hvor jeg mon havde været, hvis jeg ikke var medlem af Kirken og aldrig havde hørt om Mormons Bog. Det var indlysende, at den bog kunne hjælpe alle, der ville give den en chance.

Så jeg kontaktede alle på min vej og tilbød dem en Mormons Bog – og de takkede mig allesammen! Det gik så godt, at jeg gik videre til den næste gade, fuldførte det mål og gik videre til næste og næste gade. Da jeg var færdig, havde jeg besøgt 104 huse og afleveret 40 bøger.

Det begyndte at blive lettere at give Mormons Bog til bekendte.

Med tiden fik jeg givet alle 75 ansatte på mit arbejde en Mormons Bog. 23 af dem fik undervisning af missionærerne. 7 blev senere døbt og fire af mine kollegers børn har også sluttet sig til Kirken. En mand blev undervist to gange af missionærerne, men mistede så interessen for Kirken. Syv måneder senere, efter han havde skiftet arbejde og var startet i et andet firma, ringede han til mig for at fortælle, at han havde læst Mormons Bog og indset, at han følte en ro og fred ved Ånden, præcis som jeg havde beskrevet det. Så han fik også alle lektionerne af missionærerne og blev døbt.

Jeg elsker Mormons Bog. Jeg betragter den som Herrens visitkort, og jeg er blevet forbløffet over, hvor let det er at starte en åndelig overflod med den på et personligt plan. Når vi arbejder for Herren, modtager vi hans hjælp.«4

Et andet medlem har fortalt om den forvandling, der fandt sted med hans vidnesbyrd, da han fulgte præsident Bensons råd om at læse Mormons Bog: »Da præsident Benson kom med opfordringen til at læse Mormons Bog, var jeg 15 år gammel. Jeg læste allerede trofast i skriften, men mit fokus var primært rettet på Det Nye Testamente. Men på præsident Bensons opfordring indledte jeg et dagligt studium af Mormons Bog. Det blev et stort vendepunkt for mig. I Det Nye Testamente lærte jeg om Jesu Kristi jordiske tjenestegerning, og det vil jeg altid være taknemlig for. Men jeg havde brug for den dybde, der kom af studiet af Mormons Bog. Hvor Bibelen hjalp mig til at vide, hvad Jesus gjorde for menneskene i Det Hellige Land, så gav Mormons Bog mig en dybere forståelse af, hvad han har gjort for mig. Gennem studiet af Mormons Bog fik jeg et vidnesbyrd om min Frelsers uendelige forsoning. Og når jeg senere har stået i kriser, som har prøvet min tro, har jeg hentet trøst og styrke i Mormons Bog. Nu lader jeg ikke en dag gå uden at læse i Mormons Bog.«5

Billede
Depicts the angel Moroni at left appearing to a kneeling Joseph Smith who has the newly unearthed gold plates lying at his right side. [Supplied title]

Millioner af mennesker er kommet til Kristus på grund af sandhederne i den bog, som Moroni overdrog til Joseph Smith.

Ezra Taft Bensons lærdomme

1

Mormons Bog blev skrevet til os.

Mormons Bog … blev skrevet til vor tid. Nefitterne havde ikke bogen, og det havde datidens lamanitter heller ikke. Den er tiltænkt os. Mormon skrev den, da nefitterne nærmede sig sit endeligt som civilisation. Under inspiration fra Gud, som ser alt fra begyndelsen, forkortede han århundreders optegnelser. Han udvalgte de beretninger, prædikener og begivenheder, der ville være mest gavnlige for os.

Hver eneste store skribent i Mormons Bog har båret vidnesbyrd om, at han skrev med henblik på fremtidige slægtled … Hvis nu de har set vor tid og har udvalgt de ting, der ville være af størst værdi for os, fortæller det os så ikke, på hvilken måde vi skal studere Mormons Bog? Vi bør konstant stille os selv spørgsmålet: »Hvorfor inspirerede Herren Mormon (eller Moroni og Alma osv.) til at medtage dette i sin optegnelse? Hvad kan jeg lære af det, som kan hjælpe mig nu og her?«

Og der er eksempel på eksempel på, hvordan det spørgsmål kan besvares. I Mormons Bog finder vi for eksempel en anvisning til forberedelse på det andet komme. En stor del af bogen er centreret om nogle få årtier lige op til Kristi besøg i Amerika. Gennem nøje studium af den tidsperiode kan vi afgøre, hvorfor nogle gik tabt i de forfærdelige ødelæggelser, der gik forud for hans komme, og hvorfor andre kunne stå ved templet i landet Overflod og på egen hånd mærke sårene i hans hænder og fødder.

Af Mormons Bog lærer vi, hvordan Kristi disciple lever i krigstid. I Mormons Bog ser vi meget grafisk og skræmmende, hvilke onder hemmelige sammensværgelser fører med sig. Af Mormons Bog lærer vi, hvordan man håndterer forfølgelse og frafald. Vi lærer meget om missionering. Og i Mormons Bog ser vi tydeligere end noget andet sted faren ved materialisme og ved at lade hjertet hænge ved verdens ting. Er der nogen, der kan tvivle på, at denne bog er tiltænkt os, og at vi i den finder stor kraft, trøst og beskyttelse?6

2

Når vi studerer Mormons Bog dagligt, vil bogens kraft strømme ind i vores liv.

Det skyldes ikke blot, at Mormons Bog belærer os om sandheden, hvilket den vitterligt gør. Ej heller skyldes det blot, at Mormons Bog vidner om Kristus, selv om den vitterligt også gør det. Nej, der er andet og mere i det. Der er en kraft i den bog, som vil begynde at strømme ind i jeres liv i samme øjeblik, I begynder at studere den seriøst. I vil finde større styrke til at stå imod fristelser. I vil finde styrke, så I kan undgå at blive bedraget. I vil finde kraft til at blive på den lige og snævre sti. Skrifterne kaldes også »livets ord« (L&P 84:85), og intetsteds gør det sig mere gældende end i Mormons Bog. Når I begynder at hungre og tørste efter de ord, vil I netop finde liv i stadig større overflod.7

Mennesker kan bedrage hinanden, men Gud bedrager ikke menneskene. Derfor anviser Mormons Bog den bedste prøve for at afgøre sandfærdigheden af den – nemlig at læse den og så spørge Gud om den er sand [se Moro 10:4] …

Det er den ypperste forvisning for den ærlige af hjertet – at vide at Mormons Bog er sand gennem personlig åbenbaring fra Gud. Millioner har ladet det komme an på en prøve og ved det, og flere millioner vil komme til at vide det.

Nu er det sådan, at ånden, såvel som legemet, er i konstant behov for næring. Gårsdagens måltid er ikke nok til at opfylde dagens behov. Ej heller er en sjælden læsning af »den mest korrekte bog på jorden«, som Joseph Smith omtalte den, nok. (Profeten Joseph Smiths lærdomme, s. 232).

Ikke alle sandheder har samme værdi, ligesom alle skrifter ikke har samme værdi. Er der nogen bedre måde at nære ånden på, end ved hyppigt at mætte sig med den bog, der, som profeten Joseph Smith sagde, ville føre menneskene »Gud nærmere ved … efterleve[lse af] dens forskrifter end ved nogen anden bog«? (Profeten Joseph Smiths lærdomme, s. 232).8

Knytter der sig evige konsekvenser til vores respons på denne bog? Ja, det være sig enten til velsignelse eller forbandelse for os.

Enhver sidste dages hellig bør gøre studium af denne bog til en livslang stræben. Ellers bringer vedkommende sin sjæl i fare ved at negligere det, der kunne være en kilde til åndeligt og intellektuelt samspil livet igennem. Der er forskel på en omvendt, som bygger på Kristus, klippen, ved hjælp af Mormons Bog, og som holder fast i jernstangen og en, der ikke gør.9

Der er stadigt flere blandt os, som gennem Mormons Bog er blevet overbevist om, at Jesus er Kristus. Nu har vi brug for stadigt flere, som vil bruge Mormons Bog til at vise Kristus mere hengivenhed. Vi må være overbeviste og hengivne …

Mine kære brødre og søstre, lad os læse Mormons Bog og blive overbeviste om, at Jesus er Kristus. Lad os fortsætte med at genlæse Mormons Bog, så vi mere fuldt ud kan komme til Kristus, være ham hengivne, samlede om og opslugte i ham.

Vi møder modgang hver dag. Denne tidsalders udfordringer står ikke tilbage for nogen tidligeres, og disse udfordringer vil tage til både åndeligt og timeligt. Vi må holde os nær på Kristus, vi må dagligt påtage os hans navn, altid mindes ham og holde hans bud.10

3

Vi må lade jorden og vores eget liv strømme over med Mormons Bog.

Vi har hver især brug for at få et vidnesbyrd om Mormons Bog gennem Helligånden. Dernæst bør det vidnesbyrd tillige med Mormons Bog bæres for andre, så de også gennem Helligånden kan kende til sandheden deraf.11

Kan I forestille jer, hvad der ville ske med et øget antal eksemplarer af Mormons Bog i hænderne på et større antal missionærer, som ved, hvordan de skal bruge dem, og som er blevet født af Gud? Når det sker, vil vi opnå den rige høst af sjæle, som Herren har lovet.12

Billede
Elder missionaries giving an elderly man a Book of Mormon.

»Jeg har en vision om at oversvømme jorden med Mormons Bog.«

Jeg har en overbevisning: Jo mere vi underviser og forkynder ud fra Mormons Bog, jo mere vil vi behage Herren, og jo større kraft får vi at tale med. Ved at gøre det vil flere blive omvendt, både inden for Kirken og udenfor blandt dem, vi forkynder for … så det er vores opgave at undervise om de principper, vi finder i Bibelen og Mormons Bog. »Disse skal være det, de skal undervise i, sådan som de skal blive ledt af Ånden« (L&P 42:13).13

Mormons Bog er det redskab, som Gud har udformet til at »skylle hen over jorden som med en flodbølge for at indsamle [sine] egne udvalgte« (Moses 7:62). Denne hellige del af skriften er nødt til at blive en mere central del af vores forkyndelse, undervisning og missionering …

I denne elektroniske medietidsalder og med massedistribution af det trykte ord vil Gud lade os stå til regnskab for det, hvis vi ikke nu gør et seriøst fremstød for Mormons Bog.

Vi har Mormons Bog, vi har medlemmerne, vi har missionærerne, vi har ressourcerne og verden har behovet. Tiden er inde!

Mine elskede brødre og søstre, vi har svært ved at fatte kraften i Mormons Bog eller den guddommelige rolle, den må spille, og i hvilken udstrækning den må frem …

Jeg udfordrer os hver især til bønsomt at overveje, hvilke tiltag vi personligt kan tage for at føre dette nye vidnesbyrd om Kristus mere ind i vores eget liv og ud i verden, som står i et desperat behov for den.

Jeg har en vision om årvågne familier, levende klasseværelser og talerstole, der flammer af ånden fra budskaberne i Mormons Bog.

Jeg har en vision om hjemme- og besøgslærere, funktionærer i menigheder, stavs- og missionsledere, som rådgiver folk ud fra den mest korrekte af alle bøger – Mormons Bog.

Jeg har en vision om kunstnere, som laver film, teaterstykker, skriver bøger, musik og maler om de store temaer og skikkelser i Mormons Bog.

Jeg har en vision om tusinder af missionærer, der tager ud i missionsmarken med hundredvis af skriftsteder, som de kan udenad fra Mormons Bog, så de kan imødekomme en åndeligt udhungret verdens behov.

Jeg har en vision om, at hele Kirken kommer Gud nærmere ved at efterleve forskrifterne i Mormons Bog.

Ja, jeg har en vision om at oversvømme jorden med Mormons Bog.14

Jeg vil gerne have lov til at rose jer trofaste hellige, som stræber efter at lade jorden og jeres liv oversvømme af Mormons Bog. Vi må ikke alene tage et seriøst tiltag for viderebringe flere eksemplarer af Mormons Bog, men vi må også mere frimodigt anvende dens storslåede budskaber i vores eget liv og føre dem ud i verden.15

Forslag til studium og undervisning

Spørgsmål

  • Læs præsident Bensons råd om, hvordan vi bør studere Mormons Bog i afsnit 1. Hvordan kan det råd hjælpe os til at møde udfordringer? Hvilke skriftsteder i Mormons Bog handler om de udfordringer, vi møder?

  • Hvilke eksempler har I set på opfyldelse af løfterne i afsnit 2? Hvad kan vi gøre for at dele Mormons Bog med mennesker, som står i behov for disse løfter?

  • Hvad tror I, det betyder at »lade jorden og vores liv oversvømme med Mormons Bog«? (Se eksempler i afsnit 3).

Skriftstedshenvisninger

2 Ne 27:22; Morm 8:26-41; Moro 1:4; 10:3-5; se også indledningen til Mormons Bog

Studiehjælp

Når du læser, så »understreg og marker ord eller vendinger, så du kan skelne mellem begreberne i et enkelt vers … i marginen kan du skrive skriftstedshenvisninger, som forklarer de skriftsteder, du studerer« (Forkynd mit evangelium, 2005, 2007, s. 23).

Noter

  1. Se »Til Kirkens børn,« Stjernen, juli 1989, s. 76.

  2. Se »Vogt jer for stolthed og hovmod«, Stjernen, juli 1989, s. 3.

  3. LaRene Gaunt, »Does the Book of Mormon Count?«, Ensign, juni 1991, s. 20.

  4. Howard J. McOmber II, i »Finding Truth in the Book of Mormon«, Ensign, jan. 1996, s. 10-11.

  5. Navnet er tilbageholdt. Fra et manuskript, som ikke er udgivet.

  6. Se »Mormons Bog, vor religions slutsten«, Stjernen, oktoberkonferencen 1986, s. 4.

  7. Se »Mormons Bog, vor religions slutsten«, s. 4-5.

  8. Se »Endnu et vidne om Kristus«, Stjernen, jan. 1985, s. 5.

  9. Se »Mormons Bog er Guds ord«, Stjernen, maj. 1988, s. 7.

  10. Se »Kom til Kristus«, Stjernen, jan. 1988, s. 78, 79.

  11. Se »Mormons Bog og Lære og Pagter«, Stjernen, juli 1987, s. 77.

  12. Se »Født af Gud«, Stjernen, okt. 1989, s. 5.

  13. The Teachings of Ezra Taft Benson, 1988, s. 58.

  14. Se »Oversvømme jorden med Mormons Bog«, Stjernen, jan. 1989, s. 3, 4.

  15. Se »Vogt jer for stolthed«, s. 3.